Folkefesten, den store, til fremtidig Ihukommelse om den Gang, da Winkels var nygifte, skulde staa en Lørdagsaften i Rumtiden mellem Slaat- og Skuraannen.
Husmændene fra Gruvang, Nebruget og Sagen ved Klun kom da paa Minutet af det fastsatte Klokkeslæt frem bagenfra Laden, der flere allerede havde ventet i timevis. Og de nærmed sig Hovedbygningen langsomt og uden Smil. Den ældste, nogenslags Forvalter, i Spidsen. Saa de ældre og Gutterne. Men Kvindfolkene allersidst, i en stor mørkrudet Klump.
En for en nævetoges de skrabudbukkende med de Sjelve for derpaa efter endt Kaffedrikning i Drengestuen at takke og nævetage paany.
20Egentlig skulde de saa rusle ivei til Laaven, der et falskt, vibrerende Pip fra Ola Skomagers Fele allerede hørtes indimellem Løvbuskene. Men det lokked ikke nu i Lyse. Derfor satte de sig heller, tyed sammen her og der henover Flaabergene og paa Bakken, kladdevis som vilskne Bier. – Bare et par Unggutter stilled sig paa Laavebroen; for indenfor paa Laavegulvet dansed nogle Jenter Hopsa, og naar de holdt paa at snuble, skreg de paa Gutterne.
Ud paa Traakken kom Jon og Perikles Winkel med tre fire Gaardbrugere, som var der for at se paa. Og nu aabned Fruen Døren og slap ud Konerne. Hun stod et Øieblik iblandt dem, smilende, ogsaa rød i Kinderne idag, da Egtefællen kom imod hende.
«Der blir flere Fremmede, Veslemor. – En Jæger eller to, som bor paa Hætten.»
Hun blev staaende uden at høre, nikked til ham, blot fordi han havde sagt noget, og forsvandt ind i Huset.
Det rasled i nogle Syrinkjær. Imellem saaes en blød, graa Ryg, svai i Bøiningen, imellem en svingende Hale. Og imellem lød en dæmpet, indeklemt Mjauing derindefra. – Jon Winkel rusked pludselig i Buskene, og to lysegraa Katter skjød sig frem i Dagslyset. Stopped midt ude paa Gaardspladsen, der ingen Mennesker var – Hunnen krybende sammen med Hovedet paaskjæve og store, betagne Øine – Hannen foran, stolt som en Erobrer, paa høie Ben og hver Fiber spændt. – – Perikles 21mumled nogle Ord, som fik Vennerne til at le indi sig, og som gav dem Lyst til at sige noget endnu bedre. – Snart forlød da noget fra den ene, snart fra den anden – korte, ugjengivelige Sætninger, som hver Gang gav et Gufs af Indlatter gjennem Manderækken.
Imens sprang en af Folkene frem og lukked Grinden op for en jagtklædt Herre, som kom gaaende – fulgt af en brundroplet Fuglehund. Han smilte let, idet han saa sig om – saa i et Øiekast Folkegrupperne, Buskene og de urolige Trær med det sidste Solstreif de fire fem selvbevidste Manderygge i Rad, Katterne, Huset med Traakken og Stenen nedenfor – og indiblandt endel runde Madamer atter en Ryg, men rank – og en bredbygget Mand, som bemerked ham med det samme og kom imøde. – – Den jagtklædte Herre slentred rolig fremover. – Han havde et mørkt, markeret Racehoved og om Munden et arrogant Drag, som forsvandt, naar han talte:
«Mit Navn er – –» Han traadte forbauset et Skridt tilbage og blev staaende med Hatten i Haanden foran Gerhard Winkel, der ogsaa forbauset vendte sig, og følgende Retningen af den Fremmedes Blik saa han et hvidt Ansigt og en Haand, som greb om Svalestolpen.
«Det er min Kone,» sagde han for dog at sige noget. – Hun nærmed sig langsomt. –
«Godaften Munk!» kom det paafaldende rolig; men Haanden, hun rakte, var frostkold. – Hun 22blev halvt aandsfraværende stirrende ham ind i Ansigtet. –
«Besynderligt – tænk De her!»
