XVII.

76I Drengestukammeret sad Jon og Perikles Winkel, bandende den usalige Skjæbne, som nu atter havde fordrevet dem fra Hovedbygningen.

Sine lange, gulmalte Senge havde de placeret en paa hver Side af den graa Brandmur, der de havde noteret sin Udflytterdags Datum og Aarstal. Og ved Viduet havde de et Klaffebord, hvorpaa laa de sure Snadder og et par Bøger. Men da det trak derborte, laa de mest tilsengs, med Støvlebenene høit oppe paa Sengefjælen.

Perikles’s Yndlingslekture i denne Tid var Mangors Sundhedsleksikon, af hvilket han ofte læste høit for Broderen om Sygdomme, hvis Symptomer fuldstændig passed ind med Perikles’s Fornemmelser – slige, hvis Ophav var Sindsbevægelser og Vanrøgt i de forskjelligste Faser. – Jon sænked da sin Knigge, «Omgang med Mennesker», eftertænksomt smattende paa Snadden.

Fast bestemte paa at spille Martyrer og blive beklaget som saadanne, fik de ingen Ovn derop. Istedet varmed de sig sagtens ved en Snaps saan dann og wann og især til Aftensmaden. Saa lysned ogsaa Humøret en Smule, og de blev spøgsomme sig imellem.

Første Gang Perikles sagde: «Skaal da, Papa!» kosted det ham rigtignok mange Ekstradrammer at faa Broderen formildet. Men dette blev alligevel ligesom en Indledning, hvorved de to Lidelsesfæller lidt efter lidt kom i god Passiar om dit og dat der ved Bordet. – Det 77blev da utrolig meget, de fik at more hinanden med fra Nebruget. Kom de saa i Febrilskheden til at velte sine Glas, tegned de utugtige Tegninger i Væden. Og de lo slig, at en gammel Mand, der kom stavrende forbi en Kveldstund, stansed op og spurgte nyfigent:

«Nei, nei – er her blevet Kalkonhaner?»

«Aaja-a,» lød Svaret langtrukkent, «de sætter sig nok op naa snart, høres det ud. Ellers er det nok han Jon og han Perikles Winkel, som sidder og pokkelerer i Drengstua. – Se bare, aassen de dupper og svinger paa sig bagenom Ruderne!» –

Naar Gerhard Winkel stak opom til Brødrene, modtog de ham triumferende:

«Naa Far, Goddag! Velkommen efter! – Jo, nu sidder vi pent i det, sagde Musen, hun sad i Fælden. Jagu blev du gift, ja!» – Og de tillod sig, hvad de før ikke havde turdet, de bebreided ham hans Giftermaal, som havde uroet dem saadan. Desuden likte de godt at opholde sig ved de besynderlige Navne, Børnene fik: den ene Dag – den anden Ove! – «Og – hvorfor skulde han hede Ove, du?» –

«Hun laa i Vildelse og sagde det, ved dere jo – hvorfor ikke lade hende faa det slig – Ungen er jo hendes.» –

«Godt er Stegen gjemt; men jeg gaar efter Lugten, sagde Ræven.»

Og for hver en løbende Uge blev de ærgerligere, saa tilslut var det, som Galden formelig 78drypped af dem. – Alligevel formaadde de ikke overføre sin Stemning paa Broderen: «Men det kommer ofte efter med han Gerhard,» trøsted de sig. – Han gik allerede saa tungt i Trapperne og satte sig saa andpusten, straks han var inde. – Skjønt, de forstod sig ikke længer paa ham heller og kjendte ham ikke rigtig igjen fra før, slig han sad og grubled for det meste og lod dem sige, hvad de lysted. Og som nu den Dagen, de nok vented, han skulde slaaet i Bordet til dem og deres Uforskammetheder.

«Hvorfor skulde endelig jeg leve i Cølibat?» spurgte han bare. – «Jeg, som kjendte mig sund og kraftig baade paa Legeme og Sjæl, hvorfor skulde ikke jeg tage mig en ung Kone, en, jeg kunde stelle godt for, saalænge jeg orked, og som siden fik stelle godt for mig? Til Gjengjæld havde hun deilige Børn og hvad mit var Livet ud. – – Mennesket spaar, men Gud raar, Brødre. Nu synes jeg mest, jeg er en gammel Mand bare, en fattig Krok, lændset for mangt. – Men,» tog han i, «tro ikke derfor, jeg vilde have noget ugjort!»

Saa fortsatte han jevnt henimod dem:

«Nei, her jeg sidder, siger jeg endda – Mændene burde først gifte sig i Manddomsalderens sidste Aar. For jeg skal sige dere Gutter, det blir en – hvad skal jeg kalde det? – Gjæring ved den Blanding af Blod – noget, som syder og skummer som sterkeste Mjød – naar da ingen Malurt forgifter.»

Men det sidste kom ganske lavt borte ved Døren.

79Brødrene saa efter ham, og det blev længe stille i Drengestukammeret.

Senhøsten i Menneskenes Hug blev skummel og seiglivet som Veiret derude.

Nede ved Brønden gik Anne Indlæg med en Rive. Hun puffed og skjøv med den ud i Grønsken, uafbrudt skottende til Siden, – indtil Riven faldt hende ud af Hænderne, og hun skalv som et Aspeløv over hele sin skrumpne Skrot: – Gjedebukken med Hornene, han, som stod og gren opi Bakken – han var det, som havde narret hende til at drukne Ungen sin – – Fanden – Fanden – –

Mellem Fjøs og Stald mødtes Gaardsgut og Budeie: «Du stjæler Gampehøet mit, du,» sagde han sint og rysted saa længe paa Jenten, til hvert et Høstraa var rystet fra hende. Da blev ogsaa Jenten sint, og de sloges, saa Totterne gøv.

Inde i Stuen sad Winkel, gjennemsøgende Bunker af gulnede Dokumenter. Det var Skiftesager, Odelsskjøder, Breve med sirlige Skrifttræk over tykt Pergament og Breve med store, klodsede Bogstaver. Men over Gerhard Winkels Ansigt gled en Trækning som af en stor Plage, hvergang Dørene aabnedes.

Oppe paa Værelset sad Fruen med ørkesløst foldede Hænder, rokkende sig i Sorger, hun trodde aldrig kunde vige.

Og over det hele Hus var det, som den saare Barnegraat aanded.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.