Anmerkninger

1. Aarne 56 A. Finsk: Salmelainen 3 nr. III; Beronka 110 f. Bolte 1, 519. Dähnhardt 4, 283.

2. Aarne 47. Finsk: SK I 375; Beronka 100. Bolte 3, 75.

3. Drake 303 f.

4. Aarne 130 C. Bolte 1, 237.

5. 6. Aarne 300.

7. Aarne 313 C. Köhler 1, 161 ff. Jfr. Qvigstad 313 C. – Skib bundet av vætte: Feilberg 3, 242. – Gieddegæsj-konen: se nr. 134.

8. Aarne 325. Bolte 2, 60 ff.

9. Aarne 327 B og 328. Köhler 1, 467, 547. Jfr. finsk: Salmelainen 4, nr. XXI og XX.

10. Aarne 330 B.

11. Aarne 330 B og 332. Finsk: Salmelainen 2, nr. 8 a. Bolte I 377; II 163. – Har du sett sådanne huggtenner før: jfr. nr. 116. Salmelainen 1. c., s. 119: Har du sett sådanne tenner før? – Hackman I A 2, s. 39: Har du sett så stort gap? – Asbjørnsen, Huldreeventyr, s. 5: Har du set saa stort gapanes?, s. 156: Her ska du sjaa snythøinn. – Faye, s. 54: Har du seet saa stort gabendes? – Haukenæs 4, 569: Ser du ansigte eg føre? – Lagli (Eventyr og sagn fra Nordland) s. 82: Du sir vell, ke nese eg før. – Storaker (Folkesagn, Tillæg) s. 4: Sjaa mine oue, kaa raue dei æ. – Árnason I 306: Líttu i rauð augu mín, hversu rauð þau eru. – Þorkelsson (Þjóðsögur) s. 27: Horfðu i glóðaraugað mitt. – Sv. Landsm. 5, 2, 65: Har du sett en så stor näsa förr, du? jfr. 5, 3, 28 f. – 8, 3, 202 (nr. 6 27): Har du sett mitt röa yva (röda öga)? – Feilberg 3, 130 a, 656 a. 4, 170 a (gab). – Gasnin: se Salmelainen 1. c. s. 121: kasniin; Suomi II, 16, 215–218. Kas-niin er finsk og betyr; «se så!»

12. Aarne 402 og 400. Finsk: Salmelainen 2, nr. 6 III.

13. Aarne 465.

14. Aarne 480.

15. Aarne 510 A. Finsk: Salmelainen 1, nr. 7 III.

16. Aarne 510 A og 451. – Attsetsj-ædne: se Friis, Lapp. eventyr s. 13 f.; K. Nielsen, Lapp. Wörterbuch, s. 4 b: aččišeædne.

17. Aarne 530. Qvigstad, Sagen nr. 530. Finsk: Salmelainen 1, nr. 6 II Köhler 1, 55. Bolte 3, 111, anm. 3.

18. Aarne 545 B. Finsk: Salmelainen 2, nr. 2 I.

19. Aarne 545 B. – Risene blir til sten, når solen skinner på dem: jfr. nr. 139; K. Liestøl, Norske trollvisor, s. 82; Feilberg 3, 456 (sol).

20. Aarne 560 og 561. Finsk: Variant 2 Ulvila i Aarne, Vergl. Märchenforschungen, s. 4. Bolte 2, 455.

21. Aarne 565. Bolte 2, 438 ff. Aarne, Die Zaubergaben, s. 67 f. 89 (i Journal de la société finno-ougrienne 27).

22. Aarne 592. Bolte 2, 490 ff. Jfr. nr. 133. Helland, Nordland 2, 437 f.

23. 24. Aarne 650 A og 301.

25. Aarne 706. Qvigstad, Sagen nr. 706. Finsk: Salmelainen 1, 10 I. Moltke Moe, Saml. Skrifter 1, 140.

26. Nicolaissen 2, s. 17 f. – Koen: Aarne, Ursprungssagen nr. 62 (i F. F. C. 8). Haren: se nr. 61. – Flyndren: Dähnhardt 2, 252 f.; 3, 24 f. Christiansen s. 107, nr. 117. Feilberg 4, 148 b (flynder). – Bjørnen: Qvigstad, Sagen s. 36, nr. 27. Christiansen s. 106, nr. 59.

27. Aarne 810.

28. Aarne 930, 461 og 302. Christiansen 461. Köhler 2, 357, 679. Bolte 1, 276 ff.

29. Aarne 931. Finsk: Salmelainen 2, nr. 4.

32. Jfr. Dähnhardt 2, 60 ff.

33. Pauli, Schimpf und Ernst, bei J. Bolte 2, 15. 410.

35. Jfr. Köhler 1, 410 f. Feilberg 4, 292 (lod).

36. Aarne 1000.

37. Aarne 1148.

38. 39. Aarne 1158. Finsk: Suomi 3, 20, 289 (Kannisto).