«Og De her!» – Et par forunderlige Øine sænker sig ned i hendes – trækker op til Smil, og de smiler begge.
Men hun tog sig for Panden med en Gang og gik uden forklarende Ord tilbage. Først da hun passerer Konekredsen paa Trappen, henkaster hun lavt:
«Jeg blir saa svimmel undertiden.» – Og hun lukked Døren efter sig.
*
«Ser De, Munk, han der? Han kan signe og gjøre igjen, baade for Kopper og Svek. – Og han der, han kan ryste et helt Hus. – Og han der, Gammeln, han hugged egenhændig af sig Koldbrandtærne sine i Vinter. – Og ser De den lange Kjærringen der da? Hun har faaet Universalmiddel for Kjærlighedssorger af selve Huldren, hun. – – Hvad det er? – Noget rædsomt – noget med Blod. Men gammelt som Synden.» –
Ove Munk smilte. –
«Ja, der er jo tre Ting,» sagde han senere, «Maanevirkning, Bloddrikning og Rapport mellem Forelskede. – Var det ikke saa, De paastod bestandig?» Han lo lavt og blev varm ved en Tanke.
Der var ogsaa Smil i hendes Stemme:
«At huske saant.»
«Aa, man husker nok.» – Han bøied sig ned imod hende og spurgte noget om «Maanevirkningerne 23nu» – gjorde en Bevægelse ud imod Markerne – brød overtvert, trygled og befalte, at faa snakke med hende alene.
De gik gjennem Folkeflokke, som delte sig til to Sider, forbi Tufsingrøden, Hættenkallen og Holten, som ogsaa veg tilside, forbi Jon og Perikles, som sansesløse stimed frem imod Laaven, og forbi Gerhard Winkel, som stod midt imod dem nedenfor Traakken uden at røre sig af Flekken.
«Naa?» sagde han.
De to Ansigter skimred mod ham med noget ubeskriveligt over sig, noget selv i Halvlyset flimrende – Nordlys – Kornmo. – Og han dreied sig langsomt om efter dem.
Ved Veiskillet, midt ude i Maaneskinnet, stansed de, og Skikkelserne tegned sig høie og elegante mod Maanedisen, medens Skyggerne ifra dem strakte sig indover Gaardspladsen, skjæve og tynde, og – sorte som Sorg.
Men derude ved Veiskillet dæmped Ove Munk sin daarende Røst, saa Ordene undertiden flød bort for hende i en dunkel Vellyd, den hun kjendte og elsked fra før:
«Min lille Pige – borte blev du som Blæst, du – men jeg angrer, jeg lod dig bli det! – Min lille, lille Pige, kan du tilgi mig, tror du – jeg, en Synder for Vorherre, en Synder for dig og alt, som er deiligt i Verden?» –
Hun stod blot og ligesom kjærtegned hans Ansigt med sine Øine:
«Du –» Hun holdt Aanden, idet han læned 24sig nærmere – og han gjentog noget. Smilte. Hun forsøgte rive sig løs. Hørte sin egen Stemme fjernt, fjernt borte, men distinkt som fra en Fonograf:
«Tilgi eller ikke tilgi – det har jo ingen Betydning nu. – Hvad kunde forresten du for, at du ikke elsked mig, Ove?»
«Elsked? Dig? – Aa!» – Han gjorde et uvilkaarligt Ryk. – «Du er blit deilig, du – deilig!» – Han luded sig ned og kyssed hendes Haandled – og Læberne var hede. Og Stemmen var hed, og Aanden, slig han hvisked lavt imod Øret, som Susen, der gik i den modne Rugaker. – Hun skalv og fornam, som begyndte noget at briste og forgaa rundt omkring. – Der dirred Maanelyset – der flakked Engtaagen – der bued og bugned sig Akre og Trær. Etsteds fra en skinger Felelaat og enkelte Skrig – et dumpt Brøl. –
«Reis du!» hørte hun atter sin egen unaturlige Stemme – «reis bare, nu som før! Hvad skal jeg med dig, tror du? Satan!» – –
– – –
Midt ude i Maanestriben stod en undersætsig, sortklædt Mand stenstille paa samme Plet og stirred, stirred paa de to derude ved Veiskillet. – Der gjorde han hende noget, Fyren. – Hun raved. – Han fik vogte sig. – Øvri-! – Naa, der kom de alligevel spadserende tilbage indover Alléen. –
Men hun skiltes fra Kavaleren og gik stiltiende forbi Egtefællen og ind i Huset. –
«Var De Skyld i, hun blev daarlig?» spurgte Winkel, og Øinene lyste stride som Hugg.
