IX

127Camilla kom gaaende til Møllen, munter og ligefrem. Hun var alene. Hun gik lige ind i den lille Stue og sagde smaaleende:

«Undskyld, at jeg ikke banked paa. Her er slig Susen af Elven, at jeg trodde ikke, det nytted.» Hun saa sig om og udbrød: «Nej, hvor her er nydeligt! Nydeligt! Hvor er Johannes! Jeg kender Johannes. Hvordan er det med hans Øje!»

Hun fik en Stol og satte sig.

Johannes blev hentet fra Kværnen. Hans Øje var surt og blodunderløben.

«Jeg kommer af mig selv,» sagde Camilla 128ham imøde; «jeg havde Lyst til at gaa hid. De skal vedblive at bruge koldt Vand paa Øjet.»

«Behøves ikke,» svared han. «Nej, Gud velsigne Dem, hvorfor kommer De hid? Vil De se Kværnen? Tak, fordi De kom.» Han tog sin Moder om Livet, viste hende frem og sagde: «Her er min Moder.»

De gik ned til Kværnen. Den gamle Møller tog Luen dybt af og sagde noget; Camilla hørte det ikke, men hun smilte og sagde paa Maafaa:

«Tak, Tak. Jo, jeg vilde saa gærne se den.»

Larmen gjorde hende bange, hun holdt Johannes i Haanden og skotted med store, lyttende Øjne op til de to Mænd, om de skulde sige noget. Hun saa ud som en Døv. De mange Hjul og Indretninger i Kværnhuset fyldte hende med Forundring, hun lo, rysted i sin Iver Johannes’ Haand og pegte i alle Retninger. Kværnen blev standset og atter sat i Gang, forat hun kunde se det.

Endnu en god Stund efterat hun havde forladt Kværnen, talte Camilla komisk højt, som om Larmen vedblivende sad hende i Ørene.

129Johannes fulgte hende paa Tilbagevejen til Slottet.

«Kan De begribe, at han voved at støde Dem i Øjet?» sagde hun. «Men saa blev han ogsaa borte med en Gang, han rejste med Godsejeren paa Jagt. Det var en frygtelig ubehagelig Hændelse. Victoria har ikke sovet i hele Nat fortalte hun.»

«Saa kan hun sove til Natten,» svared han.«Naar rejser De hjem igen, tror De?»

«Imorgen. Naar kommer De til Byen?»

«Til Høsten. Kan jeg træffe Dem i Eftermiddag?»

Hun raabte:

«Ja, tænk, gør det! De har fortalt mig om en Hule, som De har, den maa De vise mig.»

«Jeg skal komme og hente Dem,» sagde han.

Da han gik hjem igen, sad han længe paa en Sten og grunded. En varm og lykkelig Tanke havde slaaet ned i ham.

*

Om Eftermiddagen gik han til Slottet, standsed udenfor og sendte Bud ind til Camilla. 130Mens han stod og vented, kom Victoria et Øjeblik tilsyne i et Vindu i anden Etage; hun stirred ned paa ham, vendte sig om og forsvandt ind i Værelset.

Camilla indfandt sig, han førte hende til Bruddet og Hulen. Han var usædvanlig rolig og lykkelig tilsinds, den unge Pige adspredte ham, hendes lyse, lette Ord flagred omkring ham som smaa Velsignelser. Idag var de gode Aander nær…

«Jeg husker, Camilla, at De engang foræred mig en Dolk. Den havde en Skede af Sølv. Jeg lagde den i en Kasse sammen med andre Ting; for jeg havde ikke Brug for den.»

«Nej, De havde ikke Brug for den; men hvad saa?»

«Jo, nu har jeg mistet den.»

«Tænk, det var uheldigt. Men jeg kan kanske faa Magen til Dem et Sted. Jeg skal prøve.»

De gik hjemad.

«Og kan De huske den svære Medaljon, De engang gav mig? Den var aldeles tyk og tung 131af Guld og stod paa et Stativ. I Medaljonen havde De skrevet nogle venlige Ord.»

«Ja, jeg husker det.»

«Ifjor i Udlandet gav jeg Medaljonen bort, Camilla.»

