XXII.

Den første Morgenhilsen vilde hun bringe ham derude paa Kirkegaarden, dengang de trodde, hendes Gjenfærd kom nedover Trapperne. – Og hun havde, ogsaa legemlig uvel, vandret gjennem viftende Taageskikkelser til en forfærdelig Haug af graabrun Lere. Og Taagen, den klæbed som klamme Hænder. Mens Veirhanen, Symbolet paa Livsens evige Morgen, gren over Kirken.

Hun havde følt Tilintetgjørelsen om sig og i sig og tænkte, at det bedste, som kunde times hende, var, om hun kunde blive som en vandrende Mindesten fra sin Mands Grav. – Der skulde da 104ogsaa forresten kun prydes med levende Vekster. Ingen Bauta, som hun havde ønsket. For – «om hundrede Aar kanske,» saa lød hans Ord igjen, «kan den ligge slængt som Vrag eller bruges til Trappesten, saa alle Folk træder paa den.»

– Hans Mislet, der selv paastod at være lidt gartnerkyndig, blev stellende der i Dage og Uger hele Vaartiden udover. – Bedst som Graven var i Orden, sank den fra Bunden og stygge Hul gabed op. Og bedst der var fyldt Jord i paany, kunde der om Morgenen være et bundløst lidet Hul som efter Varulv.

«Det ugjør sig saa fælt, eftersom Kistelaaget ryker,» sagde Hans Ramstadkrug. Og i Tanken saa hun sin Winkel ligge dernede med knust Ansigt. – Hans førte nu ogsaa, som han gik derborte imellem Korsene, saa mangehaande Præk, undertiden saa rent kuriøst i sin Kynisme, at hun maatte høre:

«Asch, det vokser, Fruen,» sagde han ofte, glattende med Spadebladet langs Gravkanterne. – «Kjøre Jord paa – hørt Magen? Jagu er her fedt nok lel.»

Og en Gang vedblev han:

«For tredive Aar siden grov de ned Murene seks Alen dybt til Afløbsrender. Der gaar to mod vest og en mod sør. – Nei, de kan ikke akkurat sees naa, der er lagt Kvist og Tral over Udløbet. Men lugtes – asch! Før – ligsom i Vaartiden, da kunde en nok se ogsaa. – Da seg det tjokt og svart som Lane. Og der gror Urter – Hesteblom 105og Tistel, just som paa Gjødseldæmma, Mor. – – Men sig mig: Var det gamle Fru Winkel, som laa her før ham? – Naa! Her var saagu mange Slags Rariteter i den Jordhaugen, vi trilled bort. Det, som hølder sig længst, det er naa Ister og Haartavser. – Det hølder sig rat i hundrede Aar her i tætte Lerjorden. – Vi fandt ligesom en Blei, vi. – Nei, Jadden er det liderligt ogsaa, at Ligene ikke brændes. Naa har jeg sagt det!» han gjorde et Klask med Spaden. Saa samled han sine Haveredskaber sammen og lunked af med lange Skridt, Hovedet dybt nedimellem Skuldrene – ens, naar han snakked om Dødens Styggedom, som naar han filosoferte over Livsens Lyst eller gik med Elskovsbreve i Lommen. – Hun blev længe staaende og se efter ham, til han forsvandt bag Buskene. – Indimellem de nyplantede Blomster smutted en lynsnar Mark, brun paa tusen Ben. – Og hun frøs som første Gang, hun traf Ramstadkrug paa Gaardspladsen. –

Men nu vidste hun hvorfor.

Saa gik hun da hjemad som saa mangen Gang før i Følge med svidende Tanker. Stort Følge samler flere i Flok, siger et gammelt Ord.

