Victoria

av Knut Hamsun

IV

54Det lider henad Morgen, Dagen gryr, en blaalig, skælvende Septemberdag.

Det suser mildt i Poplerne i Haven. Et Vindu gaar op, en Mand læner sig ud af det og nynner. Han har ingen Frakke paa, han ser ud i Verden som en upaaklædt Galning, der inat har drukket sig drukken i Lykke.

Han vender sig pludselig bort fra Vinduet og ser mod sin Dør; nogen har banket paa hos ham. Han raaber: Kom! En Mand træder ind.

«Godmorgen!» siger han imod den indtrædende.

Det er en ældre Mand, han er bleg og rasende, og han bærer en Lampe med sig, fordi det endnu ikke er ganske lyst.

55«Jeg vil endnu engang henstille til Dem, Hr. Møller, Hr. Johannes Møller, om De synes, at dette er rimeligt,» stammer Manden forbittret.

«Nej,» svarer Johannes, «De har Ret. Jeg har skrevet noget, det faldt mig saa villigt ind, se, alt dette har jeg skrevet, jeg har været heldig inat. Men nu er jeg færdig. Jeg aabned blot Vinduet og sang lidt.»

«De brølte,» siger Manden. «Det er den højeste Sang, jeg har hørt, forstaar De. Og endnu er det midt paa Natten.»

Johannes griber i sine Papirer paa Bordet, tager en Haandfuld store og smaa Ark.

«Se her!» raaber han. «Jeg siger Dem, det har aldrig gaaet saa godt for mig. Det var som et langt Lyn. Jeg har engang set et Lyn, som fulgte en Telegraftraad, Gud hjælpe Dem, det saa ud som et Lagen af Ild. Slig har det strømmet hos mig inat. Hvad skal jeg gøre? Jeg tror ikke, De vil have noget imod mig mere, naar De hører, hvorledes det hænger sammen. Jeg sad her og skrev, hører De, jeg rørte mig ikke; jeg husked paa Dem og var stille. Saa kommer det Øjeblik, da jeg ikke husker det 56længer, mit Bryst vilde sprænges, kanske rejste jeg mig da, kanske rejste jeg mig ogsaa engang til i Nattens Løb og gik nogle Gange rundt Gulvet. Jeg var saa glad»

«Jeg hørte Dem ikke saa meget inat,» siger Manden. «Men det er aldeles utilgiveligt af Dem at aabne Vinduet nu, paa denne Tid af Døgnet, og skraale slig.»

«Javel. Jo, det er utilgiveligt. Men nu har jeg jo forklaret Dem det. Jeg har havt en Nat uden Mage, skal De vide. Igaar opleved jeg noget. Jeg gaar paa Gaden og møder min Lykke, aa, hør mig, møder min Stjærne og min Lykke. Ved De, og saa kysser hun mig. Hendes Mund var saa rød, og jeg elsker hende, hun kysser mig og beruser mig. Har De nogensinde skælvet saa stærkt i Munden, at De ikke kunde tale? Jeg kunde ikke tale, mit Hjærte rysted min hele Krop. Jeg løb hjem og faldt i Søvn; jeg sad her paa Stolen og sov. Da det blev Aften, vaagned jeg. Min Sjel gynged op og ned i mig af Stemning, og jeg begyndte at skrive. Hvad jeg skrev? Her er det! Jeg var behersket af en sælsom og herlig Tankegang, Himlene 57aabnedes, det var ligesom en varm Sommerdag for min Sjæl, jeg fik Vin af en Engel, jeg drak den, det var berusende Vin, jeg drak den af en Granatskaal. Hørte jeg, om Klokken slog? Saa jeg, at Lampen brændte ud? Gud give, De forstod det! Jeg gennemleved det hele paany en Gang til, jeg gik igen med min Elskede paa Gaden, og alle vendte sig efter hende. Vi gik i Parken, vi mødte Kongen, jeg førte min Hat til Jorden for ham af Glæde, og Kongen vendte sig efter hende, efter min Elskede, for hun er saa stor og dejlig. Vi gik ned i Byen igen, og alle Skolebørnene vendte sig efter hende, for hun er ung og har en lys Kjole. Da vi kom til et rødt Stenhus, gik vi ind. Jeg fulgte hende opad Trappen og vilde knæle for hende. Da slog hun Armene om mig og kyssed mig. Dette hændte mig igaar Aftes, det er ikke længer siden. Hvis De spurgte mig om, hvad jeg har skrevet, saa er det en eneste ustandselig Sang til Glæden, til Lykken, jeg har skrevet. Det var ligesom Lykken laa nøgen foran mig med en lang, leende Hals og vilde imod mig.»