25«Havde jeg Skylden, var det ialfald ikke ment,» og Ove Munks Blik streifed Porten, hun var gaaet ind af.
«Nei,» sagde den første, «det vilde jo været at misbruge Gjestevenskabet.» –
Der jog en mørk Sky over Ove Munks Ansigt:
«Jeg skulde faa min gode Hættenmand med mig,» sagde han undvigende. «Og se til at komme hjemover.»
«Værsgod!» svarte Gerhard Winkel.
*
Inde paa Laaven, hvor der efter Aftensmaden var ruslet ivei med en Polskdans saa tækkelig paa Rad, tog Trampen til at lyde tættere og ivrigere, alt eftersom Mørket seg frem fra Krogene, indtil de blev dansende paa hverandre i Klatter, skraalende og puffende derinde i Halvmørket. – Hans Halvor Grina likte dog bedst at danse Hopsaen alene, og han dansed den med vældige Spark mod sin egen Bag. – Lorsken brisked sig ved Laavedøren:
«Kom hid du Ramstadkrug med Flaska di,» skreg han, i nogenslags slæbende Prækentone. «Ellers ska jeg hive dig saa høgt tilveirs, at du blir staaendes stille i Lufta, mens Sulua bygger Reir i Enden din.» – –
Jon og Perikles, som holdt sig for gode til at være med iblandt dem, stod med Benene i Høgulvet og titted frem mellem Birkebuskene. –
26«Kom Petrine, skal du faa en Daler,» raabte Perikles. «Nei, du skal inte gjøre det forgjæves, Petrine maars,» smisked han.
«Jagu – en Daler er altids mer end en Bøtte Poteter,» hentyded Ramstadkrug til noget gammelt – og de nærmeststaaende spruted Latteren ud af Næsen. Perikles’s Hoved med den smalbremmede Filthat var stadig i Bevægelse fremfor Løvbuskene, og Vitsmageren, Ramstadkrug, bar rundt med Brændevinsflasken Bemerkninger om den Skjønne i det Grønne, om Galæbler paa Bjerka iaar og om en, som havde glemt at tage Hodet sit ud af Hatten, da han sidst hængte den der. – – Men Hans Mislet havde ogsaa noget med Sukker paa en Flaske, hvoraf han skjænked Kvindfolkene:
«Vi ska se, aassen det gaar, hvisked han til Kjærringen, som var dunset og beundrende og braagreb sig i Siden, fordi hun plagedes af Hold, naar hun lo.
Men Jenten, som var mest i Vinden, hed Erika Karistua. Hun var fregnet, men løs og ledig og spænstig i Dansen, uagtet de famled over hende og greb hende indtil sig. – Der var ogsaa dem, som mente, hun ligned Gaardens unge Frue. Gutterne sledes om hende, gav hverandre Fantord og Knub, og hun fulgte, indtil Aandedrættet blev hikstende, og hun maatte holde sig i Ladebolken. – –
Da var det, at to lange Arme strakte sig frem fra Løvbuskene og trak hende ind.
Et par Gutter satte bandende efter. –
27Men der var sækmørkt i Høgulvet, og Støi udenfor.
Og de kom tilbage, ladende Skufelsen gaa ud over uskyldige. – Berger Berget stødte sin Farbror for Bringen, og denne svarte med en Næsestyver, saa Blodet skvat. Gutten, som ellers var den stødigste af alle, blev fraadende af Sinne, spændte Ben og fik Farbroderen under sig:
«Tak for sidst,» hylte han, dængende, hvor han traf.
