III

37Johannes rejste atter til Byen. Og der gik Aar og Dage, en lang, bevæget Tid med Arbejde og Drømme, Lekser og Vers. Han var kommet godt i Vej, det havde lykkedes ham at skrive et Digt om Esther, «en Jødepige, som blev Dronning i Persien», et Arbejde, som blev trykt, og som han fik Betaling for. Et andet Digt, «Kærlighedens Irgang», som var lagt i Munden paa Munken Vendt, gjorde hans Navn bekendt.

Ja, hvad var Kærligheden? En Vind, der suser i Roserne, nej, en gul Morild i Blodet. Kærligheden var en helvedeshed Musik, som faar selv Oldingers Hjærter til at danse. Den 38var som Margeritan, der aabner sig paa vid Væg mod Nattens Komme, og den var som Anemonen, der lukker sig for et Aandepust og dør ved Berøring.

Slig var Kærligheden.

Den kunde ruinere sin Mand, genrejse ham og brændemærke ham igen; den kunde elske mig idag, dig imorgen og ham imorgen Nat, saa ubestandig var den. Men den kunde ogsaa holde fast som et ubrydeligt Segl og blusse lige uudslukkeligt til Dødens Stund, for saa evig var den. Hvorledes var da Kærligheden?

O, Kærligheden er en Sommernat med Stjærner paa Himlen og Duft paa Jorden. Men hvorfor faar den Ynglingen til at gaa skjulte Veje, og hvorfor faar den Oldingen til at staa paa Tæerne i sit ensomme Kammer? Ak, Kærligheden gør Menneskehjærtet til en Sophave, en frodig og uforskammet Have, hvori der staar hemmelighedsfuld og fræk Sop.

Faar den ikke Munken til at luske indad stængte Haver og lægge Øjet ind til de Sovendes Vinduer om Natten? Og besætter den ikke Nonnen med Daarskab og formørker Prinsessens 39Forstand? Den slaar Kongens Hoved i Vejen, saaat hans Haar fejer alt Vejens Støv, og derunder hvisker han ublu Ord for sig selv og ler og stikker Tungen ud.

Saaledes var Kærligheden.

Nej, nej, den var atter meget anderledes, og den var som ingen anden Ting i hele Verden. Den kom en Vaarnat til Jorden, da en Yngling saa to Øjne, to Øjne. Han stirred og saa. Han kyssed en Mund, da var det som to Lys traf hinanden i hans Hjærte, en Sol, der lyned mod en Stjærne. Han faldt i en Favn, da hørte og saa han intet mer i hele Verden.

Kærligheden er Guds første Ord, den første Tanke, der sejled gennem hans Hjærne. Da han sagde: Bliv Lys! blev der Kærlighed. Og alt, han havde skabt, var saare godt, og han vilde intet have ugjort igen deraf. Og Kærligheden blev Verdens Ophav og Verdens Hersker; men alle dens Veje er fulde af Blomster og Blod, Blomster og Blod.

*

40En Septemberdag.

Denne afsides Gade var hans Spadservej, han drev paa den som i sin Stue, fordi han aldrig mødte nogen, og der var Haver indenfor begge Fortaug, hvor Træerne stod med rødt og gult Løv.

Hvorfor gaar Victoria her paa Stedet? hvor kan hendes Vej falde her forbi? Han tog ikke fejl, det var hende, og det var kanske ogsaa hende, som havde gaaet der igaar Aftes, da han saa ud af sit Vindu.

Hans Hjærte banked stærkt. Han vidste, at Victoria var i Byen, det havde han hørt; men hun færdedes i Kredse, hvor Møllerens Søn ikke kom. Ditlef havde han heller intet Bekendtskab med.

Han tog sig sammen og gik Damen imøde. Kendte hun ham ikke? Hun gik alvorlig og tankefuld sin Vej, med Hovedet stolt baaret paa sin lange Hals.

Han hilste.

«Goddag,» svared hun ganske sagte.

Hun gjorde ingen Mine til at standse, og han gik taus forbi. Det rykked i hans Ben. 41Ved Enden af den lille Gade vendte han om, som hans Vane var. Jeg holder Øjnene fæstede paa Fortauget og ser ikke op, tænkte han. Først efter et halvt Snes Skridt saa han op.

Hun var standset ved et Vindu.

Skulde han snige sig væk, ind i næste Gade? Hvad stod hun der for? Vinduet var fattigt, det var et lidet Butiksvindu, hvori der saaes nogle korslagte Stænger rød Sæbe, Gryn i et Glas og nogle brugte Frimærker tilsalgs.

Han kunde kanske fortsætte et halv Snes Skridt til og saa vende om.