«Ja, jeg vil virkelig ikke have mere Snak 58med Dem,» siger Manden ærgerlig og opgivet. «Jeg har talt til Dem for sidste Gang.»

Johannes standser ham ved Døren.

«Vent lidt. Nej, De skulde have set, at De fik ligesom Sol over Ansigtet. Jeg saa det nu, da De vendte Dem, det var Lampen, den satte en Solplet paa Deres Pande. De var ikke saa forbittret mere, jeg saa det. Jeg aabned Vinduet, javel, jeg sang for højt. Jeg var alles glade Broder. Saaledes gaar det iblandt, Forstanden dør. Jeg burde have betænkt, at De sov endnu…»

«Hele Byen sover endnu.»

«Ja, det er tidligt. Jeg vil forære Dem noget. Vil De modtage dette? Det er af Sølv, jeg har faaet det. En liden Pige, som jeg engang redded, har foræret mig det. Værsaagod! Det rummer tyve Cigaretter. De vil ikke modtage det? Jasaa, De røger ikke. Maa jeg komme ind til Dem imorgen og undskylde mig? Jeg vilde gærne gøre noget, bede Dem tilgive mig…»

«Godnat.»

«Godnat. Jeg skal lægge mig nu. Jeg 59lover Dem det. De skal ikke høre en Lyd herinde mere. Og for Fremtiden skal jeg tage mig bedre i Agt.»

Manden gik.

Johannes aabned pludselig Døren igen og føjed til:

«Det er sandt, jeg rejser nu. Jeg skal ikke forstyrre Dem mere, jeg rejser imorgen. Jeg glemte at sige det.»

*

Han rejste ikke. Forskellige Ting opholdt ham, han havde nogle Ærinder at besørge, noget at købe, noget at betale, det blev Morgen og Aften. Han tumled om som sandseløs.

Tilsidst ringte han paa hos Kammerherrens. Var Victoria tilstede?

Victoria var i Ærinder.

Han forklarer, at de var fra samme Sted, Frøken Victoria og han, han vilde bare have hilst paa hende, hvis hun havde været tilstede, have tilladt sig at hilse paa hende. Han vilde have sendt en Besked hjem. Godt.

Saa gik han ud i Byen. Hun var kanske 60at træffe, at opdage, hun sad kanske i en Vogn. Han vandred om til om Aftenen. Udenfor Teatret saa han hende, han hilste, smilte og hilste, og hun besvared hans Hilsen. Han vilde træde frem til hende, det var blot nogle Skridt, – da ser han, at hun ikke er alene, hun har Otto med sig, Kammerherrens Søn. Han var i Løjtnants Uniform.

Johannes tænkte: nu giver hun mig kanske et Vink, et lidet Tegn med Øjnene? Hun skyndte sig ind i Teatret, rød, med ludende Hoved, som om hun vilde gæmme sig.

Kanske kunde han se hende derinde? Han fik Billet og gik ind.

Han vidste af Kammerherrens Loge, javel, disse rige Mennesker havde Loge. Der sad hun i al sin Herlighed og saa sig omkring. Saa hun paa ham? Aldrig!

Da Akten var ude, passed han hende op ude paa Gangen. Han hilste igen; hun saa paa ham lidt forundret og nikked.

