80«Skyde Ranglebikjer,» sagde Gerhard Winkel, «det kunde jeg i min Ungdom paa mange hundrede Meters Afstand.» – Han hængte just sit Gevær paa Væggen, idet hun kom ind. Indtog saa sin vanlige Plads borte ved Schatollet med Ryggen mod Døren, bladende i de gamle Papirer.
«Hvad vil du mig?» spurgte hun. «Du sendte jo Bud efter mig.»
«Naaja – det var bare det, jeg vilde sige,» begyndte han uden at vende sig om mod hende – «du ved, mine Brødre sidder i Drengestuen for Skrigens Skyld – og det kunde ogsaa jeg have Lyst til. Men mine Brødre, de to Winkeler, de skal ind. Ungen skal ud istedet. – Har du forstaaet mig?»
«Ja!»
«Godt! Der skal sættes istand derover. – Det var ikke andet. – – Det var ikke andet, siger jeg!»
Hun havde straks forstaaet af Maaden, hvorpaa han næsten stødte Ordene frem, at der var noget bagom. Hun ante Brødrene.
«Det blir værre og værre,» mumled hun.
«Ja, det blir værre og værre,» gjentog han utaalmodig.
Hun ledte som iblinde efter noget: «Winkel.»
«Naa?»
«Vil du, jeg skal bo der ogsaa?»
«Du? Nei – ikke endnu!» – Winkel pusted 81tungt. – Se her du,» fortsatte han, da hun fremdeles blev, «slig skrev min Bedstefar! – Hvad staar der?»
«Jeg skjønner jo ikke den Skriften.»
«Min trofaste Viv staar der.» – Han blev tyk i Mælet: «Slig kunde de alle skrevet.»
«Hvem, mener du, kan ikke si det samme?» tog hun sig sammen. «Jeg ved det ikke.»
Gerhard Winkel fik noget henimod en Lysning i Øinene, idet han braavendte sig. Men hun holdt ikke Blikket ud. – Og Lysningen sluktes i Winkels Øine. Paa Bordet saa hun en sterkbygget Haand, som gjorde et Ryk og – atter blev liggende. – Saa begyndte den rolig at blade igjen. Men hun blev staaende og se paa den Haanden. – Hun havde følt den til Kjærtegn, vidste, den var var, og den var haard. – Uvilkaarlig strøg hun med sin Lillefinger over Haanden, som havde rykket saa besynderlig.
«Du er naadig da, mener du, som ikke lader din Kone bo i Drengestuen?» spurgte hun.
«Ja.»
«Eller i Grisehuset – eller i Stalden?» fortsatte hun, halvt spøgende.
«Der gives nok de, som vilde gjort saa,» svarte han alvorlig. Saa vendte han sig helt om imod hende: «Skal du snart rende tilskogs i Selskabspynt?» spurgte han pludselig. – «Nu er han kommet til Bygden igjen, han – Fyren!»
Der var det altsaa! Paula Winkel retted sig langsomt, fornemmende med engang en Trods 82dukke op i sig. – Hun fik enslags Rygstøtte, syntes hun:
«Jeg ved knapt, hvem du sigter til. Men til Skogen gaar jeg sagtens.»
Gerhard Winkel reiste sig med Næven mod Pulten, mens i den ene Tinding Pulsaaren svulmed til en virret, blaa Snor:
«Til Skogen gaar du sagtens ikke. – Pas dig for det!»
Da brød det ud af hende i Lidenskab – og forekom det hende i Øieblikket, som var hun selv den forurettede:
«Har jeg nogen Egtefælle at spørge? Hvad har du med mig, andet end at du Tomme for Tomme driver mig tilbage did, du nødigst vil – men der jeg finder Glemsel? – Nei, jeg, jeg har ingen Egtefælle at spørge. – Det ved du bedst selv. Og jeg gaar, jeg, hvor i Verden jeg lyster.»
Han havde ladet hende snakke. Men det hvidned om hans Øine og Mund. Og pludselig rakte han Haanden ud. – Den blev en stentung Byrde om hendes Nakke og tvang hende iknæ. Hun skalv, men smilte.
«Tror du, det ikke er Alvor?» mumled han og snapped noget fra Pulten. – Hun hørte det hvine og følte Lufttrækket forbi sig, i et Smeld mod Gulvet. Og Remmen hævedes paany. Og den knistred og suste som en Svøbe, snart ved hendes ene Side, snart ved den anden, i skarpe Knald mod Gulvet. Hun glemte Smilet – rørte 83en Haand og kjendte en brændende Svie – begyndte at blive paa Graaten, stønned lavt:
«Fy – fy – Gerhard!»
