VAARVINDEN GAAR I DET GRØNNE

125Hun var lidt fregnet og hadde lang, lidet gran krum næse, saadan som staalstik har av dronningers profil fra 1700. Og hendes haar var askeblondt, og der var ikke rødskær i det nogetsteds; men hun hadde ligefuldt de par smaa rødlige fregner øverst i panden under haar-roten. Hendes mund var i grunden stor, bred, som ofte stod aaben, som den lytted eller som den vilde snappe et indfald. Hun lo ofte; men da lukked hun munden. Hun var saa underlig ledeløs ved midjen, og usikker som en kantet smaapige i overgangsaldren – det var som hun ikke vidste, om hun skulde neie eller nikke, naar hun hilste; og hun hadde for vane at slænge med sig til siden, naar hun snakked, næsten som hun vilde slaa sig paa knæet for latter. Det hadde hun, fra hun bodde paa landet. Hun hadde det med at staa og myse paa folk, naar de snakked til hende – og da 126knitred det av vent mellem de lidt grisne øienhaar. Og naar hun saa lukked læberne til for at le, kom latteren stødvis mod dem, fordi læberne ikke aabned sig nok. Saa det lød av og til, som hun smatted staggende til en vilter hest.

Og hun blev ved at gaa lidt fremstupende paa gaden, av og til med noget for lange skridt, saaledes som hun hadde lært det som barn over tuer og i stenur hjemme.

Hun hadde et tyndt tæt pigelegeme. De rette linjer var lange, og alle buer var korte, men de var faste. Bonde-ungdommen i oplandsbygden, hvor hun var fra, kaldte hende «Svigja» –en svai rynning paa ét aar. Og hun blev ved at ha det pigelegeme, da hun blev voxen ogsaa, og det var som fyldigheden og rundheden slet ikke vilde komme til hende og gøre buerne mere lange og hvilende, ikke heller efterat hun var blit gift. Det var ligesom noget som ikke kunde bli voxent i det legeme.

Men der var saadan æggende sprang i kæven, i linjen som den løb fra øret frem til hakespidsen. En stolt hymne var det over livsens fryd. Hendes hode var ligesom udvalgt til at ligge saadan bagoverbøiet og bare modta kyss.

127Ragna Reen gik paa guvernante-kursus i Kristiania.

Hendes far var en lystig lensmand i et godt oplands-ombud her øst, som der gik et utal historier om. De var kanske ikke saa underlige, for der gik lignende historier om galninger i andre bygder; – men det kendte jo ikke hans folk til. Han var ikke bondefødt, og hans navn var et med kendt klang i, for der var en bror som var professor, og én var kunstner.

Det var hans kone som bedst holdt historierne i live og næsten mored sig mest. Hun led av søvnløshed og hadde til ingen nytte søgt alle læger og alle bad. Hun var vittig og bedred historierne med nye indfald; hun var ustanselig og flagrende i sine indfald, som søvnløse pleier være.

Noget av det morsomste var den historie om søndags-sommermorgnen, han kom hjem fra kortlag hos doktoren. Han gik gennem præstegaardens udmark, og der traf han paa præstens hingst. Han stapped først mose i bjælden, saa den ikke lød. Saa satte han sig op, og halte buxe-selerne ud unna vesten og la den i munden paa hesten, og jaged paa: – bærer du mig helt ind i soveværelset til mamma, skal du faa 128staa i bygakren resten av natten! – svor han. Og hingsten bar ham ind gennem gangdøren. Han la sig fremover manen paa den og lukked op ind til spisestuen. Der sprang en og anden fjæl i lensmandsgaarden under hoverne; men hesten var jo vant til sæterveien op i fjældet, og naar han red mest mulig midt efter bjælkerne, saa skulde det ikke ende i kældren. Han smatted paa. Det bar langsomt videre, ind i soveværelset, hvor fruen sad opreist i sængen som hun pleied, og derfra ud i gangen, og saa paany ind i spisestuen og tilbage ind i soveværelset. Da letted han ridderlig paa sin hat og svinged den i stor bue:

– Saa rider jeg rundt for tredi–e gang for alle de fruer og frøkner!

Saa duked han nakken under dørkarmen og red videre. Og efter den tredje gang steg han av og leied hesten ned i bygakren. – Men paa opveien seg han sammen under solvarmen og fluesurren og sovned paa et trin i havetrappen.

Men mosedotten løsned av bjælden, og det ringte, og hvert femte minut hørte han bjælden i søvne og trodde, nogen hented hesten, og kom sit løfte i hu og brølte: – Han har faat lov!

Der kom en mand sprængende i karjol op paa lensmands-tunet: – oppe ved bane-anlægget 129hadde en vei-slusk skamskaaret en anden i slagsmaal lørdags-natten! … De napped og slet i lensmanden. Men han kom sit løfte i hu: – Han har faat lov! …

Naar moren fortalte denne historie til Ragna, lo hun, saa taarerne trilled: de andre herrerne var just ikke saa ridderlige, naar de kom hjem til konerne sine! – sa hun. Han laa isteden dérude i solen hos fluerne og sken i godslig lystighed. – –

Og graate, saa det naadde ned i hjærtets dyb, det hadde aldrig Ragna Reen gjort.

*

Ragna Reen gik og skvatt opover en sti paa et jorde i Aker en april-dag, lige i kanten av et busket skogholt; hun gik som hun pleied i en hvid stivet smaaguttekrave, som laa nedbrættet og bred over skuldren. Og hun tænkte en liden smule paa kærlighed, som alle gør i april, naar solen ligger over det blegnede døde græs og violen suger ny saft og aander ind muldens æggende em. Det vil si, hun tænkte paa en gang for mange mange aar siden, og hun var otte aar bare. Av og til løfted hun sig op paa et stengærde og tænkte, av og til satte hun sig paa huk og grov en viol op i solen og tænkte. Og naar hun ikke kom nogen vei med tanken, saa hun udover mod fjorden, hvor alle aaser, og alle jorder, og alle koller, dirred under solens seige melkeblaa gro-dis og misted form av bare frodig spiretrang.

