XX.

«Den Ljaaen, som stod ude i Gangen,» spurgte Paula sine Svogre en Dag, «hvad skulde I egentlig med den?»

– Ljaaen? De kjendte sandelig ikke til nogen Ljaa. –

– Jovist maatte de det. Naar hun nu tænkte efter, havde den vist staaet der hele Ettermiddagen ogsaa. Hun forklarte dem dens Udseende: – Graat kroget Skaft med to Knortekvister til Haandgreb og rustent Blad med Eggen hvidblank efter ny Slibning. –

De to Brødre vilde ingenting vide om sligt noget paa Gaarden, og hun blev den Dag grundende meget over nogle Øiekast, hun havde opfanget imellem dem.

– Men som hun sad i Tusmørket inde ved Sygesengen, der hendes Egtefælle nu laa i Brystvatersot, slog en Forestilling ned i hende – og jomer hun grubled, des mer klarned det sig ud, 95Dødsmerket over ham, som laa der. – Ingen Vei forbi. Der sneg sig en om i Huset. En forfærdelig. En, som stilled Ljaaen fra sig i Trappeafsatsen en Gang, vel et andet Sted en anden Gang – kanske stod den nu inde i selve Værelset! – Og hun lod Blikket sky streife rundt Væggene. – – «I Kroken!» var der noget indi hende, som hvisked. Og hun saa.

«Du er sen,» sagde det, «ved Døren nu.» Og hun saa og saa, enten hun vilde eller ei, hid og did, stadig om igjen.

Hver Mørkningstime kom det igjen, naar hun saavidt skimted hans blege Ansigt, hvori Øine og Mund kun blev store, dunkle Huller. –

«Aa, lys ikke saa med Fyrstikker i Krokene, du,» overrasked han hende en Dag. Og fra selvsamme Stund, hun maatte lægge en Dæmper paa sig, blev det bedre. –

«Hvordan skulde det vel gaa mig uden dig som Modvegt,» sagde hun til ham.

Med det, hun mente vide, havde hun saa meget utalt, syntes hun. Med det, han mente vide, laa han helst taus, kun ventende Bedringen.

Gerhard Winkel var desuden blevet taalmodigere efter hin Gang, han paadrog sig Tilbagefaldet, og jaged han hende nu ud, skede det, fordi hun skulde trække frisk Luft, ikke blive mat og skrøbelig, naar han blev rask. – Men hun blev ruslende nede i Stuen, følte over hans Pult og Stol, stirred i hans Bøger, lagde sig paa Sofaen i krympende Kvide, fældte Taarer over hans svære Skindkasjet derude 96i Gangen – sørged og sørged over ham, som over en Død, hun havde voldt ondt.

Naar hun da atter saa ham deroppe og hans kjærlige Smil imod sig, toges hun af en voldsom Glæde ved at have ham endnu, og hun styrted sig ned foran ham. Han løfted Haanden afvergende for sit saare Bryst, – men smilte nok paany, det Smil, der blev skjønnere og mattere for hver en Dag:

«Nu elsker du mig mer i en Time, Paula,» sagde han engang, «end før i et helt Aar.» – Og hun gjemte beskjæmmet sit Ansigt i hans tykke graa Haar, som flød der udover Puden. – Gerhard Winkels Haar og Skjeg floked sig om hans Hoved som en strid Manke, det faldt tungt over hans brede Pande og lige ned mod de ærlige Øine. – Hun saa paa ham, haabløst, stille, Dag efter Dag – saa Manken vokse og Legemet svinde. Han var hendes syge Løve, hvis Billed hun vilde ridse dybt i sig selv, om ogsaa Blodet pibled, og Ulivssaar forvoldtes.

«Gerhard, Gerhard,» bad hun meningsløst, «du maa aldrig dø fra mig.»

«Nei, ikke endnu,» svarte han trygt. «Men Paulamor, efter al Naturs Orden – engang.»

«Selv da maa du ikke helt forlade mig, Gerhard. Hører du? Hvis du kan lade være.»

«Nei, Paulamor, da blir jeg nok om dig bestandig.»

«Gerhard, du – jeg kunde graate Blod, over dig, over mig og over det altsammen. – Gerhard, du – led du svært alle de Aarene, da jeg» – hun blev lidt tør i Stemmen.

