6Gerhard Winkel var den ældste af de tre Brødre og havde giftet sig i sin sildigere Alder.
– I Gerhard Winkels Mor havde flydt godt Landsens Blod, og Sønnen var som Moderen blevet firskaaren og sterk. Og uden Svig.
Men Jon og Perikles’s Mor havde været Datter af en Lensmand, hvilket ogsaa kunde været bra nok, havde ikke Skjæbne og Skifteret villet det saa, at de to Brødre derved allerede tidlig var kommet til at føle sig tilsidesatte, hvad Gods og Guld angik.
«Men dengang gik jeg alene og slængte, jeg, Gutter,» pleied Gerhard sige til dem, «mens dere fik Kjæling af en Mor – og suged Sukker.»
«De Sukkerbeterne burde du Skam ikke misunde os, Bror,» gneldred Perikles, «der var Rottelort indi!»
Og Gerhard Winkel maatte trække paa Smilet. Men blev alvorlig, da han spurgte:
«Og Kjælingen da, Gutter?»
«Pyt!» blaaste Perikles, «Mor mente vel, at du nok tog din Mon igjen siden!»
«Har jeg gjort det, synes du?» spurgte Gerhard.
– Gerhard Winkel forhasted sig jo ikke med at søge Kvindegunst.
Og da han omsider «vilde tage sin Mon igjen», som Perikles sagde – hvo ved, om ikke da saare længe Længselen efter en noblere Slags Kvindekjærlighed end den, Tjenestepiger og Budeier kunde 7give, havde ulmet i ham. Og den Længsel være brudt ud i lys Lue ved Mødet med en viss slank, ung Dame derinde i Hovedstaden – en, der gjaldt for at være uforsigtig og levelysten – da nu saa mangt maa siges om den, der er forældreløs eller ubeskyttet. – Hvem kan skjelne mellem Sandhed og Løgn? –
Frøken Paula Heiss smilte under tykke Øienlaag. – Han vidste ikke, enten Gudfader havde skabt dem slig, eller Graat hovnet dem – tænkte heller ikke stort derpaa – men Smilet, Smilet, det gav ham kolde Rislinger over Ryggen med dets lukkede Forjættelse. – Hun talte med en Stemme saa lav og sløret af Hæshed – han vidste ikke, om af Sygelighed eller Natteluft – tænkte heller ikke stort derpaa – men den Stemmen strøg ham som Kjærtegn, han gav og fik.
Saa havde han skræmt hende en Dag og for et kort Sekund tændt et Seiersglimt under de hovne Øienlaag, da han voldtog de smale Hænder til Kys – og saa klodset, som det alene kunde gjøres af Gerhard Winkel, havde han famlet sig frem til Frieriet med Indledningen:
«Det brænder naa værst i gamle Huse.» –
At Gerhard Winkel havde giftet sig, naar han nu engang var blevet saa forelsket, var vel heller ikke at undres over – han, som endnu var rask og rørig som en Ungdom.
– Brødrenes Formening i dette Stykke fik da være, som den vilde, ligesaa deres Misundelse fra før.
– Alligevel kunde det se ud til lidt af hvert 8med det gamle Forhold imellem dem den Dag, da Gerhard Winkel traadte ind i Brødrenes fælles Værelse i anden Etage, hvor Jon og Perikles, der sagtens ante Uraad, sad paafaldende ligegyldige uden saa meget som at tage Piben af Munden.
«Jeg kommer hid op,» sagde Gerhard Winkel, «for at lære jer lidt Folkeskik.»
«Naada! Hvordan det?» spurgte Brødrene.
«Det ved I bedst selv,» svarte Gerhard Winkel; «men jeg vil ikke vide af dette.»
«Hvilket?» spurgte de atter, og udfordrende. «Neigu, om vi skjønner, hvad du mener.»
«At I opfører jer som Pøbler da, siden I vil høre det, – som I gaar forbi hende i Gangene uden at hilse – og blaaser Latteren gjennem Næsen.» –
«Aa, det har vel været saan rent tilfældigt, det, Bror,» smilte Perikles med Mundvigerne nedover. «Hun kunde spart sig Sladringen!»
«Hvad for Pak maa ikke en tander, ung Dame, som ser sligt, tro, hun er kommet til?»
