II

17Møllerens Søn kom bort. Han blev borte længe, han gik i Skole og lærte saa meget, vokste, blev stor og stærk og fik Dun paa Overlæben. Det var saa langt til Byen, Rejsen frem og tilbage saa dyr, den sparsomme Møller holdt Sønnen i Byen Sommer og Vinter i mange Aar. Han læste hele Tiden.

Men nu var der bleven en voksen Mand af ham, han var atten, tyve Aar.

Saa steg han iland fra Dampskibet en Eftermiddag om Vaaren. Paa Slottet var der hejst Flag for Sønnen, som ogsaa kom hjem i Ferien med samme Skib; der var sendt Vogn ned til Bryggen efter ham. Johannes hilste paa Slotsherren, 18Slotsfruen og Victoria. Hvor stor og høj Victoria var bleven! Hun besvared ikke hans Hilsen. Han tog Luen af igen, og han hørte hende spørge sin Broder:

«Du Ditlef, hvem er det, som hilser?»

Broderen svared:

«Det er Johannes. Johannes Møller.»

Hun kasted Øjnene atter hen paa ham; men nu undsaa han sig for at hilse flere Gange. Saa kørte Vognen.

Johannes begav sig hjem.

Nej, Herregud, hvor morsom og liden Stuen var! Han kunde ikke komme opret indad Døren. Forældrene modtog ham med Skænk. En stærk Bevægelse greb ham, alting var saa rørende og kært, Faderen og Moderen modtog ham saa graa og gode, de rakte ham Haanden efter Tur og ønsked ham velkommen hjem igen.

Endnu samme Aften gik han omkring og besaa alt, var ved Kværnen, ved Stenbruddet og besøgte Fiskepladsen, lytted med Vemod til de kendte Fugle, som allerede bygged Reder i Træerne, og gjorde sig en Sving hen til den vældige Myretue i Skogen. Myrene var borte, 19Tuen uddød. Han raged i den; der var intet Liv mere. Mens han drev omkring, lagde han Mærke til, at der var hugget stærkt i Slotsherrens Skog.

«Kender du dig igen her omkring?» spurgte Faderen for Spøg. «Har du truffet dine gamle Troster?»

«Jeg kender ikke alt igen. Skogen er hugget.»

«Det er Slotsherrens Skog,» svared Faderen.

«Vi skal ikke tælle hans Træer. Enhver kan trænge Penge, Slotsherren trænger mange Penge.»

Dage kom og gik, milde, kære Dage, forunderlige Stunder i Enrum, med bløde Erindringer fra Barndomsaarene, en Kalden tilbage til Jorden og Himlen, til Luften og Bjærgene.

*

Han gik henad Vejen til Slottet. Han var bleven stukket af en Veps om Morgenen, og hans Overlæbe var ophovnet; traf han nu nogen, vilde han hilse og gaa videre straks. Han traf ingen. I Slottets Have saa han en Dame; da 20han kom nærmere, hilste han dybt og gik forbi. Det var Slotsfruen. Han følte endnu Hjærteklap, ligesom i gamle Dage, naar han gik forbi Slottet. Respekten for det store Hus, de mange Vinduer, Slotsherrens strænge, fine Person sad ham endnu i Blodet.

Han tog Vejen til Bryggen.

Da mødte han pludselig Ditlef og Victoria. Johannes blev ilde berørt; de trodde kanske, at han var gaaet efter dem. Han havde desuden en hoven Overlæbe. Han sagtned sin Gang, uvis, om han skulde gaa videre. Han gik. Endnu paa lang Afstand hilste han og bar Luen i Haanden, idet han passered. De besvared begge to stumt hans Hilsen og skred langsomt forbi. Victoria saa lige imod ham; hendes Ansigt forandredes lidt.

Johannes fortsatte ned til Kajen; en Uro havde grebet ham, hans Gang blev nervøs. Nej, tænk, hvor stor Victoria var bleven, aldeles voksen, dejligere end nogensinde før. Hendes Øjenbryn løb næsten sammen over Næsen, de var som to fine Fløjlslinjer. Øjnene var blevne mørkere, meget mørkeblaa.