131… Der hadde den pinse for ti aar siden været en student paa besøg, som kunde spille kort; det var egentlig en studie-ven av broren. Da de reiste, fulgte faren med ned til jernbanen de par mil. Og hun blev ogsaa med i vognen. I Kongskog-bakken steg de alle av for at lette hesten; men hun blev siddende og holdt tømmerne. Faren og broren gik foran strax. Men han blev gaaende efter vognen opover bakken –en gammel skranglende kalesche; der var endda en fjæl løs i den ensteds, som laa og plapred. Han gik og saa ned efter stenene i veien; hun sad og saa bort i veikanten. Han var stille, – og det var saa underligt, og fjælen plapred ikke mer, fordi det jo gik tungt og stille i modbakken. I det samme saa hun to hvidveis tæt op til hverandre under en grangren. Det var en tung stilhed som efter en stor avgjort sag, og da de var nær toppen av bakken, gik der ligesom knugende skæbne i stilheden. De sad tørre i halsen og tørre i tanken, og kunde ligesom ikke faa frelsende ord frem. Faren dunked hende i ryggen, da han satte sig op, og lo: – Ja, naar nu du tulla blir fru stadsfysak Akre! – Det var Akre han hedte, brorens ven. – Da hun kørte hjem igen fra jernbanen, titted 132hun i Kongskog-bakken efter de to bortunder grangrenen …

Det var dette lille hun tænkte paa paa stien. Hun kløv op paa en sten og strakte sig efter en rognegren. Men hun kunde ikke naa kvisten. Hun vilde snu her og ta den med sig og sætte den i glas med isvand i og drive den frem.

Der kom én durende nedover stien i det samme, og stansed op og spurgte, om han fik lov at hjælpe. Han var mørk og hadde kruset haar; han var mager og høi; og det var som hans kindben brændte. Han hadde en liden rund mund, men læberne var tykke.

Hun pusted av strævet efter kvisten:

… Og faa blade udav det, og faa blomster … og kanske rognebær ogsaa! – sa hun.

– De faar nu være fornøiet, faar De blomster, – sa han.

Han hilste og gik. Men hun la merke til hans læber i det samme, at de var av de aabne som stod færdige ligesom til at suge kyss.

133Og en otte dages tid efter mødte hun ham paa gaden, og han hilste; hver gang han hadde mindtes hendes mysende latter mellem de læber, som ikke aabned sig nok, blev han forrykt efter at faa høre den igen:

– Er det blit bær ud av rognegrenen nu? – sa han.

– Er De gal De! Det er jo bare otte dage siden –!

Han nævnte sit navn. Han var arkitekt: – Jeg bygger en villa deroppe hvor De fandt rogne-kvisten –

Og hun nævnte sit navn. De vidste forresten i grunden om hverandre; for hans far kendte hendes far og onkler.

Han spurgte, om de ikke skulde se indom bodegaen her lige ved. –

De fandt plads i en stille halvmørk baas langt inde.

De blev stumme og forlegne derinde. – Men det var saa heldigt, det drønned kanoner fra fæstningen i det samme. Der hadde ligget en fremmed eskadre paa havnen, og det marineblaa mandskab hadde hat landlov, og alle tvergader hadde vrimlet av dem hængende ved pigernes arm. Nu gik avskeds-salutens dump derude.

134Og han skaalte:

– Ja, nu reiser de! – sa han.

Hun lo:

– Disse matroserne, som har landlov og kysser pigerne. Og gaar ombord igen til sine kolde kanon-bæster. – Saan skal det være!

De drak.

– Det hænder vel ogsaa, at en og anden matros sidder igen nu i dette øieblik hos sin veninde og hører saluten gaa, og gir fan i, om det saa efterpaa blir krigsret, og han faar svi for kysset hele sit liv!

Hun sa tørt:

– Aja! Men det er yderst faa det da. –

Han blev ved paa sin maade og var alvorlig, og vilde tale videre om kærlighed og om hele skæbner:

– Der er nogen som i grunden inderst inde ikke er matroser. De har nok kysset i øieblikket som matrosen og ikke ment mer med det end han …. Men saa kan de ikke komme sig til at gaa ombord igen –

Hun lo.

Og folk i bodegaen hørte hendes latter 135og kom aandsfraværende en sving indover gulvet, ligesom de ledte efter plads, og gik tilbage igen.

De to drak og snakked. De blev let beruset. Deres kinder var røde av vin. De sad ved siden av hverandre.

Han stanged sin pande i hendes hals og fatted om hende.

– Aa nei! Aa nei gør ikke det!

Men hans haand trykked hendes bryst. Og hun lænned sig bagover. Og en reiste sig derude og gled indover linoleum’en for at se hvorfor de nu ikke mer hørte den mysende latter.

Han slap hende: – Det er første gang jeg tar om nogen, – sa han.

Hun lo:

– Hør de langsomme nysgærrige borgerfødder, som slæber sig saa skuffet tilbage paa plads! … Saa morsomme som slike sladdersyge borger-trin er! Hva! –

Og ude paa gaden lo de, da de skiltes. Der gik vin-bølger gennem deres blod:

– Ja. Naar vi saa mødes igen, er det bare tilfældig som vi kommer fra hver vor klode, – sa han. – Er det ikke?

– Denne kyssingen kan da ikke gøre det 136gran! – sa hun. – Matroserne gaar ombord igen til de kolde kanon-bæsterne!

– Og saa blev det ikke kyssing engang!

– Nei! – og saa blev det ikke kyssing engang! … for disse borger-trinnene paa linoleum!

*

Men han begyndte at skrive kort til hende. Det var kort, om hun ikke vilde gøre ham den ære at være hans borddame, hvis hun gik i den og den fest, og lignende.

Men hun likte ikke dette; for deres møder øged i tyngde efter en slik avtale med kort. Men hun lo til ham, da de mødtes, og derved blev avtalerne ligesom tilfældige og letned i vægt.

En dag i mai gik hun udover jorderne paa den gamle sti. Det var endda vaar, og menneskerne søgte alene ud paa jorderne og de smale stier. Men hun hadde et nyt kort i lommen, som hun fik idag morges. Der stod:

Jeg elsker Dem. – Men mød mig ude paa jordet bortunder rognebusken.

P. S. Jeg skriver dette bare for De skal vide det. –

Han sad paa stenmuren og pilled mose og vented.

