Ve’s Mor

av Ragnhild Jølsen

XIX.

Med sygdom som med kjærlighed – ofte vides ikke, hvorfra den kommer.

Sygdommen, som tog Gerhard Winkel hin Aften, hed Lungebetændelse.

– Natten igjennem havde han svedende kastet sig under et Bjerg af Dyner. Og udpaa Morgensiden begyndte han at slænge dem af, saa fort hun atter lagde dem op. –

«Der sidder de, Brødrene,» sagde han, pegende ud i Værelset, «som Padder paa en sur Ost.

Javist er hun snil, stakkars, – mer plaget af Tungsind end Letsind. Men hun maa komme først, om saa Brystet forbløder baade paa hende og mig. – – Svider gjør det – –

Puh, har du seet slig en Planke da, Kar? vreden som en gammel Kjærring. Bjerketræ med Orebark. – Hvad er mellem Barken og Veden? Hm, er det dig, stakkars, – tror du ikke, jeg kan tage dig væk – har jeg for klodsede Hænder?

Hvad er det for en rund kugle? Osten! Nei, 90da rider jeg heller paa en vreden Planke! – Er det Veslepusens Levnet det?» –

Hun havde siddet, hørt og gjemt for at fortælle ham siden. Men som det led, blev han vildere og Fantasierne ikke forstaaelige længer. – Aanden besværedes, og Brystet gik i store Tag. Og hun havde angst sunket iknæ ved Siden af Sengen, mens han trev Armene ud ifra sig, saa de stundom traf hende med haarde Slag over Ansigt og Skuldre. – Engang vaagned han da til Bevidsthed et Øieblik, sagde ganske tydelig midt indi:

«Gaa unda vel.»

Hun gjorde ikke. Tog Slagene. Blev siddende saa underlig sansesløs og iagttage hver Bevægelse, hver Muskeltrækning i hans Ansigt, som nu var rødt af Feberen. Hun kunde se Pulsaaren hamre i Tinding og Hals, mens Hænderne var kolde som paa en Død. Og lod han en Strubelyd høres, risled Rædselen rykvis gjennem hende. Men i Mellemrummene tænkte hun sløvt: Han kommer sig nok – snart!

Men Besindelsen lod vente paa sig. Han stønned og mased under Søvnen. Eller snakked med lallende Tunge og aabne, forvildede Øine. – Og Timerne slæbte sig saa langsomt hen, en efter en og en efter en. Og han laa stille stundevis, bare gnissed med Tænderne. –

Udpaa Eftermiddagen kom en Pige og spurgte, om Ramstad’en maatte faa Fruen i Tale. – Ramstadkrug var gaaet ind i Gangen, som det syntes, i ren Forfjamselse over Husbonds Sygdom. –

91«Gud trøste og hjælpe os for han Far da, Fruen – saa snil og reel en Mand.» Han kasted et rapt Blik efter Jenten og lukked Kjøkkendøren godt til efter hende. – «Jeg har jagu gaat her i flere Dage, jeg,» slog han om, idet han trak et Brev ud af Trøien, «og snoset efter Fruen. Det var at levere egenhændig, saa ingen saa det!» – Hans Mislet løfted paa Huen og pilted bort gjennem Gangen, Hovedet dybt nedimellem Skuldrene. – – Fru Paula Winkel – stod der. – Der var Elskov i Skriften, hun kjendte den. –

«Hans!» raabte hun – «Hans!» – Han kom nølende. – «Giv fra dig det Brevet, du,» sagde hun høit og nervøst, «der du fik det.» –

Hun stansed ved Trappevinduet, der en Barneklynk naadde hende fra Drengestuen. – Jaja, oppe i Soveværelset en syg Mand – bortover Pladsen Svaret til en Elsker – indover Skogene Elskeren, Hundene, Livsens koglende Liv. – –

«Paula!» hørte hun Winkels Stemme indifra Værelset.

