XVI.

72«Mare, Mare mine,
naa skal du ud
over tolv Mils Skau.
Rette de kroge,
kroge de rette –
Mare, Mare mine.»

Og Store-Elen, som havde spurgt saa hemmelighedsfuldt om at faa komme ind, «fyred» med en Glo over sin Frue.

«Mare, Mare mine» – Ordene lød mumlende og monotone, op og op igjen, mens Signekjærringens rappe, smaa Øine ufravendt hvilte paa den Syges Ansigt. Og stundom rysted hun betænkelig paa Hovedet:

«Nei, nei, det var den paahængeligste Mare, hun i sine Dage havde kjendt.» – Og hun maned og fyrte; for givet sig havde hun aldrig. Først ved den tredje Glo syntes hun merke, det hun vilde. – Da skridtet hun langkroket paa Taa hen og slap Maren ud gjennem Dørgløtten.

Borte ved Sengen tog hun en af de fine Hænder i sine:

«Hm – det er nok enslags Svek!» – Saa kniksed hun dybt: «Farvel, Farvel da, Fruen – ja, naa har Mara nok aa gjøre for inat.» – –

Der kom nu ogsaa baade den ene og den anden paa Barselsvisit, om ikke for andet saa af Nysgjerrighed. Men en, der aldrig saaes, uden han blev budsendt, var Winkel.

73Hans Hustru spurgte ham engang: «Slig vilde du vel komme til hvilkensomhelst, der bad dig?»

«Ja, det vilde jeg,» svarte han.

Hun prøved sætte sig op.

«Nei, lig du,» sagde han strengt. Og hun laa. Rakte en Haand ud, men han saa den ikke.

Han havde ingenting at sige hende.

Men hun vilde tale, tale uafbrudt, naar han sad der:

«Herren gav, Herren tog, – og Herren gav mig igjen, Winkel. En Vanskabning for en Cherub. – Takket være du, Gud, for din Velgjerning, at du lader Mennesket være daarligt fra Fødselen af, – og at du straffer dem, fordi de maatte annamme din Fødselsdagsgave. – Takket være du, som lader Neslen brænde, Tornene stikke, gale Hunde bide os og Giftslanger sprøite Edder i aabne Saar. – Jo, jeg ser det. – Han, som sendte Landeplager over Ægypten, han sender Sjæleplager over Mennesket. – Men hjemsøgte du alle onde Mennesker, da uddøde jo din Jammerdal! – Aa, Herren han er vis og retfærdig og miskundelig til evig Tid. – Derfor vælger han sig Syndebukke, Herren. – – Takket være du, Gud, som gjorde mig dertil, ligesaalet som du lader Barn forvokse sig i Morsliv. – Nei, nei, gaa ikke, Winkel! – Jeg takked jo bare. Takked for al hans ubegribelige Naade, hørte du. – Men ved du, hvorfor jeg leved til nu? Kunde jeg ane, at Redningsfyret, jeg styred efter, var en Djævelens, eller – hvad ved jeg? – kjære Gudfaders Blændlygte? –

74Aa, det som ligger derude, du, er ogsaa en Guds Skabning. – – Og Gud skabte Mennesket i sit Billede – vel – vel – Ære være Gudfaders Formsans! Humbug altsammen!

Spotte min Børnelærdom, siger du? – Men du, det er jo netop dette med Børnene – mine Børn. – – Nei, ved du, hvad jeg tror paa, Winkel? – Jo, der er noget, som væver sig lig en irret Traad gjennem Skabningen, noget som en brændende Væge i Menneskesjælene, – der det har sit Altar og selv er den evige Ild – Ironien, Winkel. Hvem ved, kanske var det Guden, som skabte Verden, og engang lader Verden forgaa.

– Vorherres Hevn, siger du – det som ligger derude! Hvorfor skulde da Gudherren kaste Hevn over mig? Du derimod. Er du – Vorherre?

Nei, gaa ikke – jeg ber dig, Winkel. – Husker du Dag, du? Aaja, det vidste jeg nok. Jeg havde Glæde af ham – du blev ved Sorgen, den langvarige. – Aa, det gjør ondt herinde, i Brystet, tror jeg. – Tænk, om du holdt mig i Haanden. – Nei. – Husker du de søte Øinene, Winkel, med de ganske, ganske blonde Brynene over? Og Næsen du! – – Men deiligst var Munden. Nøgen var han den mest fuldendte Gud Amor, saa lubben og kraftig – ret som et Lys den lille Ryggen. – – Aldrig skal jeg se den deilige lille Ungen min mer. Jeg fik bare Lov at være Krøblingemor, jeg. Hovedet stort og rundt som Lampekuppelen – Fiskeøine og Froskemund. Fy, fy – Krøblingemor, Krøblingemor!

75Ikke nogen Krøbling heller? – – Vis mig ham da vel, eller jeg kan selv. Ikke hold i mig – jeg vil op, hører du! –

Du er som Sten og Fjeld, du! – – Men jeg har en Revolver. Hvad, om jeg en dag sagde: Hei, du Djævel, som pusted paa mig, da jeg fødtes, – og du Vorherre, som har elsket mig saa saare med dit Ris – tag mig, hvem som vil! – For om Helvedet paa Jorden afløses af Helvedet under Jorden, skader ikke.»

«Herregud, døm hende ikke, Stakkaren – Herregud!» – –

«Jeg ved ikke, hvad der er at gjøre,» sagde Winkel til Doktoren. «Hun staar paa Gravens Rand og spotter Vorherre, saa det lyser. Vi kvied os for at vise hende Ungen. – Men tredje Dagen sov hun ligesom saa inderlig godt, saa Berte gik fra hende lidt. – Og, Gud trøste os, havde hun ikke da krøbet op og seet paa ham. – Urolig er hun – om ikke andet ligger hun og kravser opefter Væggen. Vi laaser Dørene naturligvis. Men binde hende tør vi ikke – da rased hun nok Indvoldene ud af sig.»

«Hun skal faa Morfin,» sagde Doktoren, «saa blir hun nok rolig. Og det kraftige Legeme vil hjælpe sig selv. – Men De ved jo, Winkel, Deres Hustru er en sjelden intensiv Natur, af den Slags, som har let for at blive gaaende med et Malum inveteratum, saa» – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.