21Da han gik hjem, slog han ind paa en Sti, der førte gennem Skogen langt udenom Slottets Have. Ingen skulde sige, at han løb Slotsbørnene i Hælene. Han kom op paa en Bakke, fandt sig en Sten og satte sig. Fuglene drev en vild og lidenskabelig Musik, lokked, søgte hinanden, fløj med Kviste i Næbbet. En sødlig Lugt af Muld, af sprættende Løv og raadnende Træer stod i Luften.

Han var bleven ført ind paa Victorias Vej, hun kom lige imod ham fra den modsatte Kant.

En hjælpeløs Ærgrelse greb ham, han ønsked sig langt, langt bort; naturligvis maatte hun dennegang tro, at han havde fulgt efter hende. Skulde han hilse nu igen? Han kunde kanske se til en anden Kant, desuden havde han dette Vepsestik.

Men da hun kom nær nok, rejste han sig og tog Luen af. Hun smilte og nikked.

«Godaften. Velkommen hjem,» sagde hun.

Hendes Læber syntes atter at bæve lidt; men hun genvandt straks sin Ro.

Han sagde:

22«Dette ser lidt underligt ud; men jeg vidste ikke, at du var her.»

«Nej, det vidste De ikke,» svared hun. «Det var et Paafund af mig, det faldt mig ind, at jeg vilde gaa hid.»

Au! han havde sagt du.

«Hvor længe blir De nu hjemme?» spurgte hun.

«Ferien ud.»

Han svared hende med Møje, hun var med ét kommet saa langt bort. Hvorfor havde hun da talt til ham?

«Ditlef siger, at De er saa flink, Johannes. De faar saa gode Eksaminer. Og saa siger han, at De skriver Digte; er det sandt?»

Han svared kort og vred sig:

«Ja, det forstaar sig. Det gør alle.»

Nu gik hun vel snart, for hun sagde intet mere.

«Har man set paa Magen, jeg blev stukket af en Veps idag,» sagde han og viste frem sin Mund. «Det er derfor, jeg ser slig ud.»

«Saa har De været forlænge borte, Vepsene her kender Dem ikke igen.»

23Det var hende ligegyldigt, om han var bleven vansiret af en Veps eller ikke. Javel. Hun stod der og trilled rundt paa sin Skulder en rød Parasol med guldknappet Skaft, og intet andet angik hende. Han havde dog baaret naadig Frøken i sine Arme mere end en Gang.

«Jeg kender heller ikke Vepsene igen,» svared han; «de var mine Venner før.»

Men hun forstod ikke hans dybe Mening, hun svared ikke. Da vedblev han:

«Jeg kender ingenting igen her. Endog Skogen er hugget ned.»

En liden Trækning gik over hendes Ansigt.

«Saa kan De kanske ikke digte her,» sagde hun. «Tænk, om De vilde skrive et Digt til mig engang. Nej, hvad er det, jeg siger! Der kan De høre, hvor lidet jeg forstaar mig paa det.»

Han saa mod Jorden oprørt og stum. Hun gjorde venligst Nar af ham, talte overlegne Ord og saa hen paa ham, hvad Virkning de gjorde. Om Forladelse, han havde ikke bare skrevet sin Tid bort, han havde læst mere en de fleste…

24«Jaja, vi træffes vel siden. Farvel saalænge.»

Han tog Luen af og gik uden at svare noget.

Hun skulde bare vide, at det var til hende og ingen anden, han havde skrevet sine Digte, allesammen, endog det til Natten, endog det til Myraanden. Hun skulde aldrig faa det at vide.

*

Søndag kom Ditlef og vilde have ham med over til Øen. Jeg skal være Rorskarl igen, tænkte han. Han blev med. Ved Bryggen drev nogle søndagsledige Mennesker, ellers var alt saa roligt, og Solen skinned varmt paa Himlen. Med ét lød der Toner fjærnt borte, de kom fra Vandet, fra Øerne derude; Postskibet svinged i en stor Bue ind til Bryggen, det havde Musik ombord.

Johannes løste Baaden og satte sig ved Aarene. Han var i en sær og bølgende Stemning, denne blanke Dag og Musiken fra Skibet væved et Slør af Blomster og gyldne Aks for hans Øjne.