138Hun lo. Han maatte igen smile:

– Ja jeg er glad i Dem, – sa han.

– Nei, si det De skrev! – Si det!

Men han bare smilte og stønned forlegen. Tilsidst lo han høit.

– De tør ikke si de ord! – For De kan ikke faa dem til rigtig.

– Skal vi gaa en tur opover? – sa han og pegte paa stien. – Saa kan jeg ogsaa faa se indom til villaen min med det samme.

Men da han nævnte sin villa, som han vilde se indom til «med det samme», tænkte hun pludselig paa hans øie, hvordan det var i det øieblik, – at det blev saa langsynt og tomt, og hun saa ligesom et koldt kanon-bæst i det; – men saa hented han synet tilbage og saa igen, og da glipped det med rappe underlige hinder over. – Og hun trøsted sig: – ja, det stillestaaende blaa i menneske-øiet, det er falskheden som vil bedrage; eller det er haardheden og egoismen og kanon-bæstet; eller det er selve dumheden. Det levende øie, det har ingen fast farve! …. Men saa la hun merke til det at hun gik og trøsted sig. Og saa lo hun ud i luften.

Der kom to kursus-veninder seilende nedover stien i det samme, og da de saa de to 139sammen, fik den lyse veninde noget som hun saa endelig maatte si hende og bad om undskyldning, at hun stansed hende, og forstyrred, – la hun erfarent til, med forstaaelsens vægtighed i ordet. Og den anden veninde kom til, og hun hadde en hidsig kveise i panden, og øinene var som glødende kul i natten:

– Pudsigt, jeg skulde træffe Dem nu, ved det at jeg netop tænkte paa Dem –!

Men da hvisked alt den lyse bent ud, hvem det vel var, hun var sammen med? – For ingen av disse to hadde hat herrer at gaa med saadan paa stien i Aker.

Hun stod en stund sørgmodig og hørte paa, uden at det var noget som de vilde. Saa gik de. Og hun forstod dem i sit hjærte: – der er saamange i verden som griber ligesom i vildelse og vil hænge sig paa slæb, i det øieblik de tror, mennesker begynder at bli lykkelige …

Da de var borte, sa han dyster for at ta traaen op igen:

– Man bør ikke lege med kærligheden.

Hun lo:

– Nei se paa det erfarne borger-fjæs! – De bør absolut gaa til stortinget, skøierten!

– Hvorfor det? 140

– De er saa glup til at iklæde egeninteressen almengyldig form! – Hun lo: – Det var piska meg ikke daarlig sagt, det! –

Der kom en forbi med en jagthund. Langt ude paa jordet sprang der en anden hund og gødde til den, og den var herreløs.

– Ja saa; saa man bør ikke lege med kærligheden, De? – gentog hun som før. Men saa kasted hun sig om og sa: – Se paa den veldresserte jagthunden derhenne, hvor den blir saa forfærdelig glad, idetsamme den hører den herreløse rekehunden gø og lokke til leg; men saa husker den paa alle de gange den har faat pryl, fordi den ikke fulgte pent efter. Se hvor den kryper efter herren saa forfærdelig sørgmodig …

*

Om aftenen sad de igen i den samme halvmørke baas i bodegaen. De hadde spist og sad ved resten av sin vin. Saa sa han som i indfald:

– Nei, nu vil jeg fortælle Dem en grov historie!

– Ja gør rigtig det!

Men det var med en anstrængt inderlighed hun sa det, saa han visned og sa:

141– Aa nei. Den er vist for grov alligevel.

Og hun nødte ham ikke med ét ord. – Hun visned ogsaa. Og de sad stumme. De snakked bare lidt om vinen. – Saa sa han igen med ét:

– Jeg vil gi Dem noget. Jeg vil gi Dem en ring!

– Nei vil De det!

De skal forresten ikke det

– Hvorfor?

Hun svarte ikke.

– Er det kanske, fordi De holder av en? – for jeg gir Dem den ikke, fordi vore fædre er kendinger?

– Det er vist bedst alligevel ikke gøre det. – Synes jeg …

– Ragna Reen! De skal sætte Dem paa mit fang! Ellers faar jeg ikke fred! – Jeg vil kysse Dem!

– Jamæn disse sladdersyge borgertrinnene da!

Og hun satte sig hen paa hans fang.

– Er det betænkeligheden De har! – Han kyssed. Han kyssed hende længe, og hun slukned, mens han kyssed.

– Hæm! – sa hun energisk. Det var, 142som hun klapped av dansen, da hun satte sig tilbage: – Skøierten, De er!

Det blev stille igen. Og det blev skumrere og skumrere i den halvmørke baas.

Han sad og visned, og snakked sagte:

– De synes vist ikke det er godt at kysse De?

Hun myste paa ham:

– Om jeg ikke synes det er godt at kysse?

– Ja?

Hun lo den mysende latter.

Og han sa igen pludselig, og hans øine var stivnet energi:

– Ragna Reen! Iaften vil vi leve!

Hun blev overrumplet: – Ja! – sa hun.

– Jeg vil kysse Dem og klemme Dem! Iaften vil vi leve!

Hun svarte tonløsere nu: – Tja–a–

Og saa reiste de sig og gik. De svinged ind i parken.

Og ligesom langt bag i hendes tanke ensteds nynned noget halvhøit med sig selv:

… Leve! … Liv! … Stille underlige hvide vesle ord … hvide vesle ord …

Han tog hendes arm og gemte sin haand høit op i armkriken:

143– Hvor det var lunt her! – sa han. – Det var som at stikke sin haand ind i et dun-rede –

– Nu sætter vi os paa en bænk! – sa hun rask og gik fra hans haand.

Men da hun hadde sat sig, saa hun, at hans øie lekte og glipped ikke længer med de mange hinder, og alt det straalende og ustø var samlet i en fast bundt. Og nu grøssed hun ved dets fasthed og frøs over al sin hud.

Han ynked hende: – Fryser De – aah!

Men da reiste hun sig og sa ivrig:

– Nu gaar vi rigtig bort og ser paa svanerne!

Han stak igen sin haand høit op i armkriken:

– Fryser –! De som er saa varm her! – Og hans ord flommed: –De er sky. De er saa forfærdelig sky. Og det er det sky som jeg maa eie. De maa aabne det skrin for mig! – Det hellige skrin! – Det sky –!