«Naa blaaser jeg ialfald!» svarte Perikles. – «Pas dig, du, at du ikke angrer baade det – og slig du kommer og overfuser Brødrene dine, som ikke noe galt har gjort.»
«Jeg har sagt, hvad jeg vilde,» sagde Gerhard Winkel myndig, og de saa, han var vred. – «Blir her ikke slut med de Tilfældighederne, saa er det forbi mellem mig og jer. Vær trygge! Jeg skal nok holde Øie med jer, Snoflerne!» – Og han gik haardt ud af Døren. –
9For saadan var han, den jevne Gerhard Winkel, at som sin Hustrus Beskytter blev han nidkjær. – Og han fordred af Brødrene og alle, at i det Øieblik han havde fundet for godt at tilskjøde sit kraftige Legeme et svagere Lem, saa maatte det respekteres som en Gudsdom. – Og pleies af ham selv. Og beundres. Og velsignes.
Men syntes nu ogsaa Gerhard Winkels Kjærlighed stille og beskeden udadtil, saa var der i Enrum med hende ved Siden af hans Bjørneomfavnelser en forhastet Slikvorrenhed ved ham, som gjorde hans Smil sygt og barnagtigt undertiden, mens kjælne Ord brast ham keitede ud af Munden og knækked Nakken ved egen Uformuenhed.
Hun kunde fri sig fra de tunge Hænder noksaa braat og sætte sig andetsteds hen, og der kunde komme en Utaalmodighed i hendes «snak ikke slig da», som bragte Winkel til at se forbauset ud. – Han sagde ingenting ved slige Leiligheder. Men Gud bevares, i Grunden var han fornærmet. – Han havde ikke forsyndet sig. – Han stelte med hende, saa godt han bare kunde, han. Og naar hun saa fandt paa at vri sig unda med ett, akkurat som skulde noget stikke hende etsteds, saa var den Slags Kvindfolkeluner knapt Paatale værd! –
«Ja, ja san!» – Winkel reiste sig langsomt med Hænderne mod Bordpladen og gik.
Hun blev siddende ligeglad tilbage. Lod Blikket glide paa Maafaa henad Gulvet og opad Væggene, danned Rektangler og Triangler af Kvisterne i Taget, fandt et grinende Ansigt her 10og et sfinxlignende der. – Og Blikket gled og gled – Vinduerne med de seksten smaa Ruder i hvert, der Winkelnavnet stod skrevet paa kryds og tvers, de skilte saa hermetisk mellem Gruvanggaardens magre Dagligstue og Vorherres fri Veir derude, det bløde Græs, de skinnende Blomster og det fine Løv, som endnu ikke kunde rasle. – Det var, som ønsked hun at puste noget lummert ud, idet hun reiste sig og tog sin Solhat i Haanden. –
Hun blev staaende ude paa Gaardspladsen og stirre op i Aspene – de graa ringlete Stammer – de lyse, lyse Blade udpaa knortede Grene. –
«Jagu er det naa stilt paa Garen, Frua,» sagde det ved Siden af hende, saa skingert, at hun vak. Men hun smilte, da hun saa, det var Kruggen fra Ramstadpladsen, Hans Mislet kaldet. – Han havde smaa, kloge Øine, han, hvis Pupiller blev langagtige i Solskin som en Kats. – «Men vent lidt,» skravled han ivei, «om en Maaneds Tid kan en finde Gruvang iblinde, efter Laata, slig Skrangel blir her i Trærne da! –
Sikkert det er pent naa, Frua. Tænke sig for lidt siden – svart var Jora, svart var Veiret, og svart var Menneskehugen. – Hau! – Men naa soler jagu Ormen sig i Bakkebraaten, og rører en i en Maurtue, sender de sligt et Spiit tilveirs, at en rat kan nyse. Nei, naa fins inte det levendes Kryp, hvori Sevjen inte render baade tjok og klissen – Vorherre til Pris, Jora til Formerelse. Det kjender og ser vi nok alle, det.» –
11Hun saa ham lunte af med lange, ustø Skridt – Hovedet lavt nede mellem Skuldrene. –
Og hun frøs over Ryggen uden at vide hvorfor.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.