1Møllerens Søn gik og tænkte. Han var en svær Knægt paa fjorten Aar, brun af Sol og Vind, fuld af mangehaande Idéer.
Naar han blev voksen, vilde han blive Fyrstikmager. Det var saa dejligt farligt, han kunde faa Svovl paa Fingrene, saa ingen turde hilse paa ham. Der vilde staa megen Respekt af ham blandt Kammeraterne for hans uhyggelige Haandværk.
Han saa efter sine Fugle i Skogen. Han kendte dem jo alle, vidste, hvor deres Reder laa, forstod deres Skrig og svared dem med forskellige Tilraab. Han havde mere end en 2Gang givet dem Dejgkugler af Mel fra Faderens Kværnhus.
Alle disse Træer langs Stien var hans gode Bekendte. Om Vaaren havde han tappet Sevje af dem og om Vinteren været som en liden Fader for dem, befriet dem for Sne, hjulpet deres Grene ivejret. Og endog oppe i det forladte Granitbrud var ingen Sten ham fremmed, han havde hugget Bogstaver og Tegn i dem og rejst dem op, ordnet dem som en Menighed omkring en Præst. Alverdens forunderlige Ting foregik i dette gamle Granitbrud.
Han bøjed af og kom ned til Dammen. Kværnen gik, en umaadelig og tung Larm omgav ham. Han var vant til at vandre omkring her og tale højt med sig selv; hver Skumperle havde ligesom et lidet Liv for sig at tale om, og henne ved Slusen faldt Vandet ret ned og saa ud som en blank Væv, der hang ude til Tørring. I Dammen nedenfor Faldet var der Fisk; han havde staaet der med sin Stang mangen Gang.
Naar han blev voksen, vilde han blive Dykker. Det vilde han. Saa traadte han ned i 3Havet fra Dækket af et Skib og kom ned i fremmede Riger og Lande, hvor store, underlige Skoge stod og duved og et Slot af Koral laa paa Bunden. Og Prinsessen vinker til ham fra et Vindu og siger: Kom ind!
Da hører han bag sig sit Navn; Faderen stod og skreg Johannes til ham.
«Der er kommet Bud til dig fra Slottet. Du skal ro de Unge over til Øen.»
Han gik hastigt afsted. En ny og stor Naade var vederfaret Møllerens Søn.
*
Herregaarden saa ud i det grønne Landskab som et lidet Slot, ja, som et utroligt Palads i Ensomheden. Huset var en hvidmalet Træbygning med mange buede Vinduer paa Væggene og paa Taget, og fra det runde Taarn vajed der Flag, naar der var Gæster paa Gaarden. Folk kaldte det Slottet. Men udenfor Herregaarden laa paa den ene Side Vaagen og paa den anden de store Skoge; langt borte saaes nogle smaa Bondehjem.
Johannes mødte op ved Bryggen og fik de 4Unge i Baaden. Han kendte dem før, det var Slotsherrens Børn og deres Kammerater fra Byen. Allesammen saa gik de i høje Støvler til at vade i; men Victoria, som bare havde smaa Øresko paa, og som desuden ikke var mere end ti Aar, maatte bæres iland, da de kom til Øen.
«Skal jeg bære dig?» spurgte Johannes.
«Maa jeg!» sagde Byherren Otto, en Mand i Konfirmationsalderen og tog hende i sine Arme.
Johannes stod og saa paa, hvorledes hun blev baaret højt op paa Land og hørte hende takke. Saa sagde Otto tilbage:
«Ja, nu passer vel du Baaden, – hvad er det, han hedder?»
«Johannes,» svared Victoria. «Ja han passer Baaden.»
Han blev tilbage. De andre gik indover Øen med Kurve i Hænderne paa Ægsankning. Han stod en Stund og grunded; han vilde gærne have fulgt med de andre, og Baaden kunde de kortsagt have trukket paa Land. For tung? Den var ikke for tung. Og han slog sin Næve i Baaden og trak den et Stykke op.
5Han hørte Latter og Passiar fra det unge Selskab, som fjærned sig. Godt, Farvel saalænge. Men de kunde gærne have taget ham med. Han vidste af Reder, som han kunde have ført dem til, underlige, bortgæmte Hul i Bjærget, hvor der bodde Rovfugle med Bust paa Næbbet. Engang havde han ogsaa set en Røskat.
