I. Mens flagget slaar

23Nedenfor Svoldal paa Svoldalsaa-broen var skolelærerens eftermiddags-tog stanset op. Seminarist Taakheim stod og snakked fortrolig med ungdoms-foreningens formand kontorist Knut Svoldal.

De hadde nemlig gaat hver for sig som protest-tog om formiddagen, og Taakheims tog var et udelukkende kristeligt 17. mai-tog og barne-tog. Ungdoms-foreningen endte i tingstuen, hvor Knut Svoldal holdt tale for dagen; men skoletoget endte i skolehuset, hvor Taakheim holdt talen for dagen. Begge lokaler laa forresten paa dampskibs-stoppestedet Svoldal. Og nu var ogsaa bestemmelsen for eftermiddagen fra først av, at Taakheim’s tog skulde gaa kl. 3 udover bygden og ikke ha fele, mens ungdomsforeningen 24hadde sat sit tog til kl. 5 for at gaa indover bygden og ikke ha salmebog eller aandelige sange, men dans efterpaa og lek og kaffe og ordet frit. Og de skulde ikke takke gud for landets fremgang – han Knut Svoldal var til sine tider mest bent frem som en slags fritænker.

Og endda var der et tredje tog i bygden, et protest-tog, som sveiv ind og ud veien i formiddag langt inde i Glevaag, og helt ud paa Kvalen, som laa paa odden hvor det nye jægtebyggeriet var. Og de gik i protest-tog, fordi de ikke fik stoppested og sit postaabneri i Otrvaag, endda de hadde det jægtebyggeriet.

Men nu i eftermiddag var Taakheim kommet under veir med, at Glevaagararne vented fire kasser øl med dampskibet i kvæld; og de hadde sat sit eftermiddags-tog til sent i kvæld, og det skulde gaa i maaneskin opover dalen til fjældgaarden Øfsthus.

Han og Knut Svoldal blev da strax enige nu paa Svoldals-bro. Og beskeden sprang rundt i lien fra granne til granne, at ungdoms-lagets medlemmer, de skulde komme nu paa timen ned paa Svoldalsaa-broen, for baade han og skolelæreren bied! … Saa gik de først ud til fute-gaarden, – og der skulde de faa futesønnen til at holde en tale for sig. Saa indover 25igen til skolestuen, – og der holdt Taakheim talen for dagen. Og saa over i tingstuen, – og der holdt Svoldal talen for dagen:

– So helde dei talen, mæ dampen kjem’ dar! – skrek budet ned i bakkerne.

– So æ me dar nett mæ dampen kjerne! – gneldred det begeistret til svar.

– Ja, aa so fær me visitkortaa, aa skifter –! – For de vented en stor pakke visitkort fra byen med dampen.

Men da var beskeden alt langt borte i stien til næste ungdom. –

Og de faa ungdommer som sad hjemme og vented paa protest-togets tid, kom nedover fra gaardene. Det var kanske ikke mange, for de fleste av dem gik nu forresten i skoletoget alligevel; det hadde de gjort i formiddag ogsaa, da togene holdtes til forskjellig tid; naar ét opløstes, satte medlemmerne i sprang over i protest-toget, saa det dured i bygdeveien, for det var saa moro at gaa i tog. Det var bare det protest-toget inde i Glevaag, de hadde holdt overløberne borte fra.

Men det blev netop vanskeligheden nu, det saa Taakheim. Og han var listig som en slange og fik tag i Knut Svoldal. For naar nu dampen kom med de fire ølkasserne og 26skumringen faldt paa, var ungdommen i stand til at stryge fra dem til Øfsthus. Og tingstuen med fele og dans og lidt passelig synding saadan var det eneste dæmme som kunde stanse strømmen til fjældgaards efter ølkasserne.

Og Knut Svoldal slog til. Der maatte ikke findes overløbere fra de ordinære protesttog til det Glevaag-toget; for det var hans far, tingmanden, gamle Svoldal’en, som hadde handelen og posten og expeditionen nu, – som fik hindret, at der blev stoppested borte i Otrvaag – de kunde greie sig, naar de hadde faat lirket til sig centralstation for fjord-telefonen. Men Knut satte som betingelse for kompromisset, at de skulde ikke synge mere end én salme i skolehuset, og fele skulde være tilladt i toget ogsaa. –

De sad og vented bortefter rækværket paa broen, mens ungdommen samled sig officielt nedover stierne. De yngste stod i klumper og tisked. Spillemanden sad med felen under armen og smurte buen; han var hvidhaaret og skægløs og stutt, og fast i læggerne av takten han hadde trampet gennem mer end en menneskealder, og han hed Torstein Dimlum, men ingen kaldte ham andet end Dimlen. Han kom fra byen netop, hvor han 27hadde drukket og spillet omkring i arbeidersamfundene i nationale knæbuxer; han hadde ogsaa været med i kapleik, men han fik aldrig præmie, for hans spil var for «raat», sa dommerne. Og saa var det da dette, at han altid drak sig fuld den dag han skulde prøves, saavist saa! – det var paa den maade han kunde bli førstemand i sin egen tro, – og saa gav han sutten i skønsmændene. Men egentlig var det mod spændingen han trængte en opstiver; – og saa vidste han ogsaa: naar de saa ham komme slingrende fuld ind slik paa kapleik-tribunen, saa blunked de til hverandre, at det var gutten sin som ikke vyrded skønsmændene stort! – Og det syntes han var gildere og gav større seiers-rus end en hel førstepræmie ….

Men lige udfor bærget, hvor Svoldalsbryggen og sjøboden stod, laa en baad stille i solskinnet med en mand i. Han var søn borte i jægtebyggeriet, som farbroren nu drev, og hørte derfor egentlig til protest-toget inde i Glevaag. Per Otrvaag’s egentlige far hed ogsaa Per og var ikke tyve aar, da han fik sønnen med en pige paa fjældgaarden Kjile langt østpaa. Da han fik beskeden om det, strøg han fra Otrvaag, og farbroren tog stedet og gifted sig 28siden med moren. Men Per tog til hovedstaden og lod sig hverve som militær og kom i musiken. Men han roted sig op i alt og rangled vist og, sa de som hadde set ham derinde, og tilsidst var han uheldig: han kom paa sygehus. Der kom regning til kassen og Taakheim, og det sived strax ud til folk. Da vilde han ikke tilbage til bygden; han hyrte sig og tog tilsjøs. Men de hadde spurt, at han «dissenterte» fra skibet i Buenos Ayres og tog hyre til Java paa et skib, hvor der bare var negre.

Og der paa Java «dissenterte» han igen. Men efter det hadde de ikke hørt noget til ham. Og derfor hadde Taakheim stadig været efter sønnen paa skolen, for at ta ud av ham dette fanteslaget, og han hadde blandt andre ting forbudt ham at lage feler som han hadde slikt lun med.Forfatternote: ha lun med = finde moro ved.

Men nu hadde denne Dimlen faat tag i ham og vilde lære ham op …

Per hadde ligget derude i baad siden tidlig imorges. Han vilde lage et digt om morgen 17. mai. Han laa paa maven over toften med en tømmermandsblyant, saa op i lyset, kom tilbage til papiret, klemte (de hede øienlaak 29hæftig sammen som i inderlig bøn og laged nye vers med øinene krampagtig ned i hænderne – rim efter rim, skrev dem ned paa en brun papirpose; han laa for syns skyld med et fiskesnøre udi. Visen maatte gaa næsten paa lag som «Mens Nordhavet bruser –» eller noget slikt:

Se glans paa den livfulde blinkende flade,
hvor yndigen bølgerne smiler og ler
og favner de snehvide skyr,
som glade i dybet fra himmelen titter og ser! –
O solen den kommer, ja solen den kommer
og bærer til sjælen sin børkjeblad-sommer!

Den straaler igennem med jublende tanker
og sænker sig ned bag den svævende sky,
den titter blot frem og den brækker ei skranker,
men glider saa fagert i vovernes ly.
Som tusinde ilde det straaler og glitrer,
ja mere! – mens bølgerne sagtelig sitrer.

Hør foglen han vaagner, og høit som de evner,
istemmer de lovsangen, én og saa én,
og tonerne rakt imod lyspunktet stevner
i dans gennem luften, saa klar og saa ren.
Høit over os lysnende himmel sig hvælver,
og børkjernes blade i vinden de skælver …

Han rodde længer op i elve-osen, da han saa toget bli staaende paa broen. Og Torstein Dimlum ropte ham op. For Per Otrvaag, sa 30han til dem paa broen, det var den bedste han nogentid hadde hat til at lære op i spil – han var saa «globeit»,Forfatternote: globeit = gløgg at bare han hørte en laat, saa kunde han spille den efter. – Per stak papirposen til sig, da Dimlen ropte. Han var endda solblind av sjøblinket, da han stod paa broen.

Toget gik i det samme udover. Der fulgte en to–tre gamle med, som hadde været indover hos handelsmanden efter tobak og skulde udover alligevel. Per gik foran med spillemanden; han var lang og ledeløs; han var mager – lidt store kindben, lidt lang i ansigtet, og det var altid noget som ligesom suged ham for brystet, og han hadde den uvane at spytte bestandig. Flækkevis var han rød i ansigts-huden, som folk blir i kold sno eller naar de engang har forfrosset sig. Hans farfar var død av spedalskhed; og der var de kloge, som vugged betænkelig paa hodet til de røde flækkerne.

Dimlen rakte ham felen, at nu kunde han prøve. Og han stemte og spilte noget som han kaldte ku-lok; han trykked paa en stræng og saa kom der lur-toner først. Og saa trykked 31han paa andre strænge: – Kom kjy–yra! – sa det loddent langt inde i fjældet bag nogen graa sæter-sel. –Kom kjy–y–y–ra! – Og 17. mai-toget begyndte at gaa fortere, og nogen smaajenter randt lige op paa siden av Per Otrvaag; ja, ingen fik det lodne mælet til paa en fele som Per, sa Dimlen.

Men Per rakte ham misnøid felen tilbage; – han fik det aldrig loddent, som han vilde, sa han og spytted: – Fillegreier! – Han tænkte, at det var i det lodne, at al stilheden i verden og alt braaket i verden skulde samle sig. – Men Dimlen vilde slet ikke ta imod felen. Per maatte spille ku-lokken engang til. Og ungerne mored sig; tonerne kom og gik paa de svage vindpust – alt var med i vuggende fest, selv veistøvet reiste sig om stakkerne og fulgte toget.

Men det var en jentunge, som mored sig mest, paa sexten aar; hun hadde gaat for præsten i høst. Hun gik lige foran felekassen og skotted op og kneb de andre i armen og lo av den vene laaten. Per saa det; men han tænkte ikke noget paa hende; hun var saa ung og skvatt omkring som en erle, og ingen unggut var begyndt at kaste sine øine paa hende. – Fillegreier! – sa han med ét og leverte felen fra sig for anden gang; – aa nei, det 32blev nok likest reise til Amerika … Men Dimlen vilde ikke ta imod felen dennegang heller. –

Toget stansed udenfor fute-gaarden. Der kom en dame ud i national-dragt og bad dem paa chokolade i birkelunden. Og Knut Svoldal fik tag i fute-sønnen, som netop var kommet hjem og var student og studerte sprog; han tagg ham om at holde en tale for dagen for dem, – han var saa overhændig skarp, sa folk, og kunde tre levende sprog og tre døde. Hans far var liberal og hadde været tingmand; han hadde ogsaa engang alvorlig været paa tale til stats-raad, saa der var sagtens godt slag i det fute-folket.

Sønnen sa nei, at han ikke var oplagt til at tale. Men det nytted ikke. – Han stilled sig da oppe i bakken og begyndte langsomt, og folk satte sig paa stengærdet og drak chokolade; det var en liden tynd mand med grissent rødligt haar og stille ansigt. Men faren stod bred i døren; dette var ungdommens dag, saa de gamle skulde holde sig paa avstand; han, statsraads-emnet, stod med mæt syrlighed i det dvaske opsyn og ligned et springdyr, som hadde gjort sin pligt, og lytted til talen:

… Vort land hører til de lykkeligste lande i verden …. 33Vor politik er forholdsvis ren. Her gælder det sag i høiere grad end person. Det slaar os imøde fra vore prægtige tillidsmænd: gaar de ikke alle rundt med saglig bekymrede panderynker? – Landene der syd sukker under korruption: man blir stortingsmand for at købslaa om en jernbane-koncession, eller for at bli bankchef, eller for at opnaa subvention til en dampskibs-rute, eller for at faa leverance til arméen eller en bestilling paa panser-pladerne til den ny krydser, – eller kanske for at Slumpe op i en hel portefølje.

Det findes jo forholdsvis lidet av det hos os. –

Og derude, i de fremmede lande, staar titt landsdel imod landsdel med sine særinteresser. Og saglig partigruppering er umulig. Og tror Dere ikke, at deres tillidsmænd ogsaa gaar rundt med de saglige panderynker? – Og man faar ingenting gennemført, og programmerne forfuskes, og valgløfter viskes ud og blir sporløst væk, ligesom griffelskrift for tavlesvampen.

Der findes jo forholdsvis lidet av det hos os. –

Knut Svoldal ropte i pausen, for at sætte livsmod paa: – Leve Norge! Hurra! – Og 34de andre gentog: – Hurra–a–a! – Og han med det stille ansigt lytted og kom i slik underlig sint skælving. Og de andre kendte skælvingen i ordene, og det greb dem og de blev revet med, ustyrlig som tunge fugle, naar de først kommer paa glid:

… Og derude, i syden, lever derfor passionen i reform-kampen. Der er modsætninger. Der udfolder rigmændenes og høires egoisme sig aabenlyst. Der lever virkelig had nede i dybet, under partierne. Der lever virkelig revolutionært stof, som gnister kan træffe en vakker dag og sprænge i luften disse imbecille sullikere, som gaar og stuller liberalt med staten. Derude, i de store fremmede lande, lever virkelig endnu en mulighed for, at det én dag kan komme til handling, kan ske noget, kan bli et baal.

Der findes jo forholdsvis lidet av det hos os. –

– Leve –! skrek det. Men saa blev det en usikker stille stans i ropet, og én kræmted endog. Men lærer Taakheim satte begeistret i:

– Og her har me freds-sakjen!