Der toges Parti. – Nogle lo, nogle graat, nogle plystred og sang. – Ramstadkrug sad sammenhuket i en Krok, gløgg, med vaagne Øine. – En gammel Kjærring med svinskt Ungdomsliv krøb op paa Bolken og ypped:
«Du er en Vellingvom, Johan! Og du, Kasten, du har Haandlaget til Mor di. – Til vinstre Gut, til vinstre, saa raaker du bedre. – Heit san, det var Kjevle! Hæhæhæ! – Gi igjen naa! – Pøh, daaner du for det da, Vammelmagan? –
Og de slos de to,
saa de drukna i Blo
for e Jente!
– Har du inte Kniv da, Gut? Op me ‘n!»
En rulled bort i Fjælstubben, der støtted Laavedøren, og den tunge Dør dumped bragende ned paa Bakken. – Nogen inde fra Laden skreg, det fik være slut.
«Nei Brændevin!» svartes der, «Brændevin!»
Men der var kommet en Mand med Jernholksvøben 28i Haanden. En, som stod for Enden af Laavebroen og bød dem gaa hjem med sig. Og selv de inderst inde og de fuldeste drog Kjendsel paa Maalet, grovt og sterkt, men hvassere inat end ellers, og slap modvilligt Taget i hverandre. –
Han stod der, og de fik lidt Besindelse tilbage. –
Han stod der, og en efter en gik de forbi, skjanglende, krakilske. – En, der kom for nær, puffedes omkuld, reiste sig bandende og vilde yppe indpaa. – Gerhard Winkel hæved Jernholken mod Mandens Hoved, og Manden, som fik et Skimt af sin Husbonds Ansigt, blev myg med en Gang og lusked lallende af: «Neinei, nok inte til aa spøge med inat.» –
Kommen udenfor hven de sig skarevis henad Sletten og ind i Lundene. – Men paa Laavegulvet ynked sig en saaret, og bom stille indi Kroken sad Hans Mislet, den daarlige Brændevinsforvalter, indtil «han Fars» Skridt tabte sig over Gaardspladsen.
Gerhard Winkel laaste Porten og gik haardt opover Trappen, hvis Trin knaged og braged i Nattestilheden. Han gik over Langgangen og greb i Dørklinken, men fik ikke Døren op:
«Det er bare mig,» sagde han, fordi han tænkte, hun var blevet skræmt af Levenet. – Men der lukkedes ikke op. – Og han banked igjen. – Nei ingen. – Han banked sterkere. – Og sterkere paany. – Og han dundred paa i Forundring, der gled over til Frygt for, at noget galt kunde tilstødt hende. – Han lytted, syntes høre en Lyd, 29forstod ingenting – og sparked med engang af alle Livsens Kræfter i Døren. – Den var af krydslagte Birkeplanker og holdt. – Men noget ved Laasen brast.
Hun stod der foran ham i Dagningen, lyslevende og paaklædt – høi, smal og sort som altid – men Munden stor og rød, som smægted den efter Kys – Øinene aabne og blanke. Gerhard Winkel glemte at spørge. – Der gik en Sitter gjennem hele hans sterke Krop, og hun veg tilbage, veg og veg, indtil hun stod med Ansigtet ind i Værelsets borteste Hjørne. – Da bad hun ham gaa og begyndte hysterisk at vride sig under hans Kjærtegn. Hendes hede Legeme, hendes Modstand, Dagens Begivenheder, alt tilsammen virked det paa Gerhard Winkel med en Magt indtil Vanvid, og han tog og bar hende, medens hun sprelled og tvinned sig som en vild Kat og slog ham med et iltert Skrig midt i Ansigtet. – Da brummed Gerhard Winkel og bøied hendes Arme tilbage paa Ryggen og kyssed hende alligevel – og hun maatte give sig i Afmagt. Men hun saa ikke paa ham. Et Øieblik stirred de aabne, blanke Øine op imod Taget. – Saa lukked hun dem pludselig, smilte og lagde begge Armene om hans Hals.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.