Venindernes Samtale om Kvindens Underkuelse

av Mathilde Schjøtt

Venindernes Samtale om Kvindens Underkuelse

«Have I nu læst Mill’s Bog»,Forfatternote: John Stuart Mill: Kvindernes Underkuelse. Paa Dansk ved G. Brandes. 1869. som jeg anbefalede Eder?» spurgte Julie sine Veninder.

«Jeg har,» sagde Elise, «og jeg takker Dig meget for Anbefalingen. Vel var jeg af og til forarget, men ogsaa imellem henrevet og altid interesseret.»

«Jeg har ogsaa læst den,» sagde Fanny, «og med den dybeste Interesse. Jeg fandt den fortræffelig, og berettiget næsten helt igjennem.»

«Jeg har maattet læse den høit for min Bedstemoder,» sagde Sophie, «ellers skulde ingen Magt i Verden bragt mig til at aabne den afskyelige Bog.»

«Og Du fik ikke Dine Meninger det mindste paavirkede ved Læsningen?» spurgte Julie.

«Ikke det mindste,» svarede Sophie. «Jeg syntes efter at have læst den, som jeg syntes før, at Mill kunde ladet os være i Fred. Jeg forstaaer ikke, hvad der er i Vejen. Have vi 6det ikke godt, som vi nu have det, og er ikke vort Kald stort nok, naar vi røgte det ordentligt? Ere ikke Forholdene, som de ere, de bedste og de for alle Parter, for os især, mest behagelige? Mændene paatage sig det haarde Arbejde og de nerveangribende Studier, fortjene for os, hvad vi skulle bruge, og forlange blot til Gjengjæld, at vi skulle skabe dem et Hjem, som de med al sin Slid ikke kunne forskaffe sig selv. Vi overtage de huslige Byrder, søge at gjøre Hjemmet lunt og hyggeligt og søge selv at være saa elsk værdige, som vi formaae. Mill fortæller os, at dette er en slet Ordning, at vi bør dele Samfundets offentlige Pligter og de anstrængende Studier med Mændene, og at de Kræfter, vi anvende paa at være elskværdige, ere slet anvendte. Men at Mill tænker saa, finder jeg blot er en Fejl ved Mill. Jeg har aldrig seet andet, end at de Hustruer, der vare gode og forstandige, bleve baade agtede og elskede, havde den ønskeligste Myndighed i Huset og 'Nøglen ikke alene til Fadebur og Kjælder men ogsaa til Mandens Hjerte', som PlougPloug] sannsynligvis henvisning til Carl Parmo Ploug (1813–1894), dansk journalist, politiker og dikter. saa smukt har sagt engang. Mill oplyser, at de fleste Hustruer blive ringeagtede og mishandlede, og at den Regel gjælder fra Mand til Hustru: 'Dit er Mit, men Mit er ikke Dit!' Jeg kan ikke gaae ind derpaa, jeg finder Intet tilsvarende i Virkeligheden til den 7mørke Skildring, han giver af Ægteskabet og Kvindens Stilling.»

«Saa store Illusioner troede jeg Ingen havde,» sagde Fanny. «Jeg har desværre ikke behøvet at læse Mill for at sige med Iphigenia: 'Der Frauen Schicksal ist beklagenswerth.'«Der Frauen Schicksal ist beklagenswerth.»] «Kvinneskjebnen er beklagelsesverdig.» Historien om Iphigenia presenteres i Evripides’ drama Iphigenia in Aulis (408–406 BC); hun måtte ofres for at krigslykken til hennes far Agamemnon skulle snu. At sitatet gjengis på tysk kan tyde på at Mathilde Schjøtt kjente librettoen til Christian Heinrich Postel, Die wunderbar errettete Iphigenia, med musikk av Reinhard Keiser i 1699. Jeg kjender for Exempel en Familie, hvor Hustruen, trods at hun, saavidt jeg kan see, er baade god og forstandig, bliver saa forkuet, at hun neppe tør puste. De ere velhavende Folk, og Formuen kommer fra hende, men han holder hende saa knapt, at hun og Børnene ofte ikke have andet til Middag end Gryngrød og ikke en Stavelse mer, medens der til ham er fin Mad, naar han ikke gaaer paa en Restauration og fraadser.»

«Det er jo afskyeligt,» sagde Sophie, «og et stort Misbrug af Magten, hvordan kan et Forhold være blevet saa forkert?»

«Paa en ganske naturlig Maade,» svarede Fanny. Da de bleve gifte, var hun ganske ung og uerfaren i Husvæsenet. Han var en praktisk Mand og benyttede sig af den Overlegenhed, han herved fik, til at gjøre hende aldeles umyndig. Hun er senere bleven udmærket flink, men han har dog ikke ophørt at oversee hende og behandle hende som et Tyende.Tyende] hushjelp Han alene har Magt og Myndighed i Huset, han alene forvalter og nyder godt af hendes Penge.»

8«Jeg veed mange Familier, hvor en lignende Ordning finder Sted,» sagde Julie, «hvor det ikke falder Manden andet ind, end at 'l’état c’est moi',l’état c’est moi] staten, det er meg. Et apokryft utsagn tillagt Ludvig den 14. av Frankrike i 1655. og at al Ejendomsret, Magt og Myndighed ene tilkommer ham. Før kaldte jeg det som Sophie et Misbrug af Magten; siden jeg har læst Mill, finder jeg, Misbruget bestaaer i, at Manden har saamegen Magt.»

«Men, Julie,» udbrød Elise, «der maa da En have Magten. Vel er Ægteskabet en 'frivillig Association', men det maa dog heller sammenlignes med en Stat end med et Handelsfirma, som Mill gjør. Hans Maade at bortraisonnere Nødvendigheden af Myndighed i Ægteskabet, fandt jeg blot irriterende, ikke overbevisende.»

«Men, Elise,» svarede Julie, «det constitutionelle Monarchidet constitutionelle Monarchi] konstitusjonelt monarki vs. absolutt monarki: Konstitusjonelt monarki (eller parlamentarisk eller begrenset monarki) er en styreform etablert under et konstitusjonelt system som har en nedarvet eller valgt monark som statsoverhode. Moderne konstitusjonelle monarkier har vanligvis innført et tredelt maktsystem (lovgivende, utøvende, dømmende), der monarken er leder for den utøvende grenen. Hvis en monark har absolutt makt, er systemet kjent som et absolutt monarki. er med Held forsøgt i de fleste Stater i Stedet for det absolute, kunde det ikke ogsaa lovformelig indføres i Familierne?»

«Kan saa være,» sagde Elise, «men Bibelen siger simpelt hen: 'I Hustruer, adlyder Eders Mænd.' Den Unionsact, synes mig, taaler ingen Revision. Thi Du kan vel umulig gaae ind paa Mills Læsemaade, at Paulus gav denne Forordning, saa at sige, midlertidigt, og for ikke at sætte sig op mod de daggjældende Love. Mig synes netop, at hvis Paulus havde fundet Tidsaanden mindre fremskreden og Sæderne ligeoverfor Kvinderne mere raae, burde han have 9søgt at formilde Sæderne og paavirke Opinionen ved at sige: 'I Mænd have ingen Lydighed at fordre af Eders Hustruer.' – En saadan Regel, der blot gjaldt et husligt, indbyrdes Forhold, kunde ikke tages som nogen Opposition mod de borgerlige Love, og Paulus havde vist ikke været bange for at sige saa, hvis det havde været rigtigt og christeligt.»

«Tak skal Du have Elise,» sagde Sophie, «Du har talet vel. Det er netop, hvad jeg ogsaa synes, at Bogen hviler paa en uchristelig Grundvold.»

«Jeg kan ikke negte,» sagde Fanny, «at saameget som Mill henrev mig, og saa gjerne som jeg vilde være enig i Alt, hvad han sagde, blev jeg skuffet ved hans Behandling af Christendommen. Paulus siger ikke: 'Adlyder Eders Mænd for deres Hjerters Haardheds eller de borgerlige Loves Skyld'; men han siger: 'thi dette er Ret'.»Ret'.»] rettet fra: Ret.» (trykkfeil, manglende indre anførselstegn)

«Jeg blev ogsaa noget forbløffet over, at Paulus skulde vente Forbedringer i sine Forskrifter af en senere Tid,» sagde Julie. «Efter min Mening kunde Mill faaet Ret paa en anden Maade. Jeg tog mig ogsaa den Frihed i Tankerne at omskrive, hvad han siger om dette Punkt.»