40. Aarne 1164. Qvigstad, Sagen s. 29, nr. 1164. Jfr. Salmelainen 2, nr. 13. Z. f. Volksk. 6, 324.

41. 1. Aarne 1243. 1245. – 2. Aarne 1203. – 3. Aarne 1227. Finsk: Suomi 3, 6, 79 (Reijonen); 3, 7, 64 (Hyyryläinen). – 4. Aarne 1276. Norsk: Braset Ø. S. 143 f. Svenska Landsm. 13, 1, 47 (nr. 249). Finsk: Suomi 3, 7, 70 (Hyyryläinen). – 5. Braset Ø. S. 147 f.

42. Aarne 1381. Bolte 1, 527. Jfr. Koskimies, s. 200–204. Suomi 3, 6, 75 (Reijonen).
Jfr. følgende fortelling som Saba optegnet i Neiden 1918:
Det var engang en skogvokter som skjøt en elg og gjemte den under løv og annet rask, til han en natt kunde hente den hjem uten at folk så det. For han hadde nok ikke skutt den i lovlig tid. Noen skoltelapper som bodde på den andre siden av vatnet, fikk nyss om denne elgjakten, og da det blev natt, hentet de elgen hjem med båt og holdt et stort etegilde på den, straks det blev dag.
Men uheldigvis hadde de en gammel pike som var skrullet. Spurte skogvokteren om saken, vilde hun fortelle alt. Mens de holdt sitt etegilde og levde godt, klædde de fine stasklær på det tullete kvinnfolket. De la røde tørklær på henne og satte en pen sjamsjar på hodet hennes og sa så til henne: «Nu er du ung og pen; nu er du brud med sjamsjar på hodet og alt.» Og alle sa de at hun var pen og ung. Og det gamle skrullete kvinnfolket var svært gild over at hun var pen og ung og var brud og hadde sjamsjar på hodet, hun og, og så spiste hun elgkjøtt, så det hadde god skikk.
Dagen efter kom skogvokteren. Han fant intet mistenkelig; alle, endog barna, nektet å ha spist elgkjøtt. Men så gikk han til den tullete piken; hun holdt nettop på å gjøre saufjøset rent. «Har du spist elgkjøtt, du?» spurte han. «Ja da, igår.» «Igår! Det passer jo godt,» mente han. «Ja,» sa piken, «jeg var ung da og pen og hadde sjamsjar på hodet. Da var det nettop jeg spiste elgkjøtt.» «Ja, var det da du var ung, er det visst lenge siden. Og dessuten har du nok aldri været pen og aldri hatt sjamsjar på hodet; så meget kjenner jeg dig,» sa skogvokteren. Men da blev det skrullete dyret sint og fór på ham. «Elgkjøtt har jeg spist, og da var jeg ung, og da var jeg pen, og da var jeg brud, og da hadde jeg sjamsjar på hodet,» skrek hun så det ljomet i trærne, og for hver gang slo hun skogvokteren i baken, så sauperlene føk av sopelimen. Og han måtte springe sin vei og kom aldri igjen.
Anm. Skoltelappenes kvinner bruker tre slags hodeplagg. Enkenes hue er rund og har flat bunn; den kalles bovenek. Unge pikers hue er også rund som enkenes, men har ikke bunn. Den kalles berevesk. Gifte kvinners hue har bunn, men bunnen er ikke flat, men bøiet efter hodets form, og midt på bunnen stiger der op en liten vinge av tøi, som bøier sig litt fremover. En sådan hue kalles sjamsjar.

43. Aarne 1382. Bolte 2, 440.

44. Aarne 1453. Koskimies, s. 214 f. Christiansen 1453. Bolte 3, 236. Feilberg 2, 511 a (lögle); 4, 31 b (bejler).

45. Aarne 1536.

46. Spikertønnen: Bolte 1, 108 f. Feilberg 3, 485 a (spigertønde). Christiansen 1542.

47. Aarne 1539. Finsk: Salmelainen 2, nr. 9. Köhler 1, 251. Bolte 2, 10.

48. Aarne 1735. Christiansen 1735. Pauli Schimpf und Ernst bei Bolte 2, s. 333 (nr. 324). Köhler 2, 595 ff.

49. Aarne 1775.

52. Om Mikkel Tomasen (Duommas-Mik’ko) se Qv.-S. nr. 33. Outakoski er en grend i Utsjok ved Tanaelven.

53. Aarne 1960 E.

54. Jfr. Swift, Gulliver’s Travels (Voyage to Liliput).

58. Asbjørnsen II, nr. 13.

59. Koskimies, s. 249 f. Drake, s. 299 f. Halász 2, 32 (Opan supc fra Frostviken). E. Lagercrantz, Sprachlehre des Südlappischen, s. 10 f. Nicol. 1, 85. Helland, Nordland 2, 530 ff.