– Ja, og her har vi faat freds-sagen, fordi vi ingenting udretter mer! – Og skælvingen 35steg inde i ham ubændig, for det var over et dobbeltsyn han talte, og skælvingen det var spillet mellem disse to syn – mellem det lille stille kære land og de store verdens-lande, hvor handling var mulig. Men hans ansigt var stille:

… Vore fædre reiste sig engang i 70- aarene, for at «hukka embætes-mannen». Hele landet reiste sig … Og saa hugg de sig selv et «embæte» isteden, og nogen ordner. Og blev stille. Der er nu mæt fred i vort land. Det liberale Norge orker ikke at reise sig én gang til … «Liberal», kære venner! – der gis ikke egenskab saa vanskelig at erhverve sig, eller saa sjelden at se! «Liberal»! – det er noget av det sværeste en mand kan ta paa sig det at være liberal!

Han skrek det sidste ud, og det stille rødlige ansigt var hvidt av hidsighed. Folk hørte bare ikke ordene, men de blev revet videre med av hans skælving og hans skrik, og de skønte ikke syloddene. De vendte sig udover mod fjorden og fjældene, eller de saa op i birketrærnes lyse skud, –og bare skrek: – Leve Norge! – Og de var saa sikre, naar de skrek. – Hurra –a–a! – Og Knut Svoldal steg op paa stengærdet og takked taleren, paa fællestogets vegne. Det blev en hyldning av ham som ingen ende 36tog; – der hadde vel neppe været holdt make til tale i fjorden, saa indtrængende og manende. Men det brede oxe-ansigt i døren var blit borte for længe siden. Og fædrelands-sangen begyndte at gaa indenfor i stuen paa pianoet.

Men Per Otrvaag laa paa maven bag stengærdet; han la øret ned i volden for at lytte; – det var noget med det sværeste han hadde hørt av laat det pianoet, det var saa jorden skalv. Men der var ligefuldt ikke strøm i tonerne, saa de tog ind i hverandre; det var som du rulled sten. Og loddent blev det ikke, det heller. Og med én gang kendte han, at det var det samme med fute-sønnen som hadde talt, endda han ikke skønte syl-oddene: han greb efter det lodne mæle uden at finde det, – greb efter det stille kære og efter braaket som naadde verdens-hjørnerne, – men kunde ikke samle det i den store lodne laat det skulde ha.

– Fillegreier! – sa han og reiste sig. –

De var over studenten, at han skulde slaa følge med indover igen til Svoldal. Og Knut Svoldal tog ham under armen med sig – han skulde ikke faa slippe saa let! – sa han.

Dimlen rakte Per Otrvaag felen og bad ham prøve op igen paa at faa det lodne mæle 37til. – Han vilde ikke. Men Dimlen stak av bortover en bensti til Svoldal, vilde se, om der ikke skulde være reisendes paa bryggen, som skulde med dampen idag, som vilde spendere et glas øl; for bygdefolk fik ikke købt paa Svoldal. Saa Per Otrvaag blev gaaende alene. Han spilte og toget fulgte: – Kom kjy–y–ra! – Og folk gik op paa siden av ham, og jentungen gik igen under felehalsen. Hun snakked og lo. Og naar hun lo, var det som evners vrimmel stimled boltrende frem av øie og av mund – udover hele hendes kind: der var ligesom en lubben mor i det, der var ellevil gedekid i det; der kunde gaa gadetøs i det; – aah alle de hvirvlende bittesmaa bagevjer som der var i det!

Per stansed spillet: – Fillegreier! sa han.

Hun saa forundret op.

– Eg kjem’ te døi ung, – sa han saa.

– Toskahove! – sa hun.

Og han spilte igen: – Kom kjy–y–ra! –

Toget stansed ved skolehuset. Taakheim stilled sig paa dørhellen og lod dem stimle forbi sig ind. Men han stopped Per Otrvaag: – tak, de skulde ikke ha nogen spillemand ind i skolehuset! …

38Per Otrvaag saa det graa hovmod og blev sint: – Trave! – svarte han og slog lystig med hodet: – Skit og!

Knut Svoldal stilled sig ytterst ved døren og saa ud gennem vinduet og vented dampen. Men Per Otrvaag stilled sig indved husvæggen, saaledes at han kunde se lige ind i ansigtet paa dem, som sad paa bænkerne og lytted til Taakheims tale for dagen – det var væsentlig den samme som om formiddagen; han saa ikke taleren. Han tog frem en brun papir-pose og læste:

Som tusinde ilde det straaler og glitrer,
ja mere! – mens bølgerne sagtelig sitrer

Derinde sa det: … Værkleg være gud taknemlig … grundloven eit værk, som her ikje fandtes makje te i verden … Henrik Wergeland og de andre fædrena paa Eidsvold … Per lytted: – Var det ikke akkurat som spildaasen, som farbroren hadde købt og brugte som middags-koncert bort paa jægtebyggeriet: du kunde trække ham op og sætte ham paa en laat, saa gik han slik hele dagen! …

Og han saa paa jentungen isteden. Hun sad lige ved vinduet og saa ud. Hun var 39bleg; hun hadde en glat pande som et barn – sad og slængte det lyse kaate haar bagover, op fra øinene og saa hele tiden op mod Ækre-akren.

Der gik en gammel leige-hest deroppe og prøved trække en plog.

Per saa, at mer og mer ungdom derinde snudde sig fra Taakheim og saa did op paa hesten. Og tilsidst snudde han sig ogsaa og saa did, mens Taakheim talte om Norge.

… Det var langt ud i vinnen, og ploghesten grued saa til hvert skridt, at den syntes, den stod sig paa at la sig slite efter tømmen, saa kæften blev dobbelt saa dyb; – og manden som gik efter fik krampe i munden av bare smatting, og læben hadde en underlig vasstrukken farve. Hesten rørte sig alligevel ikke; det var en leigehest, som hadde sultet i vinter, og siden pløiet paa disse bakkerne udover stranden ustanselig i vaar. Men nu vagged den lidt paa sig, – men det var ikke for at gaa: den seg om, og blev liggende i plogsporet. Manden tog den i luggen og smatted, og en gammel kærring kom hen og letted den i halen.

Per Otrvaag fræste for sig selv: – Fillegreier! –

I det samme tuded dampbaaden paa vaagen. 40Taakheim var midt i lignelsen om Israels folk som vandred efter skystøtten og blev frelst fordi det trodde, og han løfted stemmen begeistret da han hørte ulet og skrek i, at dette var det lykkeligste land i verden, for intet andet land eied en 17. mai! …

Og hele ungdommen stormed behersket over mod nedresiden av stuen og saa skibsstavnen gli ind mod bryggen ved bærget. Og deres stemme blev ogsaa stærkere, naar de hvisked:

– Oij! dar æ dampen!

Og den sextenaars-jenten gneldred høit: – Lægg ne ette visitkort-pakkjen, Lars! …

Der laa en færing udenfor og ropte op til dampen, at de skulde la gaa kassen paa ytre siden. For de vilde snyde gamle Svoldal’en for bryggepengene. Der lempedes kasser ned i baaden; det gnisled av flasker inde i dem, og folks øine knærted lystig bortover hverandre paa bryggen ved den lyd. Der gled en færing ud vaagen med fire kasser i bunden, og der laa gamle sække over for at gemme de lyse bord. Ha–ha! de Glevaagararne trodde nok, de ikke skønte nogenting herude paa Svoldals-stranden! …

Dampen gled langsomt agterover først. Der kom to hvasse 17. mai-skud fra fordækket, saa det klirred i ruterne. Ungdommen glemte 41salmen; det gjorde Taakheim ogsaa, endda det var udtrykkelig betinget ved kompromisset som modvægt mod felen. Og de stormed ud paa dørhellen, og Taakheim blev sidst.

Der kom en gut springende tilbage fra bryggen med en pakke, slet den op, strødde ud smaa pakker visitkort.

Dampen stansed, tog ligesom renne tilbage og jaged forbi i en stolt sving; nu hadde den faat ladd igen, og der gik to nye hvasse skud fra de smaa messing-kanoner. Ungdommen hopped i av smælden, sprang over mod tingstuen. Jenterne tog hverandre begeistret under armen og skifted visitkort, fordi høitidsstunden nu var paa det aller-festligste, – og nogen gav to visitkort av gangen av den grund. Knut Svoldal gik frem foran flokken og satte i:

– Hurra for syttendes mai–j!

Og Taakheim ropte hurra livsglad som han ikke hadde gjort det idag, og bekæmped ligesom ølkasserne som rodde saa seirstrygge ud vaagen.

Og hesten som laa i plogsporet, skvatt ogsaa i ved smælden og reiste sig og stod og skræved; og manden sprætted den fra plogdrættet og rusled hjemover med den.

Der stod en gammel langsynt kærring endnu igen paa Ækre-akren og mimred overbærende 42efter ungdommen, som toged over i tingstuen med Per Otrvaag foran, og hun var saa glad for Blaaa, som tilsidst hadde reist sig, og hukred tandløs med sig selv:

– Aa ja, da æ–hæ–hæ–hæ no juss so ein sla– ha–ha–gs syttendes mai–hi–hi–hi, veit eg, – dei–hi–hi kadla –

*

Dansen gik inde i tingstuen. Per Otrvaag spilte og tænkte paa Taakheim som stansed ham i skolestu-døren, og paa Blaaen som seg overende i plogsporet, og paa jenteansigtet – aah, alle de krislende bagevje-hvirvler! …

Der kom voxne folk op fra bryggen og stimed ind. – Der stod ogsaa en fremmedkar med en sort lærskræppe ude i gangen og skotted ind; han kom i land med dampen just nu. Folk stod og undred sig paa ham; de syntes de skulde kende ham igen ogsaa; men andre paastod at de aldrig hadde set ham før.

Knut Svoldal laaste sig imens ind i kammerset til telefonen og ringte op til centralstationen i Otrvaag og skrek og bad om forbindelse med naboherredet og redaktøren i fjord-bladet. For han vidste, at han var tilstede i festen i tingstuen derinde:

43… Svoldals ungdomslag, samlet til fest, hilser – æ dar noken? … Ve du hækta paa att’! – eg veit kor du staar aa lye: du staar paa Otrvaag! …

Stor tilslutning. Begunstiget av oplet veirlig. Almindelig begaistring. No ligg’ dampen her nett og! Ja han æ gaaen no. Salut – fira skot! – ska seia da smadl herleg gott! … Taler for dagen – Rigne da? ka? eg høire ikje – æ dar noken? …

No staar du dar aa lye att’! Ve du hækta paa! – din Otrvaag-slark dar du staar! –aa de ve ha postexpedition! De ska pinede faa betala bryggjepænga fø ølkassane idag! …

Æ du der no? Otrvaag-splint staar og lytter ved telefonen. – Ve du gi to krone fø meddelelsen? Ka? – eg høire ikje –

Det hamred paa kammers-døren. – Ja. Ja! – Og han maatte ringe av og kom ind; han skulde nu holde talen for dagen. Han stod en stund og vented paa at felen skulde slutte, med hænder i siden paa sin maade – de laa med haandbagen indtil, saa én saa ind i en fed glinsende haandlo og fingrene sprikte slapt ud i veiret; han pleied staa slik i kramboden, naar han vented kunder. Og han begyndte 44midt under dansen; han steg ikke op paa katedret, men han vilde tale ud af forsamlingen og virke umiddelbar.

Saa var der en, som gik hen og pikked Per Otrvaag paa armen, at nu holdt Knut Svoldal talen for dagen. Per reiste sig braatt og strøg ud.

Knut tog hænderne fra hoften, mens han talte, og bredte dem fladt ud til siden, i høide med brystet og med albuerne klemt indtil ribbenene, som Kristus gør paa oljetryk. Og der var noget fedt glinsende over munden og saa, som han netop havde været op i sirupstønden. – Han talte ogsaa om Norge som fremtidens land, at dets lod var en eneste fribaaren seirsgang blandt landene, at i andre lande hadde de den nervøse parlamentarisme; men her sad de da en stund, baade statsraader og andre … Vi var et besindigt folk, som netop derfor var kaldet til at gaa foran i fremskridt saavel som i reform –

– Næst efter Israel’s! – sa Taakheim lavt.

– Ja. Næst efter Israel’s, – gentog gamle folk ude ved døren og flytted paa sig; – det var saa sandt sagt, det …

Men mens han talte, mødte Per Otrvaag Dimlen ud ved tingstu-væggen – han stod 45og stødte ned korken i en ølflaske med tollekniven; han hadde været nede paa tredje plads, mens dampen laa, og købt sig en flaske. Og han bød Per. Saa stilled de sig i dørsprækken og lytted; det skumred lidt. Han derinde skulde netop gøre sig færdig og tørked sig nu under barterne med alle fingertupperne opstillet paa rad og funderte ligesom paa en god slutning.

Per hvisked til Dimlen og pegte ind: –

– Trave! – sa han; – var det ikke akkurat som han laged lefsekling med sleipe sirups-næver, naar han snakked om Norges fremtidshaab? – Fillegreier! – Nei! det blev vel likest ta vidden fat –!

Men i det samme kom én og ledte efter spillemanden. Det blev Per som gik ind, for Dimlen kunde ikke gaa fra ølflasken. Og en ny dans begyndte.

Men det varte ikke længe, saa stod der én og pikked Per paa armen igen; Taakheim og Knut Svoldal kom trækkende med fute-sønnen opover gulvet mellem sig til talerstolen – han sa nei og ynked sig:

– Ja hvad skal jeg si!