Hun gik ivrig til:

– Har De set hvor furuskogen dør ud oppe ved Uranienborg kirke? La os gaa derop! – Og hun svinged ud av parken for at komme ud av trærne og frem paa gaden igen: – De taaler vist ikke salmesangen deroppe, – sa hun.

144– Eller ogsaa er det av bedrøvelse over norsk arkitektur, – sa han.

– Jamæn trærne har jo ikke været inde i kirken! – svarte hun.

Han blev revet helt ud i lystigheden: – Nei, da leved nok ingen av dem mer!

Men ude paa gaden sagtned hun gangen, og drev op og ned.

Han hvisked pludselig:

– Hvordan bor De –? Er Deres værelse roligt? Jeg mener – ja. For mit værelse i pensionen, der bor der folk ved siden –?

Da kom hendes latter igen:

– Hm. Nu tænkte De saa altfor langt! … Jo jeg har egen indgang … De udvikler Dem da fabelagtig hurtig!

– Skal vi kanske gaa her paa gaden inat! – sa han. Det lød som han tramped i fortauget.

Hun svarte stille:

– Jeg synes De har saanne brune øine iaften – skøierten! – saanne sprængbrune! Der er en liden fæl fast dævel i Dem – er der! – Jeg har bare set saanne øine én gang før –

– Hvor?

– Paa en hingst oppe i Numedal.

145Hun lo. Han visned. Og hilste inderlig paa en dame, som gled forbi i det samme og stak ind i parken.

Hun blev saa modløs og myg i knærne ved den hilsen. Det var paa samme maade som da han snakked om villaen sin han skulde indom og se til «med det samme».

– Var ikke hun vakker! – sa han og nikked efter hende.

– Hun saa da saa raa ud! … Den halvaabne siklende munden, med dobbelt-underlæben –

– Men saadan som hun klær sig! – Og han saa indover parken; over den rødlige grusgang laa en let taage av ophvirvlet støv efter hendes sopende skørter.

– Klær sig! – Snoet som en skypumpe mod himlen! … Eller som en dreiet hebraisk søile fra templet i Jerusalem! … Med søkk i ligesom efter stærke herre-arme baadene heren og deren –

– Der faar forresten jeg følge ogsaa hjemover! – sa han pludselig i trods og hilste godnat, og stak ind i parken efter hende.

Hun var modløs og plystred høit, da hun gik hjemover.

146Der sad de to guvernante-veninder paa hendes værelse og vented for lukkede vinduer.

De sa ikke hvorfor de sad her. De bare vented paa hende, sa de. Og de hadde fire nye med sig; og de fire nye stirred paa hende forskende.

Hun sprang mod vinduet og stødte det op:

– Puh! Taaler Dere ikke frisk vaar!

– Hvorfor skulked De kursuset idag? – sa den lyse.

– Vi fik saan lyst til at se opom, ved det vi gik her forbi alligevel. – sa hun med kveisen i panden.

Hun lo overgivent mod dem:

– Ved Dere hvad Dere ligner paa en prik! Dere ligner sex aabne smaa fiskerbaade i nød ude paa kærlighedens vuggende hav!

– Er De blit digterinde ogsaa idag?

– Tror Dere, at jeg kan ta Dere paa slæb og seile Dere i havn!

– Hvad mener De?

Men hun vilde ikke si, hvad hun mente.

Og saa blev de siddende og sukke og puste.

– Klokken er strax ti, – sa hun med den urene hud. – Nu lukkes porten dernede.

– Sid Dere! Jeg skal følge Dere ned, – svarte hun.

147Men det var ikke saa, de mente; – nu kan ingen ven liste sig ind til dig, var det de tænkte – for hun hadde jo egen indgang – og øie-glør lyste i skumringen.

Saa var det én, som sukked saa opgit i mørket og reiste sig; – det var vel ingen anden udvei da: hun var vel skikkelig …

Og de gik.

Men ude paa gaden sa den klogeste med kveisen i panden:

– Nei hvor hun var slu, ved det hun forstod at skjule det saa godt! –

Ragna Reen laa sammenkrøbet og tænkte ind under tæppet.

Og nu naadde kyssene ned i hendes sjæl, dalende ét for ét, ligesom lunkne regndraaber naar en stubmark om vaaren, og gjorde hendes øie stille.

Hun tænkte paa menneskernes øine, saadan som hun mødte dem og kendte dem fra gaden, – og de gled par for par forbi. De slog ned i hende med sine forskellige blik; de kom i hver sin overvældende flok. De delte sig i to store verdensflokke. Hele verden delte sig i to efter dem. Og hun tænkte saa ømt paa menneskernes øine:

… Det var den store sky flok øine, som 148skotted; alle posørerne var i den flok, som glytted efter sine ords effekt; og der var de arme blege hvileløse øine hos dem som folk kaldte «affekterte», – som paa gader og stræder stod i saa altfor stærk rapport med omverdenen, fordi de trodde alle saa paa sig; – alle disse glippinger av stormænd saa hun i den flok, som klipped med øinene som en hane for hvert skridt – hun husked kongeøine, og hun husked blege præste-øine, og hun husked vege lyriker-øine. Der gik arkitekten – der gik savnet. Hun saa det i et lysende glimt: deres kærlighed var det i dem alle som var i uorden! – de hadde elsket for lidet; eller de hadde elsket for meget; eller de elsked paa farefulde veie …

Saa var det den anden flok: det var den rolige flok, med alle de stærke øine paa jorden, med de kolde kanon-bæsterne i blikket, og hun forstod dem: et øies blik ind i et andet, det blev aldrig fast og modigt, før det hadde elsket engang; det uerfarne øie glipped utrygt unna, thi det var underlegent, fordi det ikke kendte livets mening.

Hun reiste sig i sængen og strøg sig over panden: Hun saa en hel verden gennem et nøklehul! … Og hendes øie hørte hjemme i 149den utrygge flok: det var nok stille naar hun myste; men hun netop myste, for at gemme dets uro …

De vaagnende kyss laa døvende udover hendes sind som tung vaar-os hviler over nypløiet muld. Og hun sank igen ned paa puden, og tænkte med ynk paa verdens utrygge øine, og hadde et syn:

… To hvidveis indtil hverandre i ly under en grangren – det var da menneskens øine vist blev stille ….