«Det er hèr inde, du kan faa Vand,» sagde Otto og pegte fremad.

De gik forbi.

61Johannes saa efter dem. En underlig Dæmring lagde sig for hans Øjne. Alle disse Mennesker var ærgerlige paa ham og puffed ham; han bad mekanisk om Forladelse og blev staaende. Dèr forsvandt hun.

Da hun kom tilbage, bukked han dybt for hende og sagde:

«Undskyld, Frøken…»

«Det er Johannes,» sagde hun præsenterende. «Kender du ham igen?»

Otto svared og saa mysende paa ham.

«De vil formodentlig vide, hvorledes det staar til hjemme,» vedblev hun, og hendes Ansigt var skønt og roligt. «Jeg ved virkelig ikke, men det er vist godt. Udmærket. Jeg skal hilse Møllerens.»

«Tak. Rejser Frøkenen snart?»

«En af Dagene. Joda, jeg skal hilse.»

Hun nikked og gik.

Johannes saa igen efter hende, til hun var forsvundet, saa begav han sig ud. En evig Vandring, en tung og trist Gang Gade op og Gade ned slog Tiden ihjæl. Klokken ti stod han udenfor Kammerherrens og vented. Nu 62slutted Teatrene, nu kom hun. Han kunde kanske aabne Vogndøren, tage Hatten af, aabne Vogndøren og bøje sig til Jorden!

Endelig en halv Time senere kom hun. Kunde han blive staaende der ved Porten og igen bringe sig i Erindring? Han iled opad Gaden og saa sig ikke om. Han hørte, at Porten hos Kammerherrens gik op, at Vognen kørte ind, og at Porten atter sloges i. Da vendte han om.

Nu vedblev han at drive frem og tilbage foran Huset i en Time. Han vented ikke paa nogen og havde intet Ærinde. Pludselig aabnes Porten indenfra, og Victoria stiger igen ud paa Gaden. Hun har ikke Hat paa og har kun kastet et Shawl over Skuldrene. Hun smiler halvt bange, halvt forlegen og spørger til en Begyndelse:

«Gaar De her og tænker?»

«Nej,» svarer han. «Om jeg tænker? Jeg gaar her bare.»

«Jeg saa Dem gaa op og ned her udenfor, og saa vilde jeg… Jeg saa Dem fra mit Vindu. Jeg maa ind igen straks.»

63«Tak, fordi De kom, Victoria. Jeg var saa fortvivlet for lidt siden, og nu er det over. Undskyld, at jeg hilste paa Dem i Teatret; jeg har desværre ogsaa spurgt efter Dem her hos Kammerherrens, jeg vilde træffe Dem og faa vide, hvad De mente, hvad Deres Mening er.»

«Ja,» sagde hun, «det ved De jo. Jeg sagde saa meget i Forgaars, at det kunde De ikke misforstaa.»

«Jeg er endnu lige uvis paa alt.»

«Lad os ikke snakke mere om det. Jeg har sagt nok, jeg har sagt meget formeget, og jeg gør Dem ondt nu. Jeg elsker Dem, jeg løj ikke i Forgaars og lyver ikke nu; men der er saa meget, som skiller os. Jeg holder meget af Dem, taler gærne med Dem, heller med Dem end nogen anden, men… Ja, jeg tør ikke staa her længer, man kan se os fra Vinduerne. Johannes, der er saa mange Grunde, som De ikke kender, saa De skal ikke bede mig mere om at sige, hvad jeg mener. Jeg har tænkt paa det Nat og Dag; jeg mener, hvad jeg har sagt. Men det blir umuligt.»

«Hvad blir umuligt?»

64«Det hele. Altsammen. Hør, Johannes, lad mig slippe at være stolt for os begge.»

«Javel. Godt. Det skal De slippe! Men altsaa narred De mig i Forgaars. Det gik saaledes til, at De traf mig paa Gaden, og saa var De i god Stemning, og saa…»

Hun vendte sig og vilde gaa ind.

