Vaaren

av Sigrid Undset

II.

Like idet Rose skulde gaa ut – hun hadde hængt ind sin kaape ved ovnen allerede – kom piken med to store papæsker. En gut fra fabrikken hadde bragt dem, sa hun.

Rose stillet æskerne paa bordet ved siden av deres lille juletræ, som stod grønt og bart endda. Hun gjettet hvad det var – blomster fra Torkild i anledning lillejuleaften.

Der var ikke den ting som han kunde tænke sig vilde glæde hende, uten han bragte hende det – før hun fik tid til at ønske. Det var som han ikke eiet anden tanke end den at vise hende, hvor glad han var i hende – nu i denne tiden.

Forresten, han hadde været saan bestandig. Altid hadde det været hendes skyld, naar der hadde været nogen misstemning mellem dem i de første maanederne. Hun indsaa det nu. Det var hendes kjærlighet, der hadde været overfladisk og egoistisk imot hans. Det var fordi hun inderst 189inde var sig bevisst, at hendes følelse var mindre værdifuld end hans, at hun indimellem hadde følt sig utilfreds i sit egteskap – herregud, var det det hele. Ja det hadde været det hele fra hendes side – sommetider syntes hun nok det var deilig at bli elsket og kjærtegnet og begjæret og beundret slik – og naar hun fra tid til anden pludselig kunde føle noget næsten som uvilje ved deres heftige samliv, saa var det, fordi den hadde rørt paa sig, hendes ydmygende underbevissthet om at hun ikke hadde nogen hel og sterk lidenskap at møte hans med. Nu da barnet i hendes skjød kaldte paa al hendes evne til at elske, nu forstod hun. Aa nu forstod hun ogsaa hans grænseløse nærtagenhet, den som isommer hadde vakt en liten dump irritation hos hende – det var fordi den bar bud om, at for ham var deres samliv saa uendelig meget mere betydningsfuldt end for hende.

Men nu, da hun endelig følte at hun levet fuldt og helt, nu da hendes eget hjerte var ømt og overfyldt av kjærlighet – aa nu forstod hun ham nok og elsket ham – barnets far. Hun kunde sitte og se paa ham, naar han spillet eller læste, mens hun selv holdt paa med sømmen sin, som hun aldrig hadde set ham rigtig før. Mit barns far, tænkte hun. Til hun maatte reise sig, gaa bort og drage hans hode ind til sit bryst. «Du er saa pen Torkild. Jeg er saa glad i dig.» «Er du glad i mig,» kunde han spørge sagte, mens han drog hende ned paa sit fang. «Ja det er jeg. Vet du hvorfor jeg sitter og ser saan paa dig? Jo 190for at lillegutten vor skal bli lik dig. Han skal ha saan pen pande og saanne pene øine og saan pen næse og mund og hake som du har.» Hun strøk med en finger omkring i hans ansigt, mens hun talte. «Han skal se ut akkurat som sin far –.» Torkild gjemte hende indtil sig og kjælte for hende med et smil, som var næsten saart av lykke.

– I den ene æsken var der gule mimoser og fiolette syriner. Hun satte dem i den store sortglaserte krukken paa dragkisten. I den anden var der avskaarne hyacinter, blaa og hvite og røde. Dem ordnet hun i krystalbollen og stillet midt paa bordet. En stund blev hun staaende med lukkede øine og ansigtet bøiet ned over deres sterke duft.

Det gamle ur i spisestuen slog tre. Sandelig maatte hun skynde sig nu, hvis hun skulde være tilbake til middag i rette tid. Og endda fik hun gaa skogstien opover til Fensal.

Det var barfrost – likesom ifjor. Men for en forskjel. Selv slik en tør og haard vinterdag var vakker herute. Den runde røde solkulen ute over skogen, den høie rene himmel, som skinnet blekblaa gjennem let frostrøk, de tykke rimfrynser paa trær og busker og paa de visne gule straa, som laa frosset ind i isen paa den oversvømmede engen nedenfor haven.

Hun gik trippende og forsigtig, saalænge hun fulgte elven, holdt sig indtil kanten, hvor isen var knudret og ujevn. Det gav et sæt i hende og hun blev het av angst, hvergang hun gled litt.

191Men da hun kom ind paa skogstien, som bar over jernbanelinjen og opigjennem aasen, gik hun fort og let. Det begyndte at føles som en tyngde, men det besværet hende ikke; hun kjendte det som hun hadde øket kraft og sundhet til at bære med. Endda ialfald –.

