NAAR ÆBLER MODNER SIG

263Han reiser sig brysk løitnanten, ser nedover mod den gamle asketræs-allé. Det er som mørket der indunder tænder smil om øie og mund. Han snor sin brune knebel, og saa siger han godnat og gaar ind. Han laa de andre aar nordpaa i opmaaling; og isommer er han her i vestlands-fjorden.

Og pensions-damerne paa helletrappen og nedover trinnene reiser sig, gamle og unge, hvisker mod hverandre i hidsig kvidr, saa ingen skal faa lov til at gi sig frit løb:

– For et yndigt menneske, De –!

– Naar han smiler, – ok, da –

– da sprætter det som vaar inde i mig –!

– Ja, det smilet –!

– Ok, det smilet hans kender eg ind i den inderste kriken udav meg –!

Og en ældre med en liden pukkel paa ryggen springer helt ind i gangen efter ham:

264– Idag har jeg en dragt paa efter Deres sind, herr løitnant. De holder jo paa, at vor dragt skal sidde løs og ledig om vort legeme.

– Og da hun siger «legeme», hviler hun længe og tugtig paa ordet.

– Den er vist prrægtig! – svarer det tørt derinde, ligesom fra en exercerplads.

– Kend her! – siger hun.

Men paa nederste trappetrin blir én siddende, med en mørk flette i nakken, og en pige-stemme hvisler: – Grobian! –

Damerne skynder sig i sæng og glemmer sine «natæbler», som værtinden hver aften stiller paa rad ude paa entré-bordet. De kappes ligesom for at komme først i sæng. Det knirker i trapper og indover loftet i den gamle brede chefsgaard. Det knirker længe under de kipne fodsaaler. Indtil den sidste er kommet i sæng. Saa knirker det i sængen, og saa blir det stilt. En hel time før iaften end vane er i pensionen.

Men hun paa nederste stentrappetrin blir siddende og leke med sin røde parasol, mørk og liden og stærk, og lytter til de kipne trippende fødder. Og spør sig selv:

… Er det det tunge umelodiske ved hendes skridt? er det fordi hun sætter hele 265foden fladt ned med én gang? – hendes haand er fast og rød som en tjenestepiges? … Hvorfor er det han ikke bryr sig om hende? «Bon jour, frøken Backfisch!» siger han bestandig og tvinder sin knebel? …

… Hun gik omkring nedved gravenstenstræet under sin røde parasol i eftermiddag, og den blege kunstkritiker bøied sig efter hende for at stjæle skygge, da hun hørte løitnanten le langt op i older-lien. Det var som skyrne gled stille nedav himlen i det samme; æblet gynged blygt og rødt med sin lille blôme-kind op mod den skælmske kvældsol som titted saa skraa og ukysk, – bød sig frem, bød sig til, og sken. Og hun sprang op paa sit værelse i pensionen og bytted den lyse nystrøgede paa … Han kom ned older-lien fra opmaalingen langt inde i fjældene. Brunbrændt og dvask og træt kom han stupende ind i spisestuen. – Efter aftensmaden kom han ud paa helletrappen og fortalte: … Hele otte dage hadde han været paa en og samme sæter; for budeierne var saa vakre: «Vi gik og længtedes, baade jeg og føreren, om dagen, naar de var nede i dalen eller borte i slaatterne. Men om kvælden tog vi det s’gu igen. Brændevin hadde vi ikke; men føreren vidste raad: vi 266rulled komle helt ovenfra nuten nedover fjældgræs-volden, par og par, helt ned til selene. Vi reiste os ravende fulde og øre! … Moro og skratt, saa jotulen snudde paa sig bort i bærget … kaat uskyld … som barn … skrik … latter … kvink … butte bonnetuppe-bein – fan!»

… Høirøstet var han, ryd, uden sky som et dyr ovenfra fjældet. Brunøiet latter. Han fraadsed i historien. Hun saa langt ned i det røde svælg engang han lo. Hun lo med og spurgte ligegyldig tilsidst:

– Ja hvad skal vi nu tro av alt dette som De sidder her og skrøner sammen for os?

Da var det han reiste sig med et kort ligesælt latterpust og sa «Bon soir, frøken Backfisch!» …

– Hun blir siddende længe og lytte til det gamle træ-hus som knirker. Og da det blir stille rundt i kamrene hos dem som drømmer, rige over at sove i hus med ham fra fjældet, saa sidder hun og lytter nedover volden og ind i maaneskinnet paa fjorden.

Og nu hænger æblerne og gynger triste, sorte, som sluknede døde smaakloder …

267Volden nedover til fjorden er en eneste skog av frugttrær. Der er rødprikket lystig rosenstribs, og der er taffelæbler røde som kokkepige-kinder. Der er værdige flaskeæbler og grætne graa madæbler som ei er til lyst, men til nytte. Der er mange arter pærer, som svinger som seige draaber fra de lange stilker, mange arter vinterfrugt, og der er mange arter glasæbler. Der er nogen mosegrodde underlige, som ligner rosenstribs-søstre som har hat det vondt, og ser ikke saa straalende godt ud, men de er alligevel fastere i kødet og finere i smagen; de kaldes «chefs-æbler», fordi gamle avdøde kapteinen satte dem, værtindens mand. Og der er gravenstener som ingensteds i fjorden! Især er de det paa et gammelt træ i ene havehjørnet, hvor det vældige lærketræ staar ved enden av den gamle allé. – Det er en hel skog frugttrær, og haktorn-gærdet staar stikkende og høit paa vagt rundt om haven.

Her indenfor haktorn-gærdet gaar sommergæsterne hos den gamle kapteins-frue og tar æbler, som de selv lyster. Derfor blir de ogsaa saa længe her i pensionen; de blir langt udover høsten, langt ud i september, ja helt ud i oktober. – Og hun i den hvide kappe er ingen foretagsom værtinde, som trætter med 268udflugter eller adspredelser i samlet flok. Gæsterne faar gaa hver sine egne veie; det følger ligesom med det gamle hus, hvor hun og den gamle kaptein hele sit liv igennem har gaat hver sine egne veie. Hendes øie ved det, bag de store briller – det ligger under foldede laak side som en gardin –, det ved det, at menneskernes veie, det er saameget paa slump saadan, om de blir de samme, selv mands og kones.

Men derfor ser hun ogsaa oppe fra sit ark-vindu mangen sommergæst træffe hverandre og finde hverandre under det bedste gravenstens-træ nede i det dunkle havehjørne. Og da smiler de koldt som vintersol, de uudgrundelig kloge øine under halvgardinen: – Ja! Spis I kun av havens trær, efter som de modner sig, og glæd Jer. I faar saa tidsnok ta de onde dage. – De kalder hende «mor», og tonen er fri i pensionen.

*

Hun paa nederste stentrappe-trin sidder og lytter ind i haven. Der gaar lunet lummer østenvind gennem trærne. Blade fyker, sorte æbler triller … dunk, dunk – det synger og klinger i volden; én hører der er stort 269kærnehus, og indi ligger en mørkebrun moden kærne. –

Men der gaar endnu én til oppe fra pensionatet og ikke lægger sig; han spaserer op og ned i den mørke raslende asketræs-allé. Han har nok hørt den lykke, løitnanten gjorde paa trappen med sin historie, og han græmmer sig. Han er en begyndende kunstkritikus og farer sammen, naar æblerne dunker i volden, de tunge modne, med brune kærner indi; han sysler med madonna-typen i førflorentinsk kunst, og pensionens damer kalder ham «kussen».Forfatternote: Kusse (vestlandsk) = oxekalv.

Han liker hende paa helletrappens nederste trin. Men hun lar ham ikke engang stjæle skyggen under sin røde parasol, og det har aldrig faldt hende ind nogensinde at springe ind og bytte en nystrøget paa for ham.

Tilsidst kommer han op fra alléen, stanser foran trappen, bleg, med grissent skægg og tyndt solbleget haar, ser sig rundt, hvor de andre har siddet, med de smaa rødkantede mysende øine:

– De sidder her endnu i Deres nystrøgede, frøken, og stirrer over paa Folgefonnen?

270– Jeg blir ligesom saa gyselig uhyggelig trist, naar maanen skinner.

– Det hadde De sluppet for, hadde De gaat ind og lagt Dem med de andre.

– Man blir ligesom saa tilovers i maaneskin.

– De tænker paa han – han fyren fra fjældet?

Hun ler høit:

– Tænk, jeg synes: bare vi bytter en kjole nu, saa tror dere strax, at vi er forlibt!

– Hun reiser sig: – Nei, nu springer vi sand for dyden ned og finder et «natæble» paa den bedste gravenstenen! –

Han blir glad. De gaar nedover den mørke raslende allé. Han faar mod i mørket og tilbyr at bære den røde parasol.

– Fjældene og fonnen blir ligesom saa uopnaaelig langt væk i maaneskin, – siger hun, for at ha noget at si.

– Deres linjers tale tystner ved maanens skin –

– Uf, De læser vist svært meget, De –!

– Og det er som hver fjældtindes vink til os vekner, – svarer han videre.

Hun snur sig hidsig om til ham:

– Aja! – Saa sænker hun stemmen: – 271De som har læst saameget: Romeo kommer ind og elsker fêlt hardt én, han ikke kan faa: et øieblik efter, bare et øieblik, der dumper han op i en ny historie, op i det med Julia, og elsker fêlt hardt. Er nu ikke det underligt av digteren da?

Hun gaar nær indtil ham, meget nær. Og han ser de stærke øine som leter viltert og ikke vil stanse paa det hun ser; – for de leter indover i hendes eget sind. Han tar hendes arm og hvisker blødt:

– Og denne ny kærlighed blir stærkere end al anden kærlighed han har hat!

Hun ler, og ser imens paa hans arm, som jo har lagt sig ind i hendes:

– Nei men kære kunstkritikus da!

Og han visner og slipper armen. Han søger at komme sig igen og rynker brynene i sagkyndigt alvor:

– Det er noget brutalt ved det der. En brutal tid, frøken. En tid uden ethisk tyngde … Renæssancen! –

Dernede i haktorns-hjørnet ved det bedste gravenstens-træ staar det lille hvide bryggerhus, hvor pigerne ligger om sommeren, naar pensionen er fuld. Træet hælder indtil væggen og lægger grenene indover helletaget deroppe, 272og naar det blaaser, pikker kvist paa vindusruten op i loftet.

Vinduet staar aabent der oppe.

– Det knirker endda inde paa loftet der, – siger hun og lytter.

– Saa, gør det det? – siger han ligeglad.

– Hyss. Det hvisker derinde! – siger hun.

– Saa, gør det det? – svarer han.

Der kommer en mørk arm udav loftsvinduet, strækker sig helt ind i gravenstenstræet, tar æbler; og nogen river den bare løs, saa de falder … dunk, dunk, det er modne æbler det ogsaa, med brune kærner indi.

– Der er en derinde paa loftet, tænk!

– Saa, er det det?

Hun ligesom tar ham for sig og rister ham med ordene:

– Det er jo indepigens kammer, kritikus!

Og han kommer i stille skælving.

– Nu klyver jeg opi og rister ned! siger hun. – For De blir bare svimmel.

– Ja.

– Og saa kan De staa nedenunder.

– For nu er det jo ogsaa mørkt, – forklarer han blufærdig og ser op i træet. – Men han vil ikke være indunder hende: – 273Forresten saa blir jeg ikke svimmel! – siger han og klatrer heftig, for at komme op og ialfald jævnhøit med hendes kjole-kant.

