Dag efter Dag kom en sløvøiet Mand ude i Gangen. Han havde en merkelig Vane: – ret som han talte, spilte han Øinene op som i stivnende Rædsel. – Men han arbeided nu engang saa meget om Natten. I Lygteskin. For den frosne Lerjord, haard som Klæbersten, maatte graves ud Haandfuld for Haandfuld. –
100«Naa har jeg fem Alen igjen! – Naa har jeg fire – tre – to og en,» var det han kom og meldte. Og for hver Gang hvidned det skrækslagne Blik af hans Øine.
– Nei, nei, nei, han havde aldrig fornummet noget derborte. – Og han havde dog været Bygdens Graver i gode tyve Aar. – –
I Blaasalen laa Gerhard Winkels jordiske Levninger paa Ligstraa. Men Laaget var over Kisten; fordi hun nu ikke orked se ham mere.
Ingen maatte komme ind. Hun tusled der ensom og lydløs. Dækked Vinduerne med dunkle Kors af Gran over de hvide Gardiner, snoed Flor over Vægge og Tag, mens øverst ved Kisten Vokslys i alenhøie Stager brændte Dag som Nat, osed sort og bringeknugende ud i Salen. Hun tusled og pusled omkring derinde, til der blev som et høitideligt Kapel. En fredlyst Plet var det midt indi Ramlet og Støien til den anstundende store Begravelse. – Men hun saa det altsammen gjennem en Taage – eller hun var med som død, syntes hun. – –
Gaardspladsen ringedes af Graner. Og langt bortover Sletten kjørtes der mellem de mørke, alvorlige Geledder, hentet fra Winkelernes Skog. – Saa langsomt, langsomt gik det. – De hvide Baand ifra Kransene – det sorte Flor ifra Hestene og Marskalkstavene der foran – Husmændene, som trasked og bar paa Lysstagerne – og Smaaflammerne, som vifted og slog i gult og i rødt, krøb helt ned i Vægen undertiden – slukned dog ikke.
101Klokkeren stemte op, da Kisten bares. Og Følget fulgte i drøvelig Marsch til Winkelernes gamle Gravsted, der de snirklede Jernkors stod.
Kisten firedes i lange Reb, og Kransene kastedes efter. I Haugen ved Siden laa en gulnet Knokkel, den en af Følget skrabed Grus over med Foden. En sort Mand præked, formaadde ikke, sit ærlige Stræv tiltrods, at putte Skjønhed i det dorske Gab.
– Saa fik de havresultne Heste trave lystig hjemad som fra Brudevielse.
Og hjemme paa Gaarden tog Brødrene hende i Haanden:
«Ja, nu har vi forsynt han Gerhard da.»
Og Gjesterne placerte sig klyngevis rundt Smaaborde eller støtted Væggene inde i Stuerne og ude i Gangen. Der var Winkelslegtninge langveis fra, godlynte Mænd af stampet Kjød og Muskler, og Mænd som Jon og Perikles – at ligne med Kirsebær, der kun har lidt surt Skind over Stenene. Paula Winkel gik en Smule om i Begyndelsen og snakked med hver en, der minded om den Afdøde. Men hun erfared snart, at der gaves noget bagom, som hun bedre kjendte fra Svogrene, Smaaligheder, Misundelse og uventede Stik. – Og hun trak sig væk. Ind i Blaasalen først, der de sorte Skamler stod ensomme paa Gulvet, og Salmebøgerne laa i Vindusposterne endnu. – Og som hun stod der, syntes hun næsten selv at være som noget af det Flor og Granbar, der hørte med til Gerhard Winkels høitidelige Minde.
*
102Det var stille oppe paa Værelserne. Saa kneppende stille, at Musen gnaged i Lyse.
Da de rødvinsduftende Gjester og Stegelugten vel var drevet af, faldt Husfolkene i Tanker om det ene og det andet. – Og de lytted rundt om. Men ingen menneskelig Lyd. – En Pige med Madbret gik Trapperne op, banked varsomt paa den aflaaste Dør, og kom atter Trapperne ned.
«Der er ligesom en Spurning ved hele Stellet,» stak de Hovederne sammen. «Bedst som hun ter sig som galen, blir hun gaaendes ligesom i en Døs. – Og saa naa – ja, Gud ved!» – –
«Men det var naa ligevel Forskjel,» indvendte nogle, «da hun jumped i Brønden. For Ulykken braakom dengang.» – «Aak, Sorgen, som langstak, smagte knapt bedre end Sorgen, som braastak.» – Saa regned de efter, at nu havde Fruen været galen for tredje Gang, om hun end nu havde baaret sig ganske anderledes end de to første. – Saa, ikke at forglemme, havde hun for nogle Dage siden modtaget en Pakke med udenlandsk Poststempel og Apotekermerke. – Jøs, om det ikke var da, hun var blevet saa lugn. Jøs, om hun nu var blevet saa lugn, at hun aldrig – – jøsøsøs! –
I Kveldingen gik de til Jon og Perikles.
«Aa, lad hende sove i Fred,» lød Svaret. «Sover hun for godt, faar I tidsnok vide det.»
Folkene orked dog ikke gaa tilro, men sad stille sammen i Kjøkkenet hele denne Nat, i hvilken de var forvisset om atter at have Lig i Huset. Ved mindste Lyd løfted de Hovederne som aarvaagne 103Gaardshunde, og vimsed en Rotte over Gulvet, greb Jenterne hverandre i Armen. –
Og endelig seg Graalysningen frem, tung og trist, uden Fuglesang og Dyrelok. Nogen retted Benene og saa paa Klokken. Men det var for tidligt endnu.
Og videre sad de der paa Bænkene og i Skorstenen med de tanketomme Ansigter som graa, ubestemte Flekker frem af Halvmørket.
Men – den kneggende Knirk i Soveværelsedøren? – –
Og siddende blev de i maabende Spænding.
Men – i Trappen ogsaa? Knirk. Knark. Knirk. Knark. – Jo-o! –
Gutten aabned Døren, blev staaende og stirre. –
«Jøs, aakke ser du?» hvisked en Jente. –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Ve's Mor kom ut i 1903 og var Jølsens debutverk.
Den unge Paula Heiss kommer opprinnelig fra byen, men er gift med den eldre bonden Gerhard Winkel og bosatt på den gamle slektgården hans. Samtidig er hun i et forhold med ungdomsforelskelsen Ove Munk. Paula får én sønn med mannen og én med elskeren.
Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.