Han skøv Baaden ud og gav sig til at ro rundt til Øens anden Side. Han havde roet et godt Stykke, da der blev raabt til ham:
«Ro tilbage igen. Du skræmmer Fuglene.»
«Jeg vilde bare vise Dere, hvor Røskatten er?» svared han spørgende. Han vented lidt. «Og saa kunde vi røge ud Ormebolet? Jeg har Fyrstikker med.»
Han fik intet Svar. Saa vendte han Baaden og rodde tilbage til Landingsstedet. Han trak Baaden paa Land.
Naar han blev voksen, vilde han købe en Ø af Sultanen og forbyde al Adgang til den. Et Kanonskib skulde beskytte hans Kyster. Eders Herlighed, vilde Slaverne komme og mælde, der ligger en Baad og rider paa Revet, den har 6stødt, de unge Mennesker i den forgaar. Lad forgaa! svarer han. Eders Herlighed, de raaber om Hjælp, vi kan redde dem endnu, og der er en hvidklædt Kvinde med. Red dem! kommanderer han med Tordenrøst. Saa ser han Slotsherrens Børn igen efter mange Aar, og Victoria kaster sig for hans Fødder og takker ham for sin Frelse. Ingenting at takke for, detdet] rettet fra: det det (trykkfeil) var bare min Pligt, svarer han; gaa frit hvor I vil i mine Lande. Og saa lader han Slottets Porte aabne for Selskabet og beværter det af Guldfade, og tre Hundrede brune Slavinder synger og danser den hele Nat. Men naar Slotsbørnene skal rejse igen, da kan ikke Victoria det, men kaster sig plat i Støvet for ham og hulker, fordi hun elsker ham. Lad mig blive her, stød mig ikke bort, Eders Herlighet, gør mig til en af Eders Slavinder…
Han begynder at drive hastigt indover Øen, gennemisnet af Bevægelse. Javel, han vilde frelse Slotsbørnene. Hvo ved, kanskje de nu var gaaet vild paa Øen? Kanske Victoria var bleven hængende fast mellem to Stene og ikke 7kunde komme løs? Det kosted ham at udstrække sin Arm og befri hende.
Men Børnene saa forbausede paa ham, da han kom. Havde han forladt Baaden?
«Jeg gør dig ansvarlig for Baaden,» sagde Otto.
«Jeg kunde vise Dere, hvor der er Bringebær?» spurgte Johannes.
Stilhed i Selskabet. Victoria greb straks til.
«Nej? Hvor er det henne?» spurgte hun.
Men Byherren overvandt sig snart og sagde:
«Det kan vi ikke befatte os med nu.»
Johannes sagde:
«Jeg ved ogsaa, hvor der er Muslinger at finde.»
Ny Stilhed.
«Er der Perler i dem?» spurgte Otto.
«Tænk, om der var det!» sagde Victoria.
Johannes svared Nej, at det vidste han ikke; men Muslingerne laa langt ude paa det hvide Sand; man maatte have Baad, og man maatte dukke efter dem.
Saa blev Idéen aldeles udleet, og Otto yttred:
«Ja, du ser mig ud til en Dykker.»
8Johannes begyndte at aande tungt.
«Hvis Dere vil, saa kan jeg gaa op i Fjældet der og trille en svær Sten ned i Sjøen,» sagde han.
«Hvorfor det?»
«Nej, ikke for noget. Men saa kunde Dere se paa det.»
Men heller ikke dette Forslag blev antaget, og Johannes taug beskæmmet. Saa gav han sig til at lede efter Æg fjærnt fra de andre, paa en anden Kant af Øen.
Da hele Selskabet igen var samlet nede ved Baaden, havde Johannes mange flere Æg end de andre; han bar dem forsigtig i Luen.
«Hvordan kan det være, at du har fundet saa mange?» spurgte Byherren.
«Jeg ved, hvor Rederne er,» svared Johannes lykkelig. «Nu lægger jeg dem sammen med dine, Victoria.»
«Holdt!» skreg Otto, «hvorfor det?»
Allesammen saa paa ham. Otto pegte paa Luen og spurgte:
«Hvem garanterer mig, at den Lue er ren?»