Det er ganske mørkt derinde i træet, saa han tør snakke igen:

– Hadde du bare et minne som ligned skæret under en rød parasol! – det tænker jeg, naar jeg hører en grobian, – et saadant udyr inde fra fjældet; – saa var du ikke som du er! – Og stemmen blir saa hviskende og fuld av naiv kunst: … Solen steger; du trækker dig vart indunder den stille skygge: – det er saa forskrækkelig varmt idag! – siger du bare til hende. Du tør ikke si mer; du skræmmer ligesom duften fra den nystrøgede pigekjole, hvis du siger mer … Saa stille er mit minne, stille og let som skæret under en rød parasol. –

Hun ser hen paa ham og ler alvorlig:

– Det var ganske eget sagt. – Men saa hvisker hun med ét: – Uf, men de læser saa alt for meget, De Kusse! – Og saa klatrer hun fra ham jævnhøit med loftsvinduet og bryr sig ikke spor, om han er under hendes kjole-kant.

Men han klatrer efter i bare ædel dydighed, for det er ligesom en skændig niddingsdaad at bli her under hende. Hun klatrer 274hen i samme gren som han og møder ham, saa han maa stanse og bli hvor han er.

Den mørke arm strækker sig paany ud av vinduet og ind i træet. Hun leverer den lynsnart et æble i haanden: – Værsgo! – siger hun. Og ved det smætter armen rædd og lydløst som et sneglehorn ind igen i kammeret.

– Hvad sa De? – spør det under hende, og han tør ikke se op.

– Saa! ned med Dem! – siger hun haardt og sætter taaspidsen i hans hattepul.

Og han klatrer foran nedover og vil ikke for hele sin sjæls salighed se op.

De blir staaende og ligesom lytte under træet, hvor grenenes draabevand har jaget græsset væk og hvor mosen liker sig; der ligger æbler strødd paa den bløde mose. Saa ser hun paa ham, han ser paa hende.

– Der var en mand derinde paa loftet! – siger hun.

Bare et sekund staar de og ser, – de fanger ligesom noget som en sus fra en fugl i mørke som flyr forbi, lydløs og med hastværk.

– Jeg vil ha det! – siger hun med ét og kaster sig ned over et æble, som han slet ikke har tænkt at ta. Hun skotter æggende op. 275

– Nei. Jeg vil ha det! – siger han, og puffer hende og vil endelig ta samme æblet.

Men hun vil ikke væk. Hun samler flere, paa slump, soper til sig. Hun har tilsidst en hel haug æbler som hun klemmer hænderne om; – og æble trykker sig modent mod æble – mæt gnissende lyd, som naar en tar haardt i tykke silkestoffe. – Han ligger paa knæ som hun og puffer. De stræver, uden et ord, uden et pust, opjaget. Kinderne rører ved hverandre, mundene finder hverandre; æblet med sin blôme-kind byr sig frem, byr sig til …

– Jeg vil ha det! Og jeg vil ha det! Og jeg vil ha det! – ber han. – Der springer ud hvide blomster i mit sind! Aah, dine kyss –!

Hun puffer ham haardt fra sig ved det ord, og ler moralsk:

– Nei men kære kunst-kri-ti-kus!

Han slipper hende. – Og de reiser sig, og æblerne blir liggende meningsløse der igen. Hun ser opover mod den graa blinde chefsgaard, hvor der nu ligger én bag hvert av de to rader vinduer og drømmer, rige over at sove i hus med ham inde fra fjældet …

– En blir rigtig ligesom saa tilovers i 276maaneskin, – siger hun, med sin gamle stemme, og rynker panden fornuftig.

Han leter ogsaa efter noget at si, som er fornuft i:

– Hvad var det for én, han derinde paa loftskammeret, da?

Hun skogler og ligesom rister ham med sine ord:

– Det var jo han jo –! Kusse da! han, fyren fra fjældet, vel!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.