«Det var Ret,» sagde Fanny, «Mill forbedrer Paulus, og Du forbedrer Mill; hvordan lyder saa Din Omskrivning?»

10«Saadan,» svarede Julie: «Paulus siger vel: 'I Hustruer, værer Eders Mænd underdanige'; men derfor behøve ikke de borgerlige Love at underkue dem. Da Loven ikke kan tvinge en Mand til at være sin Hustrues Saliggjører, som Paulus paalægger ham, men maa overlade ham selv Ansvaret for, hvordan han opfylder denne Pligt, bør den heller ikke tvinge Hustruen til at lyde sin Mand, men overlade hende selv Ansvaret herfor. Tjeneren er lig med sin Herre for Loven, og enhver Herre veed, at han for Lovens Skyld maa behandle sin Tjener med Billighed,Billighed] rimelighet, mildhet uagtet Bibelen siger: 'I Tjenere adlyder Eders Herrer, ikke alene de gode og billige,billige] rimelige, anstendige men ogsaa de vrangvillige'. Lovene tillade Selvforsvar, uagtet Bibelen siger: 'Naar Nogen slaaer Dig paa den venstre Kind, vend den anden til ham.' Blot ligeoverfor Hustruen paatage Lovene sig at fremtvinge Bibelens Forordninger og nøde hende til Lydighed mod sin Mand ved at negte hende Raadighed over sin Person, sin Formue, sin Fortjeneste. Den gjør det under Paaskud af, at Ægtefolk bør være en juridisk Person, fordi Bibelen siger, at Mand og Hustru skulle være et Kjød. Men det er udenfor de menneskelige Loves Magt at gjøre to Personer til En, derfor opnaae de blot ved denne Bestemmelse at indføre den Stærkeres Ret og en lovløs Tilstand.»

11«Den Omskrivning underskriver jeg aldeles,» sagde Fanny.

«Jeg ogsaa,» sagde Elise, «den er ganske i Mills Aand. Styrken i hans Fremstilling ligger netop i, at han i alle andre Punkter udelukkende holder sig til de borgerlige Love.»

«Det Julie sagde, var vist godt,» sagde Sophie, «men …»

«Videre!» sagde Julie, «kom kun frem med Din Indvending.»

«Men,» gjentog Sophie, «ved Vielsen paalægges jo Hustruen at være sin Mand underdanig; hvis Mændene ere saa slette, som I og Mill sige, vil Manden benytte sig heraf til at træde hendes Rettigheder under Fødder, og enhver brav christelig Kone vil finde sig deri og ikke klage for Domstolene.»

«Naar Lovene først gav Hustruen Rettigheder,» svarede Julie, «vilde nok Lovene virke paa Opinionen, thi deri bestaae Lovenes største Magt, og Opinionens Tryk indvirker paa den Enkeltes Opførsel. Forøvrigt, siden Du nævner Vielsen, maa jeg tilstaae, jeg finder, det er en stor Feil hos os og en af Aarsagerne til de Ulykker, hvorom vi tale, at Vielsen er for Statskirkens Medlemmer den eneste lovlige Form for Ægteskabets Afslutning, og at borgerligt Ægteskab blot er en af Dissenternes Forrettigheder. 12Uagtet Ægteskabet er en saa vigtig Sag ogsaa i verdslig Henseende og vilde finde Sted uden Christendommen, paabyde Lovene blot Vielse og ansee det for givet, at enhver Mand og Kvinde, der forlange Ægteskab, ere gode Christne og ingen anden Garanti behøve end sin egen og den andens Kjærlighed og Gudsfrygt.»

«Der skulde jo ogsaa være Garanti nok,» sagde Sophie, «i det Ansvar og de store Forpligtelser, som Bibelens Ord, saadan som de oplæses for Brudeparret, paalægge begge Parter og fornemmelig Manden.»

«De fleste Mænd,» sagde Julie, «lade sig lidet tynge af Ansvaret. Af de hellige Ord bevare de i sit Hjerte, hvad der giver dem Magt, og glemmer igjen, hvad der paalægger dem Forpligtelser. At Hustruen skal være sin Mand lydig, og at Manden er Kvindens Hoved, glemme de aldrig; at han skal behandle hende med Forstand og bevise hende Ære, og at han er sit Legemes Saliggjører, lægge de sig lidet paa Hjerte.»

«Og Hustruen har ingen anden Trøst end at være utaalelig i Stedet for lydig i Kjærlighed,» faldt Fanny ind.

«Tak skal Du have,» sagde Julie, «det er en ussel Trøst. Men derfor mener jeg, at Guds Ord bedst vilde holdes i Ære, den Svagere bedst 13beskyttes, og den Stærkere ikke faae større Magt, Fristelser og Ansvar, end han kunde bære, naar Vielsen blev, helst en frivillig Sag, eller om den bibeholdtes som tvungen, at der ved Siden af den indførtes borgerligt Ægteskab for Alle, med bestemte Rettigheder og Forpligtelser for begge Parter, og Contract som mellem to juridiske Personer om Formuens, Indtægternes og Udgifternes Deling. Formuesfællesskab, saadan som det hos os er almindeligt, vil jo i Virkeligheden sige, at Manden eier Alt, Konen Intet, deri have Mill og vi Ret, Sophie.»

«Ja sikkert,» sagde Fanny. «Hvis Fællesskabet var en Virkelighed, maatte jo en Mand have sin Hustrues Samtykke for at give Penge ud, ligesaa vel som hun hans, og en gift Mands Underskrift paa et Pengepapir kunde ikke have nogen Gyldighed, naar ikke hans Hustrues Navn ogsaa stod der, medens der nu Intet er i Vejen for, at Manden kan endossere bortendossere bort] overdra en veksel e.l. til en annen ved påtegning eller paa anden Maade forøde den fælles Formue, uden at Hustruen veed Noget deraf.»

«Selv hvor det ikke paa en saa storartet Maade misbruges,» sagde Julie, «gjør Fællesskabet, som det nu er, et daarligt Forhold mellem Ægtefolk værre; at det kan ødelægge et godt, derpaa har jeg seet et Exempel i en Familie, jeg kjender. Manden har en umaadelig Følelse 14af sin Værdighed som Familiens Hoved og Husfader, og fordrer som sin Ret, at Alt, hvad der forbruges i Huset, skal gaae gjennem hans Hænder, og at hans Hustru skal bede ham om alt, hvad hun behøver. Hun finder dette krænkende og gjør heller Gjæld i Byen, end 'hun tigger ham om hver Skilling', som hun kalder det. Følgen er at de leve som Hund og Kat, uagtet de ellers sympathisere og passe godt sammen.»

«Blandt simple Folk,» sagde Fanny, «bliver ofte Misforholdet skrigende paa Grund af Konens uselvstændige Stilling og Mangel paa Ejendomsret. Blandt dem er det saa langt fra altid Tilfældet, hvad Sophie siger, at Mændene paatage sig det haarde Arbejde og fortjene, hvad Konerne bruge, at det endog hænder, at Mændene gifte sig for at faae Livsophold. Saaledes gik der hjemme i Gaarden hos os en Slusk, der, saa vidt vi kunde see, ikke havde andet Arbejde end at drikke. Til vor Forfærdelse hørte vi en Dag, at han skulde gifte sig. Moder tog ham for sig og spurgte ham, hvordan han turde vove et saa alvorligt Skridt. 'Jo-o,' svarede han, 'for saa har jeg da Maden.' – Om ikke altid Ægteskabet indgaaes med et saa idealt Formaal, bliver dog ofte Sandheden, at Konen maa ernære baade Manden og de sultne Unger og faaer Bank til Tak.»