Johannes sagde intet. Hans Lykke var brat 9forbi. Saa begyndte han at søge tilbage indover Øen med Æggene.
«Hvad gaar der af ham? hvor gaar han hen?» siger Otto utaalmodig.
«Hvor gaar du hen, Johannes?» raaber Victoria og springer efter ham.
Han standser og svarer sagte:
«Jeg lægger Æggene tilbage i Rederne.»
De stod en Stund og saa paa hinanden.
«Og saa gaar jeg op i Bruddet i Eftermiddag,» sagde han.
Hun svared ikke.
«Saa kunde jeg vise dig Hulen.»
«Ja, men jeg er saa ræd,» svared hun. «Du sagde, den var saa mørk.»
Da smilte Johannes, trods sin store Bedrøvelse, og sagde modigt:
«Ja, men jeg er jo med dig.»
*
Han havde leget alle sine Dage oppe i det gamle Granitbrud. Folk havde hørt ham prate og arbejde deroppe, skønt han var alene; 10stundom havde han været Præst og holdt Gudstjeneste.
Stedet var for længe siden forladt, nu voksed der Mose paa Stenene, og alle Mærker efter Menneskehænder var udviskede. Men inde i den hemmelige Hule havde Møllerens Søn ryddet og pyntet med megen Kunst, og der bodde han som Høvding for Verdens tapreste Røverbande.
Han ringer paa en Sølvklokke. En liden Mandsling, en Dværg med en Diamantspænde i Luen, hopper ind. Det er Tjeneren. Han bøjer sig i Støvet. Naar Prinsesse Victoria kommer, saa før hende ind! siger Johannes med høj Stemme. Dværgen bøjer sig igen i Støvet og forsvinder. Johannes strækker sig mageligt paa den bløde Divan og tænker. Dèr vilde han føre hende til Sæde og række hende kostelige Retter av Sølv- og Guldkar; et flammende Baal skulde oplyse Hulen; bag det tunge Guldbrokades Forhæng i Hulens Ende skulde hendes Leje redes, og tolv Riddere skulde staa Vagt…
Johannes rejser sig, kryber ud af Hulen og lytter. Det rasler i Kvist og Løv nede paa Stien.
11«Victoria!» raaber han.
«Ja,» svarer det.
Han gaar hende imøde.
«Jeg tør næsten ikke,» siger hun.
Han vugger med Skuldrene og svarer:
«Jeg har netop været der. Jeg kommer derfra nu.»
De gaar ind i Hulen. Han anviser hende Sæde paa en Sten og siger:
«Paa den Sten sad Risen.»
«Hu, snak ikke mere, fortæl mig det ikke! Var du ikke ræd?»
«Nej.»
«Ja, men du sagde, at han havde bare et Øje; men det er Troldene, som har det.»
Johannes betænkte sig.
«Han havde to Øjne, men han var blind paa det ene. Det sagde han selv.»
«Hvad sagde han mere? Nej, sig det ikke!»
«Han spurgte, om jeg vilde tjene hos ham.»
«Ja, men det vilde du vel ikke? Gud bevare dig.»
«Jo, jeg svared ikke Nej.»
12«Er du gal! vil du blive lukket inde i Fjældet?»
«Ja, jeg ved ikke. Det er saa ondt paa Jorden ogsaa.»
Pause.
«Siden disse Bygutterne kom, saa er du bare med dem,» siger han.
Atter Pause.
Johannes vedbliver:
«Men jeg er da stærkere til at bære dig og løfte dig ud af Baaden end nogen af dem. Jeg er sikker paa, at jeg skulde aarke at holde dig en hel Time. Se her.»
Han tog hende i Armene og løfted hende op. Hun holdt om hans Nakke.
«Saa, nu maa du ikke aarke mig mere.»
Han satte hende ned. Hun sagde:
«Ja, men Otto er ogsaa stærk. Og han har slaast med voksne Folk ogsaa.
Johannes spørger tvivlende:
«Med voksne Folk?»
«Ja, det har han. I Byen.»
Pause. Johannes tænker.
13«Jaja, saa er der ikke mere med det,» siger han. «Jeg ved, hvad jeg gør.»
«Hvad gør du?»
«Jeg fæster mig hos Risen.»
«Nej, men er du gal, hører du!» skriger Victoria.
«Aa, jo da, jeg er lige glad. Jeg gør det.»