60. Christiansen, s. 147 (remseeventyr A). Sv. Landsm. 5, 1, s. 13 ff.; 5, 5, 147–150; 13, 1, 25 f. Köhler 3, 355 ff. Bolte 2, 100 ff.

61. Jfr. nr. 26. R. Berge, Norske folkeeventyr, s. 44. Grundtvig, Svenske minder fra Tjust, s. 21. Dähnhardt 3, 202 f. – Sabas mor het Biggi og var datter av kirkeverge Henrik Aikio i Enare.

64. Qvigstad, Ursprungssagen, nr. 51. Christiansen s. 107 (nr. 97). Aarne, Ursprungssagen nr. 97.

65. Qvigstad, Ursprungss. 52. Christiansen s. 107 (nr. 103). Aarne, Ursprungss. nr. 103. Dähnhardt 3, 46. – Forat den skal kunne dykke, d. e. forat ungen skal få evnen til å dykke.

67. Qvigstad, Sagen, nr. 3. Grundström 1, 43 f.; 2, 36, f. 38 f. Qvigstad, Lappischer Aberglaube nr. 342; Lappische Erzählungen aus Hatfjelldalen nr. 16. 17. Syn og Segn 1922, s. 451–453. Aasen, Ordsprog, s. 233 f. O. T. Olsen, Norske folkeeventyr og sagn, s. 90–93. N. Lagli, Eventyr og sagn, s. 60 f. Braset H. S, s. 33. Maurer, Isl. Volkssagen, s. 58 f. Sv. Landsm. 7, 9, 21; 11, 4, 53. Feilberg 3, 959 f. (udøpt).

68. Qvigstad, Sagen nr. 4 (s. 40). Jfr. Finnisch-ugrische Forschungen 16, 269 f. Når man la lik med ansiktet ned, gikk den døde ikke igjen; jfr. s. 425 (legge liket på siden). Paulaharju, Vanha Lappi, s. 224.

72. Koskimies, s. 209 f. Klokkeringning skremmer spøkelser og underjordiske: O. T. Olsen, Norske folkeeventyr, s. 94 f. Z. f. Volksk. 7, 360 f. Feilberg 2, 130 f. (kirkeklokke).

74. Ytre-Kvænby: den østlige del av Vadsø kalles Ytre-Kvænby, den vestlige Indre-Kvænby. I den midtre del av byen bor mest nordmenn.

75. Z. f. Volksk. 25, 26 (nr. 17).

76. Glør (ild) verger mot skrømt: Feilberg 2, 12 (ild).

78. Skrømt slipper ikke over rinnende vann: Turi, s. 197. Haláz 5, 44 (nr. 32). O. T. Olsen, Norske folkeeventyr, s. 52. 79. Liebrecht, s. 317. Z. f. Volksk. 18, 365, anm. 2.

79. Se 93, 1. Qvigstad, Aberglaube, nr. 354. Z. f. Volksk. 25, 228: Nach der Almsitte muss jeder Schütze, der in einer Sennhütte übernachten will, zuerst die Thür öffnen und laut um die Gestattung der Nachtherberge bitten.

81. Lese fadervor baklengs: Feilberg 4, 21 b.

82. 1. I 1852 blev grensen mellem Norge og Finland sperret for nomadelappenes flytninger fra det ene rike til det andre.

87. 1. Jfr. 122.

93. 1 Koskimies, s. 77 f. Landstad, Mytiske sagn, s. 103 f. Dølaminne 1925, s. 77. Norsk Folkekultur 1925, s. 5. Sv. Landsm. 5, 2, 54. 56. Müllenhoff, nr. 464. 465 (s. 310). Henne-Am Rhyn, Deutsche Volkssagen (1878), s. 139 ff. Feilberg 3, 127 b; 4, 114 b.

103. Stikke nåler i likets fot for å hindre at den døde går igjen: Paulaharju, Muist. s. 186. Þorkelsson, Þjóðsögur 4l8. Feilberg 2, 410 b. – Neiden kapell blev opført av den russiske misjonær Trifon (død 1583).