Men Per blev sint over ikke at faa spille ud denne gang heller og gik sin vei fra felen, 46som laa igen paa stolen; han stansed ude i dørsprækken hvor fremmedkaren med skræppen endnu stod og lytted:

… Det er sagt, at Norge er et fuldkomment land med grundlov og greier, – er ialfald fremtidens land. Jeg ved ikke rigtig. For det første bare det: er en lov fuldkommen og makeløs, naar der er strid om dens mening gennem menneske-aldre? – Jeg bare spør …

Der er ogsaa andre ting: Menneskerne begyndte at bli borte for os i dette ideernes virvar; et menneskesind, eller to, gjaldt ligesom ingenting mod en reform, mod en aalesleip deduktion av en engelsk stuelærd. Er der fremtid i slikt? – Jeg bare spør … De trodde paa debatternes gny: jo mere stikordene klirred, des mer ny blev menneske-sindene; og naar én kendte kampfanatismen krible sig helt inde i benpiben, saa bares det én saa mægtigen for, at just nu skedde gennembruddets under, nu var sindet blit splinter splinter-nyt. Er der i grunden fremtid i slikt gennembrud? – Jeg bare spør …

Er et folk, som slaar i bordet, indtil det blir fare og saa gør kuvending, den ene snøggere end den anden, med sine gæveste mænd i spidsen, og den som var skarpest i vendingen 47og kom først over paa ny baug, han kyter værst av dem allesammen, – er der fribaaren fremtid i et slikt folk? – Jeg bare spør …

– Trave! – ropte det i døren. Det var Per Otrvaag, han sprang ud, tog sig en sving rundt tingstuen bortimod Svoldals-møddingen for at finde et eller andet for at værge sig med. Det var som han blødte indvortes.

Men i stuen blev folk sinte:

– Ka! – Korleis! – Og Taakheim gik ind paa ham: – Ve du ‘kje halda tale aat os!

Han vred sig ligesom i smærte: – Ja, hvad skal jeg si! – Nu stod han nede paa gulvet iblandt dem.

Da skrek Knut Svoldal i ungdoms-rus udover forsamlingen mod ham:

– Men er det daa ikje foronderleg, at der er so mangje store diktarar til i eit so lite land!

– Det er ikke forunderligt. I et lidet land øves ingen daad … man udretter ingenting, og da avles de … Nei, det er ikke forunderligt. Digterne er de smaa landes og de store ords helte.

– Ka trur du paa daa! – sa det haanlig ensteds.

48Og nogen besindige som holdt paa Israel’s folk, risted paa hodet: – Dei store byane! – sa de og forstod fute-sønnen med engang.

– Ja; dei store byane! – svarte det og sukked med mørke rabbiner-miner; – da hadde de nævnt den mandedød som ingen lægedom kendte.

Men Knut Svoldal stilled sig op til ham med de røde fede haand -loer ud i luften for ligesom at ta av stodene, og talte ham med alvorlig agtelse til rette: – det gik nu alligevel ikke an at ta fremskridts-arbeidet paa den maade! – mindst naar man nu hadde en far –

Men da blev det stille ansigt pludselig sint, og det skalv i hvide rappe rykk:

– Det alt var bare en usund begeistringssvindel! … en hykkelsk kultus! … en –!

Knut Svoldal ropte gemytlig paa spillemanden: – ungdommen fik da nytte paa tiden til dans, likevel –

Det stille ansigt blev bare ved: – Det første skridt mod fornyelse er det at mangle evnen til at holde tale, eller delta i debat. Saa éns menings grunde faar vende sig indover og bli inde i én, og da ligger de og holder sindet varmt kanske helt op i de sølvhvide aar, og kurerer karakteren. Er der 49fremtid i et folk av jurnalister og folketalere, som en dag henter ned kronings-skrudet fra høienloft og næste dag gaar i fante-laser –?

Men da var Per Otrvaag kommet tilbage fra Svoldals-møddingen; han bar paa noget underligt i haanden. Indover gulvet syntes han, han steg barbenet bortover klunger, og hans stemme var hæs og udarmet for al klang, da han ropte:

– Dei snakka om ku-vending; – men eg ha fudne ei ku-rompa, eg! – Han løfted den i veiret. Folk skoglo; for alle som var blit sinte paa fute-sønnen, og betænkelige for det efterpaa, greb leiligheden nu og la sig overgivent hen i latteren. – Men Per Otrvaag blev ved: – Dei snakka om beinpipa; – men her ska de sjaa –! Han løfted en hvid knoke i veiret. – Det drukned i skoglatter. Men han trak sig hurtig ud av stuen.

Ude i døren stod den sextenaars-jenten og vented, og lo av hans indfald; hun stak et visitkort bort i ham og vilde skifte med ham, sa hun. – Han hadde ikke noget at gi igen, svarte han tvær, og smøg ud: … For ingen skulde staa op og si slikt, som studenten hadde sagt! Det var som en braakende marsch paa fute-pianoet! …

Hun skønte ikke dette, hvorfor han fór ud og ind og hvisled «trave» og spytted. Men 50hun blev tænksom ved det, og der gik ung lubben mor i latter-hvirvlerne paa hendes kind. – Den ukendte ude i gangen spurgte hvad den karen hed. Da han hørte det, var ogsaa han borte med det samme.

Paa Svoldalsaabroen tog han Per Otrvaag igen – han stod nede i sin færing og løste fangelinen. Fremmedkaren bad, om han fik følge ham.

Per Otrvaag hadde aarerne over vaagen. Han sa ingenting og rodde langsomt. Saa tog han papirposen frem av lommen og læste op digtet høit.

– Du so æ so lærde, – sa han, – maatte kudna seia om da æ noke tess?

– Eg æ ‘kje lærde! – høir! – Og han slog paa skræppen hvor der laa ljaa og klirred.

Saa sa de ikke mer. Og Per Otrvaag spurgte ikke, hvad den anden hed; han bare rodde paa; og inderst i Glevaag sprang han i land.

– Men ve du ikje ro baaten heim te Otrvaag? – sa den anden.

Da lo han høit: – Næ – heij! – Han tog opover en bensti for at naa køreveien, naar den kom tilbage fra den lange sving bortom Otrvaag. – Han gik ikke hurtig. Men det 51blussed op i ham bredere for hvert skridt, og han sa frem for sig ustanselig sluten av det ene vers om de tusinde ilde som glitred.

Der var dybe hjulspor i den vaade fjældgaardsvei heroppe, sorte spark efter hestehoverne. For der hadde rullet to kærrer opover i mørkningen med en gammel sæk over hver kasse. Og hjulsporene randt fuld av vand. Oppe i skogen hadde isen kravet sig i dem, for natten var kølig, og der laa sne endnu i fjældene og gufsed nedover.

Senere kom der flere ruslende indover bygden, som var lusket av fra tingstuen, da det skumred og Knut Svoldal tændte lys paa talerstolen. Blandt dem som kom gaaende var ogsaa den sextenaars-jenten; hun rusled efter Per Otrvaag helt til fjældgaards.

Og langt efter kom ogsaa studenten. Han hadde først været paa vei udover til futegaarden; men saa snudde han, fordi han ligesom ikke hadde mer at gøre der, efter det han hadde sagt om fremtidens land. Saa drev han indover stranden isteden. Og som han gik, kom han til at huske de gamle graa sækker over ølkasserne i færingen, og da begyndte han at gaa efter hjulsporene, og drev lige til fjældgaards.

*

Men den ukendte mand tog udover veien til Otrvaag først.

Det var Onun Kjile. Og hans ældre søster var dén Per Otrvaag’s mor som nu var gift med jægtebyggeren. Og der paa Otrvaag bodde ogsaa moren nu; hun hadde solgt gaarden Kjile der langt ind i østfjældene til hoteldrift – den laa saa godt til paa fjældovergangen. Og saa var hun flyttet hid vest til datteren.

Onun Kjile var student. Og han hadde faat 150 kroner av universitetet iaar for at samle folke-traditioner. Han landed her, for netop her var overgangen saa grei over fjældet til Kjile og længer øst. Men han landed her, ogsaa fordi hans mor og søster var her, og det var dem som hadde git ham det meste materiale og de fleste historier som han hadde benyttet i sin paabegyndte avhandling om de hedenske residua i det norske folk.

53Han hadde hat fri reise paa dæk helt østenfra. Før han reiste, fik han tag i en virkelig skræppe hos en hestehandler fra Hallingdal, en sort lærskræppe, med pressede roser og ornamenter. Men der laa ogsaa sagaer i den foruden ljaa, og Ivar Aasen’s grammatik laa der.

Han var underlig lodden og graa i ansigtet, og hadde store, lidt tunge, vaade øine, som saa ud som de sved. Han hadde klippet knebelen, saa der var bare buster igen om den syrlige udflydende mund, og der var ikke stort mere skægg der nu end der var paa underlæben, hvor han ikke længer brugte rakekniv, men bare klipped det. Men under haken var der en pels av skægg. Han var liden, og blankskallet over en stor flate, men nedenfor flaten stod haaret tæt og stridt i krans rundt hodet. Han gik i kort bonjour, som var fra en av de snille Kristiania-familjer, hvor han spiste middag, og haarete armer hang langt ud av ærmerne, som ogsaa var korte, – men de vilde vel hængt saadan, selv om professorens bonjour ellers hadde passet, for han hadde saa usedvanlig lange armer. –

Da Onun Kjile naadde frem til Otrvaag, satte han sig øverst paa bærget og udenfor den sving som fjældgaards-veien gjorde hidover 54for at klare brækken. Det var egentlig denne rygg, som hed Kvalen. Her øverst oppe hvor han sad stod der nogen grisne furuer igen; men lige dernede var de slut, og da var ryggen bare blankslidt mørkegraat bærg; derfor gik folk og trodde, at det var av sjødyret navnet var kommet, og at det var av den blaagraa farve og av formen. – Lige nedenfor bærget laa en lysende grøn teig med en bæk og en graa stue midt i. Det var Otrvaag. Ude paa næsset stod et høit laxefisker-stillads over kridtflækken i bærget; fjorden gik med stride strømhvirvler herude om Kvalen og lokked fisken. Men der sad endnu ingen laxefisker iaar og stirred paa det hvidmalte bræt nede i det grønne vand. Ud imod sjøen paa det andet næs stod en svær fjæl med store bogstaver: H. P. WAHL’s SKIBSVÆRFT, stod det. Det var Pera-Hans i Otrvaag som nu kaldte sig saa. Der løb en trang renne ind fra fjorden. Men bærgvæggen var netop saa udmærket til skibsværft, for imod den støtted spanterne sig.

Der var skrik paa værftet i kvæld, for en mast skulde reises paa skøiten som stod paa stabelen. De var forsinket, og sent var det; men de vilde la skøiten gaa i kvæld til ære for 17. 55mai, naar nu protest-toget passerte paa opvei til fjældgaardene. Der var spændt liner om furulægger og kampestene – et helt spindkærringvæv gennem luften; det var ogsaa en av fordelene ved bærget, at en mast kunde fires ned i skuten, før den løb av stabelen, saa den kom paa vandet halvrigget. Og høit oppe i en furutop sad chefen overskrævs over en svær gren med sin line og kommanderte og holdt alle traade i sin haand. Onun Kjile skønte, at det var søstermanden; han var en tyk kar med mørkebrune bakkenbarter og stemmen var rusten. Han skrek ned over arbeidsstokken; det var to mand. Det fløi i luften med ord som «beddingjen», «sliparen», «dokkaa», «kaiaa»; engang ropte han, at den haken laa paa «kantoren». De to mand sprang om hverandre og lystred til alle kanter.

Onun Kjile sad paa bærget og saa ned paa dem. Han hadde ikke siddet længe saa kom der noget larmende udover fjorden bag næsset – lyd fra hjul og skruer og stempelstænger, som gik støtt og taktfast som et urværk; det var extrabaaden fra byen med 17. mai-jubel paa dækket, som nu var paa udvei.

En gammel kærring skrek oppe paa teigen: 56– Dæ va daa grusomt te fæle damp! – Du kjære mæniskje! – Hun var østenfra efter maalet, og det var Onun Kjile’s mor. Hun humped avsted udover mod næsset.

Og der kom en yngre kone ud og satte i: – To røir! – Du kjære mæniskje! – Det var hans søster, Per Otrvaag’s mor.

En unge skrek: – Aa nai! – stor fæla damp! – Du hændelse!

Der kom flere unger – de var vestlændinger i maalet. Og de og de voxne sprang udover mod næsset. – Men saa husked konen, at maden stod færdig inde, og ropte op til ham i furu-toppen:

– No lyt’ dykk heim, ete!

– Ve du ryngja mæ deg, di slarva! Ha eg ikje laga te klokka aat deg!

Saa maatte hun tilbage til stuen og ringte efter tauget i madklokken til de to værftsarbeidere og chefen. Og hun endte med de tre sagtmodige døende slag tilsidst, saa Onun skønte, at hun var oplært i det.

Men extraskibet gjorde en liden sving her indunder land og peb, for at faa ekko i fjældet over Kvalen, og gik saa udover.

Chefen skrek: – Lægg in te telefonen! – hun skulde si til redaktøren i fjordbladet: 57– Extraskibet passerede H. P. Wahl’s skibsværft kl. 8.55 paa udgaaendes.

En jentunge gneldred – hun og bestemoren stod helt ude paa næsset under laxestilladset og stirred: – Sjødn staar i høgaste luktaa ette han!

En værftsarbeider skrek, at det nytted ikke møde den karen med lastede smaafæringer!

Den anden svarte: – Møtte skjøitaa vor den dævelen, du ska sei’, ho fekk kjedna’n.

Men H. P. Wahl op i furu-toppen blev da sint: – Spring in paa kantoren efter ølflasken! – ropte han. – Fan hente, ska ikje her paa beddingjen koma staa damp mæ to røir eingaang!

Det ringte for tredje gang til kvælds. Og arbeids-stokken begyndte at røre paa sig; men det var jo god tone fra før de fik madklokke ikke at gi sig for første madbudet ….

Onun Kjile saa og hørte. Og han husked et ansigt i det samme, det sidste ansigt han husked fra Kristiania. Det var et ansigt med bred pande – en døl med kort trøie og sølvknapper, som ogsaa stod paa bryggekanten den syngende lyse aften i vaar, og holdt en gammel 58kærring i haanden. Der laa en Amerikabaad længer borte. Manden hadde snudd lidt paa sig og sagt bort til ham: – Han æ fulla fine i kvæld. – Han var fra en dal som netop hadde faat jernbane og var i stærk opkomst.

