XII.

Imellem Stammer af Løn og gamle Rosenbuske dannedes Havens eneste Lysthus, der Bænkene var farvet af Veir og Vind og fugtiggrøn Moseskimmel. Der var et Dueslag uden Duer. Og der var et Bord med en vældig Graastensplade, hvor Sollyset laa drysset som gulnet Løv.

– Men som hun sad der og broderte, Paula Winkel, saa hun sig ofte om, lytted, kikked under Grenene. – Stundevis herjed Sorgen, og stønnende trykked hun Hænderne mod Tindingen. – Stundevis stilned den af for Tanker, der drev en vekslende Uro gjennem Blodet. – Eller hun blev apatisk stirrende, der Sollyset faldt som levende Gløder, 53tændte Ild i Broderiets røde Blade. Der kunde ogsaa falde en Skræk over hende, noget som en Klo i Brystet.

– Men en Dag hørte hun alligevel ikke, at et Menneske kom:

«Paula!»

Og hun vak, uagtet Stemmen var lav. Hun skalv, idet hun reiste sig:

«Ove!»

Ove Munk havde en Jagtret i Winkels Skog at spørge efter.

Og Ove Munk bar ved sin slanke Lænd et underligt Vaaben. Det var en kaukasisk Kinschal, krumbladet, tveegget med Trolddomssten i Skjæftet. – Jo-o, der havde rundet Blod, varmt rygende Dyreblod med Lugt som af brune Piger. –

Han havde faret videnom i Mellemtiden, gaaet paa Jagt, studeret baade Mennesker og Dyr, smidige Lemmer i mangeslags Hud, fra bløde Dyrs til solgyldne. – Han lo sin lave Latter: Nei, han havde nøiet sig med Dyrehuderne derhjemme. Og – sit Tigerskind satte han høiest.

Ove Munk havde mørkfalden Lug over skyggesamlende Øine, de, der snart bad saa mygt om Forladelse, snart trued lurt som en Slanges. Og Munden var bred og fugtig, som havde den kysset hver Nat i sit Liv. Ofte fornam hun Ordene derfra som skjulte Kjærtegn. – Winkel der ved Siden blev som en Stolpe, syntes hun, en Matrikulpæl ved Siden af levende Blod. Men det gjorde hende næsten ondt.

54Den Winkel er en Graabonde, tænkte Ove Munk, borneret og tvær. Alligevel fremkaldte enkelte Ytringer en viss Beundring hos ham.

«Min Skog er fredet,» sagde Winkel, «og Dyrene ved det. For kommer der ikke svømmende ofte hele Bølingen af Elg over Vandene til min Skog. Saa faar jeg vel ikke svigte dem iaar heller.» –

Men om Rævehiet blev de tilsidst enige. Ove Munk kunde faa Lov at udrydde den Mikkelfamilen. Men intet andet. Slet intet andet.

Ove Munk søgte at indlede en Samtale med Gerhard Winkel, spurgte efter Bygningens Alder, snakked om Skogen og Kornhøsten, alt, han i Øieblikket fik Tag i, uden at det dog lykkedes ham at fremlokke noget Smil i det tunge Alvorsansigt. Desuden brød Gerhard Winkel af om en Stund:

«Ja, sid dere bare,» sagde han, «jeg har noget at efterse, jeg. – Det er godt for hende at snakke lidt med andre end mig,» henvendte han sig til Munk. – «Lidt Adspredelse nu. – Kom igjen, om De synes.»

Og Gerhard Winkel rusled sin rolige Gang.

– Som Paula Winkel syed paa sit rødbladede Teppe, blev Ove Munk ofte siddende hos hende derude i Lysthuset. – Snart gled Samtalen let og flydende imellem dem, og de snakked om løst og fast lig Folk, der for første Gang snakker sammen og finder Behag deri. Men snart sænked deres Stemmer sig ned til en lav Hvisken, den de maatte bøie Hovederne tæt sammen for at høre. Og naar 55Ord fanged – Pauser – Stilhed – Suk. Saa stille, at de hørte det gamle Londonerur kneppe indi Stuen.

«Ja, det var jo netop dette med Smilet, Ove – Trangen efter Smil, og alt det, som var vakkert i Verden.» –

«Haahaa, Paulalille, den Trang har vi nok endnu. Hvem elsker ikke Livsens Smil, tror du?»

«Men jeg elsked det for meget, Ove. Derfor kanske blev det hele kun Smil, som forraadte. Livsens Judassmil.»

«Men Paula!» –

«Nei, kjære, jeg bebreider dig ingenting. Du var ung, skulde se Livet. – Jeg var nok meget yngre, men en Kvinde bare. – Det fik vel ikke hjælpe, om jeg tabte Glædesevnen.»

«Om du fandt den paany?»