*

Om morgenen var hendes far i byen som snarest.

– Naa Tulla! – sa han. – Fært saa længe dere ligger her i byen! – Han kom herned i den gamle skranglende kalesche og hadde et helt las tomme champagne-flasker klirrende efter sig i en anden vogn; dem hadde han købt op for ingenting i bygden, og nu vilde han personlig være tilstede for at øve press, for ellers tog ikke den skurken av en vinhandler imod tomme champagneflasker …

Hun lo høit over dette reise-paaskud; – det var som han fyldte værelset med en gufs 150av bred lattermild storbygd. Og det risted hende ud av den tunge vaar-os.

– Du faar ellers tænke paa denne stadsfysakken Akre lidt, – sa han. – Han blev just nu ansat som kommune-læge hjemme.

*

Hun sad i giggen ved siden av den unge doktor. Det skumred gennem moen mellem granlæggene. Han hadde hentet hende paa jernbanen iaften; han skulde paa sygebesøg ned til stations-grænden alligevel.

– Deres far hadde det nok travelt idag, – sa han. – Og saa bad han mig ta Dem med med det samme.

Hans faste øie sa hende, at han vidste, hvad kærlighed var, og kendte meningen med livet; det faste menneske med det faste blik, det var kærligheden i ligevægt og udenfor savnene. Og det faste øie gav hende ro. For det flagred ikke og veired ikke saadan efter kærlighed; det overlod hende til hende selv. Og hun fik en modig tanke: – Ja jeg vil ind i de faste øines flok, hvor de kender meningen med livet! …

Og det skumred mer. Men alligevel blev 152hun lystig ved at tænke paa sin far, som var ligesaa morsom og praktisk i sit indfald, naar det gjaldt hendes kærlighed som ligeoverfor de tomme champagne-flasker, at de skulde komme til nytte.

Da de kom i Kongskog-bakken, hvor de to hvidveis hadde staat den gang for mange vaarer siden, løste han armen frem av kappen og krummed den om hendes liv:

– Nu maa De bli kona mi? – hvisked han.

Hun myste og lo, da han kom med spørsmaalet: – Ja-ha, –sa hun.

Og han blev siddende med sin arm om hende, og trykked hende sagte av og til; men hun saa ikke op paa ham for hvert tryk. Og med én gang blev hun lystig i sjælen ved de trykkene og kom til at tænke paa en automatisk cassa-maskine, som gir fra sig de rigtige summer, naar den trykkes paa knapperne. Men hun sa ingenting, og de kyssedes, og hans spidse skægg og hans barter krøb op og ned paa hendes ansigt krislende som flere store langbente edderkoppe.

Da de var ude av moen og forbi grinden, stansed han giggen nedenfor en plass-stue; han sprang av – han skulde bare se indom til en syg med det samme, sa han.

153Hun lo sin mysende latter mod ham, da han kom tilbage og steg op i vognen:

– Altid saa skal dere herrer gøre noget «med det samme», – sa hun.

– Dere herrer! – Han lo: – Hvilket fond av livserfaring!

– Ja jeg mener: du.

– Men du ved jo ikke nogenting om mig i saa maade.

– Nei. Men jeg bare vist skønner det.

*

De gifted sig strax. De kendte jo hverandre. Hvorfor skulde de gaa her og vente? Og han hadde formue. Folk i bygden sa, at «Svigja» hadde gjort det rigtig godt. –

Den første aften de kom hjem til sig selv, stansed de lidt ud paa verandaen og saa paa regnet i haven. Og hendes kind var rød av brullups-vinen. Det var juni-aften. Der stod en lunken duftmættet os op imod dem fra blomster og tørket muld og græs, som slukked sin tørst.

– Har du hørt paa make til tale som den, far holdt til os idag – saa grov og saa morsom! – Hun lo.

Han lo: – Saan skal den være til en doktor-frue!

154Saa sa hun igen:

– Der findes vel ikke mange, som kan være saa grove som far, uden at bli liderlig.

– Han kan si alt! – braaked det begeistret. – Absolut alt!

Hun pegte nedover haven:

– Jeg synes én kender, hvor ækkelt det maa være for rosenbusken at ha det væmmelige nyttige timoti-græs krislende op i knopperne sine.

– Ja, men det er nu alligevel græsset som vi lever av.

– Aah, vi lever nu vel av roserne ogsaa. For saa vidt –!

Det blev stille lidt. Saa sa han lystig:

– Tænkte du paa kærligheita, Ragna?

– Ja hvad tænkte du paa? – Hun lo den mysende latter og førte ham ind fra verandaen: – Og saa sa far i talen, at han kom hid imorgen rigtig rigtig tidlig og tog os paa sængen for at se, om nogen av os følte sig brøstholdne! –

Men næste morgen var de oppe saa tidlig som ingen husked de hadde været; pigen hadde ikke engang rukket til at gøre rent i stuen. De gik ude i haven. Solen lyste over vaade 155stier. Og hun trak sin kjole tæt om sig. De to sa ingenting.

Hun saa over paa sin fars lattermilde hvide gaard paa anden side elven:

– Nu er jeg inde i de faste øines flok, hvor de kender meningen med livet, – tænkte hun. Og det stak hende saa useendes dybt i hjærtet at saa var.

Da de var bortpaa stien et stykke, sa han, at han hadde en patient liggende for svullefinger paa Plasset; de kunde gaa indom der med det samme og bytte paa fingren, siden de nu var kommet saa langt paa vei.

Da hun hørte det, stansed hun pludselig:

– Du! Ja, jeg vil ha tolv barn!

Han smilte: – Vil du ha dem samtidig, Ragna mor?

Og hun lo sin korte mysende latter. –

Lensmanden sad allerede hjemme i deres stue, da de kom tilbage, og vented med en plirende skælm i hvert øie for at se, om nogen kendte sig brøstholden. –

Ragna Reen saa sin mand gro, for hver morgen ligesom bli mere fast og tyk.

En morgen sa hun, hun laa igen i sængen med tæppet helt op til haken og saa ham stelle sig:

156– Ved du hvad du ligner?

