DØENDE SKOG

233Vigleik Gotskalksen Gærde satte sig i krogen bag det store bord til at skrive klage over skatten. Det var ikke saa let at skrive, for han mindtes ikke hvorledes en liden p saa ud, saa han maatte bruge store-P’en isteden, og han var ikke ganske hugheil for liden s, og liden k var han heller ikke rigtig sikker paa. Og saa var det nogen vævre dævle-kryller de kaldte komma; de var ikke saa besæt vridne at skrive netop, som mange bogstaver var, men det var saa vrident at vide hvor de skulde staa.

Men han var i kokende oprør for hvad de kunde ta sig til i bygden, og det hjalp ham over baade bogstaver og komma:

med Same Saa Skriver jeg jerne et helt langt Brev ikke Kan det vel værre af dresteghid og ikke er det af Klok SkaP men det er i al min Sim Pelhed jeg vil bemerke min tro at her Saa ledes blev lagt fatig 234Skat Paa menighederne er ikke med herens velie, her Skal jeg Paa min maade oP nevne fylgerne først har det lært de trengende til utaknemmeleghid og dels tel merre leddiggang, taknemmeleghid til gud og mæniskje blev af lagt fra først af at de trengende Skulde faa det Paa den maade, mon ikke heren engang i Sit visse Raad vilde at den Rige Skulle Se exemPel Paa den fatige, men vad Ser man nu, nu Ser man Hof mod Stolthid i Klæde dragter nu er man lige Klog hvem man trefer ved Kjærken enten det er den aller høieste Søn eller dater, heller det er Søn eller dater Som er oP trækt af fativæsenet, er det Ret imod at de trengende intil aarstallene 6, 7, 8 49 eller rettere 18 sex sju otta ni og førte førhen bad Sit Brød i guds navn og nu Skal de faa laav at faa gaa med Seedler ifra bestyreren hen Paa Handels Steder og Kjøbe af det beste Som kan værre, den tid de fatige gik for vær mans Dør, ligervis som den herens man morten Luter Saa gav de dem noget af vært de gav dem korn Saa de trengende kunde tørke og male

nei nu kan jeg ungaa det arbeide jeg Kan heler læige meg ned at Saave Paa den tid medens gaarbrugeren Skal trælle og arbeide tel deres oP hold

er her da ingen Som Kan begribe at det vel tage over haand med Saadanne fatig væsener, Læger merke til nu havde jeg i 48 og 49 1 ort og 8 Skjælleng til disse 2 Skater og nu i 80 Saa har jeg 23 kroner og 13 øre ørene var vist flere jeg har ikke den Rekningen idag men jeg Skal nok finde den, er det vort hælle Brot her Paa næsset thi det kaster ikke af Sig 1 skjælleng og naboen faar Stenen givendes nu, aa ja Paa Saa mange aar Paa fremtiden Saa kunde det vel hænde at 235det Kunde Stige lige Saameget eller Rettere dobbelt Som ifra 1 ort og 8 Skjælleng til 23 kroner og saa nogen ører

og Skole Skat er for øget ifra 20 Skjælleng Paa gaardgaardbrugern oP til 7 Kroner, ja nu Kan jeg gjørre mig til og Se ud i gjennem Lysse Bolliger, den tid Som Skolle lønnen var 20 Skjælleng Paa gaardbrugern Den tid lærte vi og Saa at læsse og den tid møtte vi alle velegt frem Paa Kjærke gulvet til overhøring men nu vel de ingen Kome fram men Skiuler seg Paa lemmen heller og ude i gangen Vad skal enden blive

Ja vad Skal det nu betyde at ungdommen tiennere og alle saadanne er Paa lagde Skat jo det Skal betyde at det Skal gaa Snarrere at faa alle lige gode Saa at ikke den enne Kan Raade den annen.

og ødselhid og letfærdeg levnet er iblandt os og trang til finnere sPisser og disse Utro husholdere kan ingen komme in Paa med nogen fatig Skat og derfor vel det merre in Skrenke fatig bestyrelsens medler Saa at de Som har noget til gode dem faar gjørre godt for alle dem Som sPisser oP al sin helle gaar og fylgen er at næPe nogen gjør disse udlæg uden med utolmodeg hid og det er heller ikke med Herrens velie, det kan heller ikke Kaldes nogen almindelig almysse at en mand er lignet helt oP tel 23 Kroner aarleg i fateg Skat, Herren vel nok at den fatige Skal gaa i Hans navn og faa almysse Saa at giverne Skal Se at han er fateg og at giveren Skal Ønkes over Ham at naar fatege kommer at giverne Ser de er fatige Saa skal ikke giverens forraad Staa tilbage.