Visne brune ormebregner og nakent bringebærris laa utover den smale sti. Til vaaren, naar det begyndte at spire her, naar bregnerne stak op de smaa snilehusrullede skuddene mellem det visne løv, da var hun vel ikke saa letvint. Hun tænkte paa den tiden med en underlig smertelig undseelse, men der var paa samme tid enslags selvfølende stolthet i det. Og naar frugttrærne i deres have blomstret for anden gang –. Hun kunde ikke finde nogen angst for det hos sig, bare utaalmodig, litt nervøs spænding. Og naar hun saa kom op igjen og kunde sitte ute med barnevognen – hele den deilige sommeren, naar hun skulde sitte nede i haven og passe det lille barnet sit – det var som noget inde i hende brøt sammen under den overvældende ømme lykkefølelse –.

Aldrig, aldrig skulde de bo i byen, hvis det kunde undgaaes. Disse maanederne hun hadde levet herute og set aarstiderne skride og følt skjønheten i alle de vekslende veir. Selv den lange regnfulde høsten de hadde hat, hvor fortryllende vakkert hun hadde syntes det var, naar hun stod op om morgenen og saa regndraaperne gli bortefter telefonledningen og hænge tæt tæt perlende 192paa trærne om huset. Hendes barn skulde vokse op paa landet.

Hun gik og tænkte paa alle de lykkelige, talløse arbeider, der vilde komme og fylde hendes dage. Den første lekestue-fornøielsen hun hadde følt ved at være husmor, stelle i stuerne sine og lave mat efter kokebøkerne, som Torkild ertet hende med, naar hun satte sig til at læse i dem om kvelden – den hadde allikevel ikke tilfredsstillet hende i længden. Det var jo bare arbeide paa lissom – meningsløst at de gik der piken og hun, to voksne kvindfolk, hvis dages eneste gjerning var at lave mat og holde iorden huset for sig selv og en til. Hun syntes selv, det var en meningsløs ødslen med menneskers arbeidsevne. Det blev noget helt andet nu, da det samme arbeide vilde komme til at gjøres for et hjem, hvori barn skulde vokse op. – Ja bare saa meget anderledes det var blit at stelle istand huset til julen, siden det blev bestemt, at de skulde ha et barn hos sig – endda det var en fremmed unge, som hun ikke engang saa ubetinget likte –.

Lill var jo nok en yndig liten pike. Men hun vilde da ikke ønske at hendes barn skulde bli slike. Ikke for der var nogen fare for det forresten – for Lieds var jo barna bare lekesaker: indimellem stelte de svært med dem og saa puffet de dem ut til pikerne, naar de fik lyst til at leke med noget andet. Nu var det pludselig blit som det gjaldt livet for fru Lied at komme til Lillehammer i julen. Og saa sendte hun gladelig Ingar og Sonja, som bare var ti og otte aar, alene avsted 193til bedstemoren i Kragerø. Der var rigtignok en fru Mørch, som hadde lovet at «se efter dem» paa baaten; fru Lied kjendte hende neppe, men hendes samvittighet eller hvad man skulde kalde det slog sig tilro med dette. Og hun hadde været aldeles opraadd med hvordan hun skulde bli kvit Lill, vilde absolut helst slippe at ha ungen med sig til sanatoriet, det var ganske tydelig. Saa hun blev henrykt, da de hadde tilbudt, barnet kunde jo være hos dem i julen.


Oppe paa Fensal rendte fru Lied ut og ind av dørene i fjeldgraa buksedragt og puttis. Rose fandt Lill paa gulvet i dagligstuen, hun sat gjemt bakom en av de svære plysches lænestolerne med en stor boks khedive av de paa hundrede og brøt cigaretter tversover. Rose fik æsken fra hende og ordnet indholdet slik at hun la de itubrukne cigaretter underst og hele oppaa. Saa blev der ialfald ikke leven, mens hun var der. – Plæd og haandvæsker og større og mindre kufferter var saadd utover stuen.

En pike bragte te, kjeks og marmelade. Og fru Lied sank utmattet ned i en lænestol:

«Aajovisst kan du ta en kop te jo! Jeg maa si du er kjæk, at du orker at gaa helt hitop nu. Ja du har naturligvis bare bra av det, naar du er saa frisk. Ja jeg maa si du er heldig du – naar jeg tænker paa hvad jeg har lidt bestandig, naar jeg gik slik! Faa se paa dig –,» hun tok leende Rose i armen og snudde hende i profil: «Aajoda, dama begynder at faa figur skal jeg si –.»