Da saa hun paa ham, og pludselig kommer hun henimod ham paany. Hun gik hurtigt, som om hun havde taget Mod til sig, og da hun talte, havde hun Besvær med at hente Aanden. Hun smilte nervøst.

«Goddag. Det var morsomt, at jeg traf Dem.»

Gud, hvor hans Hjærte stred; det slog ikke, men det skalv. Han vilde sige noget, det lykkedes ikke, blot hans Læber gik. Der stod en Duft ud fra hendes Klæder, hendes gule Kjole, eller kanske var det fra hendes Mund. Han havde i dette Øjeblik ikke noget Indtryk 42af hendes Ansigt; men han genkendte hendes fine Skuldre og saa hendes lange, smale Haand paa Parasolskaftet. Det var hendes højre Haand. Haanden bar Ring.

I de første Sekunder tænkte han ikke over dette og havde ingen Følelse af Ulykke. Men hendes Haand var forunderlig smuk.

«Jeg har været en hel Uge i Byen,» vedblev hun; «men jeg har ikke set Dem. Jo, jeg har set Dem en Gang paa Gaden; der var nogen, som sagde, at det var Dem. De er bleven saa stor.»

Han mumled

«Jeg vidste, De var i Byen. Skal De være her længe?»

«Nogle Dage. Nej, ikke længe. Jeg skal hjem igen.»

«Jeg takker Dem, fordi jeg fik hilse paa Dem,» sagde han.

Pause.

«Ja, forresten er jeg nok gaaet vild,» sagde hun igen. «Jeg bor hos Kammerherrens; hvilken Vej er det?»

«Jeg skal følge Dem, hvis jeg faar Lov.»

43De gik.

«Er Otto hjemme?» spurgte han forat sige noget.

«Ja, han er hjemme,» svared hun kort.

Nogle Mænd kom ud af en Port, de bar et Pianoforte mellem sig og spærred Fortauget. Victoria veg af tilvenstre, hun lagde hele Siden ind til sin Ledsager. Johannes saa paa hende.

«Om Forladelse,» sagde hun.

Der gled en Vellyst gennem ham ved denne Berøring, hendes Aande stod ham et Øjeblik lige paa Kindet.

«Jeg ser, De bærer Ring,» sagde han. Og han smilte og saa ligegyldig ud. «Jeg kan kanske lykønske Dem?»

Hvad vilde hun svare? Han saa ikke paa hende, men holdt Aanden.

«Og De?» svared hun, «har ikke De faaet Ring? Naa, ikke det. Der var virkelig nogen, som fortalte… Man hører saa meget om Dem nu om Dagen, det staar i Aviserne.»

«Det er nogle Digte, jeg har skrevet,» svared han. «Men De har vel ikke set dem.»

«Var det ikke en hel Bog? Jeg synes…»

44«Jo, det var en liden Bog ogsaa.»

De kom til en Plads, hun havde ikke Hastværk, skønt hun skulde til Kammerherrens, hun satte sig paa en Bænk. Han stod foran hende.

Da rakte hun ham pludselig Haanden og sagde:

«Sæt Dem De ogsaa.»

Og først da han havde sat sig, slap hun hans Haand.

Nu eller aldrig! tænkte han. Han forsøgte igen at slaa an en spøgende og ligegyldig Tone, han smilte, saa ud i Luften. Godt.

«Jasaa, De er forlovet og vil ikke engang sige mig det. Jeg, som er Deres Nabo der hjemme.»

Hun betænkte sig.

«Det var ikke netop det, jeg vilde snakke med Dem om idag,» svared hun.

Han blev med ét alvorlig og sagde lavt:

«Jaja, jeg skønner det nok alligevel.»

Pause.

Han begyndte igen:

«Jeg vidste naturligvis hele Tiden, at det 45ikke kunde nytte mig… ja, at det ikke blev mig, som… Jeg var bare Møllerens Søn, og De… Naturligvis er det saa. Og jeg forstaar ikke engang, at jeg tør sidde her ved Siden af Dem nu. For jeg skulde staa foran Dem, eller jeg skulde ligge dèr borte, paa Knæ. Det var det rette. Men det er ligesom… Og alle disse Aar, jeg har været borte, har ogsaa gjort sit. Det er ligesom jeg tør mere nu. For jeg ved jo, at jeg ikke er noget Barn længer, og jeg ved ogsaa, at De ikke kan kaste mig i Fængsel, om De vilde det. Derfor tør jeg sige dette. Men De maa ikke blive vond paa mig for det; jeg vil heller tie.»

«Nej, snak De. Sig det, De vil.»

«Kan jeg det? Det, jeg vil? For da maatte heller ikke Deres Ring forbyde mig noget.»