Skoltelappene tror at en nylig avdød ofte viser sig for fraværende slektninger i skikkelse av en fugl. En kone i Borisgleb var en sommer som vanlig med sin mann i Pasvik fiskevær (Vuoddasvakke). En natt som hun lå og sov med sin lille datter, begynte hun å gråte. Mannen spurte: «Hvorfor gråter du?» «Bror Klemma i Notozero lever ikke mer.» Da de om morgenen kom ut, satt en ravn på et berg utenfor gammen. «Det er bror Klemma,» sa konen. (Saba.)
Jf. hermed en sang som Saba har optegnet i Borisgleb på Varangerlappisk:

Jaw’re-sommerâš sæivoi,
jokkâgæđge âlâ sæivoi.
Guof’te vielljâš vazzâšæva
jokkâgadde Gæw’ŋasiidâst.
Boarrasâb’bu ai’go baččet;
viel’ljâs dâjja: «Âle baže!
Dât læ mija Njuott-jar-oab’ba.»
Jâ nuvt dât âitsâš læige.

En innsjømåse satte sig ned,
satte sig på en sten i elven.
To brødre går langs elven
i Borisgleb-byen.
Den eldste vil skyte;
bror hans sier: «Skyt ikke!
Det er vor søster i Notozero.»
Og så var det virkelig.

107. Qvigstad, Lappischer Aberglaube nr. 85.

111. 1. Skyte bakover: O. T. Olsen, Eventyr s. 53. Helland, Nedenes 1, 612 f. Qvigstad, Aberglaube, nr. 348, b. d.

116. Jfr. 11. Kikhullet: på skoltelappenes fiskergammer er der et kikhull, så de kan holde øie med fiskegarnene.

118. Nicolaissen 1, 11 f. O. T. Olsen, Norske folkeeventyr s. 14 ff. A. P. Stabfors, Om overtro i Nordland, s. 7 f. Braset H. S. 127 ff.

119. Uwlaš, egl. Lille Ola. I gamle dager var det i Varanger skikk at når et barn blev døpt med farens eller morens navn, la man til navnet deminutivendelsen š, og dette navn beholdt barnet hele sitt liv. – Siri Uwlaš, egl. Lille Ola, sønn av Siri. Når faren dør mens barna er små, og de må forsørges av moren, får barna ofte navn efter moren.
Dette er også ofte tilfellet, når moren er herre i huset, og når barnet er uekte. Lærer Anders Larsen fra Kvænangen, sjølapp, skriver: Jeg kjenner fra mitt hjemsted tilfelle da barna først hadde navn efter faren; men da han døde, fikk de navn efter moren eller der blev vaklen, så man snart nevnte dem efter faren, snart efter moren, f. eks. Marit Owla (Ola, sønn av Marit) eller Guive Owla (Ola, sønn av Kvive).

120. Fellman, Ant. 2, s. 89 f. Moltke Moe, Saml. Skr. 2, 19 ff. Köhler 1, 320 f. Jfr. Aarne 475.

121. Hackman I A 2, 44. 48 f. Müllenhoff nr. 414.

123. Arrangæš-snutterak, årevetter: Qvigstad, Aberglaube nr. 148 anm.

125. Qvigstad, Sagen nr. 35.

127. Qvigstad, Sagen nr. 36. Turi, s. 211. Asbjørnsen, Huldreeventyr, s. 195. 200 f. Helland, Nordland 2, 440 f. Feilberg 3, 252 f. (skifting).

130. Qvigstad, Sagen nr. 42. Friis, Sprogprøver nr. 18 (s. 53 f.). Dork er en indre pels av uklippede sau- eller renskinn som bæres nærmest kroppen med hårene innad. – Saba har meddelt en variant: En underjordisk pike kom ofte til en gutt om natten; men han forstod ikke å kaste over henne en ting som tilhørte ham selv. En dag da han var i skogen, hørte han en underjordisk pike synge at han var dum som ikke forstod å fange den skjønne:

Mat’tam i val’det jo o
Gil’legiedde fawro jo o
(han kunde ikke ta Gille-engens skjønne)

131. Qvigstad, Sagen nr. 43. Grundström 1, 47.

134. Jfr. nr. 7. Friis, Lapp. Eventyr s. 13. Helland, Finmarken 2, 294 (gied’degæš-gal’go).

135. Koskimies, s. 262 (čahalig). Qvigstad, Kildeskrifter 1, 47 f.

138. Qvigstad, Sagen nr. 68. Jfr. von Düben, Om Lappland, s. 323 ff. Landstad, Mytiske sagn, s. 37.

140. Qvigstad, Sagen nr. 74. Fellman, Ant. 2, 80. Asbjørnsen, Huldreev., s. 73 f. Helland, Finmarken 2, 299 f.; Nordland 2, 474. Feilberg 2, 11 b. – Den Constitutionelle 1841, nr. 121: Fjeldfinnerne fortælle at på sådanne steder, hvor sølvpenge er nedgravede, sees at brænde en blå lue undertiden om aftenerne. De begive sig derhen hemmelig for at grave og stræbe at kaste et stykke stål over luen, hvilket, om det lykkes, de antage at forsikre dem om skattens erhvervelse (Nogle optegnelser om Alten-Talvigs sogn i Vestfinmarken av A. I. Fleischer).

