Ve’s Mor

av Ragnhild Jølsen

IX.

«Dugg faldt,
og Dugg smalt
i Herrens Aar –
Lod intet Spor tilbage»

– saa siger en gammel Versestub.

Og Tid forløb.

Og lille Dag han vokste. Begyndte bore Næsen ind i Moderens Bryst og lege sig med det. – –

Og lille Dag han vokste. Stabbed ørliden og blid om mellem alt det ældede, der Barneskridtene lød ødslige og forbausende, hvad enten de snubled 42paa det kvistede Kjøkkengulv eller rendte insektagtig afsted inde i Stuen, hvor det skraaned. – –

Og lille Dag han vokste. Lærte pludre og snakke og gjøre Grimacer, altimens han fik ret Næse og Smilehul i det ene Kind.

– Om det saa var Brødrene, orked de ikke gaa ham forbi uden at smelde med Tungen eller knipse med Fingrene. Og Gutungen knipsed, jepte og smeldte igjen, rent rabalsk af Legenhed. – Men falsk var han – erklærte de – falsk som skreneste Flødeskummet. – Slig han nu kunde staa og se Jon op i Ansigtet, saa smørblid, for ikke at sige noget andet, at Jon følte sig ganske rørt og smigret. –

«Nei, den Vorten din er fæl, du,» sagde han pludselig. – Og slig han nu klænged og brydde dem med alt; indtil han ikke havde Brug for dem længer: – «Gaa med dig, du stugge Onka Pirk,» hed det saa, – «du ækle Onka Jon.» – Det var Takken. Og ofte kunde Brødrene blive ganske hadefulde i Øinene. Men ved Leilighed vidste altid den lille at insinuere sig paany. – «Det er hans mindste Sag at gjøre sig lækker,» sagde de, og en Brod fra den lille rødkindede Dag blev nu altid siddende igjen.

Og det var vist – mangfoldig var han: Brød sine Tinsoldater istykker, kasted Sten paa Gaasungerne, skar engang op en hvid Mus med en Bordkniv. – «Det er Juleslagtning, tønner du,» sagde han snusvigtig. Men han kunde angre sig ganske syg, naar det gale vel var gjort.

43Gerhard Winkel skubbed ham fra sig, naar han var ulydig: – «Du er et arge Trold af en Unge,» sagde han ærgerlig, men le lidt maatte han nu alligevel.

Gerhard Winkel kunde ogsaa sidde lange Stunder og se paa sin lille Søn, lade ham ride Ranke og lære ham rare, gamle Regler: «Og han Las og han Mas gik til Lottane By.» – «Det er en egte Kjærlighedsunge, du Paulamor,» lød det da faderstolt. – «Men mig ligner han neigu ikke mer end Katten,» kom det efter. «Det maa være dig da.»

«Han ligner nok ikke hverken dig eller mig,» sagde Paula smilende, «den lille Fyren – lunefuld og søt som Kjærligheden selv.» – Hun fik altid den samme Trækning om Munden, hun, naar det gjaldt Barnet – noget henimod en syg Lykke. – Hun var da ogsaa den eneste, den lille Balstyring lod til at være glad i. – Han hængte hende i Kjoleskjørtet baade sent og tidlig, saasandt han fik Lov af Faderen. – Og det var, som hun ved sin Kjærlighed formaadde lægge en Dæmper paa hans Vilterhed.

– Ofte tog hun ham med sig ud, og de vavred hist og her over Markerne, mens hun lærte ham Navnene paa Fugle og Trær – og aldrig at træde paa skinnende Kryb. Og hun bar ham paa Ryggen, naar han blev træt.

Borti Aaslien, der de gule Vaarblomster lyste Side om Side, og Sevjen randt under Siljebarken, der skar hun mange Kviste, bredte sit vide Kjoleskjørt 44ud til Sæde for Barnet og laved ham Fløiter, smaa og spinkle som hans egen Lillefinger.

Men som de sad der, hændte det tidt, hun bøied sig ned over Barnet og snakked saadant, der lidet kom et Barn ved, monotont og sørgmodig, som den, der ingen Fortrolig har, kritikløst kan snakke med en Hund, en Kat, en Kanarifugl.

«Jada – jada – vi har det jo bra Dag efter Dag og Aar efter Aar – at det bare maatte vedvare, Dag – at ingenting maatte hænde, der gav os Længsler efter andet – og at du aldrig maatte blive stor, lille Dag, og reise fra Mor. – Herregud ogsaa – hvad vi giver af vort Hjerteblod, vi Kvinder – det være sig til en Mand eller til et Barn. – Manden kror sig af det, og Barnet lever af det. – Og mister gjør vi det hele den Dag, de reiser bort – Manden styrket i Troen paa sig selv – Barnet, det voksne, styrket mod Liv. – Og en anden Kvinde faar, hvad den første gav. – Aa ja ja, den evige Stofveksel af Kvinders Hjerteblod til Kvinder gjennem Mænd! – – Saa skal jeg vel ogsaa sidde alene en Dag, og Aspene klapre som af Regn igjen. – Nei, lille min Dag være Barn bestandig.» – Og hun blev lykkelig ved Tanken: – «Lille min Dag har længe igjen.» – – Hun kyssed Gutten, saa paa ham stort og varmt og spurgte for at lege med ham:

«Hvad er i Mors Øie da, lille Dag?»

Og i det blanke Veir speiled Gutten sig selv i de blanke Øine:

«Lille Dag er i Mors Øie.»

45Naar Gerhard Winkel gik ude paa Gaardspladsen, holdt han stundom Haanden for Øret og lytted. Det var en Evindeligheds Siljepip borte fra Aaslien. – I alle Tonarter lød det, som en vibrerende Flageoletfløite undertiden, saa melankolsk og skjært gjennem den glædesyngende Vaarluft. –

Gerhard Winkel vidste, fra hvem det kom – og han smilte trygt for de to.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ve’s Mor

Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.

Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.