Saa ledes kunne vi vel tro var med Herrens velie og 236Saa var vel ikke de Som ingen fatig Skat har heller for gode at Rikke den trengende haanden.

alt dette Kan de akte Paa vad de vel lignins Mænd, i Kan sette jer hen Som Sedvanlig og blive ved at inligne disse Skater ja disse Mænd har et meget betydnins fult arbei et af de allervigtiste, jeg kunne vel synnest at det var gilt jeg var Kaldet til en Saadan forretning men vor gilt det var Paa min Samvitteghid det viste vel gud Herren, der Som nogen vilde samle alle disse Protte Kaaler og nøiagtigt for fare dem i alle disse aar lige ifra 8 og 49 ja Herren ved vad Ret er, jeg vilde ikke det Skulde vile Paa meg at have verrit i disse for Retninger

med bøn og Paa Kaldelse maa jeg anmelde for Eder kjære med Krestne, da jeg flere gange har an dragit for dem som har verrit Kaldede til den for Retning at ligne disse Skater, men mine bønner har ikke verrit antagelige, nei det Smærter ikke at Sette band Paa en hel fresk fing men betenk vad Herren engang har Paa lagt os med denne vor ældste dreng johannes og Store hjem Søgelse Som gud Herren har negtet sit mæles for Brug og for Standens gave, ja vad Herren engang har Paa lagt mig er jeg ikke for god at bærre børden med, men Saa for moder jeg at vi haver flere Krestne folk Paa gjorden som kunne insee der Som de vele vad vi har hos os med denne vor dreng johannes i Steden for at lægge Sig efter at Sette bandet Strammere om den Syge fing, maaske dem Som har inlignet disse Skater maaske at de faar bedre vide Paa den anden Side af graven vad vi havde her i værden hos os med denne vor dreng johannes, jeg har engang Søgt om at faa bidrag men det blev af Slaaet 237aaja det Kan saa verre ja jeg har betenket mig Paa at det faar verre det Same medens jeg lever, men jeg vel bede tel Herren ja ennerleg bede tel Herren vor gud at han og om han vel give mig bidrag og løn for denne min aandssvage dreng johannes fordi jeg haver ham her i tiden og han har lerrit meg tolmodeghid –

det er min bøn om at tage disse Skater bort fra meg, den tid jeg var ung og fresk da havde jeg 1 ort til fatig Skat og 8 Skjælleng til Skolle løn som kaltes og nu er det Kommet oP til 23 Kroner og nogle ører naar jeg er gammel og Svag, er det Ret eller vad mene i Kjære Krestne om det er regtigt i mit tilstand, Er det vort usle hælle Brot her borte Paa næsset thi det kaster ikke af sig 1 – en – Skjælleng efter Som min Søn Gotskalk er blit helse løs og maattet begi med hælle Brottet Saa at han Prekeverer sig oP i dyrlæge Kunst og alt arbeid ligger nede i mellertid og den anden søn Knut er vakt og læsser i Skriften og vel blive guds ords forkyndere og tiennere i tid og evighid –

denne min begjæring lyder tel Wiigens herreds lignins Kommission og til Sogne Præst Destrektslæge tilligemed formandskaP, om ikke dere vel Paa sjøne

mit erlangende

V. G. Gjærde.

Han var endda i oprør, da han var færdig og brætted det store gule ark sammen. Han var mager; han var i grunden blond, men hans 238haar var grissent, og øinene lyste underlig blege. Der var to kridhvide døde flækker i huden lige paa kindbenet.

