Ve’s Mor

av Ragnhild Jølsen

IV.

15Det gav et Knep borte ved den aflaaste Dør bag Schatollet, en Eftermiddag Gerhard Winkel og hans unge Frue kom ind i Følge. Hun først, smal som altid – med en Smidighed, ante man, den hun ikke gad bruge. Han efter, i Langstøvler og med Høbøss paa Skuldrene efter Læssetælling paa Laaven.

«Hvad drømte du saa inat, du?» spurgte han i Fortsættelse af Samtalen, trygt smaaleende inde i Skjegget. –

Men han fik intet Svar. – Han gløtted paa Gangdøren. –

«Der er den, den brundroplede igjen – tscht, vil du ud med dig, du din Ranglebikje!»

«At jage det vakre Dyret», sagde hun.

«Naada, gir du den Mad, du kanske?»

«Den vilde ikke ha.» – Hun gik hen til Vinduet og læned sig ud af det.

«Ser du noe rart?» spurgte han. – «Er Bikja derude?» –

Hun retted sig ligegyldig. Blev dog fremdeles staaende. – Den Hunden, den Hunden – at det da ikke var muligt at komme til Vished! – Hun saa sig tilbage, overrasket. – Ogsaa et Indfald af Winkel pludselig at dunke i Væggen derborte ved Schatollet! – Men Hunden – der sad den paa Halen nedenfor Trappen – stordroplet over Ryggen, smaadroplet langs Flankerne. – Kunde hun bare gaa ud og sige «Rex» til den; men saa sjaued Winkel den sagtens afsted, og – nei, det var 16knapt raadeligt, af flere Grunde. Skjønt det var naturligvis ikke «Rex.» – «Rex!» hvisked hun ganske lavt. Sandelig spidsed den ikke Øren. – «Tiras!» forsøgte hun videre. – Pyt, den spidsed vist Øren til det ogsaa. – «Tosken!» – jo da, den tog det vist til sig altsammen. – Nei, umuligt at faa det paa det rene!

«Svare til Hvisling med dig da,» sagde Winkel.

– Og selv det, at den var kommet logrende igaar, behøved vel ikke tyde paa nogenslags Gjenkjendelse – kunde jo bare være en Opførsel som af venligsindede Hunde flest. – Men slig hun nu havde tænkt og tænkt sig rundt siden igaar! – Hvorfor i Alverden hun ikke var kommet til at sige «Rex» med det samme. – Se der, der dasked den afgaarde nedigjennem Alléen, lidt paaskjøns, ogsaa som Hunde flest. – Aaja, flere flekkede Bikjer end Prestens! – Der nede stansed den ved et Træ. – Sligt et feiende Kast paa den lange silkefrynsede Hale. – Vakkert Dyr. – Jo, det var vist «Rex». – Den Hunden, den Hunden! – Strøg af hvide, kraftige Herrehænder over sit smale Hoved, nedad Ryggen, det fik slig en Hund Aar efter Aar, kanske helt indtil selvsamme hvide Herrehaand sendte den en Kugle i Panden. Men Kvinderne, stakkars! – hun smilte bittert. – Ja, mange Kvinder kunde vel misunde en eneste Hund. –

«Hvorfor svarer du ikke?» spurgte Winkel.

«Aa, jeg tænkte sandelig paa noe andet,» svarte hun træt.

«Hvad har du Hovedet saa fuldt af da?»

17«Aa, alt og intet.»

«Sæt dig hid naa!» – Han vilde trække hende ned paa Fanget. Hun unddrog sig og satte sig i Sofaen istedet.

«Veslekona mi puster saa tungt i Fjærene som en syg Kylling, hun,» begyndte han om en Stund. «Det gjorde hun engang igaar ogsaa».

«Jeg er ikke syg, jeg.»

«Angrer du, du fulgte mig hid kanske?» spurgte han siden, og han blev tør i Maalet, som naar han snakked om sin Mor.

«Nei. – Bare ikke bryd dig om mig, du. – Er ikke vant til sligt, jeg.»

«Jo, naar du er blid saa.»

«Hm! – Om du liker mig blid, er det vel ikke sagt, at andre – –»

«Andre?» sagde Winkel. «Naa! Er det andre, det gjælder da – andre, du drømmer om?»

«Det gjælder ingenting,» svarte hun. – Jeg sover jo hos dig, jeg, inderst inde i dine Arme. – Og jeg kjender, du er haard og fugtig som Slibestenen derude. – Men tænke kan jeg vel. Og drømme. Drømme kan jeg vel baade sent og tidlig, om jeg ogsaa sover hos Bjørnefar i Hiet. – – For Drømmene, de er trofaste de, Winkel, som Tungsindet.»

Gerhard Winkel betragted hende nøie, rysted paa Hovedet og betragted igjen.

Men slig hun sad der med Fingerspidserne mod Tindingen og med lukkede Øine, begyndte hun at fortryde allerede. Alene Blikket! – Hun ante og følte det som et Jernpanser om sig.

18Og for første Gang fornam Paula Winkel, hvorledes hendes Mand formaadde knuge ned, ligesom samtidig baade med Aand og Krop. Netop dette, at ogsaa han sad der saa taus – han, der i alt andet havde et godmodigt Ord tilsidst – det gjorde Luften trykkende tung som før Tordenveir, syntes hun – naar Skyerne bunker sig, og Aandedrættet besværes. Og hun kjendte sig liden og feig, da hun mumled:

«Aaja, det letner nok engang – med Hovedpinen.»

Saa blev det ham, som ikke svarte. – Hun begyndte at blive urolig. Vred sig sagte som for at komme unda Trykket fra ham.

«Du sa, du ikke var syg,» kom det endelig.

«Sa jeg? – Hm – er bedre nu.» – Hun aanded op. – «Men du Winkel, kjære, hvorfor sidder du saan da? – Er du vond kanske, fordi jeg ikke er robust som en Bondejente?» – Hun fanged et Glimt fra Egtefællens Øine og strakte to hvide Hænder over Bordet:

«Skal jeg rake imorgen? – Vel, vel, Winkel!»

Winkel blev siddende og se paa hendes Hænder, som saa lindt gled nedover hans graaklædte Arm og tilbage igjen. Han ønsked, han kunde bede hende tage dem væk, indtil han fik spurgt – han vidste ikke rigtig hvorledes – om noget stort og vegtigt. Men hans Spørgsmaal vilde hvile som en Ed over hende, ante han.

«Du – du – aa sig mig –» Videre kom han ikke. De hvide Hænder og hun selv, de smøg 19sig rundt ham med engang. Men let og fjernt. Mer som Pust end Berøring.

Det skrabed i Stolen. Og det gav en Knep og en Fnis borte ved den aflaaste Dør, da han pludselig slog Armene om hende. Han kyssed hendes Hoved, som stadig gav efter, nedimod Gulvet. Han krysted, saa hun bad for sig, indimellem afbrudte Ord og Sætninger:

«Herren signe dig, du Ungen min – Ungen min! – Er jeg slem mod dig, du? – Hø! Han Bjørnefar i Hiet, han dræber af Kjærlighed, han. – Fordi han ikke beregner sin egen Styrke, ser du. – Aa, Veslemor, du Veslemor!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ve’s Mor

Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.

Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.