Victoria tænker paa en Udvej.
«Ja, men nu kommer han kanske ikke mere igen?»
Johannes svarer:
«Han kommer.»
«Hid?» spørger Victoria hurtigt.
«Ja.»
Victoria rejser sig og trækker sig hen til Udgangen.
«Kom, lad os heller gaa ud igen.»
«Det har ingen Hast,» siger Johannes, som selv er bleven bleg. «For han kommer ikke før inat. I Midnatstimen.»
Victoria blir beroliget og vil atter indtage sit Sæde. Men Johannes har ondt for at faa Bugt med den Uhygge, han selv har fremkaldt, det blir ham for farligt i Hulen, og han siger:
14«Hvis du endelig vil ud igen, saa har jeg en Sten med dit Navn paa derude. Saa den kan jeg vise dig.»
De kryber ud af Hulen og finder Stenen. Victoria er stolt og lykkelig over den. Johannes er rørt, han kunde græde og siger:
«Naar du ser paa den, saa faar du tænke paa mig iblandt, mens jeg er borte. Skænke mig en venlig Tanke.»
«Jada,» svarer Victoria. «Men du kommer vel igen?»
«Aa, Gud ved det. Nej, det gør jeg nok ikke.»
De begyndte at vandre hjemover. Johannes er Graaden nær.
«Ja, Farvel,» siger Victoria.
«Nej, jeg kan følge med lidt længer.» Det, at hun saa hjærteløst kan sige ham Farvel jo før jo heller, gør ham forresten bitter, driver Vreden op i hans saarede Sind. Han standser brat og siger med retfærdig Harme: Men dèt vil jeg sige dig, Victoria, at du faar ingen, som vilde have været saa snil mod dig, som jeg. Det vil jeg bare sige dig.»
15«Ja, men Otto er ogsaa snil,» indvender hun.
«Jaja, tag ham.»
De gaar tause nogle Skridt.
«Jeg skal nok faa det storartet. Frygt ikke for det. For du ved ikke endda, hvad jeg skal have i Løn.»
«Nej. Hvad skal du have i Løn?»
«Halvdelen af Riget. Det var nu ét.»
«Tænk, skal du have det!»
«Og saa faar jeg Prinsessen.»
Victoria standsed.
«Det er ikke sandt, vel?»
«Jo, saa sagde han.»
Pause. Victoria yttrer hen for sig:
«Hvordan ser hun ud, mon?»
«Aa, Gud bevare dig, hun er vakrere end noget Menneske paa Jorden. Og det ved vi jo før ogsaa.»
Victoria blir bøjet.
«Vil du have hende da?» spørger hun.
«Ja,» svarer han, «det blir vel til det.»
Men da Victoria virkelig er bevæget, lægger han til: «Men det kan hænde, at jeg kommer igen engang. At jeg tager mig en Tur op paa Jorden.
16«Ja, men tag ikke hende med da,» bad hun. «Hvad skal du have hende med for?»
«Nej, jeg kan komme alene ogsaa.»
«Vil du love mig det?»
«Aa ja, det kan jeg love. Men hvad bryder forresten du dig om det! For det kan jeg ikke vente, at du bryder dig om.»
«Det skal du ikke sige, hører du,» svarer Victoria. «Jeg er sikker paa, at hun ikke er saa glad i dig, som jeg.»
En varm Fryd skælver gennem hans unge Hjærte. Han kunde have sunket i Jorden af Glæde og Undselighed over hendes Ord. Han turde ikke se paa hende, han saa bort. Saa tog han en Kvist op fra Marken, gnaved af dens Bark og slog sig i Haanden med den. Tilsidst begyndte han i sin Forlegenhed at fløjte.
«Jaja, jeg faar vel gaa hjem,» siger han.
«Ja, Farvel,» svarer hun og rækker ham Haanden.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns roman Victoria, med undertittel «En Kærligheds Historie», kom ut første gang i 1898, men regnes fremdeles i dag som en av de beste kjærlighetsfortellingene i den norske litteraturhistorien.
«Møllerens Søn», Johannes, og datteren på den nærliggende herregården, Victoria, elsker hverandre, men klasseskille, sosiale forventninger, pengesorger og andre omstendigheter gjør det vanskelig for dem.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no).
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.