Han var idag kommet seilende hjem over fjorden fra forligelses-kommissionen. Det hadde gjældt det gamle nøst ude paa hellebrotnæsset; arbeiderne som hadde bygslet brotet, fik lov til at bo i det, den tid bærget var saa bra, at det lod sig sprænge ud i tynde heller til tagtækning; men nøstet lêkte, og derfor la de nye gode heller over det hele. Saa var brotet blit daarligt, og da bygslings-tiden var over, kom de med baad og vilde hente hellerne paa taget. Det nægted han dem og lovte paa at han skulde gøre dem ulykkelig, rørte de en eneste helle. Og saa blev han stevnet ind, og idag hadde han forklaret, at han hadde betinget sig ret til at ta til husbrug av brotet, – og hadde ikke de tækket nøstet, saa hadde han gjort det: hellerne var hans. Men de paastod, at nøstet var saa raaddent og ubrugeligt, at det stod øde, og at han aldrig i verden vilde lagt én helle paa taget; det var ogsaa derfor, de vilde ta ned hellerne i tide, før nøstet datt ned og hellerne knustes eller gik i sjøen. Og de blev ikke forligte; han gentog, at de skulde ikke rikke det, før de fik dom paa det.

239Og paa høsttinget engang skulde den sag fore sammen med kværnhus-sagen som han nu ogsaa hadde gaaende. Den gjaldt den gamle kværn op i Haabrække-bækken som han eied sammen med naboen og hvor naboen hadde reddet ud kværnsten og inventar som var godt og brugbart, fordi tømmeret var plukraaddent, saa den kunde gaa i fossen hvad tid det skulde være nu i høstregnet. Og de ting hadde han flyttet ind i en ny kværn længer nede som var hans, men som han hadde sagt stod til fælles brug. Men Vigleik kræved paa forligelses-kommissionen, at inventaret skulde flyttes tilbage i det gamle kværnhus under løbende mulkt.

For nu vilde han ha sin vilje igennem, siden de mente de kunde fare ad som de lysted i bygden, med skatterne; – de skulde faa se det, selv om han hadde en aandssvag søn. – –

Gaarden hed Gærde og laa paa en skraaning nedover til sjøs.

Der var i det hele fire karfolk paa gaarden: foruden faren, næstældste søn Knut og saa Gotskalk den yngste og den ældste Johannes, idioten. –

Sina datteren satte grødfadet frem paa bordet; Vigleik var enkemand. Det var en 240høi stor jente. Hun saa det blege kast i farens øine, da han korked blækflasken til med papir-tuten, og kendte et uklart stik i brystet ved det:

– Du ska ‘kje detta, far! – bad hun; det var som hun retted sig for at holde paa en mur som vilde ramle.

– Jau! – sa han. – Eg ska gjera dei ulokkelege kvar ein –!

Hun sukked.

De to voxne sønner kom ind til kvældsmaden i det samme. Knut var fed og tænkte at bli emissær og kom i præstegaarden – hadde faat smag for vellevnet: for steg og pudding og the. Hans næse var liden, med en stram kødvalk ned fra ryggen ud til kindet; og han hadde saameget kulsort stridt skægg. – Men Gotskalk var mager og ligned faren; der var meget blegt i øinene, og han hadde ogsaa de hvide flækker i huden over kindbenet. En solhed dag her i sommer la han pludselig meissel og slægge fra sig nede paa stenbrotet; – han tvilte, han taalte det ikke, sa han, og trængte mer letlig arbeid.

– Hvad sa ikke grundlovens § 1? – sa faren høimælt, som han holdt et foredrag: 241«Kongeriget Norge er et frit og selvstændigt rige.» Og det betydde vel at menneskerne i Norge var fri. Men var det frihed, naar lignings-kommissionen gjorde hvad de vilde med én? … Dette skulde de ikke komme godt ifra!

Sina gik ud. For nedenunder husmuren hørte hun støn og grynt; det var idioten Johannes som gik i skørt – maaltiderne passed han altid. Hun bar en bred træskaal med grød og satte sig paa trappen til at mate ham. Det var en sortsmusket mand, brun av sol, fordi han altid laa ude; ansigtet var overgrodd av grissent skægg, og panden var lav og spids, og baghovedet var ligesom hugget væk. Han maatte ligge i en baas nede i kælderen om nætterne.

Inde i stuen sad de tre og spiste. Da faren la skeen bort, saa han paa sønnerne ligesom tilfældig:

– Ja, de mindtes det vel, de ogsaa: der blev jo ikke avtalt noget om murstenen, som naboerne tog nede paa helle-brotet?