Han slutted at gni sig og skotted op fra haandklædet: – Naa?

– Du ligner en stutt uryggelig eikestamme, som slaar nye svære rødder for hvert døgn.

– Hun myste.

– Og saa sidder der en liden fugl i grenen og synger, – sa han, og kom hen og kælte med hende under tæppet.

– Ja; og saa sidder der en liden fugl –! – lo hun.

– Hæm! – kræmted han av og gik hen og vasked sig videre.

– Endda den har solgt alle sine grene til skibs-køler, og – og spanter, og – og master, og – og til alt slikt, som han gør «med det samme» –

– Det er just derfor eikestabben din staar saa fabelagtig uryggelig støtt i alt himlens veir –

Hun lo mysende og tænkte pludselig tilbage paa den overvældende store flok sky øine i verden: – for dem var kærligheden alt, enten som længsel eller som smærte, og den var aldrig noget som de gjorde «med det samme»; – men det maa kærligheden slettes ikke være … Og hun saa ud av vinduet over paa sin fars hvide gaard, hvor folk altid gik muntre omkring 157og lo. Og hun lo én gang til: – Hvorfor skal eikestammer og vi andre ikke være lykkelige for det! …

*

Det var fem aar efter. Hun hadde nøiet sig med fire sønner til nu, og der var kommet en stor ny fregne i tindingen lige indunder haaret. Men den sidste gut fik hjærnebetændelse og døde. – Det var en vinterdag de sad efter begravelsen indenfor verandaen og saa ud paa sneen i haven:

– Jaja! – sa hun og myste: – Saa faar vi faa os en ny gut! – Men hun lo ikke; men hun maatte alligevel huske paa det, for ikke at gøre det: – La os ikke sidde her og sørge os triste.

– Dit velsignede humør, Ragna! – Du har ret: livet fornyer sig selv …

Det var ogsaa en vinter, det som saa siden skedde: Eikestammen kom hjem fra et sygebesøg med lungebetændelse, en kold eftermiddag som solen lyste rød over snebakkerne.

Hun sad indenfor verandaen. Den tilkaldte læge gik derinde hvor han laa bevidstløs; han hadde netop været herude og forberedt hende paa, at han neppe stod det over dette 158døgn. Hun pressed sig til at tænke paa døden; men hun kom ikke længer end til det røde kolde solstreif paa sneen, da han kom kørende til gaards. Men fra det solstreif sprang tanken over paa en sort kjole, og det knitred i hendes hode:

– Mon sort vil klæ mig? … Sort, med en saadan smal guldsømmet hvid silkebord i halsen og tversover brystet langs bærestykket? – maatte ikke det være nydeligt? …

Lægen kom ind fra hendes mand og sa vart og lempelig, at ja nu var det over.

Hun myste paa ham. Og det slog ned i hende uimodstaaelig som et lyn:

– Nei, netop ikke guldsømmet hvid silkebord! – Det er pebermø-smag.

*

Der gaar en sti over jorderne i Aker. Og mange er de som vandrer paa stien, og de vexler; men stien er den samme. Den stuper nedover bratte skraaninger, breder sig trygg paa en bro, snor sig op mellem to-tre døende furuer langs en leret is-dam; stien er ogsaa leret, og naar det regner, saa er den klissen. Den kryber langs stenmure og hygger sig under rognebusken. Den pusler en stund nede ved en smaabæk, hvor der staar sødpopel og dufter, og naar sødpopelen er forbi, sætter den over paa kloppen og oppe paa en bakke stikker den sig saa lokkende solhvid av ind i skogholtet. Bygadernes ytterste murgaarde staar igen med murstens-skulder til og glor blinde paa landet.

Om vintren ligger sne og trykker stien, gemmer de gamle spor. Men stien minnes de glade unge ben, som traadte den, og længes 160mod nye unge trin og mod nye stevnemøder. For her paa stierne er det, byens mennesker søger ud og spreder sig, naar hensigterne blir reelle, og hjærterne blir for store, og gaderne blir for trange.

Og en dag i februar naar vaarsolen frem, endda al luften er tæt hvid dis som fylder fjorden – flydende tykt melke-solskin; men det er nu vaaren alligevel. Og dampskibsraaken glitrer langt ude og utrolig høit oppe, smal og kobberrød som en telefon-stræng.

Da allerede er det et gammelt hjærte i byen som minnes pludselig stien ud paa jorderne og tænker saa sørgmodig ved sig selv: – Nu tykke vintren ja, da kunde jeg aande i byen; men naar nu vaaren kommer og én begynder at kende sig tilovers? … Thi det er de gamle hjærter, som først minnes stien.

Og saa kommer de kolde vestenstorme. For det er med vaaren, som det er med kærligheden, at der er mangt slags spil, før den naar ned i mulden, og der skiftes ad med sol og med isnende kulde. Det gaar for sig med tunge durende nordvest-kast over jorder og sti, og raslende fald av brukken kvist; sneen flyr som hvide sky-flokker foran stormen udover fjorden; kobber-raaken fyldes; isbrydere kredser 161om hverandre mellem de løsnede flak som jafsende hval i fiske-stimen. Og store indholdsrige skybanker seiler østover himlen i skraa knipper, og knipperne benytter hvert sammenstød deroppe til stride snekaver sig imellem.

En ældre dame stanser ensom ude paa jordet saa træt, saa dødsens træt, hvor stien laa ifjor – og hun har et brunt mørkt glimt i øiet ligesom fra et lønligt pulsslag; men hun spør sig lydløst selv: – hvad skal jeg nu med en ny vaar? … Men hun er ikke saa tilaars, at hun er ærgerlig paa vaaren. Hun sukker bare: – det er saa sin sag med vaaren … Og hun snur og var for tidlig ude, for det er længe endnu, til stien ligger bar og trin kan traakke den. –

Sol og tindrende sne! Paa ryggen av en snehvid kolle ensteds staar tre sorte tindsoldater under tre røde topluer fast paa ski i klabbeføret.

Det tiner over jorderne i Aker.

