Ve’s Mor

av Ragnhild Jølsen

VI.

Høsten blev stille paa Gruvang Gaard. Dobbelt stille efter Uroen og de vilde Slagsmaal.

Kornet blev skaaret, bundet og kjørt, tyst og 30lunt som aldrig før. – Ingen Tomvogn skrangled rasende afsted det Aar med Leiehest drevet af hvinende Tømender. – Ingen Skjending paa Akeren, intet Tilraab og ingen Jenteknegg som ellers, naar Høstens modne Lugt fylder Luften. Men paalidelig og støt gik det med Bededagsfjæs, rent som syntes hver især af dem at have noget at sone. – Saa. – En Dag det brygged til Regn, blev et par gamle Slæder med Træmeier taget i Brug, og Gaardshestene maatte trække, stakkars fede – og de trak den hvislende Rigdom i Lade, saa Skummet valt under det knagende Sæletøi.

Men da Regnskyerne drev væk, havde Himmelen løfted sig høiere op – fjern og fornem – og vidunderlig skyldfri.

Og Høsttaagen kom, og Høsttaagen veg, og Dag efter Dag laa Sletten og drømte. Og Nat efter Nat smilte Maanestraalerne i Taagen. –

Ude paa Jordet stod to Orebuske. De blev til en kostumeret Chevalier og en smallivet Dame. – Han bukked og skrabed, smelted sig hen i Ærbødighed, næsten helt ned til Marken imellem. – Hun kasted sig uvillig væk. – Han retted sig stolt, løftende paa sin tresnudede Hat. Da blev hun bange og bøied sig gratiøst, som hvisked hun snedige Elskovsord. Og han studsed. – Det var nu Ulykken, at han var tryllet til Stedet. – Hun lokked, naar han gik, og veg, naar han kom, svaied af Latter, naar han rysted af Sinne. – – Og slig drev de sit Spil baade sent og tidlig – men især naar Aftenvinden suste over Sletten.

31Paula Winkel stod ofte ude ved Veiskillet og saa paa dem og paa Aasen, som strakte sig der over paa den anden Side, snart graa, snart sort, snart skinnende lys med en Hær af underlige Skikkelser høit opimod Himmelen. – Og som hun stod slig, hændte det stundom, hun kunde le sagte ved sig selv og kramme de Blade, hun holdt i Haanden, fordi hun, som havde troet Glæden død, alligevel toges af en Glæde, den hun ikke helt kunde forstaa, stille som den var, ligesom Taagen og Maaneskinnet og Vorherres milde Veir. Men det kunde ogsaa hænde, hun blev de lo lysegraa Katter for rap i Vendingen, snapped dem til sig, en under hver Arm, og betragted dem længe, fordi de syntes hende Minder om en merkelig Kveld. – Se, der smat de dog bort, baglængs, med bløde Poter, og legte sig videre, skjønne og trofaste, hele sin Ungdoms daarende Leg – over Marker, opigjennem Trærne og bort under skumle Udhus. –

Og Livet paa Gruvang gik i sin vante Gjænge. Og Pleielerne dunked og dunked saa taktfast paa Laaven. – Og Stilheden nynned og sang om Aftenen. –

Slig gik det, til Mørketiden kom, og Regnet begyndte smelde.

Men da Mørketiden kom, fandt Paula Winkel sine Pastelfarver frem og fordrev Tiden med at male derborte ved Vinduet til sidste Skimt af Dag, – altimens hun følte Varmen lune sig i Ryggen.

Ofte merked hun, at nogen stod bag og titted. –

32«He,» kunde han sige, «skal det være et Blad eller er Æple?» – Og hun tied haardnakket stille – kunde dog ikke egentlig ærgre sig over Spydigheden heller.

Anderledes ligeoverfor Winkel. Hun vendte sig tidt og gløtted derhen han sad med sin Pibe, smilte lidt usikkert:

«Synes du, jeg spilder Tid kanske?»

«Synes du, jeg er uselskabelig, du?»

«Det er saa morsomt.» – For – noget hun ikke før havde betænkt for saa meget andet rart, det var dukket frem for hende i det sidste, i Tusmørketiden, ligesom Trærne, der dukked bladløse og graa frem af Høstregnet. – Naar hun saa Winkel, tænkte hun ofte: Du har slaaet til ham, du. – Funderte meget over, om ogsaa han husked paa det, – trodde han gjorde, straks han saa alvorligere ud – og hun fornam som et Stik. – Men hun generte sig simpelthen for at nævne sin egen Slemhed. Desuden – at gjenoptage – der var noget, som var farligt at røre, som et Rovdyr. – – Og han havde aldrig nævnt det Slaget, ikke Morgenen efter – aldrig. –

«Nei Winkel, nei er du vond paa mig nu?» kunde hun sige. –

«Var det ligt sig, det,» svarte han rolig, «jeg er ikke vond paa dig, Veslekona mi!» –

Og hun malte atter vel tilmode. – Men om nogle Dage var den der igjen, Samvittigheden. Indtil det hændte en Dag, hun stod ved Siden af 33ham, at hun rent impulsivt kom til at stryge sin Haand over hans Ansigt. –

«Hø!» sagde han, idet han tog Haanden og saa paa den. «Hvem skulde ogsaa tro, den kunde smelde slige Ørefiger?»

Hun fik Vand i Øinene af Flauhed. –

«Naada Veslemor,» sagde han noget polisk. «Jeg siger jo ikke andet, end at det var vel fortjent.» –

«Aa, du Winkel – du Winkel!» – Hun blev saa overvældende glad i Øieblikket, at hun hængte sig om hans Hals og kyssed. – –

Men siden. – Naa, saa var det da over – hun havde gjort sig unødige Skrupler – en ækkel Byrde var faldt af hende – og alt var vel og bra. – –

Og saa var hun stadig fornøiet over at have gaaet bort fra «han» Ove hin Festaften, fordi hun følte det som en Slags Revanche blandt andet – Gud alene vidste, hvorfra hun havde hentet Kraften. –

Naar hun ikke skimted male længer, laa hun meget paa Sofaen med lukkede Øine. – Jo, nu kunde hun drømme! Men hun drømte ikke af pur Mathed. Smilte ud for sig bare.

«Gud ved, du Winkel,» sagde hun engang, «at nogen er ræd? – Aa, jeg glæder mig, glæder mig saa forfærdelig til den lille Ungen min.» – Og hun laa videre, mat og rørende. – Og Winkel lagde Puder under hendes Hoved. –

«Hvem i Verden har slig Kjærring som jeg, tro?» – Og han strøg lindt med sin haarde Haand over hendes Pande.

34Men da vak hun stundom og skutted sig sammen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ve’s Mor

Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.

Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.