140. 2. Vrengte klær beskytter mot trolldom: Feilberg 3, 1097 a (vrang).

141. Qvigstad, Sagen nr. 75. Kildeskrifter 2, 32. Helland, Bratsberg
1, 423; Nedenes 1, 571; Nordre Bergenhus 1, 659; Nordland 2, 486; Finmarken 2, 306. Nicolaissen 2, 58. Tromsøposten 1890, nr. 80. O. T. Olsen, Norske folkeeventyr, s. 138. 140 f. N. Lagli, Eventyr, s. 91–93. A. Hagemann, Blandt lapper og bumænd, s. 71 f. Sommerfelt, Beskrivelse over Saltdalen, s. 84. Braset, H. S., s. 20–31. Haukenæs 1, 162 ff.; 2, 58; 4, 525 f. Øverland, Svundne tider, s. 27. P. A. Lindholm, Hos lappbønder s. 120 ff., 123 f. Sv. Landsm. 8, 3, 357 (nr. 1059); 13, 1, 77 (nr. 279. 280). Suomi 3, 2, 114 (Cannelin). Feilberg 3, 1014 ff. (varulv). Arkiv for nordisk filologi 32 (1905), 100, 105 f. – Lillienskiold skriver i Speculum boreale (1698) om bjørnen: «End sige deris (ɔ: lappenes) lyst som udi vanskelig daarskab bjørneham sig nogen stund til andres fordærv antager.» – F. Boie, Reise durch Norwegen (1817), s. 302: «Wir hörten, dass der Bär auf Alsten noch wie vor Vieh raube, und dass man rücksichtlich seiner etwas gar Sonderbares muthmasse. Er sollte kein wirklicher Bär seyn (ikke retskaffen biørn), und ein ähnlicher, behaupteten die Bauern, sey vor nicht langer Zeit in der Nachbarschaft geschossen worden. Beim Abstreifen nämlich wollte man zwischen der Haut und dem Fleisch des Thieres ein Feuerzeug gefunden haben, in welchem man das des Finnen Paul erkannte.» – Kiempes og Bulls «Samlinger til Nordmøres beskrivelse», k. 12 (citert i Årsskrift for Nordmøre historielag 1923, s. 26): «De (folket på Nordmøre) tror at mennesker kan omskiftes såvel til ulv som bjørn, og forteller herom mange fabler. Sådanne bjørne kaldes mandbjørne, og de påstår at på sådanne bjørne biter ingen kugle.»

143. 1. Koskimies, s. 81 f. – Z. f. Volksk. 16, 98 (Sagen aus Kujavien): Der heilige Nicolaus bestimmt die Tiere, die sie (die Wölfe) fangen sollen. Jeder Wolf sieht alsdann über dem Tiere, das für ihn bestimmt ist, ein Lämpchen glühen.».

143. 2. Qvigstad, Sagen nr. 75 A. Finska Fornminnesföreningens tidskrift, 5, 58.

145. Qv.–S. nr. 21. Fellman, Ant. 2, 191. Tromsø Tidende 1844, nr. 70. Helland, Nordland 2, 472. Topografisk beskrivelse til kart M 10 Tysfjord, s. 123.

146. Qvigstad, Sagen nr. 82. Þorkelsson, Þjóðsögur, s. 420 (flyðrumóðir). I Tana fortelles det at cub’bu-mad’do er så stor som et barn på 4 år og at čæw’ra-mad’do (otermor) har så stort hode som en okse.

147. Underjordisk gang: Fellman, Ant. 2, 93. Landstad, Mytiske sagn, s. 74. Haukenæs 4, 91.

149. Karen Ola var født 5. august 1766. Hans foreldre var Anders Hansen og Karen Olsdatter. Se Koskimies, s. 68–71. – W. Jochelson, The Yukaghir (New York 1924), s. 193: The Yukaghir of the tundra, evidently under influence of the Tungus with whom they have mixed, call the evil shaman «eating shaman», that is «the shaman who eats man». Such a shaman does only harm to people and kills them. When an «eating shaman» dies, he is placed at burial with his face turned downward, so as to prevent him from doing harm after death. Jfr. nr. 68.

150. Rig finnes i 1825 som slektsnavn blandt Varanger fjell-lapper. – Fellman forteller (Anteckn. 1, 558) om Imandralappene, at en ulv som blev fanget i saks, blev hengt op i et tre efter bakføttene og flådd levende. Man pinte så livet av den og lot den henge der til skrekk for de andre ulver. – W. Jochelson (The Yukaghir s. 149) forteller at en mann flådde en levende ren og lot den løpe. Renene forsvant da fra egnen.