– Nei! – sa de begge. Det var da ikke nævnt med saameget som ét ord engang, at de skulde ha betaling for den fille stenen, alligevel!

242Ja, han vilde bare ha det paa det rene. For han blev kanske nødt til at stevne ligningskommissionen, før han fik dom paa skatten, og da maatte han ha vidner paa det, at hellebrotet ingenting indbragte ham …

*

Og det kom til sag. Overligningen vilde ikke gi sig; og saa hadde han beskyldt hele lignings-kommissionen for at ha ilignet uretfærdig skat, imod bedre vidende, idet det var vidnefast, at han ikke hadde tjent én øre paa stenbruddet.

Gærde-folket kom seilende hjem over fjorden en eftermiddag. Gotskalk sad bleg forud under fokken og brækked sig, for han taalte ikke sjø idag, ikke engang en fredelig fjordbølge her inde paa Gærde-vaagen taalte han. Og da de steg i land, la han merke til, at det var høi flo ikvæld ogsaa, – men han sa ingenting; men det kom over ham som hjærteklap: – naar sjøen randt op slik og holdt sig paa stor flo støtt, da var ikke veiret at tro paa – det var ligesom noget stort og tungt som kom sigende ustanselig indover. Han hjalp ikke til at trække baaden ind, for han tvilte han taalte 244det ikke. Og han brækked sig en gang til. Faren saa det og vilde ligesom lette i ham og lod som han var munter, – mente jamæn han var veirsyg! flirte han. – Men faren hadde det stærkt blege kast i øiet, og Gotskalk saa det. Og han brækked sig endda en gang oppe ved stuedøren. – Borte bag hasselrynningen hørte han stærke grynt fra drengen Johannes.

Idag hadde Knut og Gotskalk svoret paa, at de ikke skulde ha penge av naboerne for den husmur-stenen som de hadde tat paa hellebrot-næsset; de vidned tvertimod, at stenbruddet hadde gjort skade paa beite og slaatt ved smaastenen som laa igen efter mineringen. Det var sandt. Men Gotskalk kendte ligesom en underlig stor livaare som var aabnet og forblødde inde i ham efter den eden.

Faren blev alligevel dømt til at ta beskyldningen mod lignings-kommissionen tilbage, og, efter hvad der forøvrigt var oplyst, fandt retten, at skatten var rimelig.

Der stod en nabo oppe paa tunet under kirsebærtræet og vented, for at høre hvordan det var gaat. Det var Nils, som skulde ha Sina og gifte sig til næste aar.

Men Vigleik svarte ikke ordentlig: – Ja det monne nok være gode greier, du! flirte 245han og skød skuldre og gik ind. Og Nils fulgte efter.

– De snakked om grundloven, folk! Hoi! – blaaste han haanlig, – naar nu ikke engang § 1 –! Ja, han vilde skrive et brev til kongen og spørge, om § 1 ikke gjaldt længer i riget. – Han avbrød sig selv og flirte blegt, og Gotskalk saa smilet: – Nu, kunde han Nils bruge husmur-stenen?

– Jo. – Saa satte Nils i at le ligesom tilfældig, som én ler til kaade indfald én selv faar: – Ja, ka ska du no ha fø steinen, Vigleik?

Det blev stilt i stuen og den ligesom fyldtes av blege sky øine. Vigleik saa, at den andens øie skvatt unna netop i denne troskyldige latteren, for han var et ørlidet gran ræd, at han skulde bli trukket op, siden ingenting var avtalt. Og Vigleik kunde ikke styre sig og gled efter, for en mistanke saadan, den var som en revne i en kværne-renne, og han selv var vandet som lêkte og silred den gale vei: – Du skal ikke skvætte for ingenting! – tænkte han.

Og Gotskalk kendte, at faren ikke kunde stanse, og det var som han silred ud i den gale strømmen med.

246Men Sina retted sig i pludselig skræk og ligesom stapped for at tætte alle de farlige revner som lêkte:

– Du ska ‘kje meir no, far!

Knut sad inde i krogen bag bordet og smilte kødfuldt med de brede læber, og hans fedtede røde øine sov aabne.

Vigleik slog med hodet til Nils, og stemmen var fast: – aa, det var ikke noget at ta for, videre –.

Men Nils blev stille, og reiste sig lige efter og gik.

