XXV.

«Ve.»

«Er du Ve, siger du? Jeg synes nok snarere en liden Bjørnunge, jeg. Langtfra, jeg slipper ikke! – Hvad gjør du her? spørger jeg.»

«Jeg er jo Ve,» gjentog det med tynd og forgraaten Stemme. – «Ikke slem imod Ve!» Og det skalv som et Aspeløv. Hun følte over det og fik vaad Haand, da hun tog det over Øinene.

«Kom igjen i Lyse, Ve,» sagde hun og heldte Vandkaraffelen over det, fordi hun mente noget godt.

Og næste Dag kom det virkelig igjen i Lyse.

Hun skimted et seks syv Aars Guttebarn med store, udenpaaliggende Øine.

«Er du Ve idag?» spurgte hun, «du lille stygge Puslet.»

«Jada, jeg er jo Ve – jeg kom til Mor,» stammed det.

Hun tog sig haardt over Panden.

«Du tøver vist du,» svarte hun, «Djævelen er Løgnens Far. Men at jeg er Ve’s Mor, det vidste jeg ikke. –

Hvad graater saa saart? – Er det dig, Ve? Men lille, rare, ikke graat du – det gjør ondt det. – – Saasaa, ti nu stille, saa er du min egen Ve!»

117«Ja, jeg er jo din Ve, og skal ikke graate.»

«Hvorfor klamrer du dig om Benene paa mig, Ve, saa jeg ikke faar flyttet dem? Jeg maa jo gaa jeg, baade hid og did. Slip nu – men det er morsomt, du er her.» –

Og Dag efter Dag kom det igjen, som hun bad.

Men hun traadte paa det engang, det sad som en liden Tue paa Gulvet, og siden maatte det holde til i Sofaen.

Som det sad der og stelled og plukked, dukked et Minde frem for hende engang:

«Vil du lege, Ve?» spurgte hun og forsøgte at klippe Papirheste til det.

Det stilled dem forsigtig op paa Bordet, undersøgte dybsindig snart den ene, snart den anden. Men tilsidst vendte det Hovedet om mod hende, og hun syntes øine et Smil, hun skulde kjende. –

«Slet ikke Heste, dette!» – og lege vilde det ikke.

«Du er trofast, du Ve!» sagde hun ofte. «De andre er blevet borte; men du kommer. – Dog – hvad siger jeg – min Winkel, han i Grunden baade er her og er her ikke. Forstaar vel jeg det? Heller ikke kan jeg sørge, fordi jeg tog feil af eder dengang – Gud ved, hvor længe. – Skal jeg bære dig, Ve – liden, liden, rare Ve?»

Men hun gik imod Stole og Borde.

«Hvorfor stikker Mor sig med den Naalen i Armen?»

118«Fordi det gjør godt.»

«Men Mor sovner. Mor ikke sove fra Ve – Ve bare sove hos Mor.»

«Kan vi ikke sove sammen da, Ve, i Gyngestolen der? Min egen Ve!» –

Og de husked og gynged lange Stunder ad Gangen. Og ofte maatte hun lade Morfinen være.

– Men som hun sad der, Paula Winkel, med sin Ve i Fanget, var det som Tankerne atter begyndte boble, og hun tænkte dem høit, halvt til sin Ve, halvt ud i Veir og Vind:

«Jajaja! – og hvert Menneske gaar sin Skjæbne imøde, saaledes som Gud har bestemt den. – Og Livet igjennem spindes der Traad for Traad, og væves de sammen til den Menneskeskjæbnes store Billedteppe. Mit Teppe deltes i Felter, det, et rødt og et sort. – Det røde var min Dag – det sorte – – Det røde var min Dag – det sorte – – Der var en Krøbling engang, et Syndebarn – Ve.» – Pludselig rusked hun det lille i Armen, saa det forskrækket slog Øinene op og begyndte at skjælve.

«Hvor er du om Natten?»

En tynd Haand raktes ud for at klappe hende paa Kindet: «Ikke slem imod Ve.»

«Hvor bor du?» gjentog hun haardt. «Fort naa – i Drengestuen?»

«Ja,» svarte det og graat hjælpeløst ind til hende.

Hun slap Armene ret nedfor sig og blev siddende.

119Men snart begyndte hun at vride Hænder og klage som en Syg under tungt Anfald:

«Skal jeg nu have det ogsaa. Aldrig faa Fred. Aldrig. Hjælp mig, Herregud, hjælp mig ulykkelige, jeg, som sov og vaagned til Smerte. – Har jeg da ikke havt Smerte nok? –

Du, som tilgav, hvorfor ser du paa dette? Eller tilgav du ikke helt? – Eller har jeg gjort dig ondt siden? – – Ve, Ve – Ve over den, der gjør Kjære Uret! – Da – Ve ifra Jorden, som er forkrøblet, og Ve ifra det, der forkrøbler Jorden. Ve ifra Himmel, som lyser – Ve ifra Gud, som straffer – –

Men min Ve, som lægger de smaa, tynde Arme om min Hals – nei, jeg skal ikke være slem mod dig, Ve. Selv satte jeg min Ve i Verden, med Smerte – med Smerte beholder jeg ham der – jeg arme, som elsked og synded og elsked igjen. – –

Hvad sidder i Lænestolen, Ve? Der ved Vinduet?»

«Ingenting der,» siger Ve og smiler.

«Men vesle Ve, hvad for Smil har du da? Saa, saa polisk, synes jeg! Ser du det ikke da, du med de Øiengluggene dine – der i Vinduslysningen. – – Der vender han sig ogsaa. – Himmel! – Han smilte. – Saa du da ikke, Ve? Det var jo Gerhard, du – min Winkel – – din – din egen prægtige Far, Ve!» – – – –

I stille Lidenskab folded Paula Winkel de magre Hænder om sit Barn.

«Aa du, min Ve, ifra Himmel, som lyser – 120min Ve ifra Gud, som straffer. – Min Dag døde – jeg fik Ve istedet.

Men min søte Ve, som jeg elsker – min Ve, som jeg skal bære, alle, alle Dage – indtil han trækker mig efter sig, min sterke Gerhard, leve for hans Søn – og takke!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.