«Har jeg gjort noget galt?» spurgte han. Hans Ansigt var blegt og ukendeligt. «Jeg mener, hvad har jeg forspildt Deres…? Har jeg paa disse to Dage og to Nætter forbrudt noget?»

«Nej, det er ikke det. Jeg har bare tænkt det over; har ikke De det? Det har hele Tiden været umuligt, ved De. Jeg holder af Dem, sætter Pris paa Dem…»

«Og agter Dem.»

Hun ser paa ham, hans Smil krænker hende, og hun fortsætter hæftigere:

«Herregud, forstaar De ikke selv, at Papa vilde nægte Dem det? Hvorfor tvinger De mig til at sige det? De skønner det selv. Hvad skulde det have blevet til? Har jeg ikke Ret?»

Pause.

65«Jo,» svarer han.

«Desuden,» vedbliver hun, «der er saa mange Grunde… Nej, De maa virkelig ikke komme efter mig til Teatret mere. Jeg blev ganske bange for Dem. Det maa De aldrig mere.»

«Nej,» siger han.

Hun tager hans Haand.

«Kan De ikke komme hjem en Tur? Jeg vilde glæde mig meget til det. Hvor Deres Haand er varm; jeg fryser. Nej, nu maa jeg gaa. Godnat.»

«Godnat,» svarer han.

*

Gaden laa kold og graa opover Byen, den saa ud som et Belte af Sand, en evig Vej at gaa. Han stødte paa en Gut, som solgte gamle, ødelagte Roser; han raabte paa ham, tog en Rose, gav Gutten en Femkrone i Guld og gik videre. Kort efter saa han en Klynge af Børn, der legte ved en Port. En Gut paa ti Aar sidder stille og ser paa; han har gamle, blaa Øjne, der følger Legen, hule Kinder og en firkantet 66Hage, og paa Hovedet bar han en Lue af Lærred. Det var Foret af en Lue. Dette Barn brugte Paryk, en Haarsygdom havde vansiret dette Hoved for bestandig. Hans Sjæl var kanske ogsaa aldeles vissen.

Alt dette lagde han Mærke til, skønt han ikke havde nogen klar Forestilling om, paa hvilken Kant af Byen han befandt sig, eller hvorhen han gik. Det begynte ogsaa at regne, han kendte det ikke og slog ikke sin Paraply op, skønt han havde baaret den med sig den hele Dag.

Da han omsider kom til en Plads, hvor der stod Bænke, gik han hen og satte sig. Det regned mere og mere, han slog ubevidst Paraplyen op og blev siddende. Efter kort Tid overfaldt der ham en uovervindelig Døsighed, hans Hjærne laa i Taage, han lukked Øjnene og begyndte at nikke og sove.

En Stund efter vaagned han ved, at nogle Forbigaaende talte højt. Han rejste sig og drev videre. Hans Hjærne var bleven klarere, han husked, hvad der var foregaaet, alle Hændelser, endog Gutten, som han gav fem Kroner for en 67Rose. Han forestilled sig den lille Herres Henrykkelse, naar han opdaged denne forunderlige Mynt blandt sine Skillinger, at det ikke var en Femogtyve Øre, men en Femkrone i Guld. Gaa med Gud!

Og de andre Børn var kanske fordrevne af Regnen og legte videre i Porten, hopped Paradis, kiksed med Kugler. Og den vansirede Olding paa ti Aar sad og saa paa. Hvo ved, kanske sad han og glæded sig over noget, kanske havde han en Dukke i Kammeret i Baggaarden, en Sprællemand, en Snurrebas. Han havde kanske ikke tabt alt i Livet, der var et Haab i hans visne Sjæl.

Der dukker en fin, spinkel Dame op foran ham. Han rykker til, standser. Nej, han kendte hende ikke. Hun var kommet fra en Sidegade og iled afsted, og hun havde ingen Paraply, skønt Regnen strømmed ned. Han indhented hende, saa paa hende og gik forbi. Hvor hun var fin og ung! Hun blev vaad, hun forkøled sig, og han turde ikke nærme sig hende. Saa slog han sin Paraply ned, forat hun ikke skulde være alene om at 68blive vaad. Da han kom hjem, var det over Midnat.