*

Det var en eftermiddag den første søndag i mai. Det hadde -regnet om formiddagen; og det var ikke rigtig trygt nu heller. Sammennøstede 162skyr gled, stødte sammen, blev saa truende sorte og tykke av væde. Og stierne var klisne. Det blaaste. Aarets første lærke svang sig op. Og det gik med rappe solstreif over flaterne, og over vindens bølger vugged og seiled frem de tunge ladninger duft av nypløiet muld og gødsel og sødpoppel som netop nu fældte sine sidste lange rakle-dusker. Jordet var saa mættet grønt, at det næsten blev blaat. Og rundt i bakkerne laa akrene med kulsorte renner fedt jordsmon og med magre renner, brune som garvebark. Og naar et lønnetræ, som bare hadde gule blomster-lys, kom foran en saadan sort akerbakke, saa sluktes de sorte grene av den sorte muld, og træet lyste, saa folk stansed op og glemte rent at lytte til fugle-flirten paa de sorte grene.

Det mylred av folk. To plusne brunklædte slusker slæbte sig opover byens ytterste fortaug, fastende efter gaarsdagens rus, med saare læber og belagte svælg, stilled sig op til gærdet under hver sin hat og la armene godt oppaa, og de røde rindende øine stirred paa det grønne med de mange par. Ind over de grønne jorder gik to og to og forloved sig. Og paa alle korsveie stod en sint mand og 163skældte paa dem, som steg udenfor stierne, at dette var det værste de gjorde landmanden …

Der gik en løitnant med en dame paa hver side. Men stien blev smal, og de maatte gaa efter hverandre. Men derfor stod de ogsaa saa længe paa alle korsveie, hvor der var plads, og der hadde de saa forfærdelig meget at si hverandre. Han hadde store hvide tænder, og han lo gennem næsen saa hyggelig og lunt; han sa ikke stort, han sa i grunden bare: – Nei! siger De det frøken! – eller han lo til den anden: – Nei det er ikke sandt! – Det almindeligste menneske kunde konversere trygt med ham – og de hadde saa forfærdelig meget at si hverandre, især de to; for det var det kedelige nu for tiden, at der var ikke saa faa herrer, som blev saa dybsindige av kærlighed, at det ikke gik an at snakke med dem for almindelige mennesker …

Der gik et andet par paa stien. Hun hadde først siddet paa en sten og ventet og plukket gule gamle græsstraa og brukket dem itu, og plukket nye. Der var ingen henrykkelse i deres gang; de mødtes her for at avvikle affæren. Thi de hadde mødt hverandre allerede i januar, – og nu hadde hun de utvetydige tegn – og nu var det tre uger sikkert – og 164nu var det utvilsomt. Hun var rød og blond og lang. Han var sort og liden. Og hans floshat var skinnende nypudset, og han rakte hende lillefingren til goddag, og var trøstefuld og kæk: – Det var da fan saa forkært, dette da, jenta mi! – De skyndte sig opover forbi andre par; for de maatte op paa den øverste bakke, hvor stien lyste hvid, og ind i skogtykningen, did hvor ingen hørte deres ord. Og hun tørked sine øine den hele tid; – det var saa sin sag med vaaren …

Der gik andre par paa andre stier. Der gik to unge, saa unge, og næsten ikke kunde snakke for kurtise. Men naar de mødte folk, saa blev de røde, endda de aldrig sa noget som ikke alle maatte høre heller, og han satte pludselig høimælt i «Og–eh», – ligesom de var midt i en længre historisk udsigt, og ballancerte dem saa hændig som han formaadde forbi paa det ord. Men det var netop ved det ord «og», at de først saa knugende klart kendte, de elsked hverandre, og mistænkte andre for at tro det om dem. Og da stansed de og stirred fortvilet ordløse op i lønnetræets blomster-lys, hvor smaafuglen slet ikke nogen hemmelighed gjorde av det hele eller forskansed sig med ord som «og» …

165Men der gik en gammel hvidhaaret mand alene langt borte og ligesom staked sig frem med sin stok i den klisne vei. Han vilde forbi parrene, og ha fred paa en sti paa landet! men han maatte udi græsset hele tiden, fordi alle vilde jo gaa to og to. Og tilsidst misted han al sti. Men den sinte landmand lod ham, den gamle, gaa i fred ….

Der gik ogsaa en sortklædt dame paa stien. Hun hadde sort nuppet slør med store masker, og indenfor lyste et ansigt brændende rødt, som det var opløst av sommerhede. Det var Ragna Reen. Og hun gik ikke i bred nedbrættet smaagut-krave længer. Foran hende sprang tre gutter paa korte stærke hjulben, – og de hadde lyst lønneblomst-haar.

Hun saa dem som vandred om paa stierne. Og hendes øie bag sløret blinked sort. For dette grønne jordet med par og par, som gik og sa hemmeligheder, og den hvidhaarete derhenne, som ingenting hemmeligheder hadde, og fik slik hast ved alle par, – hun følte saa underlig stort og bredt, at det var et billede paa al kærligheden i verden. Og saa nynned hendes tanke igen: – Liv … underlige hvide vesle ord.

Hun kendte, at der gik en ensom herre efter hende og saa paa hende. Og hun tog 166sin sorte kjole tæt om sig, som damer stundom gør, naar herrer følger efter. Han blev ved at ta den stien som hun tog. Hun kendte saa utrolig sikkert at han hadde hende kær; men hun turde ikke vende sig og se.

Men deroppe i stien kom der svævende en dame og en herre nedover mod hende, – og de gik saa nygifte op til hverandre. Hun kendte den ene – det var hendes kursus-veninde, med kveisen i panden, – men præsten, hendes unge mand, hadde nu renset hendes pande. Og hun ropte hende an paa lang avstand, skraadde tvers over det grønne ved en sving i stien, løb oprømt lige paa hende, uden at bry sig om hendes mand, og hun sa du til hende:

– Goddag! goddag! Nei nu har jeg ikke set dig paa aar og dag! – Har du været syg? – Og saa hadde hun set hende næsten hver dag i byen og bare gaat forbi hende og trukket øinene til sig og ikke engang villet hilse paa hende! …

Og veninden blev forlegen over al hjærteligheden: – Pudsigt ved det jeg netop gik og tænkte –! Men hun kom ikke længer og bare saa sig mistænksom rundt udover paa jordet, hvorfor mon hun var saa lys og tilgængelig i sind netop idag.