194Rose blev rød, mest av sinne.

«Du – jeg har bare pakket ind et sæt rent tøi til Lill. Piken din har jo ikkeno at forsømme med at vaske vel –. Du skal da sandelig ikke ha mere at bære end nødvendig stakkars. Ta en kjeks da! Har du bakt – fem sorter sier du! Ja det er i begyndelsen at man gidder denslags. Gud jeg var glad til at slippe hele julestria iaar, jeg har ikke gjort det mindste, pikerne blir jo alene i huset hele tiden her saa –. Ufnei Lill da, hvad er det du griner for nu da –.»

Lill gren, fordi hun vilde ha sin hvite kjole med til onkel Torkild. Rose sat og hørte paa parlamenteringen, hvis utfald var git paa forhaand; naturligvis blev der ringt paa piken, som fik ordre til at pakke Lills hvite kjole ind med vasketøiet.

«Fy Lill – tænk at være saa styg mot mamman din som skal reise langt bort fra dig – i mange mange dage tænk.»

Lill trøstet sig med at spise sukkerbiter.

«Det er sandt – vil du ha «De stummes leirs» julenummer – og her er «Fremtidens». Jeg har nogen smaatterier der. – Ja bare bagateller da. – Det er jo næsten umulig naar man lever under saanne forhold som jeg, at faa fred, saa man kan samle sig om noget ordentlig –. Det er jo ogsaa en av grundene da, forstaar du, til at jeg ikke kan la mig sluke helt av husstel og slikt. Nei Lill, vil du la være, du har spist altfor mange sukkerbiter allerede! Fy du faar stygge svarte tænder av det –. Nei har mamma sagt. Jaja, la det 195være den sidste da! Men jeg synes jo jeg maa skaffe fred for min kunst nu, først og fremst –.»

Rose bladet i hefterne med sine barnedages mest velopdragne ansigt. Naar Mary Lied snakket om sin kunst, hadde hun altid saa forfærdelig vondt for at beherske sine smilehuller.

«Men naar man nu engang har noget paa hjertet som man føler sig forpligtet til at si. Jeg har en stor roman, hele planen, alting er færdig, skjønner du, jeg mangler bare at skrive den –.»

Der fandtes ikke mulighets raad for Rose til at slippe fra, før hun hadde faat hele romanen fortalt. Det var om en malerinde, som hadde giftet sig med en ingeniør som ikke forstod hende. Hun vilde leve bare for at skape, derfor vilde hun ikke ha barn – men manden var brutal og smaaborgerlig og saa bedrog han hende med falske foregivender, saa hun mot sin vilje maatte føde et barn; den misbrukte morsevne i hende hevnet sig i et unaturlig had til barnet o.s.v. o.s.v. Under fortællingens forløp skulde der da kastes nyt lys over alle tidens vigtigste sociale og seksuelle spørsmaal.

Rose vovet sig til etpar ganger at nævne sin mand og hans middagsmat.

«Aa tøv. Torkild han blir sandelig ikke grætten paa dig, om han skal vente en times tid eller mere! Jeg kjender dere nok jeg! Jamen synes du ikke det er et vældig motiv? Og aldeles nyt? Det uegte barn inden egteskapet. Jamen kan du 196ikke tænke dig, hvordan en kvinde som Vera maa hade dette barnet, som hun har undfanget i skjændsel!»

«Nei,» sa Rose. «Men Mary, klokken er over halvfem –.»

«Nei sit et øieblik til da. Nei du forstaar det naturligvis ikke, for du er en av de kvinder som bare, bare er moderdyr – ser barnet bare som sin egen inderligste eiendom – faren er en tilfældig foranledning. Jeg har tænkt at skrive om det og, en kvinde som blir frugtsommelig ved voldtægt. O.s.v. o.s.v.»

Klokken hadde slaat fem, før Rose endelig kunde slippe fra fru Lied. Og saa blev der endda endel forsinkelse; Lill forlangte at faa sin grønne fløielskaape paa og kysen – og det blev indvilget efter en længere forhandling, hvorunder Lill skrek og graat en hel del. Saa sendtes bagagen op til barnepiken igjen – den varme vinterkaapen maatte hun jo ha med; det var blit en ganske anselig pakke Rose hadde faat at bære, da hun endelig gik nedover med den hoppende og dansende unge ved haanden.