151. Binde tyven; Qvigstad, Sagen, nr. 91; Aberglaube, nr. 347 b. Grundström 2, 33 f. Demant-Hatt, Lappish texts, s. 64 ff. Feilberg 3, 1072. – Tannløs noaide: Qvigstad, Aberglaube, nr. 344. Nergaard, Hulder og trollskap, s. 46. Maal og Minne 1921, s. 121. – «Når en finn (noaide) blir så gammel at han feller tenner, så duer han intet mer» (Thomas von Westen 1716).

152. Storbukt er en grend på østsiden av Kjøfjord i Sør-Varanger.

153. Variant meddelt av Saba i Tromsø Stiftstidende 1903, nr. 41. Verset lyder der:

Ad’djam, ak’kum gir’de-noaidek,
ač’čam, æd’nam suolo-suw’dek.

Bestefar min og bestemor mi er flyvernoaider,
far min og mor mi er øflyttere.

154. Saba i Tromsø Stiftstidende 1903, nr. 41 (Øfløtere): En kvinnelig noaide opholdt sig med sine rener på fjellet Stuorra-skai’de i Laksefjordbotn. En vårnatt begynte hun å joige, og om morgenen så folk en stor ø komme sigende inn over fjorden. Tre store ormer og et skib, som blev styrt av en trollkjerring, slepte øen. Da hun syntes at øen var kommet nær nok, forvandlet hun både ormene, skibet og trollkjerringen til sten. De sees ennu i det bratte fjell på fastlandet mellem Springervik og Klokkervik. Øen stanset og kalles nu Brattholmen (Bak’tesuolo). Den var en av de mystiske Fugleøer. Disse ligger langt ute i havet, hvor intet skib har seilet. Det er en stor øgruppe med evig sol og sommer, måsens og efuglens rette hjem, hvor intet menneske forstyrrer fuglene og heller ingen ørn eller falk. – Nord-Fugløy i Karlsøy skal være buksert inn fra havet av den innenfor liggende lille ø Spenna (Håløygminne 1922, hefte 1, s. 22). Feilberg 3, 1159 b. Danske Studier 1910, s. 28–30 (eskimoiske sagn om øen Diskos flytning).

158. Bakkan elven ligger ovenfor Neiden på den finske side av grensen. – Rangle av sjøfugles barker: i Karasjok lager man rangle til barn av tørrete barker av lom, som bøies sammen til ringer og fylles med småsten. Sådanne ringer brukte man før også å nøste garn på.

161. Qvigstad, Aberglaube, nr. 340.

162. Se Qvigstad, Lappische Opfersteine (i Oslo etnografiske Museums skrifter I, h. 5), s. 322. Qv.-S., nr. 15.

165. Qv.-S. nr. 30, 2. Koskimies, s. 39–41. Suomi 3, 2, 106 f. (Cannelin). – Bæive-Olav var sønn av Peder Päiviö, som efter Tornæus døde 1670. Om Bæive-slekten se Castrén, Nordiska resor 1, 16–20, 28 og Tornæus, Berättelse om lapmarckerna, s. 37 f. (Wiklunds utgave). Efter Tornæus flyktet Bæive-Olav for de andre lapper til Norge og bosatte sig der. I Nesseby er på sydsiden av Varangerfjorden Bæive-Vuolab gop’pe (Bæive-Olavs bukt), hvor han skal ha bodd, Bæive-V. vakke (båtstø) og gal’le (sten).

167–169. Saba i Tromsø Stiftstidende 1903, nr. 43: En noaide kunde føle på sig når en pestsygdom nærmet sig; da satte han den straks fast. Den mest fryktede av alle pestsygdommer var rot’to. Hvor den kom, døde alle på stedet undtagen en; for pesten måtte ha skyss til andre boplasser. Langt borte i de varme land finnes nogen sorte berg, som styrter steilt ned i havet. På disse berg lever pesten. Når et handelsskib seiler forbi, hopper den ned på skibet i skikkelse av en hund eller et lite nakent barn og gjemmer sig i lasten. Den dreper ikke skibsfolkene. Engang var pesten underveis til Laksefjorden, men en kvinnelig noaide bandt den fast i en jernring på fjellet Vaddas-bak’te (Offerberget). Hun varslet at ingen måtte kjøre forbi Vaddas-bak’te med en bjelleren. For hørte pesten en renbjelle, skjønte den at det var skyss å få, og vilde bruke alle sine krefter for å slite sig løs av jernringen. Århundrer gikk hen, og enda satt pesten fast i Vaddas-bak’te. Men så kom kristne misjonærer og prester, og pesten i Vaddas-bak’te blev glemt.