15«Hvis saadant et Asen af en Mand,» sagde Julie, «havde for Øvrigheden maattet indgaae en Contract, der sikrede Konen Ejendomsretten over, hvad hun fortjente, og han i hende maatte respectere en selvstændig Person, vilde han dog maaskee derved holdes mer i Ave, end han nu gjør ved de aandelige Forpligtelser, som han ikke forstaaer og ikke bryder sig om. Særligt vilde det være godt, om han vidste, at Lovene og PolitietPolitiet] rettet fra: Poliet (trykkfeil) holdt Øje med ham. 'De maa have det corporligt,'corporligt] på kroppen pleiede en bekjendt Mand at sige.»

«Hør, Sophie,» sagde Fanny, «om Du har seet Hustruen i Besiddelse af den ønskelige Myndighed i Huset, har det ikke ogsaa hændt, at Du har seet hende tilliste, tilsmigre eller tiltrodse sig al Magt? Du veed Mill forudsætter dette Misbrug netop som Følge af, at hun egentlig ingen Magt har. Eller har Du ikke ogsaa seet Hustruer, uden at være herskesyge, blive overlæssede med alle Husets Byrder og hele Oeconomi til en Grad, der var Alt andet end ønskelig og tilbørlig?»

«Naar jeg tænker rigtig efter, kan det nok være, at jeg har seet begge Dele,» svarede Sophie.

«Det vidste jeg nok,» sagde Fanny. «Jeg har aldrig tænkt derover før, men jeg troer som Julie, at mod alle Yderligheder baade af den ene og den anden Art vilde der lettere 16sættes en Dæmning, naar Pligter og Ansvar tilligemed Bestyrelse af Formue og Indtægter paa en lovformelig Maade var delt mellem Mand og Hustru, og Ægteskabet foruden en religieus Pagt tillige var en borgerlig Contract.»

«Jeg har længe havt samme Mening som Julie, angaaende det borgerlige Ægteskabs Ønskelighed,» sagde Elise, «jeg troer de fleste, der have været gifte nogle Aar, ere enige, hvad det angaaer. Men veed l, hvilken Betingelse jeg skulde ønske at sætte de unge Piger, før de kunde faae Lov at indtræde i Ægtestanden? Om den kom i Lovene og i Ægteskabscontracten var mig det Samme, naar den blot blev indført med uudslettelig Skrift i Opinionen og Sædvanen.»

«Jeg gyser formelig,» sagde Fanny, «hvilken er den Betingelse, strænge Elise?»

«Den er simpelt hen,» svarede Elise, «at enhver ung Pige skulde være 'udlært', som det heder, i Husholdning, før hun paatog sig at være Husfrue. Det Individ, Fanny valgte som et rørende Exempel paa Kvindens Underkuelse, var ukyndig i Husvæsenet. Dette, troer jeg, er Tilfældet netop lige saa ofte, som at Mændene ere tyranniske. Det fandt jeg ogsaa usandt hos Mill, i alle Fald passer det ikke hos os, at Kvinden blot opdrages til Ægteskabet. Ulykken er hun opdrages netop ikke dertil. Enhver veed, 17at Ægteskabet rimeligvis bliver hendes Lod, de fleste Mødre ønske at see sine Døttre gifte, og dog er det, ligesom man skammede sig ved at lære unge Piger Madlavning og Husholdning. De opdrages til Baldamer eller Gouvernanter, maaskee kunde man uden at være uretfærdig sige: de opdrages til at være forlovede, men til gode Husmødre … bevares! det vilde være uanstændigt. Ingen Mand kan faae et juridisk Embede uden at have studeret Jus, ingen Mand kan blive Mester i noget Haandværk uden at have gjennemgaaet sin Læretid, men næsten enhver ung Pige bliver frisk væk Husmoder uden at forstaae sig det mindste paa Husvæsenet. Alligevel forarges man højligen, naar saadan en liden Dukke taber sin Mands Agtelse og hans Taalmodighed opbruges, inden hun gjennem utallige Fortrædeligheder, Pengetab og Uhygge i Huset har oprettet det Forsømte.»

«Du har Ret,» sagde Julie, «tusindfold Ret. Men Mill har ogsaa Ret i, at Kvindernes utilstrækkelige Dannelse og Aandsudvikling er Skyld i, at mangt et Ægteskab for Manden bliver aandsfortærende og fortørrende. Han skildrer dette, synes mig, med knusende Sandhed.»

«Det forekommer mig dog,» sagde Sophie, «at naar en Mand holdt rigtigt af sin Hustru, 18maatte det være ham en Glæde at undervise hende og drage hende op til sit Standpunkt.»

«Det troer vist ethvert Par, saalænge de ere forlovede,» sagde Julie. «Naar de først ere gifte, viser det sig, at han ikke har Tid for sine Forretninger, hun ikke Tid for det huslige Stræv som hun paa Grund af sin Ukyndighed ligger under for. Til Overflod viser det sig, at naar hun ikke har lagt et ordentligt Grundlag i sin Barndom og første Ungdom, kan hun senere Intet lære.»lære.»] rettet fra: lære, (trykkfeil, manglende anførselstegn)

«Nej, det er netop Sagen,» sagde Fanny, «derpaa veed jeg et sørgeligt Exempel i et Par, jeg har kjendt. Manden var højt begavet, trængte til Meddelelse og til Udvexling af Ideer og ønskede i sin Hustru at faae en Medhjælp, der passede for ham. Trods at han var overlæsset med Arbejde, paatog han sig at være hendes Lærer. Men det nyttede ikke. Hun havde en naturlig god Forstand og en god Villie, men hendes Udviklings- og tidligere Dannelsestrin var for lavt. Hun vilde fuldkommen tilfredsstillet Elise, hvad alle huslige og kvindelige Færdigheder angaaer; han brød sig ikke om al den Lappen, Stoppen, Kogen og Strygen, men ønskede, at hun skulde bestyre sit Hus uden saa megen Hænders Gjerning. Det kunde hun ikke; jeg troer af Mangel paa aandelig Udvikling i det Hele havde hun ikke det Overblik, han forlangte. 19Hans Fordringer blot skræmte og forvirrede hende og bleve heller ikke opfyldte i dette Punkt. Han vil faae sin Løn der, hvor de spildte Kræfter samles; her paa Jorden høstede han blot Skuffelse i sine Bestræbelser, og da der her blot sees til Resultatet og til Fejlgrebene, kun Utak og Dadel af hendes Slægt og Venner, der fandt, at han 'vær saa god' skulde finde hende fuldkommen, saadan som hun var. Hun vilde ogsaa gjort en tarvelig Mand meget lykkelig, medens han vilde gjort Livet til en Fest for den Kvinde, der kunde forstaaet og fulgt ham. Nu, da disse to kom sammen, sled de blot hinanden op. De flyttede siden til en anden By, og jeg har hørt, de skulle være skilte.»

«Der kan Du see, Elise,» sagde Julie, «til virkelig at bestyre sit Hus fordres ogsaa nogen aandelig Udvikling.»

«Du siger det, som om Du var vis paa, at jeg ingen Pris sætter paa Dannelse og Kundskaber,» svarede Elise. «Hvad den Mand angaaer, som Fanny der nævner, er det ogsaa min Mening … var han meget ung, da han blev gift, Fanny?»

«Ja, temmelig ung,» svarede Fanny.

«Det kunde jeg tænke,» sagde Elise, «thi han maa, trods sin 'høje Begavelse,' have manglet Modenhed og praktisk Greb …»Greb …»] rettet fra: Greb …(trykkfeil, manglende anførselstegn)

20«Naar han kunde vælge en Hustru, der passede saa lidet for ham, mener Du vel,» sagde Sophie.

«Det vil jeg ikke sige,» sagde Elise. «Fremragende Mænd pleje at vælge sig ubetydelige Livsledsagerinder, men, naar han ikke i Noget vilde lade sin Hustru følge sin egen Vej, men ogsaa vilde belære hende der, hvor hun var dygtig.»

«Du kunde ogsaa sige,» sagde Julie, «at den Mand var et Offer for det uhyre Ansvar, der lægges paa den Enkelte derved, at Hustruen ingen borgerlig Stilling har. Den redeligste Villie, den stærkeste Følelse af Ansvar bliver for en Mand let lige saa mange Farer ligeoverfor en Hustru, hvem han ikke alene i alle Henseender er overlegen, men der i sit Forhold til ham ikke er en selvstændig Person med selvstændige Rettigheder.»

