XXIV.

Aspene blev gule, og Aspene blev grønne – Fugle fløi, og Fugle kom. Og Tid sneg langsomt hen. Tid, hvori meget spurgtes, og lidet svartes. – Ogsaa om «Ove derover», i hvis ikke længer saa uforholdsmæssige Hoved en besynderlig klar Forstand lod til at udvikle sig. Doktoren, som gik hos ham, gav engang Ordre til at slippe ham ind til Moderen, og mod al Forventning havde han faaet Rang og Gang hos hende, som ikke havde villet se ham, siden han var Spædbarn.

– Men hun, Fru Paula Winkel – hvem magted at se tilbunds i hendes Levnets Dyb? Ja, kanske var hun gal. – Det var jo alt gamle Historier de. Jenten, som gik med Madbrettet, fortalte, om hvor rart Fruen bar sig ad, naar hun spiste: 113Brugte Gaffel til Skemad og omvendt, vilde drikke af Sennepskrukken og tog i Smørret. Og hændte det sig, at Jenten spurgte om noget, da saa hun kun paa hende og svarte ikke. Og hun, der var saa skvætten før som en Fole, hun ikke saa meget som blunked, da en Vinter et rabaldersk Sneskred fra Taget fór ret forbi hendes Ryg.

Det ufatteligste var dog, at til andre Tider kunde hun synes baade kjæk og rask. Da gik hun ud og ind med Farve i Kinderne, nikked Gomorn til de, hun mødte, ja stundom nynned hun. «Se, nu var Sorgen over!» skumledes der da i Bygden. – Snart spurgtes vel den gamle Nyhed, at Enkestanden tilhører Fanden. – Og de gamle Ungkarle spaaedes et lystigt Hus. – Hun var ogsaa sjeldnere paafærde borte ved Gravene nu. – Hun var blevet saa forbandet hoven, hed det senere, gad ikke se, langt mindre hilse paa Folk. En fik nok vige afveien for den Damen. For hun gik ret paa, som var hun Dronningen. Og ikke saadan en, som ikke længer gad skjule Hestefoden. – – –

*

– «Winkel, Winkel! – er du her nu, som du loved mig sidst? Gud! Ved du, hvad han siger, han Djævelen med Grækerhænderne? – «Kun de levende hører Livet til,» siger han. Han staar her, naar du er borte, og han har Smil i de dunkle Øine. – «Vor Dag døde,» siger han – «vor røde, skjønne Dag!» Slig det plager mig, du, den Uret, 114jeg begik mod dig i Tanke som i Gjerning. – Det svider, Winkel, naar jeg vaagner, som Hovedpine, som Salt i Saar. Men du, du, som ser ind i Sjælen, Gerhard, du ser vel ogsaa, han var min Ungdomselskede da, som ungt Sind og unge Sanser havde groet sig rundt saa sterkt, at det verked ikke ud, før Bylden, Synden mener jeg, var blevet stor nok, moden nok, slig at den skreg til mig som Blod ifra Jorden – og brast.»

«Kingel og Kingel over Buske og Trær. Kingel i alle de mørke Kroker – graat Edderkoppespind.

Kingel over alle Tanker, de mørke og de lyse. Kingel over det Liv, jeg leved – over Sorgerne og over Glæderne – graat Edderkoppespind. Og over din Lænestol, Sengen og Speilet.

Jeg klarer lidet mer. Du – dette med Smilet, du – blev det mit Livs Ulykke, eller blev det dog mit Livs Lykke tilslut? – Jeg mener, det blev vist det sidste. For leded ikke Smilet mig mod dig og dit Alvor – og jeg saa dig som Malmfuruen for mig. Malmfuruen, saa sagde du engang, den kjendes ikke før ved Hugg i Stammen. –

Og Smilet – leded ikke Smilet mig over Gravs Mørke og Helvedeskvaler? Der jeg søgte og fandt det som Salighedsmusik i Aarerne.

Og Smilet – har saaledes ikke Smilet været mit Kompas igjennem Livet til Døden før Døden? – Og er saa det ikke Lykken, Winkel – for mig og alle? –

Nei, siger du?»

115«Du gaar, og du kommer – og Gud har velsignet dig. Han kommer og gaar – og frister med Smil. Men jeg siger: Jeg ønsker mig ikke i Verden paany. Det er Ungdomsdrømmene bare, som spøger – Ungdomsdrømme bare, saa intensive og mange, at jeg drømmer dem maaske, hvis der er et Liv efter dette. Men hvad skal jeg gjøre? Aa, du som er sterk – ryd dem da bort, om de er af det onde! – – Undertiden tror jeg, det kommer fra dengang, da de nylig havde lagt dig i Jord, og jeg tænkte ikke paa dig, men paa alting andet. – Hvem lyster røre ved nye Saar?»

«Sort er Natten, min Winkel – fordum vor Nat.

Rød, rød gjennem Taage brænder Solen.

Men skimtes en Maane, da skimtes den som en nedskruet Lampe med Skjærm – Flaggermusskjærm. Hvad mener han med vor «Dag»? – Aa, blev du borte?»

«Hvor er du? – Jeg vil finde dig, tiltrods for jeg famler i Mørke. Jeg vil gaa her paa Jagt baade Dag og Nat. – Men det er stygt af dig, at du gaar unda for mig. – – Gaa ikke du, gaa ikke – kjære, snille!» – –

«Hvad tog jeg i da? Det, som smutted fra mig som i Rædsel og er herinde fremdeles. Min Winkel ikke. – Kunde jeg le? – Tænk min sterke, brede Winkel, – og dette forunderlige lillebitte. Nei vent lidt, du, lille pudsige Dyret – sig, hvor er du da!

116Hm, fange dig skal jeg, Rædharen – om du er aldrig saa listig! –

Saa – borte!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.