59Høsten flammed over Gruvang Gaard i syge, betændte Farver. Og Aspenes fredløse Blade flagred skjælvende til Jorden, mens mørkblaa Asters stod stille ude i Haven. Og høit opad de graa Vægge Vildvins slikkende Ildtunger. –
Gjennem det knitrende Løv, som fossed tilside i rustrøde Strømme, lod Paula Winkel sin Kjole slæbe, der hun kom med Hænderne fulde af vilde Blomster i yppigt Flor – store Prestekraver – giftige Blaaklokker – gulnede Bregner, fundne i Sumper og Afkroker. Og hun fyldte Stuerne med dem.
Hun dynked ogsaa sine Kjoler med Viol. Og hun skrev lange Lister efter Tüll og Chiffoner, saa den hvide Hals tilsidst syntes drukne i en Flod af natsort Elegance.
Men bleg var hun, som gjæred Sygdommen i hende endnu, og Feberen jog i Øinene – dem hun dog helst sænked for Egtefællens Blik. Og sad hun ligeoverfor ham ved Bordet med Haanden under Hagen, da slap hun Øienlaagene helt igjen.
Og Winkel, som havde ophørt at forundre sig over hendes Egenheder, forundred sig paany, slig han gik der alene – især om Aftenerne, baade kjedsom og stur:
«Hvorfor vasser du ude om Kvelden?» spurgte han. «Jeg liker ikke det. Gaa ud i Lyse du, Paulamor! Ruller du dig paa Mosen, Paulamor? Du behøver knapt gaa saa fin i Skogen.»
Vel saa han ikke tiere Rusk, end sige Barnaale, 60paa hendes sorte Dragt; men Aftenspadseringen vedblev. – Gik han ud i Haven efter Mørkets Frembrud, naar Høstmaaneskinnet laa og flød over Trætopperne, dannende kulsorte Skygger nedenfor, syntes han ofte at fornemme noget, og han sagde:
«Er det dig, Paula?» Men fik aldrig Svar. –
Der var forresten noget besynderligt den Høst. – Hvorledes Folkene nu kunde gaa ud at se efter Æbletyve. – Trodde saa sikkert at fakke nogen – for der var noget i Haven – noget levende, som gjorde utrygt under de lave Grene. Noget gløgt, med Øren og Øine, som lurte – man fatted snart ikke efter hvilket. For Æblene hang urørte. – Saa vilde man have seet et par gloende Øine engang, og man havde flygtet i gispende Hast – for at komme mandsterke tilbage med Ildtænger og Vedtrær. – – Borte var det. Søkkende borte.
Der spurgtes snart, at det maatte være nogetslags Udyr, som laa og smøg mellem Buskene. For – hvad ellers? – Mindst at nævne sinte Grævlinger, som vilde bide Godtfolk i Leggene – men kanske Gaupe, som i et Sæt kunde sidde med Tænderne dybt i ens Strube – og kanske Ulv – ja, hvem vidste? Huh, fæle, sterke Graabenen med strittende Rag og giftige Tænder! – – Pigerne, som gik mellem Fjøs og Drengestue saan om Kvelden, skotted forskræmte Gang efter Gang. – Hvad om nu noget tassed i Løvet, lusked efter dem paa Klopperne? – «Hu – uh!» – Katuglen, som havde Tilhold i Trærne, skreg ogsaa saa opskræmt, 61i hvasse, gnelle Klemt. Og den gled saa lydløst urolig, lavt over Tagene, paa store, lubne Vinger. – –
«Du skal ikke gaa,» begyndte Gerhard Winkel at sige. Hun loved «nei» – og gik alligevel.
Men en Eftermiddag tog han hende ved Haandleddet. – Hun kom til at skjælve i det samme – spurgte dog tilsyneladende fattet: «Naada?» – Hun lo, skjændte, vrissed sig. – Altsammen prelled det af, idet han leded hende med sig opover Trapperne, og hun saa nok, han var strid i Øinene. Blev alligevel overrasket som aldrig i sit Liv, da han skjøv hende ind paa Soveværelset og laaste Døren af for hende. – Hun stod flau og halvt bedøvet tilbage og hørte Lyden af de faste Skridt forsvinde nedi Gangen. – Gav sig saa til rastløs at vandre frem og tilbage over Gulvet – knytted Hænderne, banked sig selv i Panden. – Hun vilde, hun vilde ikke –
Borte ved Vinduet blev hun længe staaende, mens Skumringen samled sig tættere og tættere over Have og Skog – og Blikket det tabte sig ind i Buskadsernes Tykning, ligesom baned og sneg sig saa lydløst og lavt under mosgrodde Grene, lig et vildsomt Dyr, og det hasted over den aabne Eng langt derborte – og det gjemte sig dybt indi Skogen. – –
Hun aabned Vinduet. – Og Blikket maalte. – Der og der. – Jo, det skulde lykkes! – Hun krøb op i Vinduet – Fødderne paa Randen nedenfor 62– Hænderne efter – og efter – slig, slig og slig – en, to, tre – et Hop – og hun stod nede paa Marken. Hørte de dumpe Slag af sin egen Puls – bøied sig – løb. – –
Indi Skogskyggen stod en høi voksen Mand. Han lo og bredte Armene ud:
«Har jeg ikke fanget det vildeste Vildt i Norge?»