«Fannys Fortælling kommer paa den Maade til at bevise meget,» sagde Elise, «men det kan nok være, Du har Ret. Du har ogsaa Ret i dit Angreb paa mig; det har virkelig hidtil været min Mening, at det Vigtigste for en Hustru var at styre sit Hus saa godt, at Manden aldrig hørte Maskineriet knirke, og at dette kunde opnaaes blot ad praktisk Vei. Men Fannys Exempel for det Modsatte var ikke uden en vis Magt, og jeg tilstaaer det, Mills Betragtning over et 21Ægteskab mellem to ved Natur og Opdragelse virkelig ligestillede Mennesker bragte ogsaa mit Hjerte til at banke, derfor siger jeg: Helst vilde jeg, vi skulde være fuldkomne ogsaa i aandelig Udvikling, men hvordan skulle vi kunne faae Tid til saa megen Fuldkommenhed, vi stakkels svage Kvinder.»

«Det skal jeg sige Dig,» sagde Julie. «Vor Samtale idag har modnet hos mig en Anskuelse, der længe har gjæret i mine Tanker, angaaende Børneopdragelsen, som den er, og som den burde være. Den har den Pretension at løse det Spørgsmaal, Du opstiller.»

«Vi ere lutter Øre,» sagde Elise.

«Børn begynde nu sin Skolegang,» sagde Julie, «i en Alder af fem eller sex Aar og underkastes Alle den samme Undervisning, uden at det bliver muligt at tage videre Hensyn til Forskjellen mellem dem i Helbred og Legemskraft, og uden at der tages noget Hensyn til deres forskjellige Forstandsevner. Femten eller sexten Aar gamle have Smaapiger endt sin Skolegang. De opvakte Hoveder blandt dem have faaet sin Hukommelse overlæsset med en Masse Brudstykker af forskjelligartede Kundskaber, medens de ere blevne fuldkommen fremmede og uskikkede for al Livets praktiske Gjerning og have i mer eller mindre Grad svækket sin Helbred 22og sin Hjerne. De daarlige Hoveder have med utrolig megen Møie for sig selv og sin Lærere puget ind en Del Brokker af Kundskab, som de skynde sig at kaste fra sig ved Skoledøren, og som de ikke have anden Ulejlighed af, end at have spildt sin Barndom med at lære. For Resten ere de lige saa ilde stillede som de andre. Nu skulle de selv bygge videre paa det af Skolen lagte Grundlag. For de Flestes Vedkommende bestaaer dette i, at de løbe paa Gaden, paa Baller og i Chocoladeselskaber, der imellem lære lidt Sprog, enten de have Interesse derfor eller ej, spille Pianoforte, fordi det er Mode, uanseet om det, de spilde, blot er Tid og Penge, gaae lidt i Huset, forsaavidt som det ikke kommer i Vejen for deres Fornøjelser, og ansee sig efter et Par Aar, tilbragte paa denne Maade, som fuldkommen uddannede til at være en Mands Medhjælp eller til at staae paa egne Ben. De, der virkelig have Interesser og Anlæg, kunne sjælden bekvemme sig til at træffe noget Valg mellem de forskjellige Ting, hvori Skolen har givet dem et Indblik, og da Intet nøder dem til at uddanne sig i en bestemt Retning, blive de ved at studere og beskjæftige sig med lidt af hvert, det vil sige, de lære Intet ordentligt af Noget, og blive ogsaa 'Hu og Hei og Ingenting'.»Ingenting'.»] rettet fra: Ingenting.»(trykkfeil, manglende indre anførselstegn)

«Det er et trøsteligt Billede, Du udkaster,» 23sagde Fanny, «hvor vil Du finde det Middel, der kan kurere bedst?»

«Hør nu vel efter,» sagde Julie. «Har Nogen af Jer lagt Mærke til, at Børn, der ere opdragne i Barnekammeret, staae langt tilbage for Børn, der have løbet frit om i Huset, hørt paa de Voxnes Tale og seet og deeltaget i al Dagens Gjerning?»

«Det har jeg havt Anledning til at see,» sagde Elise. «Ikke alene staae de tilbage for dem som Børn, men de blive ved at staae tilbage for dem hele Livet igjennem.»

«Har Nogen af Jer lagt Mærke til,» fortsatte Julie, «at hos mange Børn, svage især, Evnen til at tænke og til at forstaae, hvad de lære, først vaagner, naar de ere 10 à 12 Aar gamle? Hos Børn, hvem Forældre og Lærere have ladet sidde igjen i Klasserne og døse i Fred, er denne Opvaagnen skeet pludselig, og de have siden været lige saa livlige og flittige, som de før vare dovne og dorske. Hos Børn, hvem mindre fornuftige eller mer ængstelig nidkjære Forældre og Lærere have søgt at trække ud af deres Dorskhed ved Straf, Privatlæsen og for tidlig Opflytten i højere Klasser, er denne Opvaagen skeet langsommere og har været mindre fuldstændig.»

«Jeg har seet det Første,» sagde Fanny.

24«Jeg har seet det Sidste, men desværre uden at forstaae det,» sagde Elise.

«Har Nogen af Jer lagt Mærke til,» spurgte Julie videre, «at naar et Barns Opdragelse er 'forsømt,' som det kaldes, og det saa sættes ind i Skolen i en noget sildigere Alder, vel at mærke, naar det sættes ind i en Klasse i Forhold til sine Kundskaber og ikke til sin Alder, vil det hurtig tage igjen sine Kammerater og endog overgaae dem?»

«Nej, det har jeg aldrig seet,» sagde Fanny. «Phænomenet«Phænomenet] rettet fra: Phænomenet(trykkfeil, manglende anførselstegn) forekommer vist sjælden. Saadanne Børn blive altid sat ind i en Klasse, der er for høj for dem, overlæsses med Extratimer og Privatundervisning for at kunne følge med, og svede i kort Tid baade sin Forstand og sin Helbred ud.»

«Ved det Exempel sætte vi altsaa Spørgsmaalstegn,» sagde Julie, «og jeg fortsætter: Har Nogen af Jer kjendt Børn, hvem man har lært eller villet lære Græsk og Latin, fra de vare fem eller sex Aar gamle, og have I seet, hvad Følgen er bleven?»

«Jo, desværre,» sagde Elise, «jeg veed tre Børn, med hvem det Experiment er bleven foretaget. Deres Hjerner ere blevne ødelagte derved, og de have siden slet ikke kunnet lære Latin og Græsk, og vanskeligt noget Andet.»

25«Til en af vore ældre berømte Mænd,» sagde Julie, «gjorde man engang den Bemærkning, at det var paafaldende, at der fra hans Tid var saa mange udmærkede og fremragende Mænd, da dog efter hans og Andres Fortællinger Skolerne vare daarlige og Lærerne uduelige. 'Just derfor', svarede han, 'vi havde saa daarlige Lærere, at vore Evner slet ikke bleve trukne frem og overanstrængte, før de vaagnede af sig selv, derfor bleve vi kraftige i Forstanden og mer originale, end man er nutildags.' – Af alle disse Præmisser vover jeg at drage den Slutning, at Børn af alle Kategorier, Gutter saa vel som Piger, opvakte saa vel som dorske, have bedst af indtil tolv Aars Alderen hovedsagelig at udvikle sine Legemskræfter og styrke sin Helbred. Den boglige Undervisning, de modtog, burde ikke overskride een eller to Timer daglig og indskrænke sig til de tarveligste, nødtørftigste Kundskaber, i det Hele burde den ikke gaae ud paa Andet end at øve Hukommelsen uden at anstrænge Fatteevnen. Forøvrigt burde de færdes saa meget som muligt i Friluft, gaae paa Skøjter, paa Ski, roe, fiske, svømme, dernæst gymnasticere og dandse, Gutter øves i grovere Haandarbejder og et eller andet Haandværk, Smaapiger lære Madlavning og Haandarbejder, fornemmelig saadanne, der ikke for meget anstrænge Hoved og Øjne. Det kunde 26jo altsammen godt foregaae i Skolerne, saa skete det med Orden og passende Afvexling.»

