I.

1Solen steg, og Solen sank over den graa Gaard med den vanskjøttede Jord, hvor Græsset grodde paa Gjødseldyngerne, der engang for Aar tilbage var kjørt ud, men aldrig blev spredd. Og de glinsende brune Heste, som ikke dued til at trække. Og den meterhøie Tistel, og Humlen, som veirslidt klænged sig om Husvæggene, hvorfra Vinduerne myste som en gammel Pebersvends sure Øine.

Rundt Huset suste Trærne ved Dag og Nat. For udenfor laa Sletten, hvor Trækvindene havde Alfarvei. Sletten, som skjød sig et Børseskud frem mod Nord, før den stødte mod Skogbrynet, og i Syd først hørte op, der den tog til at bølge i Bakker og Braater ned om en Sjø, hvis ene Spids kunde sees fra Gaarden som et bredt og blinkende Knivsblad.

Men hvis Iagttageren deroppe havde en Fremmeds skarpe Blik, kunde det vanskelig undgaa ham, at hele Gruvang i Grunden ikke var stort bedre faren end den aflægse Begravelsesplads nære ved.

2Og alligevel! Der det mindst ventedes, kunde en Yppighed, en Slags tung Sybarisme bringe i Forundring.

Saa luftedes da ogsaa en silkebetrukken Edderdunsdyne en Dag derude paa Tørrestangen.

Og Jon og Perikles Winkel snuste til Mørbradstegen, der braste paa Spid i Skorstenen.

– Men de to Brødre havde hektiske Pletter i Kinderne. Et usvigeligt Tegn paa indre Oprør, som fik Jenterne til at puffe hverandre i Siden.

Og Øinene brugte de vel; rapt, rent fra Ryggen undertiden, at intet Overgreb maatte ske.

«Pst, bi lidt, du!» stansed de en, som fór afsted med en Sølvsukkerbørse i Haanden. «Den er vor den. – Værsgod, giv hid!»

«Hvem har tilladt dig at gnide paa Kaffekanden vor?» hed det til en anden. «Gnid du heller paa dig selv!»

Og de baade hefted og stod i Veien, saa Jenterne næsten rendte hverandre overende i Travelheden og sandelig slog istykker baade det ene og det andet. Indtil Vesle-Kjersti fik en lys Idé:

«Naa kommer de nok,» sagde hun i en Sving frem paa Gulvet. – Og det gav et Sæt i de to langnæsede Slikkere.

Saa gramsed de Kaffekanden og Sukkerbørsen til sig og smat ind i et tilstødende Kammer. – Jenterne trak Øienbrynene iveiret og fniste. –

«Han Perikles har ligesom Tyvslag med Hænderne sine, han,» hvisked de. «Se slig!» – Og de efterabed saa mange Gange, at Fnisen formelig brast.

3Efter et Kvarters Forløb keg et nysgjerrigt Hoved ud af Døren:

«Er de inde alt?» spurgtes der hemmelighedsfuldt.

«Ne-i, vi hørte vist galent, vi.»

«Naa saa!» – Brødrene kom tilbage. –

«Pas dig naa, Gamlemor, at du ikke svider,» sagde de til Kjærringen, som snudde, og Jon satte sig tilrette paa Murkanten med en Skaal under Flødedryppet. –

«Men der er de lel,» raabte Jenten og saa ud af Vinduet.

«Tak for os,» mumled Brødrene indædt, idet de atter tøfled ind i Kammeret. Men om lidt skreg Perikles ud, gneldrende i Maalet af Sinne:

«Dit stygge Naut, du er – din Filletaske!»

– Efter saaledes flere Gange at være løiet i Veien for kom endelig de ventede. Jon og Perikles titted paa dem, der de kom over Gaardspladsen. – Han gammel og solbrændt. – Hun ung og bleg. – Og Brødrene gjepte. Men han derude, som forstod, hvis Fjæs det skimred af bag Ruderne, medens ingen tog imod, fik et ærgerligt Udtryk, idet han førte sin Hustru op over Trappen og ind i Forstuen, der det hvide Gulv og de nøgne Vægge gav Kulde fra sig, syntes hun.

Hun slap hans Arm og blev et Øieblik staaende. Gav sig saa raadvild til at gaa hid og did.

«Naa, naa,» sagde en dyb Røst, «du faar vel se at faa Tøiet af dig. – Og slaa dig til Ro en Stund», tilføied han spøgende. Med ett strøg han 4sig adspredt op i Haaret og lunked videre. – Hun hørte ham tage i Klinken paa en Dør, som vistnok holdtes igjen fra Indersiden.

«Dere er noen gamle Narrifasser», brummed han. –

«Neitak,» svartes der sylspidst, «det er nok du, det.»

Da han kom tilbage, havde han Rynker i Panden. Men de glattedes, som han raskt gik hen til hende, løfted hendes Hage med en haard Haand og tog en vældig Smeldkys. –

«Velkommen til Huset, Veslekona mi! – Og gid du nu kom til at trives her da.»

Hun trak Pusten langt:

«Tak, tak, Winkel! – Jo, det tror jeg nok.»

«Det skal du ikke tro, men vide, det, Paula – Ungen min! For «de derinde» er ingenting at bry sig om. Og at alt her staar og gaar, som da Far vor leved, vidste du jo. –

Nu skal vi spise. Asparges første Ret, af den berømte, vi gjøder med Blod i Kræmmerhuse.» – Han vendte hende om mod Vinduet. – «Se ud i Haven! – Det var Kaalsenge før. – Du, Veslekona mi, som selv er saan en Asparges mellem gamle, uveksterlige Æbletrær – dig skal jeg da langt mindre forsømme.» – Han strøg sig over Ansigtet og var med engang kommet i bedre Lune.

Han lo saa smaat sin sagte, godmodige Latter: – «Ja, saa faar vi rusle ind da!» – Han aabned Døren til Stuen, hvor Bordet stod dækket med gammelt Sølv. – «Men her er nok ikke som du 5er vant,» sagde han, «men du faar tage det, som det er da.» – Og der fulgte en Række af Undskyldninger med et veltilfreds Smil bagenom. – –

«Jeg skal sige fra de andre to,» meldte en Jente ind fra Kjøkkenet, «at de gad ikke fli sig.» –

«Nei, nei, saa faar de la være da.»

«Og de spiser helst hos sig selv.» –

«Ja, ja, de faar vel ha sin Vilje.»

«De er noget for sig selv, de Brødrene, ser du,» forklarte han. – «Nei, skal du sidde der da?»

«Jeg vil gjerne kunne se ud af Vinduet.»

«Aa pyt! – Her er pladsen din, idag og altid. – Ved Siden af mig. Saa ja!» –

«Hø! Hvem skulde nu ogsaa troet dette,» lød det, som de sad der – «Paula – Ungen min!» – Og han saa langt paa hende.

«Nei, hvem skulde troet!»

«Du maa spise,» sagde han, «ikke bare sprætte i Maden,» og han forsynte hendes Tallerken med et tykt Kjødstykke. – «Hø! En Gaardmandskone – min Kone – maa ikke være noen Tertit – om hendes Far aldrig saa meget var Oberstløitnant – ikke være noen Skjæreving, som ikkenoe orker.» – Og han klapped hende paa Knæet. – «Er Veslekona mi træt efter Reisen? – Hun glemmer Smilet sit jo!»

Hun sad og dreied det gammeldagse Rødvinsglas mellem Fingrene:

«Du Winkel,» sagde hun sagte, men Smilet kom nu alligevel – «hvad, om du heller banlyste det?» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.