Da trodde hun, han vilde slaa hende med Haanden. Men det var Remmen, som slængtes hen i en Krog. Og han blev staaende forpustet foran hende. Hun laa der iknæ, tilintetgjort og ydmyget som aldrig før i sit Liv, uden Tanke paa at komme sig op, laa imod ham med vaade, skamfulde Øine. – – Der fik han den kjendte Trækning ved Munden fra gamle Dage, naar han klarned mod Godveir. – I det samme bøied han sig ned, reiste hende med et eneste Tag under Armene og – kyssed hende midt paa Munden.
Hun kravsed Hænderne fast i hans Trøie, lo, graat, vilde ikke slippe – og fatted ingenting, da han skjøv hende fra sig:
«Saa saa – gaa nu!» –
«Men du, du – nei.» – Hun hængte efter og bed ham i Skjeggekinden, idet han satte sig, og Gerhard Winkel blev raadvild et Sekund. Han ligesom vented, hun skulde sige noget; men det kom ikke, – og han skjøv hende fra sig paany. – Stemmen lød haardere:
«Gaa, har jeg jo sagt!»
Hun forsøgte at summe sig, der hun stod:
«Gaa – for bestandig, mener du?»
«Nei, ved du,» svarte han koldt, «for da slog Skammen Følge.»
«I Graven ogsaa?»
«Ja.» – Han fik et polisk Blink i Øinene og 84fortsatte hastig: «Du faar ingen Ligfærd, ser du – ingen Parade i Blaasalen – ingen Kranser paa Kisten. Ja, den blir nok nærmest som en Pakkasse den da, og graves ned – udenfor Kirkegaardsmuren.» –
Han hørte hende tusle ud, vendte sig og saa langt mod Døren. Han tørred et par Sveddraaber bort fra Panden med det røde Lommetørklæde:
«Ja, du Paula, du Paula! Men det er jo du, som maa sige det. Du.» Og atter begyndte han at blade i de gulnede Dokumenter. – Men den brede Haand skalv.
I Klædeskammeret sad Paula. Hun vidste ikke hverken frem eller tilbage. Alt, hun havde tænkt, alt, hun havde gjort, og alt, som havde hændt, det var i et eneste floket Nøste for hende nu. – Eller – hun saa det først nu i al dets frygtelige Uredighed. – Og hun graat uafladelig med Hovedet ind i Klæderne. Hun var nu blevet saadan en Taareperse, at hun selv var flau over det og gjemte det bort. Og Nøglen havde hun taget med sig ind. – Ingenting hjalp hende, syntes hun, ingenting. – Og Leden, hun havde været træt af, var blevet Kvide paany, fordi der føiedes nye Stik i Flugt med de gamle. – –
Solskinnet gled over de stribede Rullegardiner – lagde sig i tunge, støvede Lag paa Lag. – Og Solskinnet blev en Skraastrime blot – skinnende grelt i en rød Trøie – flydende flakt over en sort Kjole, en med krøllet, glinsende Silkechiffon. – – 85Hun sad og saa, krammed indi med Hænderne. – Jo, den kunde sprættes op og glattes, og den vilde blive ganske ængstelig nobel paany, saa diskret. Bare en blaa Blomst halvt nedi alt det sorte, en Asters, et par giftige Blaabjelder. – Ah, der inde i Skogen! – Han sparte ikke paa Smil, han, ligesaalidt som paa Elskov. – Ne-i, han betvang sig ikke, og han skræmte ikke. Men han – – kratsch, der braged Chiffonen i to lasede Dele. – Hun blev næsten selv overrasket, skued bedagelig sit eget Verk, hængte den saa resigneret op. –
Hun løfted paa Rullegardinet. – Nede paa Gaarden gik Ramstadkrug, og det gav et Sting i hende af en Sammenligning, som slog. –
Men Solen – se, den sank som en lødig Guldklump nedimellem Trærne. – Der tændte den Skogen – der skinned den rød som St. Hansbaal – der flakked det bristende, som af Glød i vaade Kvister. – –
Hvad gik af Ramstadkrug? Slig han moverte snart her, snart der. Der gav han sig til i Stalddøren paa Udkig frem mod Huset. – Ja, den Ramstaden var fuld af Paafund og besynderlig i alt! Man paastod jo nok, han gik Snigveie og ved Gløghed subbed til sig mer end nogen anden ved Ansigts Sved. – Nu havde han vist en Biindtægt fore – kanske noget, han skulde anmode Winkel om i Enrum, noget Raskeri, Bordstumper, Vedaffald. – – Winkel ja – Winkel! – En trykkende Byrde kom over hende. – Han kunde knuge med Haand og Aand, havde knuget nu i over et Aar. – Hun 86følte paany, hvorledes Remmen suste, og hun vidste, hun havde fortjent mer end Susen – han havde havt Lov at slaa hende ihjel. – – Det uredige Nøste virred og virred. «Ja, det blir værre og værre,» hørte hun Winkels Stemme gjentage. – «Det blir værre og værre,» sagde hun selv. Og atter dukked den frem, Scenen dernede. – Men ud af Nøstet sprat noget lysende med ett. – Hvad nu, at hun ikke havde fundet det allerførst. Men hun havde fundet det allerførst, dernede, før han stødte hende fra sig, da det floked sig bort i det skrækkelige altsammen. – – At alt kunde glide bort under et Kys, hans Kys! – Komisk ogsaa! – Sligt et digert Smeldkys det var! – Hun tog sig for Brystet i en pludselig Glæde – og lo:
«Jo, nu skulde Winkel blive blid!» – Hvordan vidste hun ikke, men han skulde. For han kunde, og det var Kvintessensen.
