«I Treskemaskinen,» sagde Brødrene, «blev sandelig lagt baade Penge og Forhaabninger.» – Og at Treskemaskinen skulde komme var en stor Begivenhed paa Gruvang.
Før havde nemlig Folkene staaet fra Klokken seks hver evige Høst- og Vintermorgen og banket Kornet ud med Pleiel, en Skik, Winkelerne nok havde bibeholdt sin Levetid ud, havde det ikke hændt sig slig, at en smart Agent en Dag var dukket op og havde præket og overbevist saa længe, at Handelen til syvende og sidst blev afsluttet.
Saa stod de da allesammen opstillede ude paa Trappen, da den kom trukket paa to Vogne opigjennem Alléen, hver Vogn efterladende sig to brede, dybe Spor i Sandet. – Jon og Perikles svansed geschæftig afsted for at tage den nøiere i Øiesyn, og Gerhard Winkel satte sig ogsaa i Bevægelse. – Nu den vel var kjøbt og betalt, var de alle vel fornøiede, kunde bare ikke blive enige 46om, hvem der først havde givet Stødet dertil. Paula blev staaende alene tilbage med Gutten, reserveret og alvorlig:
«Det er et stygt Dyr,» sagde hun. – «Pas dig!» – Og Gutten gjemte sig bag hende, mens han nysgjerrig titted frem ved Siden. – Den var slet ikke noget styg, syntes han – fint gulmalt med røde Kanter. Og røde Stænger med Knuder paa laa der ogsaa – frygtelig rart altsammen! – «Did skal jeg springe hver Dag,» sagde han ærtende. Og hun slog til ham for første Gang i Livet.
Treskemaskinen blev veltet ud og ned i Hullet, som var gravet nedenfor Laavebroen, – og Mændene blev holdende til der, letted med Jernstører og Løftestænger, hujed og maated den hele Ettermiddag. De var ogsaa kommet i Tanker nu om noget efterglemt Korn, som heller ikke var saa ilde at faa tresket afveien, før Musen spiste op Kjernen, eller Aarets Avling kom ind. Følgelig maatte Maskinen igang – og det paa røde Rappet.
Næste Morgen var de da oppe med Solen, mased og plundred uafladelig. Ud og ind bar det efter Skrujern, Hovtænger og Taugstumper, uden nogengang at lukke Dørene. Paula hørte helt ind i Stuen, hvorledes det gik under stadig Parlamentering derborte, Perikles’s Skravl og Gerhards Høhø, naar Jon gjorde noget forkjert, alt tilhobe krydret med tørre Vitser i Pauserne. – Hun ønsked, hun havde været derborte og leet af dem. Men en slig Tyngde var over hende. Samme Følelse omtrent, som gik hun en stor Sygdom imøde.
47Saa – endelig blev da Heste spændt fore, og det tog da til at surre og sarre hos dem. – Og ind kom de i Følge om en Stund, rysted Trøierne sine ude i Gangen og skulde have Eftasværd, nystegte Vafler, som de havde betinget sig, og – «Jagu tar vi os nu en Taar i Kaffen,» erklærte de.» – Ja se, nu kunde de afskedige den ene Gaardsgut, da en Guttepøik godt klarte at kjøre Maskinen. – Kanske med Tiden Hestene blev saa vante ogsaa, at de rusled rundt af sig selv. – – Mændene rafled om sig, snakked og aad, og hun forekom sig selv styg, som ikke glæded sig med dem, der hun stod og saa ud af Vinduet. –
«Uf, den Duren liker jeg ikke.» Og lidt senere: – «Det er Hesteplage.» – Og tilsidst taget ind under en dump Skygge: «Det er ondt – ondt, siger jeg.» Og hun gik langsomt, næsten slæbende, og med bøiet Hoved ud af Stuen.
Det regned nogle Dage, og efter den regnfulde Sommer steg Vandet i hver Bæk og Kulp. Gaardsbrønden flommed over, og Hestene for Treskemaskinen sjapped rundt og rundt i en bundløs Søle.
Den unge Frue smaafrøs om Dagene – fordi det var huskoldt, sagde hun. – Og Støbejernsovnen med Doktor Factus maatte til, uagtet bare August Maaned var inde. Den blev usund hed og osed af gammelt Støv. – Hun tænkte at sidde med Fødderne paa Ovnspladen og varme Fingerspidserne i Trækhullet, men formaadde ikke være rolig saa længe. Hun maatte finde noget at ordne med, fra 48Stuen ud i Kjøkkenet, fra Kjøkkenet ud i Kammeret, hvor Winkel sad i Samtale med en Mand, – fra Kammeret ud i Gangen, kom i sterkere Frost, blev gaaende nervøs om inde i Stuen – havde ikke blivende Sted. Falder i Tanker over Smaagutten, som vel var gaaet træt af at trippe hid og did med hende. For hun ser ham ingensteds.
Og hun gløtter paa Dørene og kalder.
«Han var her nu netop,» svares overalt.
Men hun finder ham ikke. – Uden at det falder hende ind at være angst, føler hun noget bristefærdigt ved hver liden Nerve i sig, idet hun gaar ud paa Trappen, og –
«Se saa, der staar han,» tænker hun med ett, ganske isnende rolig, som hun opdager en liden Fyr paa Laavebroen, og hun raaber ikke. Men Barnet, som straks ser Moderen, blir ræd, fordi han havde været ulydig, og vil skynde sig til hende. – Hun ser ham sætte sin lille Fod lige paa Sammenføiningen mellem Stængerne, som river ham med sig. – En blød, rædsom Lyd – et Skrig, jamrende, langt: «Mo-o-or!»
– Og hun besvimer ikke, men styrter frem over Gaardspladsen, Blikket stivt fæstet paa det, der ligger halvt under Stangen. – Ved ikke, enten Maskinen er stanset eller ikke. – Griber med begge de smale, hvide Hænder om Jernstængerne – bryder – kjender varm Væde over Fingrene – bryder igjen – stønner, en eneste Gang – og Legemet krummes – og Stangen springer.
49Saa tager hun sit kvæstede Barn, i hvis Ansigt hun ser to smertetunge Øine lukke sig, og bærer det tilbage. Lægger det fra sig paa Sofaen – henter Egtefællen, som endnu sidder i Passiar med Bygdens Ordfører – peger: «Der ligger han!» Blev staaende og se, hvorledes Barnet i svag Dødskrampe spidsed sin lille tykke Mund. – Og siger saa stille:
«Han havde nu sin egen Maade at kysse paa, min Dag.» – Knuger sig for Barmen i et Minde, som klargjør:
«Nu blir Dag aldrig stor!» – Og tumler omkuld.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.