Jon og Perikles Winkel havde i Folkemunde Ord for at være lyssky – og folkesky med.
– Det forholdt sig da ogsaa i Virkeligheden med dem som med Edderkoppen – de likte sig bedst i Skumringen og gik nødig ud, før Solen var nede. Men folkesky var de nu egentlig ikke, uagtet det nok kunde se ud til lidt af hvert.
Som nu Folk, der blev siddende inde i Stuen og vente, naar Gerhard Winkel var borte, de vented og vented, men ingen kom der, og ingen var der, og alligevel vidste de sig iagttaget. Det var en velkjendt Sag. Men hvorfor i Rødes Navn kom ikke de Winkeler heller frem end staa slig og knaase i Tittehul bortover? –
Og som nu Folk, der kjørte ude paa Landeveien. – Bedst de mente møde en langkroket Winkel, mødte de jo slet ingen. Kanske saa de istedet en Ryg ude paa et leret Jorde – kanske saa de ham aldeles ikke.
– Men Jon og Perikles Winkel havde for Vane at gaa saa slurvet klædt, de. – Det var saa løst og ledigt og ugenert, fandt de. – Hvorfor ikke heller træde tilside bag en Busk end give Afkald paa en af sit Livs Bekvemmeligheder? –
12Og de to Brødre skridted saa let over Grøften, naar de paa sine Udflugter øined en eller anden, der i Afstand kunde have Lighed med nogenslags Honoratiores. – Jo, de kjendte til det. – Der skulde vel ogsaa disse Mennesker have stanset og hilst: «Naa Goddag, Hr. Winkel, hvordan gaar det?» – Og de burde svare – lige ilde om søde eller sure – mens de blev beglodde fra Ende til anden.
Og nu tilsidst, da der var kommet en Fremmed i Huset, satte de en hel Ære i ikke paa nogensomhelst Maade at ændre sit Antræk, men derigjennem vise Broderen og hans Kone, at de var sine egne Herrer, som gjorde, hvad de lysted.
«Du har fjonget dig svært du, Gammeln», kunde de dog ikke bare sig for at sige, idet de napped i Broderens nye Vadmelstrøie.
«Gift dere sjel dere, Gutter,» brummed denne, «saa slipper I at knytte Taugstump om Livet istedetfor Knapper i Buksen.
– Ligeoverfor de Nygifte næred de i det skjulte en levende Interesse, som fik Udslag i, hvad Brødrene selv benævnte «Lensmandsinstinktet hos sig», det Gerhard Winkel godt kjendte og stundom søgte sætte Stopper for i Form af Papirlapper bortover Væggene. Men det blev nu blot paa et Skjøn.
– «Hvad sagde hun da? Hvad gjorde hun saa?» løb Spørgsmaalene rapt imellem dem, naar de kom alene hos sig selv. Og der blev svaret, hvisket og leet.
13«Men det er ækkelt,» mente Jon, «at have saant i Huset.»
«Det opærter,» sagde Perikles.
«Udkomme har de godt nok,» var de enige, «og de Unger, som blir, skal slippe Arven fra os.»
«Nu skal jeg sige dig,» foreslog Perikles en Dag. «Vi flytter ligesaagodt, vi – og styrer Nebruget alene. – Sæt dig naa, sæt dig! – Saa skriver vi Testamente til bedste for Anders og Bolette. – Saa forlanger han Anders ingen anden Løn end lidt til Tobak. Og hende Bolette – ja, hende skal jeg tage paa mig.» –
«Hm, jeg ved ikke!» – Jon klødde sig i Haaret. «Da blev det knapt bedre paa Nebruget da.»
«Pessimisten!» svarte Perikles, «du kan skjønne, vi blir blygsommere.»
Jon var kjølnet af med ett. Men han fik en Tanke, idet han saa ud af Vinduet:
«Nei naa – mener jeg ikke Olea gaar der. Hende kan jeg testamentere!»
Perikles gren, men fik ogsaa en lys Indskydelse. Jon spekulerte paa, hvad der var igjære, siden Broderen trommed saa fornøiet i Vindusposten.
«Naa skal der bli Moro her!» kom det endelig. – «Jeg vedder: han Far sidder ved Vinduet – hun Mor sidder i Sofaen. – – Lad nu du, som du ikke ser hende, og sig til Gerhard, at Gamlekjæresten hans er ude. – Og læg Merke til, hvordan de tar det – hva?» –
14Jon lod samtidig betænkelig og indful. Saa gned han sig med Haanden over Hagen og skyndte sig afsted. – Paa nederste Trappetrin traadte han feil og ramled, saa Perikles, som stod ved Gelænderet, kom til at snorke af Latter.
Jon saa stivt fremfor sig, der han tøfled fremover Stuegulvet. Blinked saa fortrolig:
«Gamlekjæresten din er ude, du,» sagde han. –
Og det blev bom stille. –
Indtil nogen begynder at le borti Kroken – først sagte indestængt – men mere overgivent efterhvert – tilslut i Rækker af Latterbølger:
«Aa, aa, du Winkel, du Winkel,» lød det ganske opgivent indimellem.
Jon saa sig faaret om. – Han forstod ingenting. Forsøgte jo nok at følge:
«He – he – hehe!»
Gerhard Winkel smilte mut:
«Naa, kan du le slig, du da, Veslemor?» Vendte sig saa mod Jon nogenlunde med samme Bevægelse, som vilde han knipse efter en Flue:
«Hils Perikles fra mig, du. – Og siden du nu er her: Du skulde vel ikke huske dengang, han narred dig til at gaa paa Stylter i Brønden vel?» –
Jon Winkel blev rød opimod Haarrødderne. Braasnudde og langed ud af Stuen med sig. – Nei, det var nu ikke første Gangen, det, at Perikles havde narret ham galt afsted. Og Bror Gerhard gjemte paa det. – –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.