«Aanej, vel? Tænk, at De gav den bort! Hvorfor det?»

«Det var en ung Kammerat, som fik den af mig til Erindring. Det var en Russer. Han faldt paa Knæ og takked mig for den.»

«Blev han saa glad? Gud, hvor jeg er sikker paa, at han blev stormende glad, siden han faldt paa Knæ. De skal faa en anden Medaljon istedet, som De selv kan have.»

De var kommet ned paa Vejen mellem Møllen og Slottet.

Johannes standsed og sagde:

«Her ved dette Krat har engang hændt mig noget. Jeg kom gaaende en Aften, som jeg saa ofte gjorde dengang i min Ensomhed, og det var Sommer og lyst Vejr. Jeg lagde mig bag Krattet og tænkte. Da kom to Mennesker stille gaaende efter Vejen. Damen standsed. Hendes Ledsager spurgte: Hvorfor standser De? Men 132da han ikke fik noget Svar, spørger han igen. Er der noget ivejen? Nej, svared hun; men De maa ikke gaa og se slig paa mig. Jeg gik bare og saa paa Dem, sagde han. Ja, svarer hun, jeg ved nok, at De elsker mig, men Papa vil ikke tillade det, forstaar De; det er umuligt. Han mumler: Ja, det er vel umuligt. Da siger hun: De er saa bred dèr, paa Haanden; De har saa mærkelig brede Haandled! Og i det samme tager hun ham over Haandleddet.»

Pause.

«Ja, hvordan gik det saa?» spurgte Camilla.

«Det ved jeg ikke,» svared Johannes. «Hvorfor sagde hun det om hans Haandled?»

«De var kanske pene. Og saa havde han en hvid Skjorte ovenfor, – aa jo, det forstaar jeg nok. Hun var kanske glad i ham ogsaa.»

«Camilla!» sagde han, «hvis jeg var meget glad i Dem, og jeg vented i nogle Aar, jeg bare spørger… Med et Ord, jeg er Dem ikke værdig; men tror De, at De engang vilde blive min, hvis jeg bad Dem til næste Aar, eller om to Aar?»

Pause.

133Camilla er pludselig bleven blodrød og forvirret, hun vrider sit fine Legeme frem og tilbage og lægger Hænderne sammen. Han tager hende om Livet og spørger:

«Tror De det engang? Vil De det?»

«Ja,» svarer hun og falder ind mod ham.

*

Dagen efter følger han hende til Bryggen. Han kysser hendes smaa Hænder med det barnlige, uskyldige Udtryk og er fuld af Taknemmelighed og Glæde.

Victoria var ikke med.

«Hvorfor har ingen fulgt dig?»

Camilla fortæller med Skræk i sine Øjne, at Slottet var i den forfærdeligste Sorg. Der var kommet et Telegram imorges, Slotsherren var bleven ligbleg, den gamle Kammerherre og Fru Kammerherreinden havde raabt af Smærte, – Otto var bleven skudt død paa Jagten igaar Aftes.

Johannes greb Camilla i Armen.

«Død? Løjtnanten?»

«Ja. De er paa Vejen med hans Lig. Det er forfærdeligt.»

134De gik videre hver i sine Tanker; først Menneskene paa Bryggen, Skibet, Kommandoraabene vakte dem. Camilla gav ham undselig sin Haand, han kyssed den og sagde:

«Jaja, jeg er dig ikke værd, Camilla, nej, ikke paa nogen Maade. Men jeg skal gøre dig saa meget godt, som jeg kan, hvis du vil blive min.»

«Jeg vil blive din. Jeg har villet det hele Tiden, hele Tiden.»

«Jeg kommer efter om nogle Dage,» sagde han. «Om en Uge ser jeg dig igen.»

Hun var ombord. Han vifted til hende, vedblev at vifte, saalænge han øjned hende. Da han vendte sig om forat gaa hjem, stod Victoria bag ham; ogsaa hun holdt sit Lommetørklæde ivejret og hilste til Camilla.

«Jeg kom lidt forsent,» sagde hun.