Der laa et Brev paa hans Bord, et Kort, det var en Indbydelse. Sejers vilde glæde sig, om han kunde komme til dem imorgen Aften. Han vilde træffe kendte Folk, blandt andre – kunde han gætte? – Victoria, Slotsfrøkenen. Venlig Hilsen.

Han sovned paa sin Stol. Et Par Timer senere vaagned han og frøs. Halvt vaagen, halvt sovende, gennemfaret af Kuldegysninger, træt af Dagens Modgang satte han sig til Bordet og vilde besvare Kortet, denne Indbydelse, som han ikke agted at modtage.

Han skrev sit Svar og vilde bringe det ned i Postkassen. Pludselig slaar det ham, at ogsaa Victoria var buden. Jasaa, hun havde intet nævnt til ham, hun havde frygtet for, at han vilde komme, hun vilde være ham kvit derude blandt de fremmede Mennesker.

Han river sit Brev istykker, skriver et nyt og takker, han vilde komme. En indvortes Hæftighed faar hans Haand til at skælve, en egen glad Forbittrelse griber ham. Hvorfor 69skulde han ikke gaa? hvorfor skulde han skjule sig? Basta.

Hans voldsomme Sindsbevægelse løber af med ham. Han river med et Ryk en Haandfuld Blade af sin Datokalender paa Væggen og sætter sig en Uge forlangt frem i Tiden. Han indbilder sig, at han er glad for noget, henrykt over al Maade, han vil nyde denne Stund, han vil tænde sig en Pibe, sætte sig Paa Stolen og gotte sig. Piben er ganske i Ustand, han leder forgæves efter en Kniv, en Kradser og rykker pludselig den ene Viser af Klokken i Krogen til at rense Piben med. Denne Ødelæggelse gør ham godt at se paa, den faar ham til at le i sit Indre, og han spejder omkring efter mere, som han kunde bringe i Uorden.

Tiden gaar. Han kaster sig tilsidst fuldt paaklædt i sine vaade Klæder paa Sengen og sovner ind.

Da han vaagned, var det langt paa Dag. Det regned fremdeles, der var vaadt paa Gaden. Hans Hoved var i Vildrede, Rester af de Drømme, han havde havt, blanded sig med Gaarsdagens Oplevelser; han følte ingen Feber, tværtimod, 70hans Hede havde lagt sig, en Svalhed stod imod ham, som om han havde vandret i en lummer Skog den hele Nat og nu befandt sig i Nærheden af et Vand.

Det banker, Postbudet bringer ham et Brev. Han aabner det, ser paa det, læser det og har vanskeligt for at forstaa det. Det var fra Victoria, en Seddel, et Halvark: hun havde glemt at fortælle ham, at hun skulde til Sejers iaften; hun ønsked at træffe ham der, hun vilde give ham bedre Forklaring, vilde bede ham glemme hende, tage det som en Mand. Undskyld det tarvelige Papir. Venlig Hilsen.

Han gik ud i Byen, spiste, gik hjem igen og skrev endelig et Afslag til Sejers, han kunde ikke komme, han vilde have det tilgode til for Eksempel imorgen Aften.

Dette brev sendte han afsted med Bud.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Victoria

Knut Hamsuns roman Victoria, med undertittel «En Kærligheds Historie», kom ut første gang i 1898, men regnes fremdeles i dag som en av de beste kjærlighetsfortellingene i den norske litteraturhistorien.

«Møllerens Søn», Johannes, og datteren på den nærliggende herregården, Victoria, elsker hverandre, men klasseskille, sosiale forventninger, pengesorger og andre omstendigheter gjør det vanskelig for dem.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no).

Les mer..

Om Knut Hamsun

Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.