Da kjørte en søndag en fjell-lapp som skulde til Garnviken, forbi Vaddas-bak’te med en bjelleren. Pesten slet sig løs og hoppet ned i hans pulk, uten at han la merke til det. Da fjell-lappen kom til Garnviken, holdt en misjonær opbyggelse i en gamme, og for å se å lese stod han nærmest røkhullet, og mange folk satt omkring ham. Han holdt nettop på å lese i bibelen, da han falt død om, og så begynte tilhørerne å dø, en efter en. Nærmest døren satt en gammel kall og en kone med et pattebarn. Skjønt pesten hadde gjort sig usynlig, forstod kallen hvordan det hang sammen. Dog satt han stille til næsten alle var døde. Da sprang han ut, og stengte godt igjen både døren og røkhullet, så ingen kunde komme ut. Alle kyrne slapp han ut, og høiet kastet han ned fra høikrakene, så kyrne kunde ete selv. Og så gikk han hjem.

Den tredje dag kom han igjen. Han lyttet utenfor gammen. Barnet skrek enda. Pesten hadde ikke drept det for ved dets skrik å lokke nogen til å lukke op gammedøren. Men gamlingen gikk hjem igjen; det gjaldt å være hårdhjertet. Han bidde i fire uker. Da gikk han atter til Garnviken. Alt var stille. Han lukket op gammedøren. Likene lå i dynger og en stor, sort hund lå død under dørstokken. Det var pesten selv. Siden har ingen bodd i Garnviken; men jernringen i Vaddas-bak’te sees den dag i dag.

En handelsmann fra Sverige var engang underveis til Karlebotn marked. Markedet holdtes dengang på en liten slette ovenfor Karlebotn, som ennu kalles Markedsplassen. Vesterelven løper der forbi og danner en stor foss straks nedenfor sletten. Skysskaren la merke til at den pulk som inneholdt de kostbareste varer, var ganske varm. Hvor meget sne der enn falt på pulken, smeltet den dog straks. Da skjønte han at i den pulken måtte være rot’to (pest). Hviskende så pesten ikke kunde høre det, gjorde han handelsmannen opmerksom på det, og de blev enige om å ødelegge pesten. Men det var ingen lett sak. Slå pesten ihjel kunde de ikke, og å brenne op pulken nyttet ikke; for pesten kunde lett hoppe ut av varmen. Men lappen visste råd. Han stelte det slik at han kom til å kjøre tett forbi Vesterelvfossen. Her stanset han, løste pulken ut av raiden (pulkrekken) og begynte selv å trekke den forbi fossen. «Her er veien farlig,» sa han så høit at pesten kunde høre det; «her får jeg nok trekke pulken selv.» Og så skjøv han pulken ned i fossen.

Men pesten ante uråd. Pulken revnet med et smell, og tre ganger så man et lite nakent barn hoppe op av fosseskummet og hugge fingrene fast i fjellveggen. Men fjellet var glatt og fossen for sterk selv for pesten. Strømmen førte den med sig under isen, og den kom aldri op mer.

Se Qvigstad, Sagen, nr. 121. Beronka s. 112. Samefolkets egen tidning 1918, nr. 1 (sagan om Stuora-jotte). Waronen, Vainajanpalvelus, s. 17 f. 36. Fataburen 1919, s. 20. Sv. Landsm. 5, 2, 68 f. (nr. 30); 13, 1, 75 (nr. 277); Feilberg 2, 810 f. (pest).

170. Qvigstad, Sagen, nr. 122. Castrén, Nordiska resor 1, 19 f. Suomi 3, 2, 104 (Cannelin). Finska fornminnesföreningens tidskr. 5, 85. Samzelius i Meddelanden från Nordiska Museet 1903, s. 222. Svenska Turistfören. årsskrift, 1894, s. 4. Qvigstad, Finske fortellinger, s. 29. Feilberg 2, 397 (Lemvig); 4, 288 (Lemvig). Moltke Moe, Saml. Skr. 1, 137, anm. 2.

171. Qv.-S. nr. 9. – Lappeskrekk: når skoltelappenes kvinner plutselig blir skremt, kan de gå fra sans og samling og slå vilt om sig; dette kalles gievvot. Denne slags nervøsitet synes efter eldre forfattere tidligere å ha været mere utbredt blandt lappene. Se J. E. Rosberg, Lapplynne, s. 102 ff. – Koskimies s. 87 ff. Genetz, Wörterbuch der Kola-lappischen Dialekte, s. XXXVII. V. Borg i Fennia 20, 5, s. 44 (Reise in Lappland 1901). G. Hallström i Rig 1922, s. 179. Drake, s. 248. Jfr. «the arctic hysteria» hos arktiske folk i Østasien. En form herav, beslektet med lappeskrekk, beskrives av W. Jochelson, The Yukaghir (New York 1910). Den optrer især hos personer over 30 eller 40 år. «At the least knock, shout, and generally at any unexpected noise, the patient shudders or falls backward» (s. 33). «This tendency to rush at the cause of the fright is noticed also among women» (s. 34).