«Der er noget, i hvad Du der siger, der tiltaler mit Moderhjerte,» sagde Elise. «Børn kunne gaae og løbe længe, før de kunne tale rent, det viser jo, at det naturlige er at udvikle Legemet før Forstanden. Børn have desuden en saa vidunderlig Gave til at lære sig selv ad praktisk Vej, naar de blive ladte i Fred, at det nok kan hænde, de da vilde finde ud selv meget, af hvad man nu lærer dem.»

«Da PascalPascal] Blaise Pascal (1623–1662), fransk filosof, matematiker og naturforsker. Den pytagoreiske læresetningen (etter den greske matematikeren og filosofen Pytagoras fra 600-tallet før Kristus) beskriver forholdet mellom sidene i en rettvinklet trekant. var tolv Aar gammel,» sagde Fanny, «udfandt han den Pythagoræiske Læresætning, uagtet han aldrig havde lært et Muk Mathematik og blot havde hørt sin Fader sige, at det gik an at regne ved Hjælp af Figurer.»

«Jeg seer, I opfatte min Tankegang,» sagde Julie. «Det er netop, hvad jeg mener, at Børn ved den Slags Opdragelse, og naar de virkelig havde fri udenfor Skoletiden ikke alene vilde blive legemligt stærke, men vilde vænne sig til at see, høre og iagttage mer, end nu er Tilfældet, og at deres Evner, Anlæg og Tilbøjeligheder vilde komme saa tydeligt frem, at opmærksomme Forældre og Opdragere med større Lethed og Sikkerhed kunde vælge Fag og Løbebane for dem, maaske kunde vælge færre Fag end nu, saa de lærte Meget og ikke mange Ting. Naar 27Børnene vare ti eller tolv Aar gamle burde først den egentlige Fag-Undervisning begynde, i Sprog, Geographie, Grammatik og 'alle andre Slags Tikker'. Piger burde da ligesaavel som Gutter, og det er herved jeg mener at besvare Elises Spørgsmaal, kunne vælge mellem Latin- og Realskoler, mellem Naturfag og Sprog, mellem Universitetet og Handelsacademier og lige saa vel som dem fortsætte sin Uddannelse længe efter Confirmationen. Vi kunde godt, naar vi havde lagt et praktisk Grundlag i vor tidlige Barndom, lære Husholdning og enkelte Slags Haandgjerning tilbunds ved Siden af at tilegne os en grundig Dannelse i en eller anden Retning, det ene Slags Arbejde hviler ud efter det andet, ligesom jeg formener, at den studerende Ungdom blandt Mændene kunde have godt af at øve et eller andet Haandværk. Paa den Maade vilde vi blive mer skikkede baade til Ægteskabet og til at leve ugifte, end vi nu ere, og jeg troer, kjære Sophie, at vi vilde blive mer elskværdige som Følge af, at vi vare uddannede til at røgte vort Kald ordentligt, end vi nu blive ved at dyrke Elskværdigheden som Specialfag.»

«Det troer jeg ogsaa,» sagde Elise, «om ikke andet vilde vi blive mer tilfredse. Det bekjendte Udsagn er værd at lægge Mærke til: 'At kunne noget ordentligt, giver den samme 28Ro i Sindet som en god Samvittighed'. – Den Ro maa de fleste Kvinder undvære som Følge af deres utilstrækkelige og overfladiske Opdragelse, derfor er der saa mange misfornøjede Kvinder netop blandt de mest betydelige.»

«Ikke alene Udviklingen var ønskelig,» sagde Fanny, «men det mer udstrakte Felt og den større Anvendelse for Kvindernes Evner, som deraf blev Følgen. De Kvinder, hvem Ingen begjære tilægte, eller som selv foretrække den enlige Stand (af personlige Grunde interesserer jeg mig mest for denne Klasse Skabninger), kunde faae anden Udsigt i Livet end en kummerlig Lærerindepost. Thi det er da vel ogsaa din Mening, Julie, at naar vi først havde faaet samme Opdragelse som Mændene, skulde vi ogsaa kunne anvende den og ligesom dem blive, hvad vi vilde.»

«Ja, det mener jeg rigtignok,» sagde Julie, «jeg finder hele Mills Raisonnement i denne Henseende og de Beviser, han fører, fuldkommen overbevisende.»

«Og Du finder ikke,» spurgte Sophie, «at hans Raisonnement og hans Beviser omstyrtes og modbevises derved, at Bibelen paalægger os en stille Virksomhed, at Paulus siger: 'Det sømmer sig Kvinderne at tie i Forsamlinger.' Det Bud maa da overstryges, hvis Kvinderne skulle 29have Adgang til samme Løbebaner som Mændene.»

«Men min søde Ven,» sagde Fanny, «netop til de Løbebaner, hvortil Kvinderne længe have havt Adgang, fordres der jo offentlig Fremtræden. Naar Erikka LieErikka Lie] Erika Lie, g. Nissen (1845–1903), norsk pianist og musikkpedagog. giver Concert eller Fru GundersenFru Gundersen] Laura Gundersen (1832–1898), skuespiller ansatt ved Christiania Theater spiller Comedie, kan man kun uegentlig sige, at de tie i Forsamlinger. Sandheden er nok desværre, at naar det gjælder at underholde og skaffe Nydelser, finder man en offentlig Virksomhed fuldkommen kvindelig og christelig, ligesom vi ikke genere os for eller forargeforarge] rettet fra: forarger (trykkfeil) Mændene ved at gaae med hængende Krøller og alle Slags Falbelader,Falbelader] pynt, frynser og garneringer på dametøy trods at Bibelen fraraader os at pryde os med Haarfletninger og udenpaa hængt Stads. Tvertimod er man enig om at ansee Pyntesyge som en fortrinsvis kvindelig Dyd. – Den mest begavede ugifte Dame, jeg har kjendt, endte sine Dage paa et Sindssygehospital. Havde en Mands Løbebane og Virkekreds staaet hende aaben, vilde rimeligvis hendes Liv blevet ligesaa straalende og ærefuldt, som det nu var mørkt og sørgeligt; men for de Kvinder, der ikke havne i Ægteskabet, ikke have kunstneriske Anlæg, ikke tilfredsstilles ved Pynt og Sladder, men hvis Begavelse omfatter Mændenes nuværende Omraade, og som vilde kunne gjøre Fyldest for sig i en eller anden Videnskab, et 30Embede eller Studium, for dem blot ere alle Sunde lukkede. Dog er det de færreste af de private eller offentlige Hverv, hvortil Mændene have Eneret, der fordre nogen Optræden for Forsamlinger. Naar Kvinderne nogen Tid havde havt fuld Frihed til at forberede sig til og søge, hvilke Poster de selv maatte vælge, vilde rimeligvis deres Kvindelighed komme frem deri, at de holdt sig tilbage fra dem, der fordrede Talen i Forsamlinger.»

«Det meste af, hvad Du der siger, er som talt udaf mit Hjerte,» sagde Julie. «Forresten skal den rette Oversættelse af det citerede Sted være: Det sømmer sig for Kvinderne at tie i 'Kirken' (eller 'Menigheden'), ikke Forsamlinger i det Hele. Paalæget om Taushed gjælder saaledes blot religieuse Anliggender, naar Menigheden er samlet. De, der ville anvende denne Pauli Forskrift paa alle Anliggender og alle Slags Forsamlinger og benytte den til at lukke Munden paa Kvinderne, naar som helst de ville tage Ordet for flere Tilhørere, de synes mig at bryde sig mer om at faae sin Mening frem, end om at begrunde den. De benytte Paulus som VoltaireVoltaire] François-Marie Arouet Voltaire (1694–1778), fransk filosof og forfatter. benyttede Propheten Habakuk: til at bevise hvad som helst.Propheten Habakuk … helst] referanse til «Profeten Habakuk»s bok i Det gamle testamente. Voltaire skal ha sagt: «Monsieur, vous ne connoissez guères ce Habacouc, ce coquin est capable de tout!» («Min herre, de kjenner slett ikke denne Habakuk; denne slyngelen er i stand til hva som helst.») Jfr. Heath A. Thomas, Habakkuk, Grand Rapids: Eerdmans Publishing Co., 2018 Hvordan man end vil fortolke Skriftstedet, saa meget er dog vist, at først da vilde Kvindernes Taushed kunde regnes 31dem til Fortjeneste, naar den var frivillig valgt, ligesom ogsaa Lydigheden i Ægteskabet først fik christeligt Værd, naar den ikke var os paatvunget ved vor borgerlige Afhængighed.»

