Ve’s Mor

av Ragnhild Jølsen

XIV.

65Og Frosten kom. Den braasved Vildvinens Blade det Aar, og en Morgen hang de der opover Stilkene, visne, brune, som smaa forbrændte Filler. – Ude paa Gaardspladsen stritted Aspenes graa Grene, mens nede paa Jorden deres faldne Pragt gnissed og hven, naar den traadtes. Og ude i Haven sad endnu Æbler uplukkede igjen paa de nøgne Kviste. – Men de var dog det eneste, der var tilbage, ligesom fra et Eventyr i «Tusen og én Nat», slig de hang der, krystalhaarde af Frosten, gjennemsigtige og røde. – – Ellers var Alverdens bladløse Trær som en sammenfiltret Hob af Slanger – syntes Paula Winkel. – Og naar Maanen skinned bagenfor, formed hendes Indbildning Kors, Bogstaver og onde Ting i Nettet. – –

Og der blev graat og farveløst over Jorden, som der var graat og farveløst i hendes eget Sind, der hun gik ensom Dagen lang og laa ensom om Nætterne. Da Winkel flytted ud, havde hun ikke turdet spørge om Grunden. – Hun følte sig til Stadighed saa feig og lammet, siden hin Gang Reaktionen var kommet over hende. Og dog – ligesaalidt som Winkel havde gjort Klapjagt paa Udyret i Haven, ligesaalidt havde han stængt Huset for hende, da hun kom, eller været brutal, eller brugt stygge Ord. Heller ikke havde han fundet paa at spigre igjen Vinduet for atter at stænge hende inde. – –

Gerhard Winkel havde istedet stængt af for sig selv. – Han ænsed hende ikke, naar hun kom, 66– saa ikke paa hende, snakked ikke til hende mer end høist nødvendigt, og da koldt og affærdigende. Og hun toges af en Skyhed for ham. Mødte hun ham i Gangene, smøg hun sig uvilkaarlig ind til Væggen, – skjønt hun vidste jo, han ikke lagde Merke til hende.

Det eneste fortrolige Ord, hun opnaadde af ham i lange Tider, var engang hun kom ind, og han sad alene i Stuen. – Han saa tungt paa hende:

«Jeg tænker paa Dag, jeg.» – Og der hun stod foran ham i sin lange, feiende Kjole, fik hun en Trang til at trøste. – Hun strakte allerede Haanden ud for at stryge ham over Haaret som – forekom det hende – i gamle, gamle Dage. – Men hun trak den til sig igjen, voved ikke. Istedet traadte hun nærmere – smilte. – Men Smilet blev mat og usikkert som Veiret udenfor. –

«Jeg skal skaffe dig en ny Dag.» – Han saa ligegyldig forbi hende og sagde ikke mer. Hun orked ikke.

– Naar Regnet trommed imod Ruderne, og Vinden kylte de sølede Blade indad Gangporten, saa de tasled mod selve Stuedøren, tænkte hun ofte paa de forrige Senhøstskvelder, da Winkel havde siddet i Ovnskroken saa hyggelig med Piben og alle sine rare, gamle Historier – og – Herregud! – Dag laa og sov oppe i sin lille Seng. – Hvor hun egentlig havde været lykkelig dengang. Og ingenting havde manglet, undtagen det hun selv fandt paa.

67Nu sad Winkel aldrig i Ovnskroken. – Om han nu fandt Minder ved det, han ogsaa! – Borte ved det runde Bordet midt i Stuen sad han og læste i nogle forældede Verdenshistorier ved Skinnet af en elendig, hjemmestøbt Talgpraas – for slig havde han brugt som Gut –, og begyndte Øinene at svide, pleied han kun sidde og stirre ret frem. – Det var en stor Lettelse da, dersom Jenten kom ind og meldte nogen, som vilde snakke med ham. – Det eneste, han uopfordret kunde oplukke Munden om imellem, var sin Mor, men mer ud i Veir og Vind end til hende i Langsofaen:

«Det var en hæderlig Kone, det, jevn og tro, som Dagen var lang. Jeg husker godt, hun havde graa Øine og Haaret kjæmmet bag Ørene. – Og saanne gode, arbeidsslidte Hænder. – – Aa, Gud evig velsigne hendes Minde!» – Og han strøg sig hastig med Haandbagen over Øinene.

Men Paula sukked sagte borti Mørket. Hørte han det, kunde han se didhen og gribe sig i at sige noget.

Det hændte en Gang, de sad saaledes sammen i Skumringen, at det brast lyst ud af hende, næsten mod hendes Vilje:

«For et mægtigt Hoved, du har!» –

Men han lod det gaa sig forbi. – Og atter faldt Tausheden sammen om dem som en stor kvælende Byrde. – Hun undred sig ofte senere over, hvordan hun egentlig var kommet til at sige dette til ham, som ignorerte hende bestandig, og over, at hun ikke før havde seet det.

68Naar hun laa vaagen udover Natten og hørte Stygveiret ruske mod Hushjørnet, og hun skyggeræd krøb sammen under Dynen, forekom det hende næsten, som laa hun i et stort, øde Udhus, – og i den hele, vide Verden var der ingen Trøst eller Støtte at finde. – Vendte hun Tanken mod Ove Munk, gjennemstrømmedes hun ikke af nogen mild Varme, end sige da nogen syg Attraa som før, saameget mindre som hun snarere fyldtes af en Bitterhed. – – Sorgen over sit Barn var hun istand til at skyve fra sig ved Tanken paa det nye. – Men hvad der havde begeistret hende, den Gang hun leved og snoed sig i Ove Munks Arme, stod nu for hende som forvitrede Fantasier fra en langvarig Sygdoms Krisis. – Ofte forekom hende ogsaa hele Verden som en slimet Brønd fuld af Grønske. – Hvorfor havde de ikke ladet hende dø? –

Blæsten, den skreg som Katter, og som Hunde, der uler mod Lig. – Stundom surred den som en Treskemaskine – og stundom hørte hun et langt Jammerskrig – Mo-o-o-r! – Og den knegged nedigjennem Ovnsrøret. –

Og der laa hun midt imellem alle Mørkets lange Arme, som vifted koldt og vilde klaske hende med Fladhaand paa Kinden. – – Borterst ved Gangen laa Winkel. – Om hun kom, kanske vilde han pege paa Døren og fortælle hende, hun kunde brænde Lys. – Men kanske han ogsaa blev blidere – bare hun orked udsætte sig for Nederlaget!

Alligevel – det var den eneste Tanke, som 69var hende god, og den sidste, naar de andre Tanker floked sig sammen til Søvn. –

«Tænk, om Winkel blev blid igjen!» – Da skreg ikke Blæsten længer saa stygt – der kom snarere nogenslags Melodi i den, syntes hun – en bleg, høitidelig Sørgesang, som steg og sank. Og tilsidst svandt den saa mildt ud i Mørket og Natten – – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ve’s Mor

Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.

Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.