XV.

Imens havde Brødrene ruslet sin egen Gang borte paa Nebruget. Og til en Begyndelse havde alt gaaet saare vel og bra. I den lille, gammelagtige Hovedbygning, hvis første Etage kun bestod af Kjøkken og Stue, eftersom Resten optoges af en lang Gang, der strakte sig rundt hele Huset, benytted de Stuen til Dagligstue, Spise- og Soveværelse. Ude i Kjøkkenet sov Bolette, og oppaa Jordgulvet i anden Etage holdt Hr. Anders til. – Bag Schatolklaffen laa Testamenterne færdigskrevne, medens Arvingerne gjorde sig Flid og var paafærde baade sent og tidlig.

De to Brødre var dog for Sikkerheds Skyld oppe en Tur i Solrendingen og paasaa, at Anders ikke sluntred unda, – for saa at lægge sig igjen og sove til henimod Middag, paa hvilken Tid de vilde have Maden færdig – Spædkalv, Høns eller Kyllinger, helst det bedste Aarstiden kunde byde. – Resten af Dagen tilbragte de i Skyggen med Snadden i Mundvigen eller gren paa Anders, som 70fik staa for Stødet i alt muligt. Ude gik de i Kipsko, inde paa Hoselæsten. Og de tæljed Granved paa Maafaa, saa Flisen gøv, – men gjorde ogsaa engang imellem en Visp til Bolette, at hun ikke skulde kleppe Flødegrøden for dem. – Saa fryded de sig over Nebrugets afsides Beliggenhed, drøfted «Svogerske, som var blevet galen», og med tilbagetrængt Glæde «stakkars han Gerhard». –

Om Aftenerne bød de ofte Arvingerne ind paa en Snaps – og forespeiled dem da forskjellige vordende Herligheder. Men de fandt det raadeligst en Dag at oplyse Anders om, at Testamentet i Bordskuffen vilde være ugyldigt, hvis Testatorerne braadøde, eftersom det endnu mangled Vitterlighedsvidners Underskrift.

– Men udpaa Vinteren et Stykke indtraf en noksaa kjedelig Ting. Noget de to Brødre ikke havde taget tilstrækkelig i Betragtning, og som gav vid Anledning til Trætte dem imellem, om hvem af dem der egentlig var den skyldige, medens Hovedpersonen, Bolette, regelmæssig tuded med Forklædet for Øinene, hver Gang nogen af de to kom til at gaa forbi hende. –

«Fan heller,» sagde Perikles, «jamænd har du fornærmet Tøsen.» –

«Fan heller,» sagde Jon, «det er nok du, det.» Og hver især af dem kunde saaledes drive den hele Dag med at fri sig selv og anklage den anden.

Enden paa det hele blev da, at de for at undgaa Skandale simpelthen maatte lægge sig ud 71for at spleise Arvingerne. – De maatte give Anders Gaardskar den største Husmandsplads til en Afgift af 40 Øre Aaret og en Ko med Kalv – foruden den han fik med paa Kjøbet.

Men da rev ogsaa Brødrene sine Testamenter istykker og reiste fluksens hjem til Gruvang.

Der kom de en Eftermiddag skurende i Kassesluffen, og det ligesom osed daarligt Humør af dem paa lang Afstand. – Nei, paa Nebruget havde det været magert med Oplevelser. Fordelen havde netop været Ugenertheden. – De gik om ubarberte som Stikkelsbær, men jamænd var de alligevel blevet kjed sig: «Fan ta Nebruget og hele Sørpa,» brast det indædt ud af dem.

«Men nei, aanei Bror, aa hvid du er blevet i Skjegget da! – – Og du Svogerske – Gud hjælpe os, har ikke Svogerske faaet graa Haar bag Ørene!»

Se, de fik nu straks Indtrykket af at have forsømt sig godt. Men nu var der sandelig ingen Moro hverken at se eller høre ved Tittehullerne. – Kanske, tænke de ogsaa, havde Bror Gerhard hørt ymte noget om Historien, siden han var saa prestealvorlig, hvorfor det Pokker var bedst at holde Ørene stive.

Men slig de to Brødre gik om den første Tid, vigtige og udfordrende – Munden spændt i en stram Bue – ligned de nærmest to forstokkede Galgenfugle, der vented Lensmanden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.