Gotskalk gik ogsaa ud. Men han gik bortover mod hasselskogen. Sina kom efter:

– Gotskalk, ve du ikje ha mat? – sa hun.

– Ja; men da skulde hun ogsaa spise, svarte han, og ikke gaa ud og gi han Johannes: – Eg æ ‘kje go te eta, naar me sit’ tre!

– Tre?

Han rakte de tre edsfingre i veiret: – Treenigheden! – sa han med et løsnet flir.

– Du tenkje so tungt yve alt, Gotskalk!

– Der fandtes nu vel ikke hans make, saaledes, – sa hun graatende hen for sig og slet i et græsstraa. –

Men da de sad ved bordet sammen, hadde han mistet hug paa mad, sa han.

247– Han, som brækked sig saa styggelig over fjorden, maatte da ha plads til lidt mat! sa faren muntert og flirte.

Men ude i svalen passed søsteren ham op og spurgte, om han var syg.

– Eg æ ‘kje go te eta taa tre-skjei, … sa han.

– Tre-skjei?

– Treenigheden –!

Hun lod som hun lo: – Men saa kunde han vel ta horn-skeen!

*

Men næste morgen stod Nils nabo der igen, for han hadde hat anelser inat og drømt vondt.

– Han hadde hug faa vide hvad han skyldte for stenen nu! Han gjorde sig stærk og kvik i stemmen, og saa tillidsfuld: – Det var ligesaa godt faa det avgjort! – Men efterpaa skvatt det alligevel i øiet som igaar av mistillid.

Vigleik saa det, at det almene omdømme i bygden nu var, at han Vigleik Gærde ikke var for rak i veden. Og det var, som han blev svimmel av at se det omdømme: – 50 kroner! – tænkte han.

248Nils rakte frem halvanden krone.

– Da vett’ me altids forlikte om! – sa han og slog smilende med hodet, og lod som han ikke saa hans haand og pengene.

Og Gotskalk gik ud av stuen. Knut sad igen inde i krogen og aad og smilte.

Gotskalk stansed ude under et gammelt kirsebær-træ. Han gik barbenet idag; han vilde ikke gaa i træsko, for alt, som var «tre», taalte han ikke efter den eden. Han stirred op i de tørre kvister i træet. Saa med én gang saa han det: det stod der oppe i kvisterne! Der stod tre store bogstaver: «G. G. E. » ɔ: Gotskalk Gjærdes Ed, stod der! … Det slog ned i ham, at dette var et tegn fra oven: de gik her omkring ham, baade naboen og de i stuen, og lusked og snakked om denne stenen for at komme efter, om han ikke nu kendte paa sig selv, at han hadde svoret falsk! – Han stivned og blev kold som staal: derfor surred de om ham! derfor snuste de paa ham! … De vilde ha noget ind paa ham – kvæle ham – gøre ham ulykkelig! Det var som den store flo i sjøen som ikke vilde gaa tilbage. – Han snakked med sig selv, mumled ustanselig:

– Ikje tre-skjei … ikje tre-sko … ikje tre te bords … Han regned op tallene 249i klumper paa tre: ein –to – tre; fira – fem – sex … tænkte paa tallenes forbogstaver, stod paa lur efter nye jertegn: sju – otta – ni. – Det slog ned i ham, og han tog de tre sidste tals første bogstaver én gang til: «Son!» sa det. – Son det gale du har gjort!

Sina stod under træet hos ham og saa paa ham.

– Ha du ikje ete idag hell?

– Kafy kan de daa ikje seia da beint ut! – sa han mod hende: – saa kunde han fri sig! – Denne mistanken! – Eg ha ikje svore falsk! Da ha ikje vore nemnt pænga! – Men i det samme kom faren og naboen ud av døren, og da han saa de to ansigter, blev han klog og smilte undslippende: – Da æ nervane! Eg ha ikje sove i al natt!

Og han smatt forbi dem ind i stuen til Knut, som læste i bibelen og aad. Han satte sig tæt indtil ham i krogen bag bordet og strøg ham tiggende over det kulsorte skægg, og øiet brandt imod ham:

– Knut! Me æ ikje te, fø te ha da illt! – Og det var som der gik stille sang i angsten, da han hadde faat sagt det ud, og en lunken strøm risled indover ham: – Du Knut! – sa han lavt og la sig tættere og 250blidere op til ham: – Sei da no: ha du gift i maten min? – Sei da no?