«Det ønsker jeg, Ove. – Netop jeg. Men Winkel – Gerhard Winkel – synes du ikke, der er Tyngde bare i Navnet? – Og sligt Hjerte han har.» – –

«Kan han daare dig i Lyst, Paula?» spurgte Ove Munk. «Kan han trøste dig i Sorg? – Og du,» tilføied han, «har du ikke ogsaa en Smule Pligt ligeoverfor dig selv – – og mig? – Vented du mig forleden?» spurgte han. «Nei, du gjorde ikke.»

«Jo, jeg gjorde. Havde ventet i Dage allerede. – Vaagekonen fortalte saa tilfældigvis, da jeg var syg, og –»

«Saa blev du frisk?» –

56«Aaja!»

«Jeg trodde, kanske du var blit fed og hverdagslig nu – en Madame med snavsede Unger. – – Vilde se. – Tænk du, Paula – du, som var og er søt og deilig og slank som en Mynde.» –

«Og har saasandt ingen Unger, jeg stakkars – hverken snavsede eller rene!» –

«Du er da ung endnu, Paula.»

«Den rare Lampeskjærmen din, Ove – husker du den? Form og Farve, saa tilfældigvis, af en Flaggermus med udspilte Vinger. – Jeg saa Maanen engang under to sorte Skyer, den ligned og – jeg længted.» –

«Blodhunden nedi Porten, ja. – Dump – Dump – slig Glammene dumped sig gjennem Styrtregnet.»

«Om jeg likte? Jo, jeg likte Koketteriet og Lummerheden imellem de røde Lamperne. – Og du selv, Ove, jeg husker, du blev rød i det Lyset, kobberrød, som Djævelen – høie, smekre Satan i Flammeskin, mine Drømmes første Elsker. – Siden tænkte jeg nok ofte: Havde du havt Skjeg paa, du, kunde du staaet Model til en Judas Iskariot.»

«Da elsked du mig lidet, Paula.»

«Da haded jeg dig meget, Ove.»

«Jeg merked dog aldrig, du var sint paa mig.»

«Saa sint, at jeg elsked dig af Sinne. – Og da du saa drog dine egne straalende Veie, da smilte jeg og lo, mens Had og Længsel ligesom stivned i Blodet og gjorde Verden til Taage.» –

57«Kunde jeg vide – ja, selv om jeg havde vidst – – slig en Synder. Efter en Tid syntes mig det forgangne som en Rus bare, langt borte. Og da jeg siden hørte, du var gift udpaa Landsbygden etsteds, saa var der jo ikke mer. – Fred med dit Støv, lille Paula! – Jeg mente dog virkelig, du var kommet til Ro.»

«En Ro, ja. – Men jeg syntes, det regned bestandig – indtil du havde været her. – Du med dine Øine, din Stemme. – Om du vendte dig bort – om du gik, Ove.» –

«Kanske holdt du mig alligevel tilbage. Du ser, jeg forsøger ikke engang.» –

«Paula, den Festaftenen, du ved – du gik.» –

«Og havde dig alligevel med. – Om jeg fortalte – –»

«Saa rar du er da, Paula! – Du skjælver om Munden. – Sig det, da – sødeste – du kjender mig da.» –

«Den Festaftenen, Ove! – Jo, ved du? – Dig følte jeg – dig saa jeg, bag lukkede Øine. – – Og min Søn –»

«Hvad med ham?»

«Ligned dig, Ove.»

«Mig – mig?»

Pludselig glimted det af en stor og skinnende Begeistring i Ove Munks Øine. Han strakte to varme, skjønne Hænder frem over Bordet:

«Deiligste, deiligste du – Kjærligheds Mysterium én Gang – Liv af Livsaligheds Fryd en anden. – Hvo ved? For Sorg maa søges Glemsel!»

58«Dybt inde i Skogene og ude paa store Sletter flagrer Vampyrerne, min Paula. De har Blod i Øinene og Blod om Læberne. – Hver Pore i dem tørster – de suger Marv, de suger Tanker og Forstand.» –

«Smil du, Ove – det Smilet, som dukker sig i Sjælen.» –

«Lilith.»

«Dine Øine, Ove – Djævleøinene.» –

«Lilith – Lilith – din store, smægtende Mund.» –

«Om jeg blev gal, Ove?»

«Nei Paulalille – jeg ved nok: Døden har havt dig – Vanvid har havt dig. Men hvem har dig nu?»

«Ove Satan.»

«Se til at fange de Ræve smaa, som vor blomstrende Vingaard nedtræder.» – –

«Du blev længe borte igaarkveld,» sagde Winkel.

«Gjorde jeg det? – Vi saa Rævene, og Munk skjød efter dem. – – Om han traf? Det var blevet mørkt, saa han fandt dem ikke, og «Rex» er jo Fuglehund bare. – Det er sandelig deiligt der indi Skogen, du Winkel, naar man først faar Smag paa det.» –

«Jeg begynder i Grunden at blive noget kjed den Fyren din,» sagde Gerhard Winkel.

«Hvem? – Munk? – Naa, han kommer her heller ikke mer.» – Hun vendte Hovedet og saa ud. – «Nei. Han reiser imorgen.» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.