«Nej,» svared hun lavt, «den forbyder Dem ikke noget. Nej.»

«Hvad? Ja, men hvad er det da? Ja, Gud velsigne Dem, Victoria, tager jeg ikke fejl?» Han sprang op og luded sig forover forat 46se hende ind i Ansigtet. «Jeg mener, betyder ikke Ringen noget?»

«Sæt Dem igen.»

Han satte sig.

«Aa nej, De skulde vide, hvor jeg har tænkt paa Dem; Herregud, var der nogensinde en anden liden Tanke i mit Hjærte! Af alle, jeg saa, og alle, jeg vidste om, saa var der ikke andre Mennesker i Verden end De. Jeg var ikke istand til at tænke anderledes: Victoria er den skønneste og herligste, og hende kender jeg! Frøken Victoria, tænkte jeg altid. Ikke for det, jeg forstod saa vel, at ingen var Dem fjærnere end jeg; men jeg vidste af Dem – ja, det var slet ikke saa lidet for mig – og at dèr leved De og kanske husked paa mig iblandt. Naturligvis husked De mig ikke; men jeg har siddet mangen Aften paa min Stol og tænkt, at kanske De husked mig iblandt. Ved De, saa aabned ligesom Himlen sig for mig, Frøken Victoria, og saa skrev jeg Digte til Dem og købte Blomster til Dem for alt, jeg ejed, og tog hjem og satte i Glas. Alle mine Digte er til Dem, det er bare nogle faa, som ikke er det, og de er 47ikke trykte. Men De har vel ikke læst dem, som er trykte heller. Nu har jeg begyndt paa en stor Bog. Aa ja, Gud, hvor jeg er Dem taknemmelig, for jeg er saa fuld af Dem, og det er hele min Glæde. Altid saa hørte eller saa jeg noget, som mindte mig om Dem, hele Dagen, om Nætterne ogsaa. Jeg har skrevet Deres Navn i Taget, det ligger jeg og ser paa; men Pigen, som gør istand hos mig, ser det ikke, jeg har skrevet det saa lidet forat have det for mig selv. Det er en vis Glæde for mig.»

Hun vendte sig bort, aabned sit Kjolebryst og tog et Papir ud.

«Se her!» sagde hun tungt aandende. «Jeg har klippet det ud og gæmt det. De kan gærne faa vide det, jeg læser det om Aftenerne. Den første Gang viste Papa mig det, og jeg gik til Vinduet og læste det. Hvor er det henne? jeg finder det ikke, sagde jeg og vendte Avisen. Men da læste jeg det allerede, og jeg var saa glad.»

Der stod en Duft fra hendes Bryst paa Papiret; hun aabned det selv og viste ham det, 48et af hans første Digte, fire Smaavers til hende, til Ryttersken paa den hvide Hest. Det var et Hjærtes enfoldige og hæftige Tilstaaelse, Udbrud, der ikke kunde holdes tilbage, men som sprang op af Linjerne som Stjærner, der tændtes.

«Ja,» sagde han, «det har jeg skrevet. Det er saa længe siden, det var en Nat, Poplerne udenfor mit Vindu rasled saa, da skrev jeg det. Gæmmer De det virkelig igen? Tak! De gæmte det igen. Aa!» udbrød han betagen, og hans Stemme var ganske lav, «tænk, at De ikke sidder længer borte, end nu. Jeg føler Deres Arm imod min, der staar en Varme ud fra Dem. Mangen Gang, naar jeg var alene og tænkte paa Dem, frøs jeg af Bevægelse; men nu er jeg varm. Da jeg var hjemme sidst, var De dejlig da ogsaa; men De er dejligere nu. Det er Øjnene og Øjenbrynene, Deres Smil, – nej, jeg ved ikke, hvad jeg siger, det er altsammen, alt ved Dem.»

Hun smilte og saa paa ham med halvlukkede Øjne, der blaaned mørkt under de lange Vipper. Hun havde et varmt Skær. Hun syntes at være et Bytte for den højeste Glæde 49og tog efter ham med en ubevidst Bevægelse med Haanden.

«Tak!» sagde hun.