«Nei, jeg led ikke dengang. For jeg kjendte 97dig ikke anderledes. – Men det sidste Aaret, Paula, det trak nok Marg ud af Benene paa mig, det. – Saada – saada – ikke bedrøvet! – Naar jeg nu kommer op, skal vi leve Livet fra nyt af, Paulamor.» –

Da – som hun knælende strakte sig henimod ham, blev hendes Blik fanatisk:

«Min prægtige, sterke Gerhard – hvad enten vi lever eller dør, saa hører vi dog sammen, vi to – om ogsaa du gammel og jeg ung, du god og jeg daarlig. – Min Ven var du, min trofaste Ven, min Far og min Elsker!»

«Paula – Ungen min!» smilte Gerhard Winkel, «min Alderdoms store Barn med de store Sorger og de store Glæder.»

– Han lagde sin tunge Arm om hendes Nakke, og hun læned Hovedet nedtil, lytted og nikked, trodde næsten selv – klamred sig med den Dødsdømte til Livsens liflige Træ. –

*

Saa var det en Søndags Formiddag efter en Nat i Spænding, at han vilde have dem alle om sig:

«Tag hid en Bænk,» sagde han til Brødrene, «og sid jevnsides I to! – – Ja, se nu skal snart Vaaraannen begynde, og her ligger jeg endda. Hvad siger I dertil, Brødre?»

«Aajo, her er et Sorgens og Sygdommens Hus,» mente Jon.

Der gled en Trækning af Ubehag over den Syges Ansigt.

98«Har Gjødselkjøringen fanget an?» spurgte han lidt senere.

Brødrene sad pindestive og høitidelige paa Bænken – Jon med foldede Hænder: – Ne-i, den havde ikke. –

– Da burde der straks tages fat. Altfor god Gaard Gruvang til at ligge i Vanstel som hidtil. Hvad om de drænerte den vasne Sydflotten? – Og Laden ramled vist snart ned. En ny maatte til. For Dyrene, stakkars, de fik raaddent Hø. – Og Lundgren – var han kommet til Bygden nu? – Naa, de fik se at passe ham op da! For Veslemor, hun skulde ikke have slig en Fillehave, hun. – Hvide Singelgange skulde hun gaa i, hun, under de gamle Trærne, imellem brogede Blomsterrabatter. – Og – et eller andet Sted skulde i Grunden en Kobberfontæne – – hvad om Pladsen hegnedes med Blodbøg og Roser? – «Det vilde du like, Paulamor! – – Men gamle Winkeln passed vel ikke der,» kom det mat – og Skyggen fra en mørk Tid drog over ham. –

«Her er trangt. Mer Lys du, Paula. Luft! – – Ser du, Paulamor, dine Singelgange,» pegte han mod Lyset, som strømmed ind i snorrette og glimrende Længder. – «Naa – hvorfor saa stramme i Fjæsene da, Brødre? Har du faaet Snue, Per? – –

Paulamor liden, stakkar – hvad er hun bedrøvet for da?» Stemmen lød fjern med fremmed Kuldegufs. – «Saa, saa, alt blir nok bra, du! – – Og naar jeg nu blir frisk, saa skal vi sidde sammen da og snakke om det, som er gammelt. – –

99Hm! Hvad er det for Klokker? Søndagsringing naa. – Ja, du kan jo gjerne læse lidt for os, Paula.» –

Hun tog en tyk, gammel Bog ned af Hylden og læste, uden at vide hvad. Men som hun atter mødte hans Blik, stod det saa underligt imod hende. Han maged Munden til, og hun trodde, han vilde sige noget. Istedet rynked han Øienbrynene – som i Livet, naar noget gik ham imod – greb hende i Haanden, som vilde han holde hende fast eller rive hende med. – Og der droges en tæt Hinde for Gerhard Winkels Øine – han gisped tungt – og de brast i det samme. Hun forstod. – Hans sidste Aande havde hun kysset ind i sin Mund.

Hun saa sig om:

«Se, nu kan der gjerne staa Ljaaer rundt alle Vægge, herefter.»

Saa brød det vildt ud af hende fra en utømmelig Sorgens Kilde. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.