25Hvorfor kom ikke Ditlef? Han stod paa Land og saa paa Menneskene og Skibet, som om han ikke skulde videre. Johannes tænkte: jeg sidder ikke her længer ved Aarene, jeg gaar iland. Han begyndte at vende Baaden.

Da ser han pludselig et hvidt Skimt for Øjnene og hører et Plump i Vandet; et fortvivlet, mangestemmigt Skrig løfted sig fra Skibet og fra Folk i Land, og en Mængde Hænder og Øjne viste mod det Sted, hvor det hvide var forsvundet. Musiken blev standset med det samme.

I et Øjeblik var Johannes ved Stedet. Han handled fuldstændig instinktsmæssig, uden Overlæg, uden Beslutning. Han hørte ikke, at Moderen oppe paa Skibet skreg: min Pige, min Pige! og han saa ikke længer et Menneske. Han sprang uden videre ud fra Baaden og dukked.

Et Øjeblik var han borte, et Minut; man saa, hvor Sjøen kogte paa det Sted, han var sprungen ud, og man forstod, at han arbejded. Paa Skibet vedblev Jammeren.

26Da dukked han op igen, lidt længer ude, flere Favne fra Ulykkesstedet. Man skreg til ham og pegte som rasende: Nej hèr var det, det var hèr!

Og han dukked igen.

En kvalfuld Stund paany, et uafbrudt Véraab fra en Kvinde og en Mand paa Dækket, der vred sine Hænder. En ny Mand sprang ud fra Skibet, Styrmanden, der havde kastet Trøje og Sko. Han afsøgte nøjagtig det Sted, hvor Pigen var gaaet tilbunds, og alle satte sit Haab til ham.

Da saaes atter Johannes’ Hoved over Vandskorpen, endnu længer ude end før, mange flere Favne. Han havde mistet sin Lue, hans Hoved skinned som et Kobbehoved i Solen. Det viste sig, at han stred med noget, han svømmed besværligt, hans ene Haand var bunden. Et Øjeblik efter havde han faaet noget anbragt i Munden, mellem Tænderne, en vældig Bylt; det var den Forulykkede. Forundrede Skrig lød ud til ham fra Skibet og fra Land, selv Styrmanden maatte have hørt de nye Raab, han stak Hovedet op og saa sig om.

27Endelig havde Johannes naaet Baaden, der var drevet af; han fik Pigen ombord og kom selv efter; det hele foregik uden Betænkning. Folk saa ham bøje sig over Pigen og bogstavelig rive hendes Klæder op i Ryggen, saa greb han Aarene og stormrodde hen til Skibet. Da den Forulykkede blev grebet og trukket ombord, istemtes et flerfoldigt, jublende Hurra for Redningsmanden.

«Hvordan kunde De finde paa at søge saa langt ude?» spurgte man ham.

Han svared:

«Jeg kender Grunden. Og saa er her Strøm. Jeg vidste det.»

En Herre trænger sig frem til Skibssiden, han er bleg som Døden, han smiler forvredent, og der hænger Taarer i hans Øjenhaar.

«Kom ombord et Øjeblik!» raaber han ned. «Jeg vil takke Dem. Vi skylder Dem saa megen Tak. Bare et Øjeblik.»

Og Manden farer bort fra Rækken igen, bleg og grædende og smilende.

Skibsportene slaaes op, Johannes stiger ombord.

28Han blev der ikke længe; han opgav blot sit Navn og sin Adresse, en Kvinde havde omfavnet den dyvaade Mand, den blege, forstyrrede Herre havde stukket sit Ur i hans Haand. Johannes kom ind i et Lugar, hvor to Mænd arbejded med den Druknede; de sagde: Nu kommer hun sig, Pulsen slaar! Johannes saa paa den Syge, en ung, blond Pige i kort Kjole; Kjolen var helt opreven. Saa satte en Mand en Hat paa hans Hoved, og han blev ført ud.

Han vidste ikke klart, hvorledes han var kommet iland og havde trukket Baaden op. Han hørte, hvorledes der endnu engang blev raabt Hurra, og at Musiken spilled festligt op, da Skibet damped bort. En Bølge af Vellyst rulled kold og sød gennem ham fra øverst til nederst; han smilte, han bevæged Læberne, men talte ikke.