«Jeg finder som Du og Fanny, at Christendommen ikke bestemt er til Hinder for, at Kvinder overtage samme Poster og Bestillinger som Mændene,» sagde Elise. «Dog tiltaler denne Udsigt mig ikke. Jeg synes, Kvinderne kunne nøje sig med Dannelsen for Dannelsens egen Skyld og blot lade den lyse i Hjemmet. Hvad hele den Del af Mills Bog angaaer, er jeg mer tilbøjelig til at være enig med Mills Opponenter end med Mill selv. Jeg finder Intet at indvende mod den Indvending, at i de Løbebaner, der hidtil have staaet Kvinderne aabne, har Ingen af dem opnaaet den første Rang. Hvad kunne I sige dertil f. Ex., at ikke engang George SandGeorge Sand] psevdonym for den kjente og omstridte franske forfatteren Aurore Dudevant (1804–1876). har formaaet at skildre en Mand, der var andet end en Kvindemand, og at ingen Kvinde som Maler eller Componist har opnaaet nogen stor Udmærkelse, uagtet de dog længe nok have puslet dermed.»

«Den Indvending mod George Sand vilde jeg helst besvare 'med at sige Bæ!',» sagde Fanny. «George Sands Characterskildringer have en psychologisk Sandhed og Magt, som ikke er overgaaet, neppe naaet af nogen mandlig Forfatter, 32og som netop blandt de mandigste Mænd har sikkret hende Anseelse som en Skribent af første Rang. George Sand kan desuden, hvad der vel maa ansees for det Højeste i Literaturen, hun kan skildre et Geni, og hun gjør det i et Sprog saa perlende krystalklart, saa fuldendt i Skjønhed og Kraft, at alle nulevende mandlige Forfattere, om de gik sammen i Væddekamp mod hende alene, ikke kunde skrive hende det efter.»

«Meget muligt,» sagde Elise. «Jeg har en lidet udviklet æsthetisk Sands; ved altfor naturtro psychologiske Characterskildringer føler jeg mig tilmode som paa et Anatomikammer, og et krystalklart Sprog har for mig lidet Værd, naar det tjener til Tolk for en grumset Sædelighed. George Sand er for mig blot en uanstændig, forargelig Forfatter, derfor blev jeg fornøjet ved at kunne slippe at beundre hende.»

«Det er netop hvad jeg vilde sagt,» svarede Fanny, «at George Sand sikkerlig ikke har Mangel paa mandig Kraft, men en fuldkommen Mangel paa Moralitet. Derfor kan hun til Fuldkommenhed skildre Mænd, der ere Genier og Kunstnere, eller letsindige og slette Subjecter, men hun kan ikke skildre en Mand, hvis Fortrin og hvis Mandighed ligger i hans Characters og hans Principers Renhed og Kraft. Dette har 33givet Anledning til den overfladiske Bedømmelse af George Sand, som Du citerer.»

«Hvorvidt en Kvinde kan eller ikke kan skrive som en Mand, forekommer mig temmelig uvæsentligt og Sagen uvedkommende,» sagde Julie. «Mændene kunne jo heller ikke skrive som Kvinder. I alle Fald føre ingen af vore Forfattere et Sprog som Forfatterinden af 'Amtmandens Døttre'.Forfatterinden af 'Amtmandens Døttre'] Camilla Collett (1813–1895) Hvis de kunde skrive som hun, saa gid de vilde gjøre det! Hvis en Mand bedre kan beskrive en Kvinde end omvendt, kommer det vel ganske naturligt af, at for en Mand ligger Kvindens snevre, indskrænkede Liv fuldkommen aabent og overskueligt, medens Kvinden af Mandens Færd blot seer en Del. Den anden Indvending, hvoraf Du følte Dig slagen, troer jeg, Du bedst vilde faae besvaret ved opmærksomt at læse Mills Bog om igjen, dog vil jeg forsøge paa Dig Virkningen af min Veltalenhed: Hvis ingen Kvinde som Maler eller Componist har opnaaet den første Rang, hvad jeg for Resten for Malernes Vedkommende betvivler, kommer det sikkerlig deraf, at de hidtil mest have 'puslet' med de skjønne Kunster, og at ikke tilstrækkelig mange Kvinder i tilstrækkelig lang Tid have arbejdet dermed. Det er blot de Yngste af de nu Levende, der have havt fuld Frihed, Anledning og Opfordring til at udvikle sine kunstneriske 34Anlæg. De Sunde vare ogsaa tidligere lukkede for Kvinderne. Tænk Dig om! blot i vore smaa Forhold, blandt Dine og mine Jævnaldrende, kjender Du ikke af dem flere, der tegnede og malede fortræffeligt i Vandfarve, men hvem det aldrig faldt ind at skaffe sig en ordentlig Uddannelse i den Retning, eller blot at forsøge sig i Oliemaleri? Veed Du ikke ogsaa flere, der spillede udmærket og phantaserede paa Pianoforte, saa det kunde smelte Hjertet i Dit Bryst, men ikke vare i Stand til at skrive ned den simpleste Melodi?»

«Alt dette indrømmer jeg villigt,» sagde Elise. «Der kan Du see. Det kom blot af, at GeneralbasGeneralbas] generalbass, ofte også kjent som basso continuo, en akkompagnementsteknikk i europeisk kunstmusikk fra 16- og 1700-tallet og Malerskoler dengang vare lige saa meget ContrabandeContrabande] forbudt gods, smuglervare for Damer, som Græsk, Latin og lærde Skoler er det endnu. Kvindeligheden bestod i at grave sine Pund ned i Jorden, enten man havde et eller fem; om de rigest udstyrede paa den Maade aldrig bleve fuldfærdige Mennesker, om deres Begavelse blev dem et bestandigt Nag og de selv ved deres Misfornøjelse en Svøbe for deres Omgivelser, det var det samme, de havde ikke som Mændene et Ansvar for deres Pund og en Forpligtelse til at udvikle Guds gode Gaver. De vare Kvinder, deres Lys maatte sættes under en Skjæppe. Det var de færreste, hvem 35det faldt ind at handle mod disse Anskuelser, og disse Faa vare ikke altid de mest begavede.»

«I Kraft af denne Behandling,» sagde Fanny, «ere vist mange Evner, der vare store hos Bedstemødrene, blevne saa vel udslukkede, at de slet ikke ere vaagnede igjen hos Børnebørnene, i alle Fald ikke i deres naturlige, oprindelige Form.»

«Det var meget sagt,» sagde Elise. «Du gaaer altsaa aldeles ind paa Mills Snebad- og Drivhustheori,Mills Snebad- og Drivhustheori] henvisning til en passasje hos Mill, hvor han hevder at man for kvinnenes vedkommende har anvendt en slags opphetet drivhuspleie for å utvikle visse evner hos dem med «deres Herrers Interesser og Fornøielser for Øie». Disse evnene utvikler seg hurtig, mens andre skudd av samme rot som blir overlatt til vinterluft og kulde, dør ut. Mennene innbilte seg at plantene av seg selv grodde på den måten de hadde fått den til å gro, og at plantene ville gå ut hvis man ikke holdt den ene halvdelen i drivhus, den andre i et snøbad. og troer, at Menneskene formaae saa aldeles at forandre og forkvakle Naturen?»

«Hjælp mig, Julie,» sagde Fanny, «jeg staaer fast. Trods min levende Overbevisning, om at Mill og jeg har Ret, kan jeg ingen Beviser finde.»

«Da behøver Du dog ikke at søge langt,» sagde Julie. «Hvis ikke Menneskene havde Frihed ogsaa til at forandre og forkvakle Naturen, maatte jo Husdyrene tæmmes om igjen for hver Generation, og der kunde ikke af Planter og Dyr opelskes saa mange forunderlige Varieteter, som der nu gjøres. Det er saaledes bleven mig fortalt, at der i Finland etsteds er fremkommen en Race haleløse Hunde. Der bruges nemlig Hundene til at vogte Ren. For at beskytte dem mod Ulvene, der fornemmelig greb efter deres Haler, huggede man Halerne af dem. Da man 36havde fortsat denne Behandling gjennem flere Generationer, fødtes tilsidst Hundene uden Hale.»