Onun hadde ikke giddet svare; for hans tanke mumled bare fryd om et lidet brev som han den aften hadde faat. – Og dølen hadde sagt videre:

– Men ingjen man’e trives i Noreg meir no! – Nu var her jernbane og slaattemaskiner, nu var her hotel og turist; her var tobaks-agenter og engelske lorder i hver krog. Her var saa mangt, og folk tjente penge som sand: – Men ska me fysst mysse dæ, ve me daa mysse dæ skikkeleg! – sa han. Men hvad det var, de «misted», nævnte han ikke. Der stod bare en halv taare, i øiet og gjorde synet uklart.

Og Onun var gaat fra ham, fordi han den vaaraften ikke gad høre sorg over kulturens indpas, og hadde stillet sig længer bort paa kaien. Dølen og kærringen blev staaende og stirre udover; han saa, at der stod flere bortover bryggekanten og stirred. Og de holdt hverandre i haanden allesammen: – skulde de «miste» 59det, saa vilde de da miste det skikkelig. Og de var alle fra dale, som nys hadde faat sin jernbane og var i opkomst …

Her i Otrvaag hadde de mistet noget! Men de følte det ikke engang selv.

Onun Kjile reiste sig fra Kvalen, duknakket som et dyr, som vil være i skjul, smøg armen snøgt indpaa skræppen og tog opover mod fjældet. Men han vogted sig vel for veien, for nu kom vel 17. mai-toget snart. Han kendte den ikke; saa han av og til kom indunder den og naadde borti strømmen og hørte folk gli forbi; da kendte han paa fod-laget og skridtene deres, hvor det stimed inde i dem mod fjældgaardene. Og han fulgte med. Men da det blev mørkt, maatte han op paa veien. Men saasnart han hørte skridt efter sig, steg han udenfor og stilled sig stilt bag en busk, til de var vel forbi.

Han stansed ude paa Øfsthus-jordet nedenunder en bar askestu,Forfatternote: stu = avkuttet stamme. som stod og frøs paa sine rødder i den frosne jord.

Det lyste oppe i en stue. Døren stod paa vid vægg til svalen, og ytterdøren stod paa vid vægg. Dansen gik derinde bag vinduet; ansigter 60skød sig frem i lyset, ansigter la sig tilbage i feleslaatten.

*

Da Per Otrvaag naadde frem, stilled han sig helt oppe bag stabburet og glytted ind fra skyggen.

Der kom folk fra dansestuen ud i lysstrimen i svalen, og saa kom de videre ud paa tunet, og hid op paa stenhellen foran stabburet. Det larmed indover gulv-fjælene. Det klukked i korker derinde, for der stod ølkasserne. Han saa, at karene hadde drukket en del; for nu begyndte de at leie jenterne ud efter sig i haanden og vilde spendere øl paa dem.

En ny dans begyndte, og folk strømmed tilbage ind i stuen; det blev tomt inde paa stabburet. Per nytted øieblikket og smøg ind. Der sad en gammel mand og stod for det ulovlige øl-salg. Et talglys surmulte i en tømt ølflaske. Per købte tre flasker og betalte femti øre stykket; og saa stak han ud av stabburet og ind i skyggen igen. Her fandt han frem en aske-kæp og smidde den rund med kniven for at stange ned korken i flasken. Han mumled verset om de tusinde ilde.

Mens han stod der, stak et nyt hode sig frem i lysstriben foran ham og glytted ind i svalgangen.

61– Æ du her og! – sa Per høit efter ham. – Æ da du so vendeForfatternote: vende ogsaa = sælger. kjyr!

Hodet blev strax væk fra lyset der borte; det var fute-sønnen. – Per fræste videre og smidde: – Eg ska fan brænne meg –! … For de skulde ikke staa op og si slikt, som han hadde sagt, om det var aldrig saa sandt; – for det var ikke for det en ting var sand, at den maatte siges: – Kuvendingjen dar du fer’!

Et hvidt ansigt dukked op tæt ved ham; det var jentungen.

– Eg gaar her aa leita ette deg! – skændte hun paa ham. Og saa stak hun til ham to visitkort med én gang; – han kunde faa dem givendes da, siden han ingen hadde at levere i bytte …. Hvad han ogsaa vilde her paa Øfsthus? – spurgte hun med ét.

– Han ledte efter noget, – smilte han.

– Hvad han ledte efter da?

– Eld! Dei store eldane, so alder sløkje –Forfatternote: sløkje = slukner.

– Toskahove! – sa hun og lo.

Han lo ogsaa: – Men da æ sant! – sa han vegt.

62– Kom no ne mæ te bygdaa, høire du!

Og han tog hende om skuldrene.

– Fy deg! – sa hun og vred sig unna: – Æ du taa dan sorten? – Men hun lod ham ta om sig, og der famled en vaad øl-mund bortover hendes ansigt. Hun satte i en skratlatter; men latteren kvalte sig selv strax paa halvveien, sank til maalløs stilhed: … Den sorten! – hixted det, svælged det. – Den sorten! – ordene famled sig stumme ud i luften, snubled, reiste sig, krabbed videre: … Den sorten! …

Der kom en jentunge styrende ud av dansestuen i det samme og fik se hende, ropte, at hun vilde skifte visitkort. Hun trak hende med sig nedover mod fjøset. For der i fjøsvæggen havde hun stukket ind sin «kort-stok», sa hun; faren skulde ikke vide om dem, at de ødela penger til slikt her oppe, ligesom de nede i bygden.

Men Per Otrvaag tog flaskerne og askekæppen og strøg op i nabo-stuen, hvor der vifted et lysskær i glasruten fra koke-ovnen.

– Her æ øl, gamla Eli! – ropte han og satte sig paa sængekanten til hende; hun var otti aar, krokrygget og gjorde aat. – Han kom paa frieri! sa han og stødte ned korken, saa ølspruten stod opunder ærmet hans.

63– Han kom just til den rette da, hukred det og smilte blegt.

Men da han saa de smilende ryk, blev han yrere, for de kom som genskin fra blaff av ilde dybt nede ensteds. Han hældte i hende av flasken, og hun sa nei, og drak og smilte. – For nu var det pinedø paa tide at gifte sig! – sa han.

Men varmen vilde gaa ud i koke-ovnen, og hun akte sig barbenet frem av sængen for at lægge en ny skie paa; hun slingred lidt i den graa understak – kanske det var øllet; de hørte slaatten og trampen nede fra dansestuen.

Hun gjorde bare et eneste ørlidet steg efter felen.

Da skrek han en kort skoglatter op i taget: – Gji meg mon, gamla Eli! – Nu hadde han set mangt moro, men make til –! – Eg ve gifta me–e–eg! …

Der strøg en skygge langs ruten derude. Der stod fute-sønnen og jagttog. – Nu var han her igen med de ædru stille øinene! … Og Per sprang ud.

En hørte tramp bortover tunet. Studenten var foran. –Kuvending! – skrek det; han skulde ha rundjuling, fordi han stod op og sa slikt! 64… sa slikt! – De kom forbi fjøs-hjørnet, hvor de to jentunger stod og skifted visit-kort, og smaaskændtes; hun fra Svoldal ropte paa Per, at Øfsthus-jenten gav hende skidne visit kort igen. Men Per bare sprang. Der lød et dunk i bakken: – Eg ska fan brænne meg syna deg kuvending! – sa det.

Hun fra Svoldal sprang nedover efter; men den anden ropte paa folk op i gaarden, at nogen sloges vist nede paa jordet.

– Per daa! – sa jenten; han hadde studenten under sig: – Trur, du æ ratt tussete – dængja fute-sonen!

Der kom folk til nedover volden. Og en mand hadde en stav med og slog løs paa ham som laa øverst. Per krabbed sig av og hadde sig unna; den anden hadde da bare faat et par klor i kindet.

Men nu vilde ungdommen jage Per Otrvaag av gaarden: – hvad skulde han her! Han fór her og rak som husvild fant mellem Svoldal og Øfsthus idag og hørte ingensteds hjemme! For vilde han ikke gaa med i deres protest-tog, saa kunde han ogsaa holde sig væk fra festen! …

Per Otrvaag stod stille og lytted langt nede i bakken. Saa svarte han og ropte:

65– Haah! Eg snyte daa ikje folk. Eg gjir ‘kje att’ skitne visit-kort, so ikje æ gagn i, so dei gjer her paa Øfsthus!

Ungdommen dratted nedover bakken efter svaret. Men de var da temmelig beruset. Og maanestriben var endnu saa altfor tynd til at lyse noget. De svæved udover voldene ligesom paa maa faa. Der laa hvide sneklatter igen i nordbrækkerne og tindred mat gennem vaarnatten. Onun Kjile stod stille bag askestammen og lytted

Per Otrvaag stansed langt nede og lytted. Hadde han hat fele i haand nu, saa skulde han faat det lodne mælet til, – alt det som braaker om verdens-hjørnerne og alt det som tier inde i hjærterne …

Der dukked det hvide jente-ansigt op paa siden av ham igen.

– Eg æ so tyste! – sa han og var undselig.

Hun lo: – Og endda saa ledte han efter de store ildene! – Trur, du æ tussete! Kom no mæ ne te bygdaa!

Men han gjorde et hop og blev borte for hende igen. Hun ropte ind i den mørkebrune vaarnat:

– Da æ daa som ein slags syttendes mai! – Per, ka æ da du ve!

66Per gled nedover mod Øfsthus-vandet. Ungdommen arbeided sig opover igen mod danse-stuen. Det var bare en som fulgte efter ham; det var bror av jenten, som var beskyldt for at snyde og levere skidne visit-kort i bytte. Han stansed og lytted og hørte skridt, og gik videre efter dem. Men da han naadde stranden, var der aldeles stille. Her stod en sag; der laa nogen tømmer-stokker som var kørt frem paa vinterføret. Sagen laa lige der aaen fra fjældet fossed ud i Øfsthus-vandet. Det var et langagtigt gammelt skur, hvor taget var raaddent og mange bord av bordklædningen faldt ned; men det var begmørkt derinde, for skuret laa saa lige indunder upsen.

Han trev en staur som laa udenfor; det var nok én, som laa her igen fra den tid de kørte tømmer, og var brugt til at slaa jernkilen fra stokken. Og saa stak han hodet ind under skuret og lytted ind i mørket, for her inde var Per Otrvaag sikkerlig. Men han hørte ingenting; men selv om han rørte sig, vilde vel fosse-duren tat lyden

Og saa blev han forundret, hvad fanden han kunde ta sig til saa længe herinde i begmørket, og svinged stauren og skrek: – Eg ska slaa deg i hel!

67Men han traf en glat tømmerstok, saa stauren skvatt sin vei ud av haanden paa ham; det kendtes som én napped den fra ham.

Han blev rædd og ædru av det, sprang frem fra sagen og op i bakken. Men der blev han saa henrykt glad over, at han ikke hadde truffet ham med staven. Og han satte lige til gaards og ropte ind i dansestuen, at de for guds skyld maatte komme paa timen og lete efter han Per Otrvaag, for ellers var han istand til at gøre ende paa sig nede ved Øfsthus-vandet.

Men han fik ikke svar; de bare dansed: – aa, han greied sig nok, sa de. Og Øfsthus-gutten gav sig ogsaa til at danse, fordi han nu hadde gjort hvad han kunde for at redde han Per.

Men Onun Kjile tumled nedover mod sagen. Han gik, stod, lytted; gik igen. Men han hørte ingenting. Da slog det pludselig ned i ham, at Per Otrvaag fór som en envis ødeland gennem vaarnatten og slængte kostbarheder ud til alle kanter. Ja, de snakked om ødsle folk! – men den dølen, som drog til Amerika for at miste alt, naar han først skulde miste noget, var dog ingenting mod denne …

68Men Per Otrvaag krøb stilt frem av skuret paa den anden side og fulgte stranden et stykke. For her nær sagen og fossen var isen væk, eller usikker. – Men længer oppe steg han ud paa den. Han gik først bent udover mod midten. Det var vand paa isen og sneslaps, som fyldte skorne, og en tynd ny isskorpe, som han altid traakked igennem. Men da han kom udpaa et stykke, saa han saa forbi næssene til enden av vandet, svinged han og styrte did indover mod fjældene.

Men saa svinged han pludselig paany, og nu steg han i land paa et næs. Men her traakked han igennem isen, da han skulde i land og sank ned i til bæltestedet. Men han sparked i og skridtet ud og slog fra sig med armen mellem isflakerne og vassed frem over de glatte stene paa bunden. Og av det iskolde vand blev han efterpaa forunderlig spræk i benene og sprang opover skraaningen paa næsset.

Men da han var naadd høiden, steg han igen nedover mod bugten. Han skred paa foden nedover en lyngskrænt og lige i en ur, og rendte med skindlæggen i en hvass sten. Men han slog sig ikke noget videre.

Og han gik udpaa igen. Denne gang tog han et svært hop fra land. Her var isen 69stærkere, saa den holdt; for bugten laa mod nord, og næsset skygged jo for solen.

Han vassed udover bugten i sneslapset, og kom bent udfor næsset, saa han igen saa til bunden af vandet og til fjældene. Men da snudde han og gik iland igen. Han steg opover lyngskrænten og kom op paa aasryggen for anden gang. Her stansed han og lytted. Han trak tilsidst trøien av sig, og la den sammen og brætted den glat: – natten var husvilde fantens sæng, sa han.

Saa satte han sig. Han huked sig forover paa hænderne, som han la tæt over maven for varmens skyld, og stirred indover til bunden av vandet; han ligned en hund, som han sad der mod det snehvide fjæld.

Han sad og lytted:

… Svag vaar-sus, vel fra rislende vaarvand. Høi tynd nymaane-stribe … Et ræveskrik langt borte – det var vel én som râk husvild omkring …

Det skrek én gang til. Han spratt op, famled efter trøien, men fandt den ikke i farten, og satte avsted: – skriket kom fra de store uudslukkelige ilde! …

70Eftermiddagen dagen efter var der fuldt av folk oppe i Øfsthus-udmarken. Rygtet var naadd ned til bygden, at en mand var blit borte om natten. De samled sig op for at lete, og mange kom av nysgærrighed. Men de fandt ingen mand.

Dette var det løierligste de hadde været ude for nogen tid! Det var som han plent var søkket ned …. De fandt sporene og fulgte dem. De fandt trøien sammenklemt, saadan som han hadde siddet paa den. Og i en lyngskrænt var der en hvid kvist, hvor barken var flækket av: her var han gledet, og hælringen hadde skaaret nedi.