Hun blev støttende sig forpustet indtil ham en Stund. Men saa begyndte hun sagte at jamre og vred sig langsomt ud af hans Favn. –
«Men hvad gaar af dig, Paula?»
Hun saa storøiet omkring sig, paa ham, Trærne, Marken, som skimtedes. Greb ham i Armen:
«Han maa have skjønt det, Ove – nogen fortalt, du er i Bygden. – Var jeg gal, du, som sprang og gav ham Vished?»
«Nei, du var deilig. – Men du sprang for sterkt. – Er du syg, Lilith?»
«Ja. Syg og ræd og alt muligt.» –
«Hvil dig hos mig da. – Her!» – han klapped i Lyngen. –
«Aanei!» – Hun listed frem til Skogbrynet og titted:
«Det er ikke lyst der endda. – Men der er Lys nede i Stuen. – – Det bevæged sig vist nu. – Saa gaar han ovenpaa. – Nei! – Men hvad tror du, han siger, Ove, naar han ser, jeg er borte?»
«Pyt, han tager det nok for godt, siden – – kom da!»
«Tror du, han slaar mig, Ove? – Han havde i Grunden Ret til det.»
63«Naa – aa – neida!» –
Hun sukked dybt indifra, mens han løsned hendes Haand fra en Gren:
«Jeg er ulykkelig, Ove – kan du hjælpe mig?»
«Men – der er jo ingenting hændt, du. Imorgen fortæller du mig om ham og – ler bare.» –
Hun fik et eget Smil. Rysted paa Hovedet.
Da snoed Ove Munk Armene om hendes Liv og Skuldre:
«Husker du Stedet vort nedimellem Bregnerne, du? – Blaas i Verden og gamle Egtemager! – Hvem har Ret til dig fra først? – Kys mig nu, Lilith! – Men er du da ikke længer min søte Lilith? En forsagt Kone bare, som stirrer hypnotiseret efter en Talgpraas i en mørk Stue. – – Og – tænk du, som kom springende her uregjerlig som en Zigeunertøs. – Se Haaret dit, du! – – Kom da – kom, søte, rare.» –
«Nei lad være da, Ove. – Du ved ikke – jeg har aldrig taalt at vide Winkel sint, jeg. Der er Blyvegt i Sinnet hans, det knuger, knuger,» hun slog Hænderne for Ansigtet: «Hvorfor bad du mig komme saa ofte?»
«Vilde du da ikke selv?»
«Jo – o – jeg elsked dig jo – og det var saa deilig en Glemsel – – men nu faar det ogsaa være nok.»
Han slap og traadte et Skridt tilbage:
«Muligt, du har Ret.»
Hun ynked sig sagte: «Hjælp mig da, Ove – hjælp mig!»
64«Jeg reiser jo alligevel snart – – men kom efter du, Paula!»
Hun saa stort paa ham:
«Jeg kan nok ikke med at leve i Skam heller. – – Og Winkel!»
«Kjære dig, Paula, du maatte jo tage det, som det var – en Stund ialfald. Men –» han rysted hende i Armen og fortsatte fortørnet – «slig snakked du ikke, du, om der var noget i din Kjærlighed. – – Jo – o, det var nydeligt, om vi nogengang gifted os, kanske blev du mig utro ogsaa. – Hvem ved? Kanske med selveste Winkelkallen. – – Undskyld, jeg ler.» – –
«Winkel!» kom det tonløst, «han vilde nok ikke have mig. – – Winkel!» fortsatte hun sterkere, «han er ingen Krybskytte i anden Mands Skog. – Han smyger ikke – han kryber ikke – han stjæler ikke i andres Haver.» – Atter sank Stemmen magtesløs sammen. – «Han trækker ikke Hjerter ud af Kroppene, saa de blir gaaende som levende Lig – og han byr dem ikke Skam som Tak!» –
Hun traadte ud paa Jordet, men blev staaende midt i Maaneskinnet. –
«Paula, Paula da – alt vi har havt sammen! – – Tænk, om du angred!» lokked det indimellem Trærne. – –
«Jeg har havt mere sammen med en anden,» svarte hun utydelig tilbage. – «Angeren – – jo –» – – Saa vendte hun sig og slentred uvist hjemover. – – –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.