Knut saa op. Og netop det blik vented Gotskalk med angst og mødte det hvid av harme; han reiste sig foragtelig, saa bordpladen larmed, og steg ud i svalen. Der kasted han paa sig tasken, hvor hans eneste dyrlæge-instrument, en svær klyster-sprøite, laa, og gik indover stranden. Han var ikke budsendt; men han vilde høre, om der ikke skulde være syge beist indover paa gaardene nogensteds …

Men Sina satte sig ned under kirsebærtræet og saa efter ham og sa langsomt og blødt hen for sig: – Der finnes no ikje hans makje, so djupe –!

Han hadde et trodsigt slæng med armene, som han ikke pleied ha, og et spænstigt kast med rygg og nakke tilbage efter hver han mødte paa veien, ligesom i æskende foragt.

Men sprøiten var stor, og røret stak langt udav tasken og laa i bue som et svært piberør og vipped for hvert hans skridt. Og ungerne indover grænden kendte piberøret, naar han kom i sygebesøg, og haanlo og hujed efter ham:

– Doktar Sprøi–i–i–t! –

251Naboen Nils kom igen en kvæld en uges tid efter. Der kom ogsaa andre ruslende som hadde faat mur-sten paa Gærde-næsset, for at fritte og faa det avgjort nu. For det var kommet ud, at han Vigleik nok alligevel vilde ha betaling for den.

Vigleik sad just og skrev brev til kongen, om ikke grundlovens § 1 gjaldt længer.

– Hvad han skulde ha for stenen? – sa de og fandt sig hver sin flis under kokeovnen til at stikke tænderne.

Han svarte ikke, og øiet kasted med de blege blink; for han saa, de var temmelig rædde nu, og han gled uimodstaaelig efter.

De kniste ligesom vantro ved tanken paa at betale for graasten, men ledte i lommerne efter skillinger. – Ei krona te mans kunde høva? – sa de.

– 100 krone te mans! – sa han, rolig som fjæld. Han rensed halsen og spytted og saa til siden, som alt var som det saa skulde være.

De satte i at le allesammen og det larmed illsint som knægg før hestekamp. De klemte hver sin krone med en smæld ned i bordpladen og gik.

Vigleik sad beruset igen: – de kunde 252altids snakkes ved siden! – sa han rolig ud efter dem.

Sina reiste sig og stemmed imod:

– Du ska stogga no, far! Du æ ikje stærke – du æ sjuk, høire du!

– Eg sjuk! – Eg! – Eg ska gjera dei ulokkelege kvar einaste ein –!

I det samme steg Gotskalk ind; han kom tilbage fra sit lange sygebesøg indover grænden. Han sa ikke et ord. Han bare pakked frem en pose av tasken; og i posen var der ægg. Og fra gruen hented han en gryte og fyldte med vand og satte over varmen i kokeovnen. Ægg turde han spise, for i dem kunde ikke nogen av alle disse som vilde ham ondt ha gift; han skotted skadefro bort paa dem, fordi han nu hadde lurt dem.

Han sad sint og aad ægg til langt ud paa natten.

Og Knut hørte sinnet og hans fedtede øie i krogen tænkte, om han ikke skulde gaa over i en eller anden sekt, naar han nu blev udlært i skriften, og skille sig ud fra de andre, han og …

*

Det var senhøstes en ny høst, og det regned. Folk gik og vented med skurden og spaadde om veiret. De skotted op og saa en blaa revne i syd: – da maa no gi seg no, veit eg! – sa de og letted sig for et suk. Og veiret gik om paa øst.

Det regned ogsaa fra øst. De stirred op i skyrne: – da maa no gi seg, no! – sa de skraasikre og flytted betoningen efter ætten, som veiret kom fra. Det regned ellers aldrig fra øst i fjorden.

