VII.

Sønnen fødtes en Sommerdagsmorgen. Moderen lo, da hun fik se ham, og vilde ikke slippe ham fra sig igjen. Blev liggende med den lille i Armene, og de to peb omkap, saa Faderen tilsidst ganske betuttet og hovedrystende gik ifra dem.

«Naa blir du Nummer to, Far,» spaadde Brødrene, «har du ikke været det før.» – Og Gerhard Winkel svarte ikke, men følte sig elendig liden og tilovers.

«Hm, det faar vel bli en Maade med det,» sagde han senere en og anden Gang, men stadig maatte han merke sin Magtesløshed ligeoverfor de to Væsener deroppe.

«Hun er akkurat et Dyr,» erklærte Brødrene – «akkurat en Bikje. Slikker hun ham ikke, tro?» – Og de holdt næsten paa at sprække af Latter ved at høre Navnet – Dag. – Tænk Dag! – «God Dag,» sagde de til Winkel og trykked ham hjertelig i Haanden. –

Noget dundrende Barsel fik de heller ikke. For Daaben blev feiret i Stilhed – kun med broget Løv rundt i alle Værelser og de massive Sølvvaser bugnende af søde Druer og brusende Guldvin i Kruset. – – Mens hun selv alligevel bare eksisterte for Barnet. –

35«Det er godt ikke at være gift, du,» sagde de, saa Winkel maatte høre det.

En Stund fandt vel Winkel sig resigneret i sin Skjæbne. Men saa tog han til at blive grætten. – Og tilslut blev han saa sint og urimelig, at ingen turde komme ham nær. –

Imens rusled Hustruen intetanende om oppe paa Værelset og kunde ikke fatte, hvad der gik af Manden, da hun hørte, han havde lokket en Ranglehund ind i Gangen og rundhjulet den. – Men det blev nok ikke dermed. For Folk jaged han af Gaarden, skjeldte og smeldte, tramped efter Katterne, indtil nogle af Folkene en Dag kom og bad hende saa mindelig om at snakke han Far tilrette. – For han Far var ikke sig sjel lig. – Han Far, som da ellers var saa ræsonnerlig en Mand. – Og hun loved at lægge et Ord ind for dem.

Hun kom med Barnet paa Armen. – Neitak, han brød sig ikke om at befatte sig med slige, som ikke var skjelligt Ord at faa af. Neitak! – «Men – vil du gaa op med Ungen saa!» kom det braat. –

Hun gjorde det og kom tilbage:

«Gudbevares for en Busemand det er blit af dig da, Winkel!» –

Da kunde han ikke andet end le han heller. –

«Er det virkelig sandt, du er blit saa slem i det sidste?» spurgte hun.

– Om det var sandt? Hm, ikke efter hans Maalestok. – Tilpas til dem allesammen, Skurkene, som drak sig fulde paa Festen ifjor. – 36Og Ramstadkrug, som var Skyld i det – Kjeltringen. – –

«Bedre du havde sagt fra dengang end nu efter et Aar.»

– Æsch, Kvindfolketøis! Bedre sent end aldrig, vidste han. –

«Hvordan er du blit slig da, du, som var saa snil før?»

– Hm, han havde vel knapt noget at være snil for nu. –

«Du, som har faaet saan en nydelig liden Gut.»

– Pyt – blaas med den! –

«Er du ikkenoe glad i Lillegutten, du da?» spurgte hun stille krænket.

– Jo Kors da, han var glad nok i ham. –

«Han er og blir nu den søteste, han,» fortsatte hun endnu fornærmet og vigende rent ud ifra Sagen. – «Jeg faar gaa op igjen, jeg.» –

«Ja, det er saa!» bruste han pludselig ud. – «Jeg skal faa gaa her som det femte Hjul til en Vogn. – Rigtigt ja – rigtigt.» –

Hun blev forundret staaende:

«Er du jaloux paa Lillegutten, du da?» – Og halvt ærtende: «Nei, tænk – være jaloux paa Lillegutten!» –

– Æsch, var det ligt! – Jaloux paa saan en liden Dr … pose! – Men hun taalte det ikke selv, aldrig at trække frisk Luft – – Et halvt Snes Barnejenter. – Var det nok? –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.