Hun var nødt til at gaa veien nu i mørket og med den lille piken. Og hun gik langsomt og svarte besindig paa alle Lills henvendelser og spørsmaal. Det var en henrivende kveld – heroppe i høiden var luften isnende klar og ren, men nede i dalen laa frostrøken hvit over elven og fabrikkerne og husene med de blinkende røde ruter. Ute i syd over skogen var himmelen endda svakt lysgylden, men enkelte store stjerner blinket 197frem høit oppe – det vilde være nat, før de kom hjem.

Hun møtte ingeniør Lied i bakken. Han lot til at bli glad for at faa sagt farvel til Lill endda engang.

«Nu maa du være rigtig snild og lydig mot fru Christiansen da – er fars jente snild pike? Tuppa mi! Ja jeg haaber hun ikke gjør Dem for mye bry, frue! Farvel da, glædelig jul frue!»

Nede ved stationen kom Torkild imot dem. Han hadde været hjemom.

«Da Agnes sa, du hadde gaat hjemmefra allerede klokken tre, saa blev jeg litt urolig. Jeg tænkte om du kanske var blit daarlig.» Han la armen om hendes liv. «Hvordan er det med dig? Godaften Lill! Joda, du er saa fin som fløtegrøt, vesla!»

«Bare bra vel, kan du skjønne. Tak for blomsterne Torkild!» Hun tok ham under armen og stak sin haan ind i hans, klemte den litetgrand. «Du er saa snild og søt mot mig –.»

«Likte du dem?» spurte han glad.

Arm i arm gik de hjemover, mens Lill fløi foran dem og tilbake og hoppet ved Torkilds haand og rendte fra dem igjen for at skli nede i veigrøften.


– Inde i spisestuen var der dækket til barnet oppe paa hjørnet mellem Torkilds og Roses pladser. Torkild gav den lille gjest servietten paa og anbragte hende med en sofapute under sig paa 198stolen. Han strøk kjærtegnende over hendes lyse krøller:

«Naa Lillemor – skal det smake godt at faa mat?»

«Saan suppe liker jeg ikke,» oplyste Lill, mens Rose øste op grønkaalsuppen. «Jeg spiser ikke saant jeg.»

«Joda. Her i huset spiser smaa barn al den mat de faar,» sa Rose bestemt.

Lill saa et øieblik ut som hun vilde stikke i at tute. Saa slog hun om – lo og dunket akkompagnerende med skeen i bordet:

«Jamen dere har jo ingen barn her i huset jo!»

«Jovist. Vi har jo dig for øieblikket.»

«Jamen dere har jo ikke nogen barn som dere selv eier – har dere vist det onkel Torkild?»

«Kanske vi tænker paa at faa os et, Lill.»

«Skal dere kjøpe dere et barn dere da,» lo hun høit.

«Jaha. Vi tænker paa at kjøpe os et barn til vaaren,» sa Torkild. «Hvis de ikke er altfor kostbare da.»

«Barn er dyre,» sa Lill veslevoksent. «Min mamma og pappa de har ikke raad til at faa flere barn naa, sier mamma.» Hun skoggerlo igjen. «Jamen hvorfor har dere ikke kjøpt dere no barn til jul da? Saa kunde jeg hat det og lekt med, ser du. Er barna billigere om vaaren onkel?»

«Barn er svært dyre om julen,» sa Torkild alvorlig. Han skottet bort paa Rose, som sat med 199det unge ømme morsmil og hørte paa dem, og hans sind var hett av glæde, mens han tok henover barnets haar.

Og da de hadde spist og gik ind i den mørke dagligstue, tok han sin hustru ind til sig og de kyssedes længe og inderlig – til Rose hvisket: «Lill – pas dig Torkild, den ungen ser alting.» Og hun gik frem og tændte hængelampen. Hun løftet bollen med hyacinterne op til sit ansigt et øieblik.

«Vet du, at det har jeg ønsket mig i mange aar – engang at eie en hel bolle fuld av avskaarne svibler –.

Torkild kom bort til bordet:

«Ja – de er skjønne. Hvem har du faat dem fra?»

«Kjære – er de ikke fra dig da?» spurte Rose forbauset.

«Nei. De der mimoserne er fra mig,» sa Torkild.

«Jeg trodde –. Der kom to æsker paa en gang. De var fra samme forretning –.» «Kanske det er en misforstaaelse,» mente Torkild. Hun gik ut i entreen efter æskerne. Der stod hendes navn paa dem begge. Hun undersøkte dem – mellem silkepapirerne i den ene laa et visitkort: Aksel Christiansen, diplomingeniør, Christiania.