«Tak, Julie,» svarede Fanny. «Dine Exempler ere slaaende. Altsaa, strænge Elise, ligesaalidt som Du kan fordre af Husdyrene, at de skulle fødes vilde, ligesaalidt som Du kan fordre af Finnehundene, at de alle skulle have Haler, ligesaa lidt kan Du forlange af Kvinderne, at de allerede nu i de skjønne Kunster skulle have naaet den høieste Rang, eller af deres nuværende Standpunkt slutte, hvilken Højde de ere bestemte til at naae. Selv om de aldrig i nogen Retning kunne komme til at maale sig med de største Mænd, hvad kan saa egentlig deraf bevises? Fortjene ikke Walter ScottsWalter Scotts] Walter Scott (1771–1832), skotsk lyriker og romanforfatter Digte Beundring, fordi man har Byrons?Byrons] George Gordon Byron (Lord Byron, 1788–1824), britisk romantisk lyriker Er ikke HolbergHolberg] Ludvig Holberg (1684–1754), dansk-norsk historiker og forfatter, særlig kjent for sine komedier al Hæder værd, fordi om der findes en Molière?Molière] Jean-Baptiste Poquelin (Molière, 1622–1673), fransk komedieforfatter Skulde Frygten for ikke at blive verdensberømte hindre os fra at udrette det, vi formaae, baade i Kunsten og i det praktiske Liv og fra at trænge ind saa dybt, som vi magte, i Tankens Verden?»

«Den Indrømmelse vil jeg ikke engang gjøre,» sagde Julie. «At vi ere jævnbyrdige med Manden og altsaa kunne sætte vort Ideal ligesaa høit som han, vide vi af Bibelen. Huske I, hvad den hellige Skrift fortæller om Kvindens Skabelse? Gud sagde: 'Jeg vil gjøre Adam en Medhjælp, der er ham lig.' – Ikke en Tjenestekvinde, der 37kan paatage sig det Arbejde, han maatte finde under sin Værdighed, ikke et finere Væsen, der skal bæres paa Hænderne og skaanes for Livets tungere Pligter, men en Medhjælp, der er ham lig; der kan tænke hans Tanker, arbejde hans Arbejde, stræbe med hans Stræben, dele hans Udvikling, hans Rettigheder, hans Pligter, hans Ansvar. 'En Medhjælp, der er ham lig', skulde ikke denne Bestemmelse, der er os medgiven ved Verdens Skabelse, være den rette, den naturlige, den Gud og Mennesker velbehagelige? Skulde den ikke føre til Ligeberettigelse ogsaa udenfor Ægteskabet? Ak gid Mill havde skrevet sin Bog, da jeg var sexten Aar, eller gid jeg nu var sexten Aar og kunde begynde Livet fra Nyt af med den Opfatning af vort Kald, Mill har vakt hos mig.»

«Men, Julie,» sagde Sophie, «Du glemmer, at den første Bestemmelse forskjertsedeforskjertsede] ødela, satte over styr vi ved Syndefaldet, ved Evas Brøde blev Manden vor Herre, ikke vor Lige.»

«Det Ene forhindrer ikke det Andet,» sagde Julie, «vi høre ikke, at der blev frataget Kvinden mer end Manden Evner og Gaver. Trældommen, Forbandelsen, der laa i Guds Ord til hende, blev borttaget da den dertil knyttede ForjættelseForjættelse] løfte, tilsagn blev opfyldt. Den første Virkning heraf var ogsaa Ridderligheden, der satte Kvinden op 38paa en PiedestalPiedestal] et høyt møbel el. søyle hvor man plasserer en statue eller byste; i overført betydning at noen plasseres i en unaturlig opphøyd stilling eller status og dyrkede hende som et højere Væsen. Dog faldt det Ingen ind, at hun skulde faae lige borgerlige Vilkaar med Manden. Styrkens Moral, hvis sejge Livskraft Mill saa veltalende har skildret, kom bedst frem heri. Nu er selv det ydre Skin af 'Ridderlighedens Moral' i Virkeligheden længst forbi. Nu skulde Tiden, som Mill siger, være kommen til Retfærdighedens Moral, men Retfærdighedens Moral er mer end nogen anden den sande Styrkes Moral, den giver Ingen mer Agtelse, end han fortjener, og yder ikke Svagheden nogen Overbærelse. Vil vi faae Del i den og behandles efter den, maae vi søge igjen at hæve os op til vor første, vor oprindelige Bestemmelse.»

«Julie, mig har Du overvundet,» sagde Elise. «Den første Bestemmelse med os er sikkert den rette; sikkert er det ogsaa, vi opfylde den ikke, kunne ikke opfylde den. En anden Pligt, der har hvilet paa os gjennem alle Tider, den at være vore Børns Opdragerinder, ere vi ved vor egen utilstrækkelige Opdragelse ligesaa uskikkede til at fyldestgjøre. Om Mødre intet høiere ønske end at beholde sine Børn hjemme, ere de dog nødte til at sætte dem i Skole, fordi de ikke selv ere i Stand til at undervise dem. Naar Forældrene boe paa Landet, og af denne Grundmaae sende sine Børn ind i Byerne og lade 39dem boe hos Fremmede, bliver denne Nødvendighed desto mer følelig og beklagelig. At Mødre ikke kunne optugte Sønner, er en almindelig anerkjendt Sandhed. Naar Hustruen havde den Stilling i Ægteskabet, som hun burde have, og den Uddannelse, som hun burde, med den heraf flydende Sikkerhed og Myndighed, kunde hun nok baade oplære og optugte sine Børn. Derfor: selv om Adgang for Kvinder til Mændenes Dannelse førte til Adgang for dem til samme Løbebane som Mændene, siger jeg: Gjerne det. Det gaaer jo ikke an at ville høste de gode Frugter i Hjemmet uden ogsaa at tage Følgerne i det offentlige Liv. De, der ikke som Fanny foretrække den enlige Stand, kunde jo ligesaa godt gaae over i Ægteskabet fra et Embede eller et Studium, som de allerede nu for Ægtestanden opgive en Lærerindepost eller Kunstnerbanen.»

«Eller ligesaa godt som de nu,» supplerede Fanny, «af Mangel paa Beskjæftigelse styrte sig i Ægteskabet af lutter Kjedsommelighed, uden at give sig Tid til at vente til den Rette kommer.»

«Hvis Mand og Hustru havde samme Uddannelse,» sagde Julie, «og det var dog rimeligt, at man ligesaa godt kunde finde hinanden ved at studere sammen som ved at dandse 40sammen, kunde de jo dele Embedet. De fleste Mænd i Videnskabens eller Statens Tjeneste have til Hjælp en Fuldmægtig, Amanuensis, eller hvad Navnet nu kan være. Hvorfor ikke tage hertil den dem af Gud beskikkede Medhjælp? Mange Hustruer, især børnløse, vilde have Tid nok.»

«Hvor morsomt!» lo Fanny. «Vi kunde faae Hr. og Fru Bing, Sorenskrivere i Aker, ligesom William og Mary, Konger af England. Man kunde da slippe at see saa mange intelligente og ved nedarvet Dannelse høitstaaende Kvinder enten spilde sit Liv i en – forholdsvis – Lediggang eller som ædle Arabere for Plougenædle Arabere for Plougen] den arabiske fullblodsrasen araber regnes som den edleste av alle hesteraser (og ble ikke brukt som trekkdyr) misbruges til det Slags huslige, rastløse 'Kjaak', som de bedre kunde lade gjøre ved enhver Tjenestepige. Hvor Ægteparret ikke havde samme Uddannelse, kunde jo Hustruen, hvis Manden tillod det, fortsætte sit tidligere Arbejde, selv om det var at røgte et Embede, og derved bidrage Sit til Familiens Indtægter.»