Men pludselig, paa en eneste dag, dreied det rundt: nord–nordvest–tilbage paa vest. Folk stirred langs fjældsiden og vred halsen efter ætten; men det var ikke godt at holde paa det, én ikke hadde mellem hænderne, og saa endte det helt nede igen paa sydvest. Saa kom uveiret vaadere og koldere end nogensinde: – Da maa no gi seg no, veit eg, – sa de valent, og 254de la ikke længer tone paa noget bestemt ord. Og de gik ind igen i stuerne og satte sig ved kokeovnen til at tørke sig, og fandt grundene for det besynderlige, at det regned fra øst iaar: – for uveiret var fra først av begyndt med tordenveir fra havet, og naar det kom ind fra havet, fra vest, da skal du ha tak! Da var det ikke underligt, om det regned fra øst …

Og stormen dured. Det gamle kirsebærtræ paa Gærde suste og vred sig. Og der var en svær dam midt ude i bygakren. Maaserne blev rent døgrvilde av veiret; de satte sig blødhjærnet fore mit i akren som en snehvid hermelins-bræm om den blygraa regndam og saa sløvt paa en, som vist maatte ha mistet forstanden, for den la sig tilforladelig ned og prøved, om det gik an at svømme i bygakre.

Men en liden maase-frøken med særlig svagt hode, hun tog rent i ørske en spasertur indover den brune nedlagte aker. Og midt op i dammen gik drengen Johannes og vassed efter i sin side stak og grynted fornøiet og greb ud i luften efter den hvide maase-frøken som var paa spasertur alene. Men maaserne var ikke rædde og blev rolig siddende i hermelins-bræm; for de begyndte at kende han Johannes nu i høst, alle maaserne; – her var da endelig én 255som ikke la snarer, og der var ingen mennesketræskhed i ham. –

Imens kom høsttinget i fjorden.

Vigleik Gotskalksen Gærde kom en dag seilende tilbage derfra. Han hadde sendt de 100 kroner paa hver nabo til en sagfører til inddrivelse. Men de hadde nægtet at betale, og saa blev det til stevning og proces. Idag faldt der dom: de to–tre kroner var mer end nok; han hadde jo selv tidligere ved en anden leilighed ført vidne for, at der ikke hadde været tanke paa penge-erstatning fra hans side. Det var Knut, som fulgte ham denne gang. – Under aker-reinen paa Gærde gik en høi mager mand – han ligned en graa higre under den store hat som hang udover ansigtet, lefseblød af regnet; og han slængte gødsel udfra grepet i vældige kast, saa det drev og trilled til alle kanter. Det var Gotskalk som vilde arbeide tankerne av sig. Han saa ikke op, da de to kom opover langs bygakren.

Sina saa op, da faren steg ind i stuen. Men hun fik ingen besked. Han skød skuldre og satte sig ind til bordet og mumled knisende gennem næsen: – ja det monne være gode greier, du! … For heller ikke ude paa hellebærgs-næsset hadde han faat ret: det taget var 256hellebruds-bygslernes eiendom, sa dommen. – Men saa hadde han til gengæld faat ret paa kværnen som han eied sammen med naboen oppe i Haabrække-bækken: at baade sten og inventar skulde flyttes op igen i det gamle kværnhus; for der var ikke ført bevis for, at det var faldefærdigt. Og naboen hadde i sinne alt gjort det idag, med det samme han kom hjem. Saa grundlovens § 1 gjaldt da sommesteds, alligevel! …

De sad stille i hver sin krog, baade faren og Knut; og Knut aad. Stygveiret la paa udover eftermiddagen, saa det var vel de var kommet over fjorden i lyse.

Gotskalk gik ude med møkk-grepet og kasted, drivvaad av regn og sved. Med ét var det som det letned for bringen av slitet; og han slap grepet for at nytte paa stunden og sprang hjem, mødte søsteren i svalen, stønned det frem underlig glad:

– Sei meg no oprigtig, Sina: ha du vondt i maten min?

Hun smilte: – han vilde jo ikke tro det, saa det nytted vel ikke, om hun sa det aldrig saameget.

Han saa det skvatt i hendes graa blik:

– Ja so æ da Knut ‘en! – fór han op.

257– Han tek’ eg og fri! – tagg hun saa varlig med stemmen.

Men han saa det skvatt i øiet paany. Og han stormed ud igen til møkk-grepet og uveiret, og slængte vældige kast til alle kanter.

Men nu i kvældingen var det som uveiret var ved at gaa sig op til nordvest, for det kom i byger. Og dette tog ham som kriblende gigt i al kroppen; han turde ikke ta sig en hvil.

Og nøstet ud paa hellebærgs-næsset taalte ikke vindkastene fra den nye kant og seg sammen med sine graa stolper, saa heller dryssed og knustes, eller gik paa sjøen. Vigleik saa det fra vinduet og kniste: det fór vel, for der gjaldt ikke grundlovens § 1 alligevel! …

Men Gotskalk satte i et skrik, da han saa det sige. Han kasted møkk-grepet og sprang nedover til sjøs og hopped ud i fjorden, vassed udover, til det gik til maven. Men derude stansed han raadvild, for det var saa koldt, vandet.

Sina kom springende efter, hujed:

– Ve du ha deg i land! – Du drep‘ deg, Gotskalk!

Da kom han langsomt vassende ind igen. Han mumled ustanselig, med et stivt blik; ordene løb uudtømmelig som en jævn hviskende elvestrøm. Men Sina hørte ikke efter. Hun bare 258trak ham med sig til gaards for at faa byttet klær paa ham.

Oppe ved husvæggen, i ly under tagskægget, stod naboen som hadde faat kværnhusdommen imod sig idag. Han kunde ikke dy sig, han ropte lystig ind gennem vindus-ruten til Vigleik, at nu netop fór elven med det gamle kværnhuset oppe i Haabrække-bækken. Det blinked blegt indenfor ruten; men det sa ingenting en lang stund.

Men da Knut kendte, hvordan alt ramled sammen rundt omkring og at det var bygden som vandt, la han hodet paa skakke som bønnemænd gør, strammed lidt paa de trange øienlaak og saa op i taget, eftersom han var vant til at faa lys fra oven, naar han sad herinde i krogen og aad, og hans øine, som det ligesom kosted ham stræv at holde aabne, begyndte at gære mørkebrunt lig stærkt nybrygget bygde-øl:

– Eg blir baptist! – sa han og klemte den fede lab fladt i bordet: – Guds rige skal vera kjæmpandes her paa jorden! – Han reiste sig bred op fra bordet og gik ud, sikker paa sin guddommelige indskydelse: – han vilde tømme den bitre kalk til bunds!

Gotskalk rørte sig ikke. Han pusted ud de tonløse ord, som sprængte hvileløst efter hverandre.

259Ka æ da du seir – Gotskalk daa! sa hun tilsidst.

… Eg ha ‘kje gressne nerve. Eg ha ‘kje tætte nerve hell. Eg ha nett so medels nerve … Ja ha, da har eg –

Der stod noget mørkt ude i døren som stod aaben efter Knut; det var han Nils, som var kommet ind i svalen, og snakked lavt ind til Sina, som han til vaaren skulde gifte sig med:

– Kom ut, veit eg! – bad han. – Du ska gaa heim te meg, fraa dessa tussingane!

Gotskalk drev paa: …. Men ei flaska vatn, aa–haa ei flaska mjælk, aa–haa ei flaska blo æ da minsta, eit mæniskje kan klara seg mæ. For eg ha prøvd da eg –

Hun tog sig for øinene: – Oi, Gotskalk, du ska stogga no!

… Ja du veit daa da, du og, da! … Men me ha kraften neafø knee, aa–haa dar æ bloe. Men me tor’ ikje sleppa da ovanfør, aa–haa op i laare, aa–haa op i røiraa, aa–haa op i hjarta, for daa tek’ da te arbeia slik, – aa–haa da æ faarleg da – ja du veit daa da, du og, da! For daa–haa vette vassnervane fudle taa–haa blo …

– Sina! eit ørlite bil, veit eg! – sa det fra den vaade mand ude i dørsprækken.

260Hun hvæste mod ham, og halvt skrek det, og stræved med de vaade klær:

– Ka ve du daa her, Nils! – Ser du ikje, folk døir kring meg!

Og det mørke i dørsprækken blev væk.

Men gamle Vigleik slog i bordet borte ved vinduet:

– Men no vil eg ha erstatning fø den ti, ho sto tom op i Haabrække-fossen –!

Sina vifted ud med armene, som der fløi stikkende hveps om hende:

– Du ska ‘kje meir no, far!

– Eg? – Hoi! Eg ska gjera dei ulokkelege kvar einaste ein –!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.