Og de saa hende komme uslere tilbage, end da hun gik, holdningsløs og gusten, ligegyldig trædende ud i Søle og Vand. Og de hørte hende gaa saa tungt opover Trapperne, som tynged hende Alverdens Sorg, og ind i sit Værelse gik hun, der Egtefællen havde udaandet. Hun rusled lidt derinde, frem og tilbage. Det knaked i Sengen. 106Og atter blev det saa kneppende stilt bag de laaste Døre. – –

Men i Begyndelsen som hun laa der, Paula Winkel, efter sine daglige Vandringer til Gravene, laa hun en halv Times Tid med sit Ur i Haanden, forventningsfuld som den, der venter en Ven.

Og Kvarteret forløb. Da kom den, Susen for Ørene, taktfast flydende som Pulsen, der banked, som Lyden af en Aare dybt nedi Jorden. Lindt og lindrende seg Varmen efter. En Solvarme, blød gjennem Legemet, som en deilig, deilig Tanke om noget, der var. – Hun saa sig i Speilet, havde Rødme i Kinderne og skinnende Øine. – Men en Overvindelse blev det at række Haanden ud. Utænkeligt efterhvert at flytte et Ben eller vende Hovedet paa Puden. – Snart blev det hende, som faldt Musklerne fra hinanden, løste sig op i en salig Død, flød bort i en vuggende Gynge. Eller midt ude paa en lys Sjø. Eller i en blank Elvekulp, der Vandet skjænked lys Glæde. Og der kom de igjen, Indlandsmenneskets uopfyldte Barndomsdrømme om alt det skinnende Vand. Henover brusende Flade bar det under Vift af hvide Seil. – –

Og herlige Syner aabned sig for hende. – Der var Sommerhimmel bag Blomsterguirlander og legende Amoriner. Og Semiramis’s hængende Haver. Og skjønne, stolte Mennesker i hvide Gevandter, rolige, sikre, som Halvguder. – «Vent du, du var vakker! – Nei du, du var endnu vakrere! – Al den Deilighed paa Jord! – Kjøre, kjøre over lyse 107Marker! – Gaa, bare gaa, med løfted Hoved og lange Klæder – Livet en Gang over Kløvereng, hvor Firkløvere er at finde. – – Hvad skal du, Ove, du jeg elsked engang? – Har du Firkløver i Haanden? Nei, du har nok ingen Firkløver at give, havde du ogsaa Haanden fuld. Den? – Skal jeg have den – fra din deilige, slanke Haand? Tak! Men hvorfor gaar du her, Ove? – Du, som bare hører Ungdomsdrømmene til. Ser du ikke, Kløveren har blomstret forlængst. Den skal meies nu, af en Mand med Ljaa, og kjøres i Herrens Lade. Kjærlighed, al Menneskenes Herlighed, den er jo som Græssets Blomster. Firkløveren fra din Haand, Ove, gav du mig, at jeg fandt min Winkel! Hvad stak i Sindet, saa forfærdeligt?» – –

Men urolige Billeder tog ogsaa til at virre sig frem indenfor de lukkede Øienlaag – kom og gik, enkeltvis og i Følge, med skyggeagtigt Rids, som dirrende Billeder fra en Kinematograf. Og dunklere blev det for hver og en. – –

Atter suste de, de fjerne Vandfald, kjølnende, smertestillende som virkeligt Vand over svidende Saar. – Aaren dybt nede i Jorden, den, der dulmed, dulmed – som ind i den tyste Evighed.

– Men ofte syntes hun ogsaa, det var Luftens Sus af en stor Ensomhed, hun hørte. Sin Ensomhed! Men Ensomheden, der drog. Ensomheden, der fanged – lig en Edderkop i haarfint Spind. Den suger Blod, suger Tanker, suger Sind. – Men Ensomheden følte hun som en Livsens store, vidunderlige Vampyr, til hvem hun maatte smile. – –

108– Og for hende blev det stille. – Lidt længer stille for hvert Tidmaal, som gik.

Og snart vilde Tomheden lukke sin rolige Favn – der ingen Vind blæser – ingen Fugl synger – – men heller ingen Leviathan velter sig i Fraade! –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.