– Men hun blev underlig i Knærne, da hun nærmed sig Stuedøren. – Om han nu bare kylte hende fra sig paany? –
– Der sad han som før og vendte sig ikke.
Hun flytted lidt paa Stolene, ordned nogle Bøger. Forgjæves. Fra Siden bemerked hun, at hans Hudfarve var rød imod Øinene. Ellers intet. Saa blaaste han i Næverne engang.
«Synes du, her er koldt?» voved hun spørge, og hun hørte sin Stemme, blød, douce, som et Haandstrøg over ham.
«Aaja!»
Hun putted selv Ved ind i Ovnen – Vedtræ 87paa Vedtræ, til den blev dørgende fuld. Fandt Fliser og Bark og tændte Fyr. – Hun rusled og pusled bag hans Ryg i det uendelige – sukked imellem – stod stille, stirrende imod den brede Ryg – og havned tilsidst helt fremfor Pulten. –
«Vil du noget?» spurgte han.
Hun studsed ved en besynderlig Blankhed i hans Øine:
«Ja ja – jeg vil noget!» – Hun stammed forlegen og lagde begge Hænderne over hans: – «At du – du» – atter mødte hun Blikket – «maa» – men Blikket stod der fremdeles imod hende – «være glad i mig igjen.»
Det drog sig til et Smil om den tause Mund – og uden at vide hvorledes laa Paula Winkel sin Egtefælle for Fode med Armene krampagtig om hans Knær:
«Tilgiv mig, du – jeg har havt det saa ondt. Jeg ber dig, ber dig jo!» – Og hun tigged og bad med Ansigtet tæt indtil ham, og Ordene snubled: «Gerhard!» – Da følte hun et Strøg over sit Hoved. – Det løftedes. – Atter de blanke, besynderlige Øine; de saa saa dybt, dybt ind i Sjælen, syntes hun. Men hun udholdt dem nu.
«Gud velsigne dig, du deilige Paula min!» kom det pludselig fra Winkel som et vældigt Befrielsens Suk. «Ja, ja, jeg tilgiver dig – saa sikkert som den, der er større end jeg, nok tilgiver dig – hvad i verden du ogsaa har syndet.» –
Hun bøied hovedet indtil ham paany, medens Kroppen rysted som i Krampe.
88«Saa saa, ikke graat nu, Paula!»
«Jeg har havt det saa ondt, Gerhard,» gjentog hun.
«Ja, ja, jeg har nok seet det. Men du skjønner da, det var du, som maatte sige det. Du – – Saa saa, ja, nu skal alt blive godt igjen.»
«Nei, lad mig ligge her, – ligge paa Knæ for dig hele Livet.» – Hun strøg og strøg ham, hvor hun traf. – «Jeg skal elske dig, Gerhard, som jeg elsker dig nu – aldrig blive træt – stelle om dig baade sent og tidlig.» –
«Gud signe dig for det, Paula – Ungen min! Jeg kan lidet gjøre.»
«Det er saa forunderligt at kysse dig, du,» hvisked hun kortpustet. «Det var ikke slig før. Om du vilde kysse mig meget, forfærdelig meget!»
«Ja, jeg skal nok kysse dig meget, mer end du selv vil, husker du – siden. Og det onde aaret skal vi nok se at glemme, ja.»
«Saa skal vi leve, Gerhard, som aldrig før.» –
«Hø – det siger sig selv det, Veslepusen min! – Men det er saa koldt her, synes jeg. Du er nok daarlig Fyrbøder idag.» –
«Kjære dig, Ovnen er jo snart rød, den. – Gerhard!» – hun trykked sig op mod ham: «Faar jeg være hos dig inat?»
«Jada, jada, inat og alle Nætter!»
«Jeg er blevet saa voldsomt glad i dig du. Skal vi gaa?»
Gerhard Winkel reiste sig:
89«Jo, her er sandelig baade koldt og varmt, du Paula!» – Der var kommet en skjær Hinde over hans Øine – en tyk, graa Haarlok laa strid ned i Panden. Han tog et Skridt frem, men blev staaende, støttende den ene Haand mod Bordet:
«Aa, gaa efter Stokken min, du.»
Kommen op paa Værelset faldt en stor Frost over den sterke Gerhard Winkel.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.