XXIII.

De gamle Winkeler knakked paa Døren til Hjørneværelserne.

Da ingen svarte, gik de alligevel videre – ind i et stort, halvmørkt Rum, et med fire tildækkede Vinduer, røde Vægge og saa fint et Gulvteppe, at de to uvilkaarlig satte Fødderne lækkert, trods Støvlerne var de bedste.

De havde nemlig studset sig nu. Trukket i de side Klædesbonjourer med den indsvungne Rygsøm, den der danned en Strut bagtil saa god som nogen Andrikhale. Bukserne led nok af Kusma over Knærne, men dette skadet ikke meget, eftersom de nystrøgne Fadermordere dog gav hele Dragten et staseligt Anstrøg.

Perikles havde en vidtløftig Tale paa Tungen: – Naar de nu kom, saa var det, fordi de holdt af sin Brorkone. Kors i Krøgels, det var vel saa rimeligt, hun sørged over Manden, om det end kunde synes at være nok nu. Hun var jo noksaa ung endnu. Og de, Jon og Perikles, heller ikke saa værst gamle – ialfald kunde de godt blive meget ældre! Kort sagt: Hun burde overveie 109dit og dat og tage Skeen i en anden Haand. Hun havde jo en Unge ogsaa. Og ikke leve dette rare Livet, som ingen blev klog paa – –

«Naada!» Der var ingen at se i Farten. – «Nei, mener jeg ikke, hun sover midt paa blanke Formiddagen!» brast det ud, idet de skimted en Kjole bag Sengeomhænget.

Og de summed sig noget. Gik saa hen og napped i Kjolefligen:

«Hei du – du faar vaagne naa – du har faaet Visiter jo!»

Det nytted ikke.

De titted indenfor Omhænget. Hun laa med Hovedet tilbage og pusted.

Perikles prikked hende et par Gange med Fingeren i Kinden. – Det lod som en besværlig Søvn. Hun rørte sig trægt en Stund og satte sig endelig op. Hun ligesom drog og drog i Øinene, men sagde ingenting.

«Vil du ikke se os? Svogrene dine vel. Vi vilde høre, hvordan du havde det. – Har du annammet Sovesygen – he?»

Hun vented lidt. –

«Er det dere? Ja, jeg gik tilsengs. Det var vist ikke sent. Men jeg blev søvnig naturligvis. Aa, lad mig sove da – kjære dere!» – Hun havde allerede sluppet sig tilbage, medens hun sagde det sidste.

Brødrene pilted hurtig paa Dør. Begge med en Fuldfølelse af, at her var ingenting at gjøre – allermindst for Friere.

110Men det sagde de lidet om, da de efter den mislykkede Ekspedition atter havned paa sin Ungkarshybel. Ihvorvel de ingenlunde afholdt sig fra at prise den Lykke, der, takket være heldige Tilskikkelser og Brødrenes vidunderlige Forstand, stadig undgik Naadestødet. –

«Tager du Klaven af dig?» sagde Perikles til Jon, der plundred med sin Fadermorder foran Barberspeilet. «Tænk, om du var blevet klavet for Livstid, Gut!» – Nei, det havde da laget sig bedre. –

«Men du ved, hun var dum,» plumped det snart ud af Jon, «at hun ikke oppet sig for os. Næste Gang kunde hun jo været den rigeste Enken bygdevis over.» –

«Og tredje Gangen, mener du,» vedblev Perikles ironisk, idet han vrængte Klæderne af sig, «da skulde hun siddet med Gruvang, Nebruget og Sagen ved Klun? – Neitak, du havde ikke overlevet mig, Jonfar!»

«Det kunde vel ogsaa været ligegyldigt,» mumlede Jon, «eftersom hun altid har likt mig bedst.»

«Nei, hør naa! Akkurat som om hun ikke altid har holdt Øie med mig – og jeg har kunnet faa hende lattermild oftere end du.»

«Men hun saa saa langt paa mig, da jeg mødte hende i Gangen forleden. – Just som vilde hun sige: Kjære min Svoger, jeg er Enke, jeg. – Du!» afbrød han, holdende Bonjouren langt ud fra sig. «Det er saamænd en flot Diplomatfaçon paa denne.»

111«Aaja – og paa dig med,» svarte Perikles.

– Saalunde passiarende rydded da de to Brødre sine Staseffekter afveien. Støvlerne hørte hjemme i en Kommodeskuffe, Diplomatfrakkerne afsides paa Gangen og Bukserne inde paa Knaggen i Soveværelset. Og hver især havde de omfremt de vanlige to hektiske Pletter længer nede paa Kindet, to kirsebærrøde Merker efter Fadermorderne.

«Jeg maa tænke paa den gamle Ræglen om Kjensrudbrødrene, jeg,» sagde Perikles allerede i bedre Humør, der de gik ned af Trappen.

«He ja – som spurgte Presten, om han ikke kunde gifte dem begge med den samme Jenten?» Og Jon maatte indle.

«Fælt saa mange Tænder, du mangler, Gut,» udbrød Perikles i gemytlig Stikkelyst. «Du minder mig om Stakittet der.»

«Det gjør ingenting,» svarte Jon uanfegtet.

Og de indlo begge.

– Og der de to Brødre blev staaende ude paa Traakken, med Velbehag seende sig om til alle Sider, brast det vekselvis ud af dem:

«Hvem skulde tænkt paa det, dengangen Bror Gerhard raped Aanden ud af sig. – Her i Huset bor vi, som skulde vi bo alene. Gudskelov! – Ja, alt tjener dem tilbedste, som vandrer viselig.»

Og Jon og Perikles Winkel svaled de hektiske Pletter af sine Kinder, og gik atter, veltilfredse som ikke paa længe, ind i Huset, – om hvilket Aspene med de skjælvende Blade og tusen skiftende 112Skygger hvisked og tisked en Sang, hvis Omkvæd de i Menneskealdre havde kunnet. –

Men borte i Drengestuvinduet saaes et stort, blegt Barneansigt paa en Rude.

– Og Solen steg, og Solen sank over den graa Gaard med den gode Skog og den vanskjøttede Jord, der Græsset fik gro paa Gjødseldyngerne. Og de glinsende brune Heste, som ikke dued til at trække, og de kapunerede Kyllinger og den blodgjødede Asparges – og den meterhøie Tistel og Humlen, som atter nu klænged om Husvæggene, hvorfra Vinduerne myste som selve de Brødres nærsynte Øine. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.