«I Virkeligheden have vi jo allerede Erfaring for, at baade den ene og den anden Ordning kan gaae an,» sagde Elise. «Skuespillerinder«Skuespillerinder] rettet fra: Skuespillerinder (trykkfeil, anførselstegn mangler) dyrke samme Kunst som deres Mænd; Vaagekoner og – tilgiv mig mine Damer – Gjordemødre,Gjordemødre] gammel skrivemåte for jordmor øve en fra deres Mænds forskjellig Forretning. Man hører ikke, at enten de første eller de sidste ere daarligere Hustruer og Mødre end vi andre. Naar 41jeg virkelig havde Lyst og Evne dertil, maatte det jo være min Mand ligesaa behageligt, at jeg om Formiddagen, medens han skjøttede sine Embedspligter, havde været beskjæftiget med et eller andet Arbejde, der sysselsatte og udviklede min Aand, som at jeg blot havde staaet over Gryderne, stoppet Strømper eller løbet paa Gaden. Naar jeg allerede i Forvejen havde en virkelig Kyndighed i Husvæsenet, saa jeg forstod at oplære og bruge mine Tjenestefolk og blot behøvede at trække op mit Hus som mit Uhr hver Morgen, kunde Dagens Gjerning gaae lige godt eller bedre paa den Maade. Det vilde maaskee føre til, at Tjenestepiger fik større Ansvar og maatte erhverve sig større Indsigt i sin Dont før de tog Tjeneste, derved vilde denne Samfundsklasse ogsaa hæves et Trin højere op.»

«Dem, hvem Kvindernes Emancipation mest vilde hæve,» sagde Julie, «var Mændene. Hidtil have de fornemmelig hævdet sin Overlegenhed ved at holde Kvinderne nede, ved at sige om al den Gjerning og al den Lærdom, hvortil de, fordi 'de hede Mænd,' have tiltaget sig Eneret: 'Det kunne Kvinderne ikke gjøre, det kunne Kvinderne ikke lære, det kunne Kvinderne ikke forstaae, dertil have Kvinderne ikke Nerver, det vilde dræbe al Kvindelighed osv. osv.' Naar nu Kvinderne begynde selv at prøve sine Nerver og sine Kræfter og 42selv at ville bestemme, hvad der kan forenes med Kvindeligheden, for maaskee at bevise, at Kvindelighed og Overfladiskhed ikke ere uadskillelige Begreber, maae Mændene overgaae Kvinderne i alle Ting, naar de ville hævde den første Plads og virkelig være, hvad de skulle: Kvindens Hoved.»

«Jeg seer, jeg kommer ingen Vej med, hvad jeg suger af mit eget Bryst,» sagde Sophie. «Saa vil jeg laane en Indvending fra 'Times' og spørge: Ere Kvinderne villige til at paatage sig alle Samfundspligter, Værnepligten for Exempel? Hvad vilde Du sige, Julie, om Storthinget, som Svar paa Dine og Ligesindedes Bestræbelser for at 'frigjøre Kvinden,' vilde udskrive ogsaa de unge Piger til almindelig Værnepligt?»

«Jeg vilde sige,» svarede Julie, «at de unge Piger ligesaa godt kunde lege Soldat paa Gardermoen, som de unge Mænd. – For Resten, vil Du vide min Mening alvorligen, er det den: Naar et Folk ved lang Undertrykkelse havde tabt baade Interessen for sine egne Anliggender og Evnen til at styre dem, vilde det være grusomt, fordi om en liden Del af Borgerne gjorde Oprør, pludselig og uden Overgang at overlade det hele Folk til Selvstyrelse; ligesaa grusomt vilde det være pludselig at paalægge alle Kvinder alle Samfundsbyrder, fordi om Enkelte forlange mer 43Oplysning og flere Rettigheder. Paa Grund af den Retning, Kvindernes Evner nu have taget, burde de, der vilde studere, søge Embeder eller paa anden Maade concurrere med Mændene, paalægges at udtjene deres Værnepligt ved Fattigforsørgelsen eller Hospitalerne. Det var en alvorlig Værnepligt, hvorved de kunde vise, at de mente det alvorligt. At Kvinder ere uvurderlige som Sygeplejere, derfor har man allerede tilstrækkelig Erfaring; hvad de kunde udrette ved Fattigplejen, burde forsøges.»

«Ak, hvor de fik det ondt!» udbrød Sophie, «og vi Andre ogsaa; thi vi maatte jo vælge, om vi vilde eller ikke vilde betræde de nye Baner, det var jo nok til at forbittre sig Livet. Troer Du virkelig, Julie, at vi vilde blive mer lykkelige, om vi kunde concurrere med Mændene, ligesom dem vælge Studium og Livsstilling, ligesom dem ofte angre vort Valg.»

«Mange vilde blive det,» svarede Julie. «Desuden, om vi bleve mer eller mindre lykkelige, anseer jeg for uvæsentligt, hvad der er sikkert, er, at vi vilde blive mer udviklede, blive mer, hvad vi ere bestemte til at være. Hvis vi nu ere mer lykkelige end Mændene, med hvad Ret ere vi det da? Hvis vi ere i Stand til at paatage os større Ansvar og Byrder, end vi nu bære, og arbejde mer eller anderledes, end vi nu arbejde, er det vor Pligt ikke at unddrage os af Frygtsomhed eller Magelighed».

«Veed Du hvad, jeg faaer en Idé», sagde Fanny, «Du burde se at udbrede Dine Meninger. Maaske de, der dele dem i Frygtsomhed og uden at være sig det rigtig bevidst, kunde fatte Mod og virke til deres Gjennemførelse».

«Det maatte da være ved at nedskrive denne vor Samtale», svarede Julie.

«Det var, hvad jeg mente», sagde Fanny.

«Gud fri os!» udbrød Sophie.

«Søde Sophie», sagde Julie, «lad os faae Lov og hindre os ikke. Men Elise er bedst skikket til det Arbejde, hun har den bedste Hukommelse, og er dog, med al Respekt for os Andre, den Klogeste af os».

«Du har talt mest», sagde Elise, «og da Enhver husker bedst sine egne Ord, vil Samtalen blive fuldstændigst, naar Du meddeler den. Vi Andre kunne jo rette bagefter».

«Elises Argumenter ere altid 'sans réplique',»sans réplique] uten innvending sagde Julie. «I Grunden har jeg ogsaa Lyst, naar jeg blot kunde faae Tid. Det vil sige, Tid har jeg nok, bogstavelig talt, men da en saadan Virksomhed ikke vilde anerkjendes i min Familie …»

«Maatte Du tage dertil den Tid, 'som ikke 45regnes med',»med',»] rettet fra: med,»(trykkfeil, manglende indre anførselstegn) fortsatte Fanny. «Gjør Du det, min Søde, og stol paa bedre Tider».

«Jeg faaer forsøge», svarede Julie, «men saa maa I ikke tale et Ord mere om Mill i Aften, ellers bliver jeg svimmel».

«Sæt Dig til Pianofortet, Sophie», sagde Elise, «og spil os nogle af dine smukkeste Melodier for, saa hvile vi os Alle og Julie faaer tænke i Ro».

Sophie fulgte Opfordringen med et resigneret Suk, og Julie skrev i sine ledige Øjeblikke, hvad der her, gjennemset og rettet af Veninderne, forelægges Læseren og især Læserinden til velvillig Overvejelse.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Venindernes Samtale om Kvindens Underkuelse

Mathilde Schjøtts Venindernes Samtale om Kvindens Underkuelse ble utgitt anonymt i 1871. Teksten er skrevet som en samtale mellom fire veninner om John Stuart Mills banebrytande arbeid The Subjection of Women (1868). Schjøtts skrift representerer en viktig, nesten samtidig diskusjon av Stuart Mills radikale synspunkt.

Det klare budskapet i Mills verk er at kvinner og menn bør være fullstendig likestilte på alle områder, både av hensyn til samfunnets beste og av hensyn til kvinners og menns personlige utvikling og lykke. De fire fiktive venninnene Julie, Sophie, Fanny og Elise tar i Schjøtts samtale for seg en del av Mills synspunkter, men snakker også mer generelt om kvinnens kår og stilling.

Les mer..

Om Mathilde Schjøtt

Mathilde Schjøtt var forfatter, litteraturkritiker og kvinnesaksforkjemper.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.