XI.

Da hun vaagned, spurgte hun som vanlig straks efter Gutten.

«Han har ikke ondt længer,» lød Svaret – som bragte hende til at se saa forbauset paa dem:

«Skulde da lille Dag havt ondt?»

«Ja.»

Hun stirred forvildet et Øieblik. Saa – i et Lyn erindred hun. Og hun skreg, tog sig med begge Hænder om Hovedet og skreg igjen, skingrende afsindig – skreg og skreg. – – Spurgte saa pludselig med Haab i Øinene:

«Lever han?»

«Ja, hos Gud.»

«Hos Gud,» gjentog hun mat. «Hos Gud?» Og pludselig lo hun, saa de fór sammen, sprang 50op, ud af Døren og Trapperne nedover – gjennem Porten. – – De hørte hende stønne henover Gaardspladsen og trodde, hun vilde hen til Ulykkesstedet. Men det bar forbi, og – et Plask, der saa de en hvid Skikkelse forsvinde i et Skumsprøit midt udi Brønden. – –

Hendes første Ord, da hun atter aabned Øinene, var Bebreidelser, fordi hun leved. Hun fik Sovepulver, men ynked sig og graat i Søvne, snakked om Gutten og Treskemaskinen, leved Ulykken op og op paany, led umenneskelig og kunde ingensteds komme.

Der gruedes for hendes Opvaagnen, og et fornyet Selvmordsforsøg antoges sandsynligt.

Men hun blev magtstjaalen af Feber og Opkastelser, og Doktoren konstaterte en Hjerneaffektion, mulig med Døden til Følge.

– Imens fik Winkel Barnet stedt til Jords, og ingen ydre Rørelse kunde merkes i hans storskaarne Ansigt med den tæt tilknebne Mund. – Sorgen han lukked ind i sig, den der verked og gnog baade Dag og Nat, den holdt han dog for ringe i Sammenligning med den, der videre trued. – Og Winkels brune Hud blegned Dag for Dag, slig han sad inde ved Sygesengen og iagttog hver liden Muskeltrækning hos hende, eller nede i den mørke Stue, nærmest til Vinduet, bladende i en svær, messingbeslaaet Bog, hvis gulnede Pergamentsblade alle bar Merker efter Winkelers brede Fingre. For nu trøsted ikke længer Kristian den 5tes 51Norske Lov Gerhard Winkel. Og der han gik og stod, gik saavel Brødrene som Tjenerskabet afveien for ham. –

Om Gerhard Winkels Bønner hørtes? – Havde han vidst hvorledes, havde han neppe bedt dem. – Men Sygdommen tog en uventet Vending, og en Dag saa han virkelig sin Hustru komme nedad Trapperne, vel dødsbleg endnu og med indsunkne Øine, men omhyggelig paaklædt og rak i Ryggen. – Og der gled et stort Lys over hans Træk, idet han rakte Haanden frem og bød hende velkommen tilbage. Hun fremmumlede et Tak og gik ud paa Trappen. – Der var noget automatisk ved hendes Gang og Maade, som minded ham om deres Egteskabs første Tid, og han satte sig ligeoverfor hende, iagttog hemmelig, hvorledes hun med god Appetit spiste endel halvmodne Plommer. Som Blikket streifed Laavebroen, gav det et Ryk i hende. – Den ulyksalige Treskemaskine var dog borte, og Hullet igjenfyldt. –

«Her er blit saa rart og lydløst,» sagde hun sagte.

– Ja, det var saa, det.

«Men Brødrene?»

– Flyttet til Nebruget for et par Dage siden. –

«Og – og» – et Spørgsmaal blev siddende saa underlig fast i Halsen.

– Jo, det var ordnet altsammen. – Winkel sænked Hovedet med Haanden over Øinene. Hun blev stirrende ud for sig, sygt og aandsfraværende.

Men i de tunge, mørkringede Øine flakked Feberen. –

52«Du Winkel,» sagde hun, «hvorfra kommer det egentlig, det, Livsblinket i Livsmørket? Fra Djævel eller Gud? Er det Galskab, tro – eller er det Natur – eller er det Opblussen bare mod – Død – Undergang – – hvad ved jeg?»

Winkel saa kun op paa hende.

«Har du noget at lade mig gjøre da?» spurgte hun. «Meget. Jeg maa arbeide, tror jeg.»

– Jo, Husstellet, forstod sig.

Hun strøg sig over Panden, smilte næsten, men svagt, ironisk, som Solglimt en Efteraarsdag. –

«Ja, du Winkel, den, der kunde koge Savnet bort i en Gryde!» – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.