«Der blir altsaa ikke noget af Turen idag,» sagde Ditlef. Han saa misfornøjet ud.

Victoria var kommet, hun traadte til og sagde hurtigt:

«Nej, er du gal! Han maa hjem og bytte Klæder.»

29Johannes tog tilbens hjemover. Endnu genlød Musiken og de høje Hurra i hans Ører, en stærk Bevægelse vedblev at drive ham afsted. Han gik forbi hjemme og tog Vejen gennem Skogen op til Granitbruddet. Her søgte han sig et godt Sted, hvor Solen stegte. Det damped af hans Klæder. Han satte sig. En gal og frydefuld Uro fik ham til at rejse sig igen og spadsere omkring. Hvor han var fuld af Lykke! Han faldt paa Knæ og takked Gud med hede Taarer for denne Dag. Hun stod dernede, hun hørte Hurraraabene; gaa hjem og tag tørre Klæder paa, sagde hun.

Han satte sig og lo gentagne Gange, henreven af Jubel. Javel, hun havde set ham udføre dette Arbejde, hun havde fulgt ham med Stolthed, da han kom med den Druknede i sine Tænder. Victoria, Victoria! Vidste hun, hvor usigelig han var hendes hvert Minut i sit Liv! Han vilde være hendes Tjener og Træl og feje hendes Vej med sine Skuldre. Og han vilde kysse begge hendes smaa Sko og trække hendes Vogn og lægge Ved i hendes Ovn i kolde Dage. I Ovnen vilde han lægge forgyldt Ved, Victoria.

30Han saa sig om. Ingen hørte ham, han var alene med sig selv. Det kostelige Ur holdt han endnu i Haanden, det tikked, det gik.

Tak, Tak for denne gode Dag! Han klapped Mosen paa Stenene og affaldne Kviste. Victoria havde ikke smilet til ham; nejvel, det var ikke hendes Vane. Hun stod blot paa Bryggen, en liden rød Tone fløj over hendes Kinder. Kanske hun havde villet have hans Ur, hvis han havde givet hende det.

Solen daled, og Varmen aftog. Han følte, at han var vaad. Saa sprang han let som en Fjær hjemover.

*

Der var Sommerselskab paa Slottet, Fremmede fra Byen, Dans og Klang. Og Flaget vajed fra det runde Taarn Nat og Dag i en Uge.

Og der var Hø at køre i Hus; men Hestene var optagne af de glade Fremmede, og Høet blev staaende. Og der var store Strækninger af uslaaet Eng; men Drængene var tagne i Brug til Kuske og Rorskarle, og Slaatten stod og træned

31Og Musiken vedblev at spille i den gule Sal…

Den gamle Møller standsed sin Kværn og laaste Huset i de Dage. Han var bleven saa klog; det havde tidligere hændt, at de lystige Bymennesker var komne i Flok og Følge og havde gjort Skøjerstreger med hans Kornsække. For Nætterne var saa varme og lyse, og Paafundene blev saa mange. Den rige Kammerherre havde engang i sine unge Dage med højstegen Haand baaret en Myretue i et Traug ind i Møllen og sat den igen der. Nu var Kammerherren sat af Alder; men Otto, som var hans Barn, kom endnu paa Slottet og muntred sig med forunderlige Ting. Der var meget at høre om ham…

Der lød Hovslag og Raab gennem Skogen. Det var unge Folk, som red, og Slottets Heste var blanke og gale. Rytterne kom til Møllerens Hus, banked paa med sine Piske og vilde ride ind. Døren var saa lav, og alligevel vilde de ride ind.

«Goddag, Goddag,» raabte de. «Vi vilde hilse paa Jær.»

32Mølleren lo ydmygt af dette Paafund.

Saa steg de af, bandt Hestene og slap Kværnen løs.

«Tejnen er tom,» skreg Mølleren. «I ødelægger Kværnen.»

Men ingen hørte noget i den brusende Larm.

«Johannes!» raabte Mølleren af sine Lungers fulde Kraft opover mod Bruddet.

Johannes kom.

«De stenmaler Kværnen for mig,» skreg Faderen og pegte.

Johannes gik sagte henimod Selskabet. Han var forfærdelig bleg, og Aarene blev større i hans Tindinger. Han genkendte Otto, Kammerherrens Søn, som gik i Kadetuniform; foruden ham var der to andre. En af dem smilte og hilste forat gøre det godt igen.

Johannes raabte ikke, gav intet Vink, men gik sin Gang. Han stiler lige imod Otto. I det samme ser han to Ryttersker, der kommer efter fra Skogen, den ene var Victoria. Hun havde grøn Ridekjole paa, og hendes Hest var den hvide Hoppe paa Slottet. Hun stiger ikke af, 33men sidder og iagttager alle med spørgende Øjne.

Da forandrer Johannes sin Vej, han bøjer af, stiger op paa Dæmningen og aabner Slusen; Larmen aftager lidt efter lidt, Kværnen staar.

Otto raabte:

«Nej, lad den gaa. Hvorfor gør du det? Lad Kværnen gaa, siger jeg.»

«Er det du, som har sluppet Kværnen?» spurgte Victoria.

«Ja,» svared han leende. «Hvorfor staar den? hvorfor maa den ikke gaa?»

«Fordi den er tom,» svared Johannes stakaandet og saa paa ham. «Forstaar De det? Kværnen er tom.»

«Den var jo tom, hører du,» sagde Victoria ogsaa.

«Hvordan kunde jeg vide det?» spurgte Otto og lo. «Hvorfor var den tom, spørger jeg? Var der ikke Korn paa den?»

«Sæt dig op igen!» afbrød en af hans Kammerater for at faa en Ende paa det.

De satte sig op. En af dem undskyldte sig, før han red bort.

34Victoria var den sidste. Da hun var kommet et lidet Stykke, vendte hun Hesten og kom tilbage.

«De maa være saa snil at bede Deres Fader om Undskyldning for dette,» sagde hun.

«Det vilde have været mere rimeligt, om Kadetten selv havde gjort det,» svared Johannes.

«Javel. Naturligvis; men. Han er saa fuld af Idéer… Hvor længe det er, siden jeg saa Dem, Johannes.»

Han saa op paa hende, lyttende, om han hørte rigtigt. Havde hun glemt den sidste Søndag, hans store Dag! Han svared:

«Jeg saa Dem paa Bryggen Søndag.»

«Javel,» sagde hun straks. «Tænk, hvor heldigt, at De kunde hjælpe Styrmanden med Sokningen. Dere fandt jo Pigen?»

Han svared kort og krænket:

«Ja. Vi fandt Pigen.»

«Eller var det saa,» vedblev hun, som om noget faldt hende ind, «var det saa, at De alene… Naa, det er det samme. Jaja, saa haaber 35jeg, De hilser Deres Fader med det. Godnat.»

Hun nikked smilende, samled Tøjlerne og red bort.

Da Victoria var ude af Syne, drev Johannes efter ind i Skogen harm og urolig. Han fandt Victoria staaende ved et Træ ganske alene. Hun luded ind mod Træet og hulked.

Var hun falden af? havde hun slaaet sig?

Han gik frem til hende og spurgte:

«Er det gaaet galt med Dem?»

Hun gjorde et Skridt imod ham, hun bredte Armene ud og saa straalende paa ham. Saa standsed hun, lod Armene synke og svared:

«Nej, det er ikke gaaet galt med mig; jeg steg af og lod Hoppen gaa i Forvejen… Johannes, De skal ikke se slig paa mig. De stod ved Dammen og saa paa mig. Hvad vil De?»

Han stammed:

«Hvad jeg vil? Jeg forstaar ikke…»

«Der er De saa bred,» sagde hun og lagde pludselig sin Haand paa hans. «De er saa bred der, paa Haandleddet. Og saa er De aldeles brun af Solen, olivenbrun…»

36Han rørte sig, han vilde tage hendes Haand. Da samled hun sin Kjole sammen og sagde:

«Nej, der hændte mig altsaa ingenting. Jeg vilde bare gaa hjem tilfods. Godnat.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.