VIII.

37I Winkels Dagligstue fyldtes det ene Hjørne af den gamle Støbejernsovn, som hun syntes Winkel ligned. Den var firkantet og bred, sammenføiet af store, fingertykke Plader. Og paa den ene nogle knudrede Figurer i Basrelief, forestillende Doktor «Factus» spillende Femkort med Fanden. Men tversover var sprunget en Revne, hvorigjennem Ildskjæret tegned en blodig Snor henover Gulvet eller over den, der sad inden Rækkevidde. Det blev da Gerhard Winkel, naar han Frostaftenerne havde tyet hen i Kroken. –

Det bragte hende undertiden til at sige:

«Winkel, aa flyt dig lidt til Siden! – Du blir saa fæl med det Arret over Kinden.»

Og ham til at svare:

«Hø! Du kan tro, jeg er en gammel Veteran fra Syttiaarskrigen, jo. – Jeg sidder godt jeg, Ven min.»

Han laante Haarnaaler og kradsed i Piben, som altid vilde slukne – kosed sig lunt over den og over endel gamle Historier, slige, som hørte Gaarden til, og som han vidste vilde dø med ham selv. – Hun hørte dem med et halvt Øre, sad mest og tænkte paa, hvordan Lillegut havde det oppe i Vuggen sin. – Naa, han havde det nok godt, og Pigen sad hos ham. – Men se ham, naar han var vaagen og laa ved Brystet, den lille, tykke Truten, saa graadig. – Se ham, naar han sov, saa buttet og god og rød i Kinderne, med Udtryk 38som en liden, liden Hvalp. – Se og se ja, aldrig blive træt – Lillegutten! –

«Der siges,» sagde Winkel, «at naar Gaarden her har fostret en forskruet Slegt, som sjelden blir lykkelig, saa har en lei Afstamning Skylden – ikke det, at her er for afsides til, at nogen kan lære haandtere Livet. –

Der er et Sagn, at langt tilbage i Tiden indgiftedes en Pige, Datter af en Mand, som bodde nedenfor Gravene herborte. Det havde været saa smaat og armodsligt med dem, at de til Brænde brugte Bord af halvraadne Ligkister, slige, ved du, som Graveren ofte graver op, – og over den Veden baade kogte de Grøden og stegte Lumper nedpaa. – Og saa fik Stakkarne Ord paa sig for at være Varulve, du. – Neida, hun kunde ikke lade Kirkegaarden være, selv efter hun kom hid og havde baade i Hæk og i Sæk. – – Hun skal gaa igjen derborte den Dag idag, siges der ogsaa. – – Aaja, Sagn er Eventyr, og Eventyr er Opdigt!

– Saa skal jeg heller fortælle om Bedstefars Onkel, Major Winkel, da han som pensioneret leved her paa Gaarden med sin Kone og en Husjomfru, hende, Gudherren slog med sin Hevn.» –

«Men Winkel,» kunde Paula faa Lyst til at modsige, «Vorherre hevner vel ikke – men straffer.»

«Hevnen og Straffen har samme Rod,» siger Winkel. – Der straffes med koldt Blod, men hevnes i Vrede. Hvor ofte staar der ikke: Og Guds Vrede optændtes. – Men der Vreden optændes, der slaar ogsaa Hevnen. –

39Naa, det var da Majoren! – Han var en lang Mand med krokete Ben og stram som en Tinsoldat over Skuldre og Ryg. – Majorinden var liden og rund med Engageanter om Haandleddet og Fiskebensskjørt.

Ja, de leved som gamle Folk sig hør og bør et pent Liv, i bedste Forstaaelse saavel med Vorherre som med hinanden indbyrdes. – Og Husjomfruen, Karine hed hun vist, var en udmerket Madlaverske, saa fremsynt i Husvæsenet som faa. – – Det var Tider dengang, Veslemor! Tjenerne kosted omtrent ingenting, Føden endnu mindre, paa Sydflotten stod Linakeren saa blaa som et Stykke Sommerhimmel. – Saa kunde nok Kontanten bli baade drøi og lang. Jajaja!» – Winkel fortabte sig i Betragtninger, mens han tændte en Flis ind i Trækhullet og suged Piben op. Fortsatte saa:

«Borte paa Hagan var en liden Hytte, hvor en Smed, Ranner hed han, havde Tilhold. – En lei en Fark, som lusked om ved Nattetid og gjorde Fortræd og om Vintrene var borte som Svartekatten i Mørket. Der mentes forresten, han laa paa Krybskytteri i Sætrene da. –

Saa en vakker Vaar hændte det, at Rannersmeden ikke kom igjen. Og da Majoren skjønte, at Folk brød sig lidet om at bo i Rannerhytten, gjorde han den ligesaagodt om til Kjone. – Men det skulde han nødig gjort. – For ret som det var blevet Sommer, gik Smeden i Bygden, gnistrende gal over det Pudset, Majoren havde spillet ham. – Desuden vidste han at fortælle om noget derbortifra 40Kjonen, saa nøiagtig ogsaa, at Folk baade korsed sig og vred sig i Latter. – Og da Karine, Husjomfruen blev tyk, og tykkere for hver løbende Uge, vidste alle, at Majoren var impliceret.

Derfor havde ogsaa mange Moro af at gaa og spørge: – Aaneida, hun var saa pen og uskyldig, – skulde hun faa Barn, hun, var det med hende som med Jomfru Maria da? – Naar hun siger det, er det nok saa, nikked Majorinden og laante hende et Fiskebensskjørt. Men en Dag, Karine stod ved Kjøkkenbænken, fór et stort Lyn ind gjennem Vinduet og slog hende overende. – Hun sutred et par Gange, der hun laa, tog sig til Maven og var stendød. De, som bar hende ud, kjendte, at Fosteret rørte sig, men – sagde de siden – de havde tiet, fordi de ikke turde lemfældiggjøre Vorherres Hevn. – –

Det var det.

Nu – med det samme, jeg snakker om Hevn, skal jeg fortælle om Bedstemor min, som skjønt Prestedatter var saan en Rasmus af en Kone – og ikke vilde laane Husrum til en bleg og forsagt Mand, som en Uveirsjulekveld kom ind i Kjøkkenet. Han saa saa mildt paa hende med et par saa forunderlig lyse og deilige Øine og bad endnu en Gang, om han bare kunde faa ligge i Høgulvet. – «Nei!» – svarte hun, haardt og bistert. Da rørte Fremmedmanden ved hendes Skulder. – Og han ligesom gled bortover Gulvet og ud af Døren. Tjenerne snakked om ham senere. – Ingen havde seet ham komme tilgaards og ingen at gaa.

41Men Bedstemor, hun blev lam og skrøbelig lige til sin Død. –

Guds Lov – og Straf – og Hevn – er mangfoldig. At læse i Menneskenes Lovbøger, det er fortrøstningsfuldt det. – Der er jeg sikker paa aldrig at have forbrudt mig. – Menneske og Menneske imellem har jeg ingen Læk og ingen Lyde. – –

Tænd Lysene, Paula – Veslemor, er du snil! – – Ja, saa kan du faa Lov at se til Gutungen.» –

Gerhard Winkel tog Kristian den 5tes norske Lov, ved Casper Peter Rothe, ned af Hylden og gav sig tilfreds til at studere dens Register over Ret og Misgjerninger. Omfavnende Lyset holdt han Bogen langt fra sig udover Bordet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.