172. Dette sagn refererer sig visstnok til Per Vesas vintertog 1589–1590 til hvitehavskysten, hvor han led nederlag ved Kola. Da han vendte tilbake, førte han med sig to fanger og blev drept av den ene av dem; se Fellman, Ant. 3, 113 f.

173. Qv.-S. nr. 2.

174. 1. Koskimies 20. En pil av lomneb svarer i lappiske sagn til en kule av arvesølv (sølvknapp) i norske sagn.

174. 2. Qv.-S. nr. 7, 2. Koskimies, s. 31–33. Suomi 3, 2, 105 f. (Cannelin). Castrén, Nordiska Resor 1, 21 f. Samzelius i Meddelanden från Nordiska Museet 1903, s. 223. Finska Fornminnesför. Tidskr. 5, 85. Fellman, Ant. 1, 245; 3, 111. – Lavrukaš, finsk: Laurukainen, blev i 1555 fanget i en kamp mot russerne ved palus Uhloensis (Oulujärvi) i Finland (Fellman, Handlingar 1, 107).

175. Friis, Lapp. eventyr, s. 73 ff. Helland, Finmarken 2, 274–280. Koskimies, s. 1–3. M. Aikio i Tromsøposten 1907, nr. 89. Qvigstad, Kildeskrifter 1, 46 f. Fellman, Ant. 2, 160 ff.; 2, 163 (kvinnelig stallo). – Brev, dat. 12. februar 1717 om Thomas von Westens reise og fremgang i Finmarken, av sogneprest til Kvernes A. Barhow (i Nye kgl. samlinger nr. 1152 qv. i det Store Kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn): En anden djevel heter Stallo; den kommer med sølvskeer og andet sølv i barmen. Han brydes med finnerne og lader sig undertiden drebe af dem. Når djevelen da er drebt, begraver de ham og tager hans sølv, som han havde med sig. Men når det hender sig at djevelen dreber finnen, da flår han straks huden af ham og støder ham på hovedet til halvdelen i jorden, hvor han bliver siddende. – Feilberg 1, 661 a (hud), – Mons’ stallo i Enare: Koskimies, s. 9 f.

181. Qv.-S., nr. 37. Koskimies, s. 8 f. Turi 204 f.

185. Eneboeren Trifon skal i 1524 ha bygget en hytte ved Petsjengaelven og opførte der senere en kirke og et kloster. Senere opførte munkene en kirke ved Pasvikelven (innviet 1565) til ære for de russiske helgener Boris og Gleb, og et kapell ved Neidenelven (O. A. Johnsen, Finmarkens politiske historie, s. 82 f.). Trifon døde 1583 og ligger begravet under kirkens gulv i Petsjenga. Se A. J. Sjøgren, Anteckningar om församlingarne i Kemi-lappmark, s. 374–377. Fellman, Ant. 3, 33 f.

186. Koskimies, s. 56 f. Fellman, Handl. 3, 196–203: Olof Olofsson Valle reiste om våren 1768 med to av sine barn fra Norge til Enare. Underveis blev efter hans opgivende barna syke og døde, og av mangel på mat kokte og spiste han deres lik. Han blev for dette og for tyveri dømt til straffarbeide på livstid.

188. Qvigstad, Aberglaube, nr. 358. 359. – S. Öhrling, De Arieplog, Paroecia Lapponiæ (Upsaliæ 1723), s. 14: Auroram borealem hastis ferreis sursum erectis et inter se collisis, additis incantandi formulis, ita ad se vocare olim censueverunt (quod etiam a nonnullis hodie fieri dicitur), ut clarissimo splenduerint lumine.

194. Menneskekjøtt som agn: Nicol 2, 91 ff. Braset, Ø. S. 158 f. Jakobsen, Færøske folkesagn, s. 143. Árnason 1, 132. 304. Þorkelsson, Þjoðs. 427 (nr. 243). – I 1798 kom i Kåfjorden i Lyngen en gammel kone, Alet Larsdatter, ved påsketider bort og fantes om sommeren død ute i marken. Sagnet forteller at hennes ene fot da var borte, og at en mann, som hadde fisket usedvanlig godt på line, hadde brukt den til agn. Fiskerne påstår at fisken er meget begjærlig efter menneskekjøtt som agn.

195. Efter Äimä (Journal de la société finno-ougrienne 20, 4, 18) bruktes før ulvestue (huånus) i Enare. I Leems lappiske ordbok nevnes fuonos, pl. fuodnosak, en hule under jorden til å fange ulver i. Ordet er nu obsolet.

197. Landstad, Mytiske sagn, s. 22 f., jfr. 154. Sv. Landsm. 8, 3, 423 f. (nr. 1407). Feilberg 4, 203 a.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.