Borte paa isen ensteds stod endog en sort sko igen.

Folk gik i flokker og snakked sagte. Dimlen kom her ogsaa:

… Han Per hadde nok hat en indre forudfølelse. For til en jentunge i 17. mai-toget skulde han ha sagt, at han kom til at dø ung.

… Men hvor fankeren var han blit av? – De skotted i raakene og indved land.

… Ja, det var nett det, – hvisked det til svar: – Fan hadde tat ham … Og da de fandt skoen, som sad fast i sporet, kniste den samme i flokken, at hin manden nok hadde 71været skosliten. Han hadde sat igen, hvad han ikke trængte, for de brugte vel ikke sko om hov-foden …. Saa nu kunde det vel hænde, at Per Otrvaag hadde fundet de store ildene, som han hadde gaat og vævet om.

Og blandt dem, som gik her, var ogsaa Onun Kjile. Han stirred bare stum paa sporene ude paa isen, og han blev hæs av at tie. –

Det blev efterhvert udover dagen noget underligt dobbelttydigt over Per Otrvaag’s endeligt, som ligesom holdt dem fast i udmarken. De blev gaaende der udover kvælden. Og tilsidst, da solen sank rød over lyng og bærg og sne, stod folk i raadvilde klynger paa myrerne eller ud paa næsset, og de blev faamælte, og ulykkelig spørgende blev de i øiet; nogen klorte paa kvisten, som var hvid efter hælringen, nogen stirred numne ud paa de sorte spor, som var flydt fulde av vandet, – lunete, med et nyt lune i hvert nyt steg, ligesom dyrespor paa høifjældet, naar de gaar i fred sine egne ærind …

– Dette maatte det bli forhør om, – mente en mand forsigtig tilsidst.

Men da glefsed Onun Kjile ilskefuld op, hæs av at tie:

– Kvifyre dæ! – For de saa nu vel grant med hver dirrende trevl i sin egen sjæl, 72at her ingen ytre vold var tilstede! – sa han. – De vilde ikke ha dette frem til undersøgelse i nogen ret, for det var ligesom ikke av den sort, at det alligevel kunde greies ud i ord eller føres i protokol …

Det skønte de paa timen, og de sa ja til østmanden alle som én. –

Imens slog 17. mai-flagget spørgende videre mellem skolehus og tingstue nede paa Svoldal. Det hadde hængt saadan og slaat den hele nat; de hadde glemt at fire det ned; eller de gad ikke – det var ogsaa paa landet noget, som hed «dagen derpaa».

Og i kvældingen saa Onun Kjile flagget fra en nut. Det var ingen som hadde lagt merke til hvor han var blit av; men han var krøbet til skogs indover fra Øfsthus-vandet:

… Per Otrvaag og de store ildene! … Saa bød de ham dette barne-spel av et flagg! – Ja, nu hadde denne duken med det kristne korset i vaiet over landet i ni hundrede samfulde aar; men der var ligefuldt endda lodne toner, og underlige trængsler i folket, som ikke hadde set korset, – saa ustyrlig stærke, at én skrek paa de store ildene og satte livet ind av bare uklar smerte over ikke at finde dem. Hvem av dem som heiste duken satte livet ind! 73For det var sandt som det var sagt: der var noget som hed ku-vending i steden.

Duken slog med sit blaa kors. Ude i folkelivet gik de ufattelige spor, hid og did og tilbage. I aandsliv, i politik, i hver fest hvor der forsamledes mer end én i folkets navn – der gik dyresporene mod Norges fremtid, som ingenting i verden udrydded, saalænge stammens safter flød. Eftersom de spor var selve stammens friskeste merke.

Det var en trøst, at saa var. –

Men i fjordbladet kom en lang korrespondance fra Knut Svoldal om den 17. mai, hvori han greb anledning til at nævne Øfsthus-laget: – det var en skam, at der endnu skulde huses saamegen raahed i vort folk, den tvedragtens og splidens aande. Det var nu paa tide at faa dette udryddet. Og her var det da ogsaa netop, at ungdomsforeningen hadde sin store kulturelle opgave: – Slaa felen ud av haanden paa dem som ikke kan styre sig! …

II. Fraus pia

Onun Kjile traf paa en laast løe om kvælden. Han løfted døren av hængslerne og krøb ind. Han fandt en gammel skindfeld og endel høi som de hadde lagt igen, fordi det var raadnet av tagdryp – helle-taget var nok ikke ganske sikkert. Men nu var høiet tørket. Han laa der om natten og hadde lærskræppen under hodet.

Men hans tanker stimed tilbage til den morgen i Kristiania, da han bestemte at reise. Og endda det nu var fjorten dage eller tre uger siden, saa var det som hans tanker rendte sig ind i tyk taage, hvor der ikke var rede at faa paa alle de mylrende ting. Hans hode blev, ligesom dengang, fyldt av kogende hed damp, som steg og steg og gjorde ham saa 75underlig let i vægt og svimmel. Det var bare én ting han tydelig saa: voxduk-trækket paa sofaen, hvor han sad den morgen, da han kom hjem. Og saa var det én ting han husked nu som dengang; han husked digtet til hende. Og de to vers sa han frem for sig …

Det var gaat saaledes for sig det hele:

Han hadde et par dage i forveien skrevet et kort til hende og spurgt om hun vilde gøre ham den glæde at være hans dame i festen i studentersamfundet, som skulde holdes for en hjemvendt kunstner eller hvad det var. Og hun hadde svaret i posten om eftermiddagen, at jotak hun glæded sig rigtig! Efter det svar gik han og drev i gaderne av glæde. –

Han studerte fra først av teologi; men han hadde sultet og forlæst sig de første aar i byen. Men nu var han ovenpaa forsaavidt. For snille folk hadde skudt sammen til fast bidrag om maaneden; og hos andre snille gik han og spiste middag efter tur. I en av disse familjer var hun datter. Og i den sidste tid, efter mødet med hende, begyndte han at sprede sig, og studerte saaledes gamle skikke og traditioner; han arbeided i grunden paa den artikel som han vilde kalde «hedenske residua 76i det norske folk». Han hadde faat løfte om at faa den ind i et ethnografisk tidsskrift; og hendes far var den professor, som hadde lovet artikelen plads, naar den blev færdig. Og eftersom fremtiden ligesom lysned og aabned sig, vided han sig stadig efter og spredte sig i sit studium; og han følte en fryd ved det, ligesom naar en bæk gaar over bredderne og fylder brede sletter og slikker blomster-stængler hvor den ikke maa.

Og da han fik det svar i posten fra hende, var der ikke rum i gaderne for bare glæde, og han gik ikke paa universitetets læsesal, hvor han pleied sidde naar han vilde drømme verdens-drømme og kende fremtiden komme. Han maatte ud paa de ytterste brygger, saa brystet fik hele fjorden for sig. Og da han kom hjem paa værelset den aften, skrev han ned det, som han hadde staat og mumlet paa paa bryggekanten:

Paa kaien la kvælden sin bronce-hælg. –
Og maaserne hev sig let
i stille lunete kast, –
de var ikke nedpaa med vingen engang! –
Og mast stod ved mast
mod det disete blaa –:
… Jeg hadde faat brev ifra dig!
77Og baadene rak.
og boierne duppende laa,
og skyer seiled med lysblaa gløtt,
og damperen gled
mod det disete blaa –:
… Ja du, jeg hadde faat brev ifra dig!

Da han de par dage senere den morgen efter festen sad paa sit værelse, husked han i begyndelsen bare digtet igen av det hele; det var som hed dunst steg om alt det som virkelig var skedd og hvirvled det ind.

Men det var gaat saaledes for sig: Efter den festen i samfundet hadde han fulgt hende ud i garderoben og hjulpet hende kaaben paa. Og hendes kind var rødt. Og han blev staaende og stappe og stappe ærmet ind ved skuldren.

– Nu er det vel snart godt nok, – sa hun først.

Da hadde han sagt, og blev ved at stappe: – Du og du! Som jeg liker Dem!

Saa sa hun: – Disse klisne fingrene Deres! Det ser ud, som de har slikket rømmekoller al sin tid! – Jeg er ingen rjomakolle. – Hun smilte stille over glosen og lo forsonet gennem næsen: – Rjomakolle-flirt! – gentog hun. Og saa vinked hun paa en anden student 78i gangen: – Vi skal jo samme vei! Vi følges opover! – Tak for iaften, Kjile!

Han stod igen i garderoben. Lige foran paa væggen hang et speil. Han saa ind i speilet og strøg knebelen op fra de tykke læber med flade haanden; da saa det ud som han tørked den for fløde. Det var bare én sætning tilbage i ham i det øieblik han saa det: – Eg æ fraa Kjile, ein fjældgar, aa heiter Onun, – hed den …

Han sad en stund i voxduk-sofaen paa sit værelse og stirred ud i vaarnatten gennem det aabne vindu. Det dagedes derude i vaaren. Men kogen i hans hode vilde ikke stanse. Han la sig ud av vinduet og stirred, til klokken blev saa mange, at universitetets læsesal aabnedes. Da gik han did, saaledes som han pleied, og sad der og saa op i det matte glastag og hvilte ud; for der var ingenting i verden som tog kummer – ligesaa godt som sult – som læsesalen, hvor de store mænd stod i reolerne og de smaa sad ved pulterne og rasled saa ærgærrig med papir for at komme ind som en smuk no. 2 efter de døde i reolerne.

Han tog efter en bog i den nærmeste hylde for at markere sin pult. Det blev Ivar 79Aasen han traf. Han bladed tankeløs i den og stansed ved substantivernes bøining, og saa igen op i glastaget. Men mens han sad saadan, husked han pludselig døle-ansigtet, han hadde truffet paa kaien den syngende lyse aften, med den fredløse karrige taare, og han hørte ham si: – Ingjen man’e trives i Noreg meir; «mane» hadde han sagt. Det rapte som en skinnende stjærne ned i ham fra glastaget: – det gamle staute r i nominativ, som hadde staat som en stærk fælles skjoldrand rundt om ordene, gik nu igen i denne matte endelse! …

Det blev liggende som et underlig skinnende ørlidet gløtt i begyndelsen, og ingen udsigt gav, ligesom et hul i en tæt skogs mørke løvhang ingen udsigt gir, naar den staar som en mur mod lysende aftenhimmel. Men det suged øiet til, det hul; det blev som et kikhul i en vægg, og han kunde lægge øiet helt indtil, og da blev der udsigt rundt om. Synet voxte. Og han saa ligesom en hel vid bygd med aaser og fjæld. Han saa pludselig i denne ene svækkede rest bogstav hele det norske folks udvikling fra gammel tid og til nu: særmærket som folk, som hegned det og luned om den enkelte, saa han gik sporløst 80op i det store og hele, det var seget ned som et gammelt raaddent gærde, og nu var der bare et svagt efterslag igen; og det fremmede vælted ustanselig ind over efterslaget … Dølen sa ikke, hvad de «misted»; men nu saa Onun Kjile det: det var dette sidste efterslag, den sidste rest av det stærke særmærke, som endnu hegned den enkelte og slukte ham, – som nu faldt; – og det var vakrere end det haarde oltids-r, fordi der var gribende angst i det. Det var den enkelte, som stod bar og nøgen, eftersom det nu kom an paa tiltag, og de nu skulde til at bærge sig selv, og bare være til for dette ene, at bærge sig selv: jernbanen skrek! konkurrancen jaged dem! … Og skulde de først det, saa vilde de ligesaa godt hoppe i det og leve langt ude paa præriernes fjældløse fede kornflater, hvor maskinerne saadde og høsted, fjærnt fra de gamle tomter. Men de stod alligevel en stund paa bryggekanten og holdt hverandre i haand, med en fredløs drømmende taare, som ikke kunde glemme det fælles særmærkes matte kære rest … Og landets kloge fædre rev sig bag øret og skønte det slet ikke længer, denne fortsatte øgende flugt bort fra fædrejorden og fra dale, som hadde faat sin jernbane.

81Saa var det Onun Kjile tænkte. Han sad rød i kindet av tankerne, og de fyldte rummet helt op under læsesalens glastag som hed damp. Det blev til universelle verdenstanker. Han vidste det: der var ingen løsning paa dette sammenstød mellem den enkelte og det nationale, folkestammens lune livs-saft; én maatte vige, og dø. Og folk kaldte striden ørkesløs; – fordi der jo var saa faa, som var saa fine paa sin sjæls hud, at de fornemmed folkestammens skære solstreif. Men Onun Kjile selv vilde heller ingen løsning nu efter det som var skedd med hende. Han vilde bare stille dette sammenstød rigtig hen og de to magter klart mod hinanden. De fik kæmpe ud sin kamp, og det vakre fik tabe, som det altid gjorde i verden; det vakre var ifølge sin natur ikke konkurrance-dygtigt, eller energisk, eller slagfærdigt, og det vakre eied ikke jernhaarde sener til haandgemæng. Den vakre følelse hed rjomakolle-flirt i Norge.

Dette var den uavvendelige skæbne-tragedie, som før eller senere spilledes ud i alle folk. Men netop derfor, fordi det var en slik ulægelig skæbne og fordi det var en saa alt omspændende verdens-tragedie, saa vilde han nu faa lov til at være med paa det; han vilde 82reise tilbage igen til folket og dø i en stor universel kamp, med det ubrugelige i det norske folk, med det som tabte …

Han søgte, og fik bidrag til at samle traditioner og nedtegne gamle skikke.

*

83Men her paa Øfsthus var Onun Kjile blit skræmt. Han hadde ikke tænkt sig tragedien spillet saa voldsomt, da han reiste fra byen for at gemme sig bort og dø med det døende. Der fór skræk i blodet paa ham som han ikke kunde værge sig mod.