«Tænk det er fra Aksel,» sa hun glad og overrasket. «Nei, saa pent det var av ham at sende mig blomster!»

«Er det fra Aksel –.» Torkild hjalp hende at 200rydde bøker og sytøi væk fra bordet for at gjøre plads til kaffebrettet.

«Jeg synes du skulde telefonere og be Aksel hitut engang i julen.» sa Rose mens hun skjænket kaffen. «Han har bare været hos os en eneste gang. Du vilde jo ha Lund og Helsing en dag – kan du ikke be ham til da?»

«Jo naturligvis, hvis du ønsker det.»

«Jeg synes da det er litt rart. Din bror har været her en eneste gang. Doris aldrig og ikke din far heller –.»

«Nei,» sa Torkild og betragtet sin cigar et øieblik. «Man kan ikke beskylde os for at være en familie som holder sammen –.»

Hun gik ut i kjøkkenet om en stund, og Torkild blev sittende og røke og stirre i taket. Han gav korte og distræ svar paa alle Lills spørsmaal.

– Det var ganske merkelig – hun lot til helt at ha glemt, at Aksel engang hadde fridd til hende. Det vil si, han visste jo ikke saa akkurat hvordan det forholdt sig, Rose hadde ingenting sagt – men det var han ialfald sikker paa, at Aksel hadde været svært glad i hende engang. – Han kunde ikke forstaa, hun brød sig om at se ham herute nu – da hendes tilstand var saapas synlig. Det stillet dem jo likesom sammen paa en saavidt intim maate, at han ialfald overfor en mand, der engang hadde været forelsket i hans kone, vilde blyges paa samme maate som han vilde blyges for at kjærtegne hende i nogens paasyn.

Det hadde berørt ham saa besynderlig pinlig, 201da hun snakket om at be Aksel ut nu. Han visste ikke – den letvinte, hverdagslige maaten hun talte om det paa, hadde pludselig mindet ham om hvor meget hun hadde glemt og hvor litet hun hadde forstaat av hans egen kjærlighet i forgangne aar. Og han følte en hudløs saarhet efter de smerter, han i den sidste tid ikke hadde husket paa, fordi han hadde anset dem for helt forbigangne og bedst at glemme.


Men da Rose kom ind fra kjøkkenet et erende, sat Torkild i spisestuen ved sit skrivebord. Han hadde Lill paa knæet og hans mørke hode var bøiet ned mot hendes lyse, mens han tegnet hester og kuer for hende med en rød og blaa blyant.

«Tegn en ku med den blaa enden naa da onkel Torkild,» sa Lill.

«Jamen en ku kan da ikke være blaa, Lill – har du set en blaa ku nogengang du da?»

«Neimen derfor kan du vel gjerne tegne en vel. Forresten saa har jeg set en blaa ku dengangen da jeg var i Kamerika.»

«Nei har du været i Kamerika, Lillemor? Naar var det du var der da?»

«Aa det var dengangen da jeg var gift med keiseren av Kamerika det. Det var førend du kom og bodde hos os, skjønner du –»

Rose hadde fundet det hun lette efter i buffeten og gik ut, stilfærdig smilende.

«Tante Rose,» ropte Lill efter hende, «hvad er det du gjør paa kjøkkenet?»

«Baker julekake, ven min.»

202«Skal du ha rosiner i den? Da vil jeg være med dig og se paa,» ropte hun og jumpet ned av Torkilds fang.


Oppe paa deres soveværelse om kvelden, efter han hadde snørt av hende støvlene og kysset hendes føtter, før han gjemte dem i morgenskoene, tok hun ham om halsen og drog ham med sig bort til sofaen, som var stillet indtil hendes seng.

«Er hun ikke yndig? Hvor søtt hun ligger du –»

Længe blev de staaende tæt omslynget og saa paa den lille sovende pike, mens de fra tid til anden vekslet smaa stilfærdige kys.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Vaaren

Romanen Vaaren kom ut i 1914 og leses gjerne i sammenheng med essayet «Det fjerde bud» fra samme år. Temaet er ekteskapets betydning og etiske verdier som plikt, ansvar og trofasthet.

Rose Wegner og Torkild Christensen har kjent hverandre siden de var små. Vennskapet utvikler seg til kjærlighet og de gifter seg. Men etter en dødfødsel drives de fra hverandre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1914 (nb.no).

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.