167Den anden blev ved, overstadig: – Ja, hvordan har du det…! – Og det var ikke for at vente og faa se, hvem han var som kom efter opover stien; det var ligesom hen i veiret, bare for at spare paa lykkefølelsen ensteds, eller kærligheden, eller hvad i al verden dette kipne snakke-indfald var …!

Men den ukendte hilste. Og saa maatte hun jo se op. Men han gik videre opover stien tilknappet og uudgrundelig som samfundsanstanden.

Det var hendes gamle ven fra stienarkitekten.

Men hun drev bare videre afsted ud i samtalen. Og veninden saa sig for anden gang mistænksom rundt paa jordet; hun fik saavidt skudt ind, at han her ved hendes side det var hendes mand. Han hadde stillet sig uglad og tilovers et stykke borte, og hans nærsynte øie lyste seigt under lorgnetten:

– Og de tre der, det er Deres gutter? – sa han, og han var haard vestlænding i stemmen.

– Ja, det er mine gutter.

Og veninden bøied sig fortrolig-skøieragtig over den mindste; for hun var fremdeles forlegen over al hjærteligheden:

– Den mammaen din, det er vist rigtig 168en ravnemor, du! – Hun retted sig og smilte med moder-bred dobbelthake: – Saa fede; og kække; og friske; og rigtig velstelte som de er –!

– De lever i og med og for Deres børn! – sa han. – Der er ellers saa rent for mange ud av os som –

Hun saa hurtig udover jorderne, og modsigelseslysten fór som yr vaarvind gennen hendes tanke:

– Det er noget som er værre end ravnemor! – for hun lar sine unger undslippe. Det er orme-moren, som sluker sin egen yngel. Hva?

– De mener disse kærligheds-syge mødre som –?

Hun avbrød ham:

– Nei! Netop ikke dem, som gifter sig paa ny! For de lar sin yngel undslippe. – Netop de andre, som lever i og med og for sine børn, og hver aften kryster dem i fang, surnet av blege og lumre og syge trængsler, som heder enkesorg i folkesproget.

Han summed sig ikke og blev ved med sit:

– disse mødre som er besat ud av elskov–?

Hun lo. Der kom et viltert indfald susende, og hun sa frem uden en trækning til smil:

169Eg tekj’Forfatternote: Tekj’ = synes. so vont om min gute grei,
han lyt’ ve paa skorvin i éle-veir.Forfatternote: éle = iling, byge.

Han tog sig fortumlet til hodet, og hans mund gabte: – Hm. Hm. Hva-hvad – – beha-a-ger?

– Aa! jeg kom bare til at huske paa en gammel stevstump, da De sa êl – êl-skov.

Hun nikked et blidt kort nik til farvel. Og præsten hilste med muglet medynk. Men veninden kom seilende tilbage, tog hende ligesom tilside:

– Min mand er saa rent ideal i det stykke–!

Ragna Reen fulgte stien opover. Og det var som hendes sind talte høit: – Gaa til hasselrynningen, som skyder i veiret bort paa jordet, og si, det er dens pligt at holde op at skyde i veiret! …

Men da hun kom lige bag rynningen, sad han, som var gaat forbi hende, der paa stengærdet under rognebusken.

– Naa smaagutterne mine! – Naa mine tre pligter! – Hun klapped i hænderne: – Stup kraake!

Men de blev stille, fordi hun braaked, – og hun pleied netop ikke det.

170Den stilheden slog ned i hende. Og han under rognebusken hilste paa hende i stilheden. Men han reiste sig ikke:

– De har endnu denne latteren?

Hun svarte ingenting. Han sa videre:

– Men nu har jeg vel rendt alle hingsteøinene av mig.

– Hadde De da flere end to? – Men i det samme brast den mysende latter for hende; men hun graat ikke.

– Jeg hadde vel et par hver gang, ogsaa siden vi skiltes.

Det strammed hende op, at han sa han hadde elsket andre:

– Adjø! – sa hun, og blev staaende.

Men han blev ogsaa rolig siddende paa stenmuren under rognebusken.

– Jeg vil ha fred. – Adjø! – Og hun snudde sig til gutterne: – Spring smaagutter! spring indover stien, saalangt den rækker!

Men de stod aldeles stille paa stien. Og hun famled pludselig raadvild ud i luften: – Det skal vi jo alle … ligesom … følge stien …

Det snakked sagte fra muren:

– Siger De det nu, at vi skal følge stien, saalangt den naar?

171Hun gik nærmere. Og hadde graat i halsen. Men hun taug og tog hans haand.

Og han reiste sig:

– Men mit hingsteøie har set sig ud et sted her bag øret, – og det er det vakreste sted i hele verden; –og det sted vil jeg kysse! – sa han og trak det sorte slør unna øret.

Og de tre smaa sønner stod paa sine stærke hjulben og saa paa. Og deres barneøines forundring jaged hende tættere ind i hans fang: – Des dybere gemmer jeg mig bare! – sa hun i angst, men med trodsig nik efter hvert ord. Og hun slog ud med armen mod stien i Aker: – Se! vaarvinden gaar i det grønne! -– men det var ligesom bare for at komme bedre rundt om ham med armen: – Fryd! – hulked hun; det var første gang hun graat, saa det naadde ned i hjærtets dyb. – Fryd! – hun kaldte paa en gud i det høie.

*

Solen gik ned over stien over jorderne i Aker. Og folk vendte hjemover fra jorderne.

De to brune slusker var nu kommet over paa den anden side gærdet dernede ved byens blinde murstens-skuldre og sad stumme paa 172samme sten og stirred ned, med ryggerne mod hverandre, og de spurgte rustent ned i jorden hver som kom forbi paa stien, hvad klokken kunde være naa Di. Og de var ligehændte med kærlighed og saa ikke op paa noget par.

Midt ude i det grønne, udenfor alle stier, rent ør over al den vaar og alle de par, fór endnu den hvidhaarete mand paa de ustø ben og staked sig frem med sin lange stav, og et høit strudsehode dingled duppende paa en gammel tynd hals …

Der blev vaar-aften.

Det lyste gult bag de nøgne aske-grene i vest. Der kom to dvaske kraaker daskende, tunge, op over den gule himmel paa de spilte lasete vinger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.