… For hvad var denne paaholdne sølvknappe-dølen med den tørre taare mod Per Otrvaag som satte avsted med selve sit liv og slængte det ødselt ud i vaarnatten! –

I den første løe laa han døgnet rundt og stirred, og sov. Om morgenen spiste han av nisten og gik videre. Men han gik ikke langt hver dag; sæter-selene og løerne laa ogsaa saa tæt. Og naar han fandt et rigtig mørkt sel, blev han liggende døgnet rundt igen. Og det vaaredes ogsaa saa utrolig stærkt og tidlig i fjældene iaar, saa han frøs ikke noget videre. En dag fandt han et fiskegarn opunder et 84tagskægg og brugte det i vandene, og han fik ørret paa det. Men han sulted stundom; men det gjorde ikke noget, for det hadde han gjort før i sin tid da han studerte teologi. Og Johannes den Døber hadde ogsaa sultet i ørkenen, før han kom til klarhed og ante den ny religion. For Onun Kjile kendte ligesom inde i sig for hver dag, hvordan noget nærmed sig som en klar høi høstdag.

En dag fulgte han et vand; da hadde han gaat saadan over en maaned. Han gik i den hvide ur og hørte bølgernes kluk op under de udoverliggende kampestene. Og han tænkte paa sin avhandling om de hedenske residua: – Der var overtroiske lumre kroger i sindene, hvor orientalernes religion hadde brugt en tusen aar her nord uden at naa ned; og politik og tidsproblemer brugte nu menneske-aldre. Men det var i disse træge kroger, fantasien yngled, og forestillingerne skabtes, det var folkets urkime, hvor al fornyelse voxte og hadde rot. Men det var dette præsterne vilde ha has paa, baade de fra universitetet med sin tyske exegese og de som kom fra folkehøiskolen med Spencer; de kaldte det synd, eller de kaldte det raahed og mangel paa kultur, og skæmmedes ved det; det var det ubrugelige i det norske folk.

85… Om det nu var resten av den eneste originale spire til egen kultur? – Og egen religion! – Religion! … Det æste i ham, saa han svælged og ikke kunde faa ordet ned.

Han hadde aldrig faldt paa at nævne religionen for professorerne, naar han talte om sin avhandling. Men selv naar han ikke nævnte den, men bare snakked løst om sine idéer, saa blev de forsigtige, og saa stumme og haarde og kloge i blikket, og sa, det var kristne reminiscenser, det var katolske forestillinger, han hadde fat i; de reducerte hans hedenske residua hvor de kunde komme til. Og han saa paa en medicinsk professor, som han hadde snakket en gang med, at han mente, han var reden av en fix idé; og derfor snakked professoren ham halvt efter munden.

… End om disse residua kunde bli levende liv! For det var at holde begravelse over dem, at sætte dem ind i et tidsskrift. – Var der nogen muligheds raad for at blaase liv i det matte efterslag fra oldtids-livet, naar man fór rigtig vart frem? … De store ildene! – troen paa dem var ialfald virkelighed, siden folk satte sit liv ind …

De som gik med aalesleipe engelske vismænd 86i lommen, – de saa paa udviklingen som den var en bæk som ustanselig vælted udover bakke og maatte ende i havet – i opløsning; – men det faldt dem jo ikke ind, – men det vilde gaa slik for det. Men om nu udviklingen var som en sætersti, som bar imod sommetider og bar udfor sommetider, og aldrig aldrig i evighed endte i havet? – Var ikke Per Otrvaag’s død en art besegling paa den tro! …

Han vilde gøre modstand i den store verdens-tragedie, selv om han skulde gaa til latter som en skrullet karrig knark som pitled op skosaaler og selepinder langs veikanten! Han vilde finde et sted som han kunde gærde ind. –

Den dag gik han langt. Det gjorde han de næste dage ogsaa; han fór tilsidst som et skræmt dyr ind gennem fjældet. St. Hansaften stod han forsulten ved hotel Breifonn ved Kjile-vandet, hvor røgstuen nu var væk; der kom en lat chaussée tversover fjældet glidende forbi under flag-stangen og verandaerne, og styrte nordpaa og over i næste fjord. Der stod en turist i plæd udpaa bakken og funderte ned i jorden. Langt inde i fjældet under en sølvhvid sky gik et tordenveir.

87Onun stansed ved bislaget paa øvresiden av bygningen.

Der sad fuldt av skydsgutter paa kasser og lytted. For indenfor gik munden hidsig mellem to; den ene var en gut med «Breifonn» i guld paa luen. Han sa, og ordene kom rapt væltende ud av munden og puffende an i hverandre som de laa løse i en vandbøtte og hældtes ud:

– Men du sa, dao du hyra meg, eg sku fao drykkjepænga attaot løno? – Eg heve ingjo set te dessar.Forfatternote: te dessar – hidtil.

Værten svarte, og han var Bergenser:

– Du er en tosk. Du faar holde deg frem sjøl og, so te sie, stænge døren for dem, før de er gaaen. So gør me i Bargen.

– Goddag! – sa Onun til gutterne paa kassen. Og én saa op og svarte.

Men Onun blev ved: – Torevêr i sør! – sa han. Men ingen svarte. – Jaja, sa han videre, – ikvæld var det St. Hans-nat. For han kendte én som var rædd torden, han, – snakked han videre: – Han gjekk bort i ein opkomme-bæk den nott aa auste tri vende paa ra vatn paa hovue aa sa:

88Aarle æ eg ute,
seint kjem eg fram.
Gu aa jomfru Maria
gjev meg vigslings-vatn
i Jessu namn!

Sia so va otten juss so strokjen av han.

De paa kassen sad og skotted bort paa ham hele tiden under hattebræmmen. Og da han var færdig, tog den ene frem tollekniven og skar langsomt av en buxeknap, og stak tollekniven ned i sliren. Og saa slap han sig ned av kassen og gik hen til Onun og rakte ham den alvorlig:

– Bare en liten firholingForfatternote: firholing – knap med fire hul (leveres skrøne – magere som tegn paa at man ikke har lat sig binde noget paa ærmet). for umaken! – sa han.

Onun Kjile svarte ikke. Han bøied om hotelhjørnet, skar tversover chausséen, fulgte en sti søndenom vandet. Han gik hele kvælden. Her var vondt at komme frem, han fór i ur og over grønskegrodde sleipe bærg; en gang maatte han næsten til fjælds, for stranden var stupbratt. Saa naadde han en dal, som gik østover ind i fjældet, og tog opover den. 89Her laa to graa gaarder. Men han smatt ind i en av løerne. Da var det over midnat, og det lysned over aker og eng, og en fugl var alt vaagnet ensteds inde i en busk.

Men bare et par timer efter var han ude igen, og han var ovenfor gaardene, før nogen var oppe. Han fulgte en sti indover fjældet, over bærg, og gennem lyng, og rundt omkring vaade myrer. Men han var ikke gaat saa langt, saa stod der en gammel kall i en veisving og kvisted og hugg. Han maatte ha ligget heroppe i en løe inat. Der laa øxespaan og sken i stien, og solen stegte; og der lugted harpix av spaanen langen vei.

– De hadde slikt svært gærdehold her paa fjældet for denne renens skyld, – sa manden.

Onun Kjile lod sig falde om i veisvingen og la skræppen under hodet: – om han ikke skulde ha sig en stutt-aarvForfatternote: stutt-aarv = kort ljaa. idag? Og han sa halv pris, saa de kom strax i handel. – Saa la han sig igen paa skræppen: – om det ikke var vaagespel gaa slik alene i fjældet med øx, saa gammel han var? – om han skulde komme noget til?

90Og manden blev pratsom: – Han hadde bare skamhugget sig én gang, – sa han; det var livaaren ved knæet. Men dengang var en søster med ham i fjældet. De bandt om med sokkebaand og hvad de hadde, men de kunde ikke faa blodet til at staa. Da tog søsteren østover heien her til en gaard, som hed Aalsaaker, hvor der bodde en gammel mand som hed Grundi og kunde raangstemming. Han sad endda netop og fik sig mad, da hun naadde frem; – han maatte endelig følge med paa timen, sa hun. Men han sad og aad som før. – Bloe spire!Forfatternote: spire = staar i straale. – sa hun. Da reiste han sig, kom ud i døren, stod der en stund og stirred vestover heien. Saa gik han ind igen. – Du lyt’ koma! – sa hun, – aa stemma bloe! – Dæ stende no! – sa han. – Og netop i det øieblik slutted det at blø i hugget. – Kallen lo forsigtig og mistroisk i det samme; – men siden den gang hadde han ikke hugget sig, – sa han saa. Onun Kjile laa en stund urørlig og gemte historien. Saa reiste han sig, og det blunked i øiet: – Her begyndte folk at tro igen! –

91Og han gav ham en stuttaarv atpaa købet og sa braatt farvel og tog videre østover fjældet.

Den historie lugted det hele tiden frisk solstegt øxespaan av …

I kvældingen kom han til en grøn slaatte, og nedenfor den laa en graa myr, med mørke rødbrune grøfter, hvor folk hadde skaaret torv til sæterbrug, og nedenfor der laa et vand. Udenfor løen sad en mand paa en sten og luted, og en anden stod over ham og klipped haar; de var ogsaa paa gærdesjau, og en kaffekel hang og kogte fra en birkekæp som stod skraa ind i bakken. En flaggermus kasted sig i luften rundt om den lyse løe.

– Han var blit saa overhændig varm i veiret, at det lidet var raad at ha haar paa hausen, – sa den ene mand, og gik og samled op fra volden nøie hver haarlok, for klippingen var alt over; han raked med fingrene, plukked – hvert gran tog han. Og gik andægtig og uden et ord bort til kaffekelen og kasted det paa de gamle glør og tændte med nye tyristikker.

– Kvifyre gjere du dette?– sa Onun Kjile.

– Da ser so stygt ut heldes, – svarte det løselig og vilde ingen besked gi.

Onun slap sig ned i bakken. – Nei! – ropte han i og strøg sig munter over ansigtet, 92som han fik et indfald: – han hadde været ude for noget underligt her længer vest. Han hadde stukket sig i armen med en kniv og truffet lige i livaaren. Men saa var der én, som kunde raangstemming. – Og saa fortalte han den historien, som det lugted solstegt øxespaan av.

De skotted lidt skvætne bort paa ham. Men han gæsped tilforladelig og strøg sig over ansigtet én gang til. – De kendte ogsaa én, sa de da, – her østenfor fjældet som kunde raangstemming: Grundi Aalsaaker.

Onun pegte snøgt paa haaret, som sved i glørne, og mente, det var da saa mangt som saa styggere ud end haar som laa igen og slang.

Da lo de og lod sig fange:

– SkindvængjaaForfatternote: skindvæng = flaggermus. æ skuldeg den vonde tvo vaage haar kvart aar!

– Hummm. Hummm – Onun drog sig saa uovervindelig langt paa det. Men det steg som en vild iling op gennem ham og snoed sig og slog som flammer: – Her begyndte folk at tro! –

Han blev der i løen hos dem om natten. 93Næste morgen tog han opover mod fjældet som skildte fjordbygden og dalen der øst.

Og denne historie om flaggermusen og haaret lyste det hele tiden ligesom graa løe av …

*

Der var sne i fjældet og lidet grønt, endda vaaren var kommet saa stærk og hed, og solen slog gnister paa de nye birkeblade ned i lierne. Fosser og bækker gik hvide og larmende. Og der kom kolde gufs trods al solen. Han gik haardt paa; for han vilde naa helt over til Aalsaaker til kvælds.

Men han stansed op paa fjældryggen, før det bar nedover paa den anden kant, og saa mod syd. Her hadde netop faret en rensdyrflok over og traakket saa tusen tæt med de kløvede klover. Det laa med fjæld i fjæld sydover, blaa, bagom hverandre, skar hverandre til skøns saadan. Og saa laa der et sort vand, muret inde mellem hver fjældryg. Og længst ude under himlen i syd var der bare hvideste solrøgen. Men bagom hver av disse fjælde laa der vel ogsaa en lysegrøn skraaning, en sæter eller en slaatte, hvor der kun kom mennesker én eller to gange om aaret og hvor der var hvile. – Og han lukked øiet: Han lugted solstegt øxespaan og saa det lyse av en graa løe:

94… Herregud! – skulde ikke her være jord og rødder til en egen tro! … Engang i oldtiden lusked der troldskab om i skogene og i sindene. Saa blev skogen hugget ud og sindene lagt øde av vikingetidens rationalisme og mythologiske kunstskaldskap. Og saa kom den fremmede Hvidekrist fra øst og flytted ind i det husvilde …. Men sindene, om de var tomme, – de var nu engang ikke slik, at der lod sig flytte ind hvadsomhelst. Og det kunde én se, den som vilde: for netop den fremmedartede religion derude fra Asia-land var det som gjorde, at menneskerne her nord svinged saa urolig og usikkert, og styreløst vildt mellem pietisme og grænseløs livsfryd, som ødsled uvettig og drev selvmord; thi forestillingerne de var ikke rundet i folkestammens instinkter; der var ikke dyrespor i dem; der var ikke livs-saft i dem. – Det var det underlige: Overalt ellers, i skikke, i klær, i aandsliv, i kunst, gjaldt det, at man skulde være sig selv, – at kultur var den udviklede natur; – men her, i tros-livet, som de lærte var det inderste og inderligste i os, – her gjaldt det ikke! her importerte vi fra Asia-land! – Og det virked igen tilbage og svækked de religiøse instinkter …

95… Nei! De hedenske residua skulde vækkes! Og han var ingen karrig knark som pitled skosaaler og selepinder. For nu ledte han efter Germanernes tabte urreligion! …

Og han trak sin bonjour av og tog sin tollekniv frem. Han skar begge skøter tvers av opunder knapperne i krydset. Og saa trak han den paa igen, og den stod noget paa lag som en rund døletrøie bag.

*

Det var kvæld, da Onun Kjile naadde ned til Aalsaaker. Den laa under skogbrynet og sken lysegrøn øverst paa en skraaning. Milelangt ude laa dalen, med grønne gaarde og vasdraget. Naar det var rigtig klart, kunde én oppe fra uren bag gaarden se en hvid stribe røg efter jernbanen længst ude i en furumørk li, just som den svinged op hoveddalen.

Der var en høi trap paa husets nedreside av utilhuggen graasten; men der hadde døren altid staat fastspikret for ungernes skyld. De gik altid den anden vei, gennem døren paa øvresiden.