Han svared ikke. Hvad skulde han nemlig sige? trøste hende for hendes Tab, gratulere hende, trykke hendes Haand? Hendes Stemme var saa tonløs, og der var saa megen Forstyrrethed i hendes Ansigt, en stor Oplevelse havde gaaet henover det.

135Folk forlod Bryggen.

«Deres Øje er rødt endnu,» sagde hun og begyndte samtidig at gaa. Hun saa sig om efter ham.

Han stod.

Da vendte hun med en Gang om og traadte hen til ham.

«Otto er død,» sagde hun haardt, og hendes Øjne brændte. «De siger ikke et Ord, De er saa overlegen. Han var Hundrede Tusind Gange bedre end De, hører De. Ved De, hvordan han døde? Han blev skudt, hele hans Hoved blev revet istykker, hele hans lille, dumme Hoved. Han var Hundrede Tusind…»

Hun brast i Hulken og begav sig paa Hjemvejen med lange, fortvivlede Skridt.

*

Sent om Aftenen banker det paa hos Møllerens; Johannes aabner Døren og ser ud; Victoria stod udenfor og vinked til ham. Han følger hende. Hun griber hæftigt hans Haand og fører ham med sig op paa Vejen; hendes Haand er iskold.

136«Sæt Dem heller,» sagde han. «Sæt Dem og hvil lidt; De er saa anstrængt.»

De sætter sig.

Hun mumler:

«Hvad maa De tro om mig, som aldrig kan lade Dem være i Fred!»

«De er meget ulykkelig,» svarer han. «Nu skal De lyde mig og komme til Ro, Victoria. Kan jeg hjælpe Dem med noget?»

«For Gud i Himlens Skyld, De skal tilgive mig, hvad jeg sagde idag!» bad hun. «Ja, jeg er meget ulykkelig, jeg har været ulykkelig i mange Aar. Jeg sagde, at han var Hundrede Tusind Gange bedre end De; det var ikke sandt, tilgiv mig! Han er død, og han var min Forlovede, det er alt. Tror De, det var med min gode Vilje? Johannes, ser De denne? Det er min Forlovelsesring, jeg har faaet den for længe siden, for længe, længe siden; nu kaster jeg den – kaster den.» Og hun kaster Ringen ind i Skogen; de hørte begge, at den faldt. «Det var Papa, som vilde det. Papa er fattig, han er aldeles Betler, og Otto vilde faa saa mange Penge engang. Du skal gøre det, sagde Papa 137til mig. Jeg vil ikke, svared jeg. Tænk paa dine Forældre, sagde han, tænk paa Slottet, vort gamle Navn, min Ære. Ja, saa vil jeg det, svared jeg, vent i tre Aar, men jeg vil det. Papa takked mig og vented, Otto vented, allesammen saa vented de; men Ringen fik jeg straks. Saa gik en lang Tid, og jeg saa, at intet nytted mig. Hvorfor skal vi vente længer? kom nu med min Mand, sagde jeg til Papa. Gud velsigne dig, sagde han og takked mig igen for det, jeg vilde gøre. Saa kom Otto. Jeg tog ikke imod ham paa Bryggen, jeg stod i mit Vindu og saa ham komme kørende. Da løb jeg ind til Mama og kasted mig paa Knæ for hende. Hvad fejler dig, mit Barn? spørger hun. Jeg kan ikke, svarer jeg, nej, jeg kan ikke tage ham, han er kommet, han staar dernede; men lad os heller livsforsikkre mig, saa skal jeg komme bort paa Vaagen eller i Fossen, det er bedre for mig. Mama blir ligbleg og græder over mig. Papa kommer. Se saa, kære Victoria, nu maa du komme ned og tage imod ham, siger han. Jeg kan ikke, kan ikke, svarer jeg og gentager mine Ord, at han skulde være 138naadig og livsforsikkre mig. Papa svarer ikke et Ord, men han sætter sig paa en Stol og begynder at skælve og tænke. Da jeg ser det, siger jeg: Kom med min Mand; jeg tager ham.»

Victoria holder inde. Hun ryster. Johannes tager ogsaa hendes anden Haand og varmer den.

«Tak,» siger hun. «Johannes, vær saa snil at holde mig haardt i Haanden! Vær saa snil at gøre det! