FORARGELSEN I MENIGHEDEN

175Det var netop salmen, som vælted sig fra væg til væg i den lille annex-kirke. Og Della stak sin vaade snude op i næsen paa Jon Steinabrækka. Han slog efter den og sang videre; han skønte hønen smætte ikke hvad han skulde gøre med den tisben! Nu hadde det været hundeslagsmaal ude i gangen her sidste prækesøndag; og gamle præsten hadde derfor indstændig paalagt menigheden at la sine hunde bli igen hjemme. Der var saa mylrende fuldt av hunde, for annexet laa opunder almennings-vidder, saa der var baade ren og andet at passe paa.

… Hun vidste saa vel, det var prækesøndag idag og strøg ud av stuen hjemme, før det blev lyst imorges – det var saa paa livet med hende for at komme ud, at han trodde, hun skulde revet ned baade dør og kokeovn og stampen; han tænkte, det hasted av en 176anden grund og lukked godtroende op. Og saa la hun sig til oppe paa Skarvnakken at nistirre ned mod døren og vente; det var ikke raad at faa den ned, enten han skændte eller han godsnakked. Og han tænkte næsten paa at opgi kirketuren; – men saa var det denne gamle ulovlige rensdyr-huden igen – eller kanske det var to – som han hadde hængende gemt oppe paa loftet: – om han skulde faa lykke til at træffe et storfolk, som han turde by den frem til … Og ikke før saa hun ham i kirke-klærne ned i døren, saa spratt hun op og la udover lien jævnsides med ham. Hun fulgte ham med øinene hele dalen nedover og var altid lige over ham. Han bad nogen gutunger paa broen her, som stod og stirred ned paa ørretkøen, at møde hende med sten naar hun kom; – og det gjorde de jo mer end gerne. Og saa stak han sig væk i almuen. Men hun maatte vist ha svømmet over elven, for hun var saa dyende vaad i ragget sit her under kirkestolen …

Kapellanen stod paa stolen. Det sidste salmevers skylled om hans hode, med de rødlige bakkenbarter og det sorte stride haar; han strammed sig op, skød haken ind mod halsen, – og de glatrakede kinder stod runde 177og fyldte, som han vilde blæse i lur. Og Jon Steinabrækka kom paa tanke om denne rensdyr-huden sin, som han pleied, naar han saa storfolk; – men han turde vel ikke slaa til med ham, for det var ikke skikkelig storfolk – han var der fra fjorden og oprindelig seminarist. – Men Della strakte hals og veired, hvad dette var for en kar, som stod saa høit deroppe. Jon trued: – Della! ve du!

Men Della vilde slet ikke. Hun lusked opover kirkegulvet langs stoleraderne, og renskytter-øinene saa det strax. Den var skiddengraa i raggen. Men det var ikke av disse graa byens-pudler som altid hinker paa tre for at være fine eller for at være praktiske og spare paa kraften; det var en fladklemt tusselustasse med bred bringe, og benene stod langt fra hverandre – og de kom saa vel med alle fire; det var vel det, at hun ikke var ren race – hun var jo ogsaa langragget og lidet krøllet, endda det var puddel. Hun krøb op kortrinnene og frem til trappen, som svinged sig op til stolen. Saa krøb hun fod for fod opover trappen, stansed paa næst øverste trin, saa opefter denne karen som stod der i halvskumring.

Og kappellanen var i fadervor. Det var 178paa sluten av det, og stemmen var lav og inderlig. Og han stod med bøiet hode. Saa han saa Della nede mellem sine ben – én faar altid slik øvelse, naar én har været præst en stund, saa én kan ikke for at én ser det én ser, selv om én saa er i fadervor. Og Della snuste opefter præstekjolen: … thi dit er riget, og magten og æren – Hun vidste ikke ordet av, saa hadde hun et støvlespark lige i bringen og ramled baglængs udover trappen. Men det knydde ikke i hende – for det kom saa rent aldeles uventet.

Kappellanen løfted stemmen kraftigen: – i evighed –! Og al menigheden skvatt i, for han pleied aldrig ta i saa stærkt netop her de sidste ord av fadervor …

– Vi skulle nu idag gaa over til dagens text – Men saa husked han paa, at det jo selvfølgelig var langfredag, og hans sinne steg mod hunden, som i den grad fik ham til at glemme: – Men forinden vi gør den til genstand for vore andægtige betragtninger, skulle vi oplæse Vorherres Jesu Kristi lidelses-historie –

Della lusked videre nedover kortrinnene, med halen mellem benene; men stansed midtveis paa kirkegulvet og saa sig tilbage: – der 179stod denne karen uryggelig og talte som om han ikke hadde spændt! Hun snudde sig da helt om og bjæffed i hævngærrig trods mod ham.

Og det var som rensdyr-huden var strøget av Jon Steinabrækkas tanke, da han hørte bjæffet.

Præsten blev ved at læse lidelses-historien, og han blev endnu mer høirøstet. Hans stemme var renset og isned av tæmmet sinne.

Della gneldred tre – fire trillende runde bjæf tæt paa hverandre, og saa strakte hun hals op mod prækestolen og tuded.

Nu gjorde præsten en liden stans. Han saa ligesom distræt nedover kirken, fór løselig ind i sideskibene med blikket. Steinabrækken sad andægtig og stirred med de smaa renskytterøine ufravendt ned i lidelses-historien. En mand nede ved døren kaldte: – Della, kom her san!

Men Della kom ikke.

Præsten tog til orde igen; – han var blit var sin egen harme og skammed sig i ruelse.

Della kasted igen av sig tre – fire hidsige bjæf og tuded uforsonlig med snuden i veiret. Og saa kom sinnet susende frisk tilbage over ham. Han saa bare de to trodsige hunde-øine dernede paa gulvet, og hans egne 180øine skilled ingen medforløste i menigheden for bare sinne … Besat av djævelen! – sa det i ham, – han hadde jo et øieblik endog glemt langfredagen! Og dette for en hunds skyld! …

Og for det blev han med én gang helt ud sint av den store retfærdige harme, og hans blik var hvidt:

– Vil vedkommende eier bringe den hund ud, saa den nu ikke længer forstyrrer andagten for os!

Steinabrækken fik en mangfoldighed nye lag rynker i panden – helt ind i haar-roten fik han dem – og stirred urørlig ned i lidelses-historien.

– Er ikke denne hunds eier her tilstede idag?

En graa mager mand reiste sig da lige under prækestolen og hvisked op mod præsten. Det var kirketjeneren – for Steinabrækken hadde her i vaar rapset et fiskesnøre fra ham under en hiller oppe i fjældvandet og saa barket det, saa det var ukendeligt; han kunde ikke styre sig og hvisked harmfuld op, at det var han Steinabrækken sin hund oppe fra dalen. Men kapellanen lod som han ikke hørte hvisket; – kanske han ikke likte det heller. Saa 181tassed kirketjeneren frem paa gulvet. Men Della skvatt unna og indunder bænkene; men overalt, hvor hun kom, var der hjælpende hælring-fødder som spændte efter hende under stolen; næver strakte sig, tomler og pegefingre kløb; og hun blev drevet fra bænk til bænk. Menigheden sad og skulte nysgærrig, for den kunde ikke faa snu sig rundt for uskrømtet andagt. Og der lige i kanten av stolerækken hugg en heldig Herrens tjener næven i hendes nakke og klemte nidkært til, saa hun hven i vilden sky, og han løfted hende høit i luften, som det var selve Leviathan, og bar hende ud i faste skridt. Og derude slængte han hende ind over kirkegaards-muren, og stængte kirke-døren.

Det var bare én, som blev urokkelig i andagten og ikke engang skulte; det var Steinabrækken selv.

Og præsten gik videre i lidelses-historien. –

Men hunden blev udenfor kirkedøren og stod og tuded. De, som sad ytterst ved døren, hørte ulen værst, og de tænkte, at uf! det var saa stygt at lye paa, og de flytted paa sig. Men de kunde ikke holde tankerne samlet alligevel for dette stygge dyret, som med vold og magt vilde ind i guds hus.

Kapellanen hørte ogsaa Della tude hele tiden.

182Og ikke før var han færdig paa stolen, saa stak et par sognebørn ud døren, snøgt og lydløst midt mellem lysingen og kirkens forbøn for de syge, men med uskrømtet andagt i hvert ansigts-træk. Men der udenfor randt de lige i Della, spændte, kasted sten, drev hende over kirkegaarden. Og nu blev hun ogsaa skræmt av det og sprang, svinged over broen og tog hjemover stien, med halen skyldbevidst mellem benene, som hun var al ondskabs ophav i verden.

Men kirketjeneren var efter kapellanen i sakristiet og ligesom undskyldte sig: – Men det var ikke hans hund, sa han; for det var han Jon Steinabrækka sin tisbe ovenfra dalen.

Og menigheden saa til sin tilfredshed, før kirken tømtes, at nu blev Steinabrækken bedt ind paa sakristiet.

*

Della laa paa et bærg inde i dalen og logred og vented paa ham, da tjenesten var over. Men Jon Steinabrækka bare gliste og knytted næve til hende: – Men eg ska –! – Og hun saa forundret paa ham.

183… For kappellanen hadde været rent skælvende graatfærdig i stemmen av harme inde paa sakristiet: – Ve den fra hvem forargelsen kom! – sa han … Ja han vilde si saameget, at hadde satan hat sit spil med sindene idag – thi satan gik altid omkring som en brølende løve! – saa bar hans hund skylden og hans egen utilgivelige ligegyldighed, som paa trods av præstens indstændigste anmodninger om det modsatte tillod sin hund at bli med til kirke.

Steinabrækken hadde undskyldt sig og fortalt saa omstændelig, hvorledes han hadde prøvet med alle kneb at komme hjemmefra uden den. Det hjalp ingenting: – Forargelse i menigheden! … Og han trued: – det kunde komme den dag, han deroppe i avkrogen indunder fjældvidden ogsaa trængte menighedens hjælp! … Han maatte ikke vente videre, saalænge han tillod sig den luxus at holde hund! – og det av den uduelige sorten, som ikke kunde bruges hverken mod sau eller rensdyr! … Han maatte forøvrigt ogsaa huske paa, at han hadde ikke stelt sig slik i sit liv, at menigheden hadde grund til at være tilfreds med ham! – Hvad var det, han saa hadde sagt? … han hadde nævnt 184spiker, som var blit borte da han gærded for præsten mod nabo-beiterne … og en ljaa … og en kalveklave … og et lærstykke … og saa det fiskesnøret nu sidst …

De rusled opover stien. Og de var krokete og flade begge, som det var det gamle menneske, menigheden hadde avlagt, som nu krøb til skogs under kirkens ban. Og han haded ho Della.

– Saa faar du dræbe hunden! – sa kapellanen.

… Men han hadde alligevel ikke nævnt med ét ord tamrens-skytteriet hans inde paa vidden! … Men hvad hjalp det! – han turde ikke efter dette passe ham op hverken i kirkegaards-leet eller nede ved baadnøstet og by huden frem, siden hunden hadde tirret ham op …

De to gik og skulte paa hverandre hjemme ved stuen hele søndags-kvælden. – Ka ska du! – skrek han op, bare hun rørte sig. Hun gik med halen mellem benene og fik ikke engang lov til at se paa ham naar han spiste. Han gliste og knytted næven:

– Men eg ska –! Din fordømmede forargelse i menigheden –!

*

Og mandag morgen bar det til skogs.

Della laa deroppe paa Skarvnakken og vented logrende paa Steinabrækken. Hun saa strax, at han ikke skulde i kirke – han gik i hverdags-trøien med tauget paa rygg og øxen i armkriken. I den svære trøielommen hadde han en lefse tullet ind i en rød klut.

For idag skulde ho Della dræbes.

Og saa vilde han hugge sig en vedbør efterpaa og ta med sig hjem med det samme. –

Paa mælkestøilen lige bag bøgarden stansed han. Og han saa bort i et dike – der kunde han jo søkke hende nedi og saa hvælve en stenhelle over. Og han rynked brynene og vrængte øinene. Hendes øie blev sjøgrønt av spænding, og det var som han saa et hvidt lik nede i det. Det gjorde vist hun ogsaa i hans øie, for hun holdt sig unna.

Men én fik ikke være kvækken; – saa 186faar du dræbe hunden, – hadde kapellanen sagt. Det var greiest at kløve hodet med ét hugg. Og Della vifted spørgende langt borte med en svækket hale. Hun kom nok, naar hun fik lugte lefse, tænkte han.

Men nu kom han paa det: – her vilde nok buskapen lugte hende op og bli staaende over liket. Saa blev det slik buring og ulaat hele sommeren udover. Kanske diket tørked ogsaa; – saa blev det stank til … Det blev vel greiest at søge høiere til fjælds og ta hende oppe ved øverste-leet. Det var der han hadde tænkt hente sig vedbøren ogsaa …

Han stansed ved øverste-leet. Og Della vrængte med øinene og holdt sig unna.

Han kom igen i tanker: … Nu hadde de hat saameget med hverandre, baade han og Della, og delt godt og ondt med hverandre disse aar, siden moren døde og de blev alene paa Steinabrækka. Det var ikke et ærind han gjorde uden at hun var med; hun fulgte ham trutt den lange vei til sjøs og var med i baaden, naar han rodde over til landhandleren. Og nu sidst han reiste med dampen, saa blev hun gaaende igen omkring stoppestedet, – og stod hun ikke paa bryggen den dag han kom tilbage! … Aajaja san. Men hun var forargelse 187i menigheden; – saa faar du dræbe hunden, sa præsten.

Og han ledte efter lefsekluten inde i trøien, hvor hele ryggen indenfor foret i grunden var lomme.

Men da han skulde se sig rundt, saa var det sandt! – her oppe ved øverste-leet var der ikke myr til at grave hende ned i og bare brun lyng og bærg, og ikke saa meget som en tomme jord ….

Og Della la sig ned under en enerkvist og skotted hid og blunked med øinene, hvad det blev til.

… Det blev vel greiest stryke helt op paa nuten med det samme. Der var ogsaa en svær røis; saa slap han at grave – det var bare at stupe skrotten ned i et av hullene. – Og han stak bastetauget fra sig i risgærdet; men øxen beholdt han i armkriken. De rusled opover mod nuten, og Della sprang foran. –

Han stansed oppe paa øverste toppen. Han slængte trøien fra sig og la sig til paa bærget, som om ingenting var. Men Della holdt sig alligevel unna og laa og lurte paa ham.

Og han glemte hende og saa indover vidderne med de smaa renskytter-øine. Der var meget hvidt bærg, der var sne i revnerne, og 188vandene var mørke brungrønne i kanten, som de er det, naar isene ligger endda med høit vand over … Langt inde paa en fly derhenne hadde han skudt en tamren en gang – det var en morgen han kom tilbage over fjældet, den tid han gik just som paa en slags frierfod til hende Anna – og han gik lidt ofte, og kanske lidt længe og, for han gik, efter det var forbi og hun skulde ha en anden; – men det var just som ikke saa sjelden at der slang et ensligt rensnaut for sig selv paa den flyen og holdt paa at vadre sig bort til unyttes … Og indunder bærghammeren der hadde han flaadd den; og saa slæbt kjødet frem til øverste-leet dernede. Men neigu om en eneste hadde faat saameget som en tæft av det, endda han kom blodet hjem! Og næste nat kom kjødet i hus og i saltlage, før der hadde været saameget som en flue, eller kapellan, og snust paa det; – for det var underligt, at han inde paa sakristiet slet ikke hadde nævnt noget om rensdyrskytteriet. Men mor hans hadde gaat og snakket om dette saue-spekekødet som aldrig slap op det aar. Og der hang en gammel rensdyrhud – eller kanske det var mere end én – oppe paa loftet; men dem hadde han da ikke turdet røre …

189Della laa lige ved trøien, og han la merke til, at hun saa saa forunderlig blidt bort paa ham nu og slikked sig om munden; men han tænkte ikke noget større ved det. Han stelte lidt med øxen og strøg den over eggen; – der laa nok en svær snefonn nedover røisen, saa her ingen huller var at stupe skrotten nedi. Men her maatte det ske, for nu kunde én ikke komme længer op. Og hvad fanden skulde én og begrave en hund efter, som var en forargelse i menigheden! – Han kasted sig om, lukked de smaa renskytter-øine og hugg til, for at kløve hodeskallen – den laa saa extra godt til, klods ned mod bærget.

Hun skvatt unna. Hugget glap, saa det gnistred i bærget, la øxekindet til, og han klasked knokerne stygt ned i stenen. Hvide hudfliser stak frem, og blodet pibled.

Han strakte sig sint efter trøien, roted og grov omkring med den venstre haand efter lommekluten for at slaa den om de blodige knoker.

Della smatt bort og slikked blodet av bærget og knokerne paa den høire haand.

Men Jon fandt ingenting inde i trøiens bug. Borte paa bærget laa lommetørklædet tømt for lefse.

190Da han saa det, lysned det over hans ansigt, og øinene spilled i viltre kast, løb over av henrykt forstaaelse; for Della hadde fundet kluten, mens han sad og saa vest mod flyen! Men han saa ikke op, da han sa:

– Piska deg ha ho ‘kje manna-vet, far! – Han spændte til øxen, saa den gled udover fonnen. Og han tænkte paa kirken og forargelsen i menigheden: – de skulde ikke komme der mer, nogen av dem! – forsikred han sint med hodet. Og han blev ustanselig ved, og varme lovord bredte sig som solskin nedover hende: – Ha ho ikje staale lefsaa, du! Men ho æ jaggu den støste tjuen taa os, korser! – syg’ ho ikje blo taa næven! – Ja du Della mor! – Jajaja san –!

Men hun la sig unna og let ikke paa ham længer nu, og naar haanden rakte sig ud efter hende, trak hun sig vart tilbage.

Da retted han sig og blev stille. Og saa tagg han med stikkende smaa skytter-øine: – Kom her san! Kom her san! – Kaslag? – æ du rædde meg? – Og saa slog det om i sorg: – Æ du rædde, Della mor? – Og saa slog det om igen i nyt tiggeri; han blev tørstere og tørstere efter hende. Og han hørte sin egen tørst.

191Og saa blev han med ét rasende, for at komme ud av tørsten: – Kaslag! Æ du rædd’! – Han fulgte efter Della nedover fonnen. Og hun trak sig unna, med øinene stivt paa ham, og nu var de igen blegt sjøgrønne, hvor der laa lik nede i.

Og ytterst ud paa kammen brast fonnskavlen, og hun blev væk baglængs udover. Det gøs i ham:

– Lukt ner i Botnavass-dalen, du! – For bærget var altid glat under en fonn saadan, der hvor vand laa og seg støtt.

Det stabled sig op for bringen paa ham. – Jaja, hun hadde været en forargelse i menigheden og faat kirkens straf! – sa det sløvt inde i ham. Men det var som stablen ikke kom paa glid; han kasted lystig paa sig, og de stikkende øine prøved at være smaamorsomme: – Detta va juss som eit slags lite môr, detta, Della! – Men det hjalp heller ikke.

Saa satte han i at skogle.

*

Og næste prækesøndag var det saa stilt i kirken for hund. Menigheden kunde gi sig uforstyrret hen i dyrkelsen av sin gud. Og Jon Steinabrækka sad paa sin gamle plads saa forunderlig krøket, og sang og graat, og saa Della for sig ytterst derude paa den bristende fonn-skavl: … nu var hun mor død, nu var Della væk; – nu var han da skikkelig alene! – Han kendte det dengang oppe paa nuten, strax han begyndte at gaa. Og derfor la han veien tilbage om Botnavass-dalen. Og der fandt han hende; – og jamæn! hadde han ikke sat graven op med sten og lagt en helle over! … Han var op i øiet med haanden ret som det var, og hans næse var lyserød.

Det var den gamle præst som præked idag; han saa Jon dernede. Og han blev rørt, hvor dog underlig mangestrænget hver ting griber ind i livet. For kapellanen hadde skriftet for 193ham om sin hæftighed mod Jon forrige gang i sakristiet, og angret den, ihvorvel han jo i grunden kun hadde optraadt i nidkær harme, paa religionens og andagtens og menighedens freds vegne. Men dette var – saa man nu med tak – ved en merkelig Herrens styrelse vendt til det bedste.

Da tjenesten var slut, trængte Steinabrækken sig ivrig ind i sakristiet forbi alle; – han maatte saa endelig faa finde han far lidt! …

Han skalv i stemmen og hodet rykked i tunge hixt, og taarer trilled:

– No ha eg drepe ‘na Della!

– Ja jeg har hørt det, ven min.

– For eg kan bli so fortærande hakkande flisande gloande –; ordene stabled sig op for ham, for han hadde ikke faat snakke ud med folk om det som skedde i Botnavass-dalen; – sinna, seir eg deg præst! – paa den for–dømte forargelsen i menigheden!

Den gamle præst nikked med noget blinkende i øiet just som i retning av en taare: – her var der rigtignok gjort et rigt fiskedrætt! – Han Jon var bare saa underlig i sine udtryk …

Og Steinabrækken saa blinket i øiet og forstod varmen i det. Og han fanged en snøgg taareløs tanke av det: – det var som han fik 194øie paa en tamren inde paa en fly som holdt paa at vadre sig bort til unyttes. Han sænked stemmen – for han var ikke blit lidet skræmt av den forargelsen i menigheden – og ordene kom rappe og griske, som bare hestehandlere og skydsgutter og driftebønder har dem:

– Du sku ‘kje vilja kjøpa ei billeg rensdyr-hu taa meg idag, far? … Setja foten i, vintersdag naar du skriv’ preika? – En fik saa utrolig godt mod av at kende sig i kirkens skød: – Du tek’ greidle to og, du! – sa han.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.