Her sad de den kvæld Onun Kjile kom, mellem husvæggen og den bratte bakke. Det var mand og kone, en liden gut og en liden jente, og saa en gammel kall, mandens far; det var vel han Grundi, som kunde raangstemming. – Manden var sort og skægget; 97men han saa ikke klog ud – hans pande var smal og trang; og der var et utal av rynker om øiet, men de stod allesammen slik at de intet træk gav uden det meningsløse. – Konen var bleg, næsten hvid, i ansigtet, og sørgmodig; hendes ene mundvig trak sig op til et smil; men det var som én var usikker for det smil, om det var stivnet eller ikke, – men var det stivnet, saa var det over stellet her oppe paa fjældgaarden. Og der var noget løftet over brynene, som hun saa over aasrygger ned i en anden grænd; det var sex–syv aar siden hun blev gift hid, og hun var søster av læreren nede i jernbanegrænden.

De sad stumme og udaset ved husvæggen. Det var noget de sad og tænkte paa sammen. Onun Kjile satte sig ned blandt dem og sa godkvæld. Hun ligesom kvikned i, da han satte sig, og saa bort paa ham flere gange.

Men borte ved hushjørnet tisked de smaa videre og kunde ikke tie; de sang i maalet her, og der gik ligesom loddent sagn i hver sætning:

– KaavenForfatternote: kaav = kalv. sleit seg so, atte –! – sa 98pigen; der var forfærdelse i stemmen: – Tjore sto i høgste lopti!

– Va han lause! – sa gutten i samme stemme.

– Ja–ha–a! – Han skamspændte meg so, atte –!

Men faren blev sint, da han hørte stemmerne: – Tig daa mæ deg, tita!Forfatternote: tita = tulla (boa om gutter).

Saa blev det stilt længe. Onun saa, at det var kalven de sad og tænkte paa, hvor i verden den var blit av? … Og de taalte ikke snak om det.

Men tita kunde ikke dy sig; hun la sig over til broren som sad og gabte over begivenheden:

– Du maa daa alliForfatternote: alli = aldrig tru, han drepe fôk,Forfatternote: fôk = folk. boa! – Hun var jo ældst av de to og skønte mest.

– Vil du have av svigjo!Forfatternote: svigjo = pisken. – fór faren op.

Saa blev det igen stilt om kalven.

Og den gamle kallen spurgte, om han Onun kom vestenfra. – Han hadde ogsaa været vestover til Stavanger engang for at komme med paa fisket; men det 99blev saa kleint det aar. Det var snille folk dervest, og billige. Men kosten var saa daarlig:

– Dei slepte mjøl i vatne te drikke! – Han smilte: – Mjøldrikke so ein her gjir boite.Forfatternote: boite = buskapen. Ei kjeddingForfatternote: kjedding = kærring. kom mæ dæ te meg. – Nei, dette kan eg inkje drikke, sa eg. So la ho i ein laate: – Nei vil du inkje have mjøldrikke mit! – sa ho. – Nei, dette kan eg inkje drikke, – sa eg … Aa so aat dei so mykji havre der vest! Eg vart so har’e i magjen, dæ va meste paa live mæ meg.

Konen saa op igen. Og Onun syntes, at smilet flytted paa sig og løfted sig ironisk op over Grundi. Han kræmted det hidsig væk, for slikt maatte tas strax, og sa:

– Aanei, vestlændingen var ingenting tess. En skulde ikke ha noget med dem at gøre, for de var ikke snille længer. Og det hadde aldrig været saa forhakkende galt med havre som nu de sidste aar.

Den anden blev ved: – Dæ sill ha voForfatternote: vo = været. store skoga paa Jæren i gomoForfatternote: gomo = gammel. ti. Men skrubben va so vonde, so dei laut hogge ‘n ut. – Og 100kallen sad og mindtes; og saa sa han «jaja» fyldt av forlokkende lyst minne. –

Onun Kjile blev der om natten.

Og om morgenen fortalte han, at han fór med ljaa. Han solgte for halv pris og under det, saa de købte mange. De kom paa nær fod ved den handlen, og det endte med, at han blev paa gaarden og tog sommersjau som slaattekar for bare kosten; de kunde ialfald prøve ham, sa han.

Udpaa dagen bar det avsted indover aasen for at lete efter kalven, og tita kasted kluten for at kunne springe godt. – Kalven var endda graa, sa de. Og de tog hver sin vei indover.

Men Onun blev gaaende paa hjemmemarken. Borte ved uren stod en staalgraa kalv; han stod inde mellem eistapen og glytted ud og undred sig, hvor folk skulde hen. Og Onun kløv opover efter ham. Men med ét reiste han halen ret i veiret og satte vildt avsted, lige udover uren. Han blev liggende stille ind ved en sten. Der laa et lidet vand ved den ene ende av uren, hvor kalven stansed som lik.

Onun varskudde ingen. Han krøb bare efter bortover, skar og vred lange vidjer, slog 101dem om kroppen, benene, hodet, og fæsted sten i andre enden, og saa sænked han den døde kalv i vandet. –

Mod kvæld kom de andre tilbage fra hver sin kant og gik og undred sig: – Eg veit daa inkje, kor han heve tekje veien!

De gik en hel uge og ledte. Der var forskrækkelse og stum graat i øinene. Og tita blev truet med svigja, bare hun rørte paa sig.

De gik alle omkring trykket av samme tanke.

En kvæld sad de saadan ovenfor huset. Og øinene stod med dirrende matgrønt skær ud av hodet paa dem, som paa dyr i spænding.

– Huldræ! – sa Onun langsomt og tungt, som han blanded gift i mad, og saa ikke op.

De sad døende stille. For det hadde været deres tanke helt fra den kvæld, kalven var kommet bort. – Det blev en lang stilhed. Og Onun holdt paa stilheden, saa den blev rigtig mættet, og saa sa han, og sukked «jaja», saadan som gamle Grundi sa det, naar han hadde fortalt noget og kasted et blik tilbage paa det; han sukked det lyst, som én sukker over et barn, som fik lykke til at dø tidlig, før synden naadde det.

102For av dette sukket skulde de komme i andagt over henfarne tider og faa uro, og kanske længsel.

Saa reiste han sig; – det var bedst lægge sig! sa han. Og de tre karfolk fulgtes som snarest bortom haugen som laa ved løen. Det var en jordhaug ovenfor en stor enerbusk, og midt op paa den stod en gammel bjærk og luted fremover.

Det var en kjæmpehaug, sa Grundi; det skulde være den første mand som kom herop og rydded land og bø, – de haugla her. Det var en «vondingji ratt», og han var fredløs, og han hed Grundi. Det var hans gætergut som skambed ham en julenat, fordi han hadde rant søsteren. Men søsteren vilde alligevel bli og dø hos vondingjen.

– Aa han du! – løi Onun; – ja han hadde hørt en vise om den karen hinsides fjældet, da han kom nu. Han vilde se, om han da ikke skulde komme paa den til imorgen. –

Onun Kjile sov ikke om natten. Han laa og stirred op i ljoren. Der oppe i kanten stod et græsstraa og vugged sig. Der sad en gammel kraake med et dybsindigt næb og sov bag græsstraaet. En myg surred her nede i stuen under spærrerne.

103Han laa og hvisked med sig selv og laged visen. Det var netop om én, som blev tro hos sin ven og ikke haante med rjomakolleflirt eller takked knibsk for iaften, fordi hun fik bedre følge:

Veit du kor Grundi gjeng’,

stiddestidde = stille. vonde Grundi,
nær somaar-notti graa ho blæs’,
nær tjurre grase vagga vildt,
aa spærre-borkjen røa stilt, –
tisk i tisk,
aa bér farvæl
mæ korte kaate somaar-kvæld? –

Her nor om garen der løo stende
attom ein einar-runne,
der skar den hjuring risp i risp,
der beit den gut’e bit i bit,
i anlet hass vonde Grundi.

Aa dæ va hass moi, kom, la seg ne,
kjende i hjarta slik ve.
Ho banna den hjuring so skambeit aa slo,
kjysste sin husbond paa mon’e,
aa sleikte hass øira –
ho saug hass heite blo.

104Men eg veit væl kor Grundi gjeng’,

stidde løgneForfatternote: løgne = underlige. Grundi:
Han kjeme or haugjen kor somaar-nott
so stilt, so paa fjukande væng,
minnes kjyss aa minnes blo, –
stende aa søve
attom den einar-runne.

Men da morgenen kom, saa han, at han ikke kunde bruge denne vise; for den var lyrisk, og passed for en koncert-sal i en by – hvis det da ikke hadde været dette med blodet, som blev slikket. Han kunde gaa længer tilbage i tonen her oppe paa fjældgaarden.

Den dag var han med dem og satte op gærde. Gaarden laa saa langt ind og opunder fjældene, saa der kom tamren nedpaa bøen og aad op kornet. Men én turde ikke skyde, sa de; – for én kunde aldrig vide, hvor finnen kunde ta én igen, la Grundi til.

Onun nikked: – En kunde ikke det, sa han. Og han nikked slik at de saa, det var trolling paa buskap og kalv han tænkte paa, – just som de.

Men om kvælden sa han, at han maatte ha et par dage for at komme paa den visen 105om Grundi vonde aa hass møi. For den var ikke saa lidet lang. –

Saa var det en kvæld en uges tid efter de sad ovenfor huset og tænkte paa at lægge sig, – han Onun Kjile sa, at nu var han kommet paa visen; han trodde han hadde tag i tonen og, saa han næsten mente han skulde kunne synge den. Han begyndte lavmælt og langsomt; men stemmen steg udover:

Grundi han sat i drykkje-stova,
slo so kallegForfatternote: kalleg = svært. i bor:
Kjem’ der ein kjæft i denne gar’e,
sting’ eg han, fyrr han fær ord.

Dei sit’ aa gamastForfatternote: gamast = more sig. mæ drykk’.

Steig der ein vesal hjuringsForfatternote: hjuring = gæter. gut’e
upp paa padden,Forfatternote: padd = pall (bænk). glup’, –
skreik so stort imot drykkjebassen,
knepte dei knokor i hop.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Spraang der ein vesal hjurings-trave
fram ivi sængja-fjøl,
rette seg mjo,Forfatternote: mjo = myg. og rengde mæ augo,
so laukjen han renne ‘nonde fjødd:Forfatternote: fjødd = fjælde.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

106«Aa minnes du kongjen du vog førra aare
in onde Dubbelins mur?
Aa minnes du kjæmpa du sveik der, aa jora
djupt ner i Dubbelins ur?

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

«No seir eg deg, Grundi Vonde,
sit’ der aa slarva so térenForfatternote: tér = tiur. paa spel;
kjem’ der ein kjæft fyri knokjen denne,
slær eg han levand i hel.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

«No svær eg deg, Grundi svikjar,
sit’ der aa slævaForfatternote: s1æva = sikle. utav drykk:
naar eg deg barre mæ nagl hell tonno,
dæ sill kje ve gjort fy inkje, dæ Dubbelins-stik.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Grundi Vonde rette seg fuddForfatternote: fudd = fuld or sessen,
glaapte so muskjen te lé:
«Eg tottest eg høirte ein naavafis’e?Forfatternote: naavafis = gærdesmut.
eg tottest so visst her lét?»

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Grundi spraang ivi sess aa disk,
støitte dæ øl i jor:
«FygForfatternote: fyg = følg. meg, du, attom einar-runnen,
vil du hemne dæ Dubbelins-mor!» –

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

107Dei kjæmpor dei grenjaForfatternote: grenja = skrike vildt. joleftas-notti,
va Dubbelins-kongjens son’e gjæv’.
Dei sloges laust attom einar-runnen
fyruta svær aa so niv’.Forfatternote: niv = kniv

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Rækte han ut sin arme snedde,
han Dubbelins-guten bold,
veivla hass spir-lokForfatternote: spir = lang haarlok over panden. so listig kring fing’e,
nykte du vonding’ i koll.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Laa den gut’e, krabba aa slafsa,
aat hass vangje aa øira, aa gnog:
«No minnes du mi syster du hertog aa rante!
No minnes du Dubbelins-kongjen du vog!»

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Dæ va Grundi, laa att’, blødde i snjor’æ
den joleftas-notti myrk:
Dæ va hass dros,Forfatternote: dros = sprette sto lydde i svaali,
kjende i brjost ein værk’.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk.

«Gakk upp i høgelopts-lopti paa stand,
mi syster aa vene Dubbelins-møi.
Hent fingergulle aa sprette aa sprota:Forfatternote: sprota = brede stas-spænder.
i nott me rider te Dubbelins-øi!»

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

108Sto Dubbelins-dotri paa svaali aa lydde,
mælte so byrgt imot:
«Kot hev’ du gjort min husbonds-man’e,
av di du lyt’ ride ei joleftas-nott?»

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Dæ va hass syster vene, darra av harm’,
leita so varleg mæ haandi laangs snjo;
fann ho sin festarman’e, –
va aat aa døi i sit heite blo.

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Ho kjysste dæ blo av vangje aa mon’e,
den lisle Dubbelins-møi:
«Aa dæ lovar eg deg, min husbond kjære:
Alli eg rider aat Dubbelins-øi!»

Dei sit’ aa gamast mæ drykk’.

Det blev stilt, da han var færdig.

Gamle Grundi sad og saa ned. Der fór et glimt i øiet, og han fik en rød flæk paa hvert kind. Men han smilte næsten ligegyldig: – Ja, dæ va slik vondingji du, atte –! Jaja. – Men han maatte faa visen en gang til, forat han kunde huske den.

– Det var tydelig han, de hadde hauglagt der borte ved løen, sa Onun og reiste sig: – Det var bedst gøre sig færdig for natten, sa han saa.

109Og de tre karene slog lag bagom haugen som snarest. Men konen og ungerne blev siddende igen ved stuedøren, som de pleied.

… Aalsaaker! – sa Onun med ét derborte, ligesom for sig selv. Han trak det ud: – Aals – – aaker?

– Ja, navnet kom av en slags sjø-fisk, som hed saa, – sa Grundi: – Dei seier han kunne renne i gras, nær doggji fedd’e.Forfatternote: fedde = falder.

– Nei! mente Onun. «Aal» var her forkortelse av «alf», som var det samme som «tusse». Det betydde «Alfens aker». – Jaja.