«Nej, Victoria, tak mig ikke,» svared han. Hele hans Sjæl strømmed imod hende, og han vilde sige mere, sige mere; det blev til forvirrede Udbrud, han var som beruset. «Ja, men Victoria, hvis De er lidt glad i mig… jeg ved det ikke, men sig, at De er det, selv om det ikke er saa. Vær saa snil! Aa, jeg skulde love Dem at blive noget, blive meget, uhørt meget næsten. De aner ikke, hvad jeg kunde blive til; jeg grubler over det iblandt og ved, at jeg er aldeles fuld af ugjorte Gærninger. Mangen Gang strømmer det ud af mig, om Natten gaar jeg og gynger op og ned paa Gulvet i mit Værelse, fordi jeg er fuld af Syner. Der ligger en Mand i Værelset ved Siden af, han faar ikke sove, han banker i Væggen. Naar Morgenen gryr, kommer han ind til mig og er rasende. Det gør ikke noget, jeg bryder mig ikke om ham; for da har jeg tænkt saa længe paa Dem, at jeg synes, De er hos mig. Jeg gaar til Vinduet og synger, det begynder at 50blive lidt lyst, Poplerne rasler udenfor. Godnat! siger jeg imod Dagen. Det er til Dem. Nu sover hun, tænker jeg, Godnat, Gud velsigne hende! Saa lægger jeg mig. Saaledes gaar det Aften efter Aften. Men aldrig har jeg troet, at De var saa dejlig, som De er, Victoria. Nu vil jeg huske Dem saaledes, naar De rejser; saaledes som De er nu. Jeg vil huske Dem saa tydeligt…»

«Kommer De ikke hjem?»

«Nej. Jeg er ikke færdig. Jo, jeg kommer. Jeg rejser nu. Jeg er ikke færdig, men Alverdens Ting vil jeg gøre. Driver De stundom i Haven nu? Gaar De nogensinde ud en Aften, Victoria? Jeg kunde se Dem, jeg kunde faa hilse paa Dem kanske, det er ikke for noget andet. Men hvis De er lidt glad i mig, hvis De taaler mig, udstaar mig, saa sig… gør mig den Glæde… Ved De, der er en Palme, som blomstrer bare én Gang i sit Liv, og den blir dog sytti Aar. Talipotpalmen. Men den blomstrer bare én Gang. Nu blomstrer jeg. Jo, jeg skaffer mig Penge og rejser hjem. Jeg sælger det, jeg har skrevet; jeg skriver nemlig 51paa en stor Bog, og den sælger jeg nu, straks imorgen, alt, hvad jeg har færdigt. Jeg faar en hel Del for det. Vilde De da, at jeg skulde komme hjem?»

«Ja.»

«Tak, Tak! Tilgiv mig, hvis jeg haaber formeget, tror formeget, det er saa dejligt at tro usædvanlig meget. Dette er den lykkeligste Dag, jeg har levet…»

Han tog Hatten af og lagde den ved Siden af sig.

Victoria saa sig om, der kom en Dame nedad Gaden og højere oppe en Kone med en Kurv. Victoria blev urolig, hun tog efter sit Ur.

«Maa De gaa nu?» spurgte han. «Sig noget, før De gaar, lad mig faa høre Deres… Jeg elsker Dem og siger det nu. Det vil da afhænge af Deres Svar, om jeg… De raader saa aldeles over mig. Hvad svarer De?»

Pause.

Han sænker Hovedet.

«Nej, sig det ikke!» bad han.

«Ikke her,» svared hun. «Jeg skal gøre det dernede.»

52De gik.

«Man siger, at De skal gifte Dem med Smaapigen, Pigen, hende, som De redded; hvad hedder hun?»

«Med Camilla, mener De?»

«Camilla Sejer. Man siger, at De skal gifte Dem med hende.»

«Jasaa. Hvorfor spørger De om det? Hun er ikke voksen engang. Jeg har været i hendes Hjem, det er saa stort og rigt, et Slot, som Deres eget; jeg har været der mange Gange. Nej, hun er ikke voksen.»

«Hun er femten Aar. Jeg har truffet hende, vi har været sammen. Jeg blev meget indtaget i hende. Hvor hun dog er nydelig!»

«Jeg skal ikke gifte mig med hende,» sagde han.

«Naa, ikke det.»

Han saa paa hende. En Rykning gik over hans Ansigt.

«Men hvorfor siger De dette nu? Vil De henlede min Opmærksomhed paa en anden?»

Hun gik afsted med hurtige Skridt og svared ikke. De befandt sig udenfor Kammerherrens. 53Hun tog hans Haand og trak ham med ind i Porten, opad Trappen.

«Jeg skal ikke ind,» sagde han halvt forundret.

Hun trykked paa Klokken, hun vendte sig mod ham, og hendes Bryst bølged.

«Jeg elsker Dem,» sagde hun. «Forstaar De det? Det er Dem, jeg elsker.»

Pludselig trak hun ham hastigt ned ad Trappen igen, tre, fire Trin, slog sine Arme om ham og kyssed ham. Hun skalv imod ham.

«Det er Dem, jeg elsker,» sagde hun igen, stakaandet og med ganske berusede Øjne.

Entrédøren aabnedes ovenpaa. Hun rev sig løs og iled opad Trappen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.