*

Men havde Gerhard Winkel været medgjørlig som frisk, naar da ellers intet forarged ham, blev han som syg – som de Mennesker flest, der lidet har følt af legemlig Smerte – utaalsom og grætten. Og den første Tid blev sagtens en Prøvelsens Tid saavel for Hustruen med det syge Sind som for Manden med det syge Legeme.

Vilde saaledes Gerhard Winkel stadig have sin 92Hustru om sig og ingen anden, jaged han hende dog ofte væk i Ærgrelse:

«Gaa du!» sagde han. «Jeg vil ikke se dig. Du gjør saa alligevel ingen Nytte.»

Men – «hvor blir du af?» rungskreg han om lidt. «Kan du ikke være hos mig det Gran, naar jeg er vaagen heller?» – Og han overfused hende, saa hun syntes knapt at eie hel Plet tilbage.

Meget maatte hun gaa og fange Fluer.

«Se der sidder en. Og der. Er du nærsynt? Og der,» laa han og pegte. «Og – den ækle Talggrisen i Sprækken der da! Du faar sandelig til Øienlæge du! Og der en – –»

Engang sendte han hende ned efter «Bogen med den spraglede Permen», at hun skulde læse høit for ham. Og da hun kom med den, hev han den langt bortover Gulvet, fordi det jo var den grønagtige, ikke den brune, han havde ment. – Hun gik atter, tænkende paa, hvor lidet han ligned sig selv fra før. – Men det var jo alligevel bedre slig, end at han skulde ligge hen. – Og det tyded jo paa en viss Kraft, hvilket da ogsaa samstemte med Doktorens Udtalelse fornylig, at Winkel befandt sig paa Bedringssiden allerede. – Det var godt. – Ingen i Verden var som Winkel alligevel! – Hun stansed et Øieblik i Trappeafsatsen og undred i nervøst Tankesprang over, hvorfra Brødrene vel havde støvet frem det gamle Monstrum af en Ljaa, som stod der opmed Væggen. – Hun holdt næsten paa at løfte paa den i Farten. Men kom ikke til.

«Nu er jeg gørrkjed af at ligge,» erklærte 93Winkel, da hun kom ind med den grønspraglede i Haanden. «Nu vil jeg kare mig op lidt.»

Hun bad ham lade være. Nei, det lysned for ham alene ved Tanken. –

«Ud med sig naa!» og han kasted i Spøg en Pude efter hende i Døren.

– Kommen tilrette i Lænestolen, lød Svaret paa hendes Spørgsmaal ganske fortrøstningsfuldt:

«Ret bra, Paulamor – ret bra!»

«Sæt nu Vinduet op,» hed det senere, «saa jeg ikke kvavner!» Og da hun ikke vilde, gjorde han det selv. –

«Se saa, nu letner det!» – Han trak Veiret dybt. Spurgte saa pludselig:

«Har jeg vært lei mod dig, du? – Det var nu stygt. Du ser medtaget ud, tror jeg. – Hm – ja, vi havde nu tænkt os det anderledes. – Men nu blir jeg snart frisk, skjønner du.»

Han kosed sig jevnt der foran Vinduet, smaasnakkende om dit og dat:

– «Nu blir det mere Regn, Veslemor,» sagde han indiblandt, – «for der flyver Taagedotter langsmed Vasaasen. – Det, sagde vi i gamle Dage, var Aaskjærringen, som røgte, du.» –

«Var det det, du!» sagde hun syngende. – Hun havde hele tiden staaet og strøget ham over Haanden og gned nu smilende Kinden mod hans Haar:

«Du kan meget rart, du!»

«Har du Moro af det da? Du skal faa det altsammen siden, Paulamor.»

94– «Nu faar jeg lægge mig kanske da,» sagde han siden. – Men hun forfærdedes ved hans kridhvide Ansigt. –

«Er du sygere?»

«Aanei – lidt mat bare!»

Men Matheden var stor, slig han blev liggende med glansløse Øine og pibende Aandedræt.

– Og samme Nat vendte Feberen tilbage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ve’s Mor

Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.

Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.