… Aalrekstad! – sa han saa om en stund, paa samme vis. – Aal–rek–stad? – Om de kendte det gaards-navn? … Det var en urgammel gaard langt nord som alt de urgamle saga-bøger fortalte om. Navnet var saa underligt; det skulde komme av et gammelt ord som hed «reka» og betydde saa meget som at jage væk … Og derfor sa de gamle ogsaa «ganga álrek», naar de gik ud i nødvendigt ærind. For tusserne, eller alferne, de taalte ikke slikt og rømte over i en anden gaard –

– Du lær? – sa han med ét til kallen.

110– Ja. Nei. – Ja eg laut læ og –

– Ja, nær du laut læ, so –

Og gamlingen prøved at rette paa det: – D’æ mangt, fôkForfatternote: fôk – folk. kunne finne paa og! – sa han ligesom undskyldende.

Men Onun Kjile svarte ikke. Han reiste sig og gik ind, med bryn og øine lukket lidt harm over sin egen visshed. –

Næste dag gik de som før og saa efter kalven. Og den graa sommerkvælden sad de og undred sig opgit ovenfor husvæggen.

– Han hadde været i skræppen sin og set i de gamle saga-bøgerne, sa Onun til Grundi; – der stod det til at læse om dette, at hellige volde maatte de ikke skæmme ud paa det vis – det var ligesaa galt det, som om de dræbte folk der. Ja, der stod til at læse om, hvor de holdt slag for en slik ting, naar naboen hadde været indpaa en fremmed vold og skæmmet ud. Det skulde nok været forbudt i de gamle love og, dengang …. Han smilte og prøved dem nøie med øinene: – Det var just som en slags urgammel tro, sa han. – Og saa holdt han en lang og mættet taushed. Saa sukked han det lyse «jaja» …

111De sad stille.

Da var det som der kom susende en stormvind, saa han ikke kunde styre sig eller stanse: han gik videre! tænkte han; han slog til med det samme!

… For tusser og alf, sa han og gren ligesom mod solskin og flytted paa hatten, som om tanken blev til langsomt og lidt efter lidt, – det var nu de som var døde før os … Det var de gamle forfædrene som leved igen i jorden, men som aldrig kom udenfor den gamle tomt. Det var de som vilde os vel, de som hjalp imod hint andet, imod huldr og finn og slikt …

Han reiste sig og kræmted ligegyldig: – men det blev vel bedst lægge sig, sa han.

Bagom Grundi-haugen spurgte han, om de ikke skulde gaa bort i uren lige saa godt isteden?

Kallen stod rusten i mælet og klødde sig bag øret og lukked det ene øie og likte ikke, at han skulde gaa saa langt:

– Hja–a–a, meine du, me skræme tussane i haugjen?

Onun smilte let og indadvendt: – Ja–heh–heh–heh … Eg veit inkje –. Men han gik beslutsomt bortover volden mod uren.

De to kom ruslende vrangvillig hidover 112paa rad. Da han saa det, bobled det av fryd i hans bryst. Men saa slog det sagte ned i ham, at han fik fare stilt med de hedenske residua i folket og ikke gaa for langt, for de tilhørtetilhørte] rettet fra: tiltilhørte skumringen og halvsøvne; det var jo bare det matte efterslag som kunde tas vare paa.

Konen saa de to paa volden og skrek, hvor de da agted sig hen!

Men de svarte ikke og stod bare stille en stund med ryggerne til hende. Saa rusled de duknakket videre. Og ungerne sprang fra hende og bortover volden. Hun satte efter; borte ved uren tog hun dem igen og drev dem tilbage: – de fik slik stygg hug ud av det! sa hun. Det var likest tro paa Gud! – ropte hun harm op til Onun i uren.

Og han blev glad over sinnet hendes, for det hadde tat dette smilet, hun ellers gik med, – som han ikke likte.

– De kunde da tro paa Gud, for det om de sad i uren til kvælds, – sa han ned til hende.

*

Den bortkomne kalv, som huldren hadde tat, hvilte som en tung fæld over Aalsaaker hele sommeren og gjorde alt loddent, og luften ligesom var uden genlyd. Slaattaannen rundt i teigerne gik for sig stum og ivrig. Onun Kjile planted med nye sagn, hvor han kunde komme til, og altid saa hadde han hørt det hinsides fjældet ensteds av en gammel mand. Og lidt efter lidt fik han dræbt konens smil; her paa gaarden var det saa faa folk, at de ikke kunde skotte paa hverandre og faa le, – og det var det det gjaldt om, at de ikke fik. Og hver kvæld gik karfolket hen i den graa ur, og sad der, og stirred ned paa Grundi-haugen. Den vandring blev symbolsk, og derved fæstned forestillingen sig, og han i haugen leved ved den handling; enden paa det blev, at ungerne rusled efter om kvælden og sad i uren med de andre. Saa konen blev igen alene 114ovenfor husvæggen; – han Onun hadde jo sagt, at de kunde tro paa Gud, for det om de sad i uren til kvælds …

Mennesker og gaard grodde over og blev lun. Og Onun Kjile klipped ikke længer sit sorte skæg. Han syntes, at én heller ikke længer skimted den hvide røgstribe jernbane i lien de mange mil dernede. Og da høsten kom, reiste han ned til stationen med den svære kløv ost og smør og multer, forat de andre skulde bli hjemme. –

Men saa var det en dag ud paa høsten, at bjældekoen ikke kom hjem til gærdet til kvælds. Det var som de blev rykket ud av halvsøvne ved det, og de stod og saa paa hverandre med aabne øine: – var det nu igen huldren? … Det skumred, saa det lidet nytted at gaa og lete samme kvæld, og nætterne var mørke nu.

Men strax i graalysingen var de ude. De spredte sig over beitet, stod og lytted. Men de kunde slet ingen bjælde høre.

Saa med ét kom der et stygt brøl ensteds borte paa en knaus lige ved gærdet. Der brød ud et kor med sinte brøl og raut; det ligned mest hyl av store dyr, og en saa ligesom trykket i de svære halse, som pressed disse 115brøl frem. I blandt blev der plads til et lidet dumpt støn eller en syg raut. Og de som gik og ledte, vendte om og samled sig i en fart paa ulyden.

Paa en flad knaus stod hele buskapen i rasende klynge. Og da karfolkene kom nær, saa de mellem nøte-benene, at der laa en ko paa fire foran dem. Det var bjældekoen; den sad fast i en bærgrevne, som var overvoxet med lyng, saa den ikke hadde set den og var gaat i. Hele buskapen var i opløb; de burte, stanged i lyngen, kørte den hornene i siden – og det var deres bjældeko som var deres kæreste ven og som de ellers slikked og klødde i timevis! – og øinene var trutne og sorte, og skumflaker fløi ud av mulerne.

Karfolket skrek til buskapen. Men den hørte ingenting, og vyrded heller ingenting. Det hjalp ikke, at de peiste løs paa klyngen med de kvister de hadde; Onun og manden maatte hen og rive løs hver sin gærdestaur. De prylte saa løs, og slog rundt om sig, alt hvad deres arme magted. Og der blev en liden revne i klyngen, saavidt de fik øie paa bjældekoen; den laa skamstanget og mør. Men da de saa den, blev de først rasende og slog som bersærker løs igen, og nu sved slagene, 116saa buskapen trak sig unna. Men hvergang bjældekoen stønned, rendte én frem – et ungbæst eller en gammel prosaisk stut – og kørte hornene ind i siden.

Men tilsidst stod buskapen rundt om knausen i en ring og borred hornene i lyngen, og spruted muldklumper i veiret, og det røg av jordstøv. Men den hadde faat saa meget av gærdestauren nu, at den voved sig ikke frem. –

Men da knausen var ryddet, turde de ikke se op, for ikke at træffe hverandre inde i de sorte sinte øine; for dette grumme had mod det ukampdygtige, som hadde faat knæk, var uimodstaaelig og æggende rendt over i dem selv. Og deres øren sad fulde av det medynksløse brøl.

– Gakk tor veien mæ deg! – skrek manden mod Onun Kjile.

Onun fór op, for sinnet hadde smittet av paa ham ogsaa:

– Eg ska gjenne gange or Aalsaakergaren mæ same! – skrek han.

– Gakk kor i verdi du vil!

Manden rendte bjældekoen kniven i struben, for her var ikke andet at gøre end at slagte den. Og melkespandet som 117konen hadde tat med, stak de nu indunder for blodet.

Men Onun strøg fra dem. – Men da han skulde se op, saa stod der to fremmedkarer nedenfor gærdet og hilste op. Den ene var professoren som hadde lovet Onun Kjile plads i tidsskriftet for artiklen om de hedenske residua; den anden var en ung student.

Onun svarte ikke paa hilsnen. Han krabbed tilbage op paa knausen:

– Byfolk! – pusted han hult og trev efter liner. De la sig ned alle tre karfolkene og surred hidsig taug om koens ben og horn. – Men konen hun lysned ved synet av turisterne.

– Goddag! – sa studenten; han var kløvet over gærdet og stod helt op paa knausen.

De bare slet i taugene og trak koen avsted nedover lyng og græsvold, med haarene. Tita bar spandet med blod. Og den mindste gik efter og holdt sig i ko-halen.

– Godag! – svarte Grundi tilsidst.

Slit i! – høirer du! – skar Onun Kjile i.

Og de la sig i taugene og bare slet. De slet sig dyvaade av sved. Bag gærdet stod buskapen igen og la sig med hoderne indover 118bøen efter dem; og nu var det underlig ulmende raut istedenfor de langtrukne hadske brøl.

De to fremmede fulgte et stykke efter koen, og var sinte, og iblandt lo de, fordi buskapen saa ud til at være lige mandvond, som folkene var her paa gaarden.

Men konen syntes det var leitt, at de ikke vilde svare storfolk, og da de var naadd løen, sa hun kipen og trev ned i næpesængen:

– Like dykk næpegras?

– Gakk in mæ deg! – skrek manden.

– Gakk in, – høirer du! – skrek Onun paa samme tid.

Og manden slap linerne og jaged hende ind med ungerne. – Onun smatt ind i løen. Grundi blev alene igen ude hos bjældekoen og de fremmede; han ropte efter manden, da han stod i døren, at fremmedkaren spurgte, hvad han vilde ha for at grave den Grundi-haugen.

– Nei! – høirer du! – skrek det stutt og smældte døren i laas.

Men Onun Kjile kløv op paa høiskukken,Forfatternote: skukk = høiloft. krabbed bortover under taget. Han la sig henne ved gluggen i det stutte fjældgaards-høi og lurte og lytted:

119… Grave Grundi-haugen! – Resterne av den ægte tro og de gamle sagn – var det ikke akkurat med dem som med bjældekoen, som før hadde ført an, og nu var faldt i bærgskaar og hadde brukket alle sine ben og kunde ikke røre sig! – saa samled dette byfolket sig paa hende med denne uudgrundelige dræbelyst, som de kaldte forskning, og vilde sætte det i bøger! …

Pludselig hørte han Grundis gamle rustne stemme synge; det var visen om Grundi Vonde aa hass møi. Studenten fór opover dalen for offentligt stipendium i sommer og samled hvad der var igen av tradition og gamle ting. Og nu hadde vel skolelæreren nede ved stationen fortalt ham om haugen og den rige sagnskat, som var bevaret paa Aalsaaker.

Efterpaa sad de to omkring bjældekoen og snakked om visen. Studenten sa, at der vistnok var faldt ud ting hist og her; der var vel ogsaa rent literær moderne paavirkning at spore – især i det erotiske, hvad der fik sit udtryk i, at hun slikked hans hede blod. Men det var ligefuldt et særdeles interessant fund fra vor gamle viseskat; og efter hele visens holdning at dømme, maatte den vel – forespurgte han hos professoren – ved første øiekast 120sættes til lidt senere end medio 16. aarhundrede.

Han bad Grundi om at faa den én gang til for at nedskrive den.

Onun laa ved gluggen og lytted med skadefryd til nedtegnelsen og flirte ned i fjældgaards-høiet: … Saa førte bykaren fangsten med sig i sin ransel til hovedstaden og fik den stængt forsvarlig ind i det brandfri rum paa universitets-biblioteket! …

– Hvem han hadde hørt visen av? – spurgte det.

– Aa, det var han sommer-karen.

– Og hvor saa han hadde hørt den?

– Det var en gammel mand hinsides fjældene. Han var nok saa gammel, at han var kanske død og nu …

Studenten spurgte ogsaa om gloser: – hvad «spir» var for noget, som det stod om i visen?

– Detta her! – sa Grundi og tog sig i den lange haarluggen i panden.

– Hvad «spir» hed i flertal?

– Koslag?

– Naar du skal si at der er to, hvad heder det da?

– D’æ alli to.

121– Jamæn naar du nu skal si det, siger jeg –?

– Jamæn dæ æ alli to! – Han ropte op: – Onun! – Men Onun svarte ikke. – Han Onun æ so kalleg lærde, du, – Onun!

– Koslag? – svarte det vrantent oppe i høiet.

Studenten snakked op mod løe-væggen: – Hvad heder «spir» i flertal? – Og han blunked til professoren: – Han er morsom han deroppe.

Det svarte ikke.

– Naar du skal si, at der er to, hvad heder det da?

Det grynted trægt deroppe: – D’æ alli to.

– Jamæn naar du skal si det, siger jeg?

Der kom et hode med stor blank skalle ud gennem gluggen og fægted vildt til siderne og hvæste nedover de brune turisthattene:

– Jamæn dæ æ alli to! – Byfant der du site!

Og hodet smatt ind igen gennem gluggen og ruged videre i fjældgaards-høiet. –

De fremmede reiste sig og rusled nedover.

Men da de to brune byhatter var ved at bli borte i skogen nede i bakken, satte konen paa den tilspikrede dør paa nedresiden, brød sig ud, hujed fortvilet efter dem:

122– Heii-j! Vil dykk daa inkji smake næpegrase mit!

Men før hun var færdig, var manden ude hos hende paa trappen og skrek. Det skrek det samme oppe fra en blank rasende skalle i løe-gluggen:

– Vil du have av svigjo-o-o!

Og de to brune byhatte-hoder blev væk.

Om Vaarnætter

Novellesamlingen Vaarnetter utkom i 1901. Samlingen inneholder «Vaarvinden gaar i det grønne», «Før lysene slukner» og 5 andre noveller.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1901 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook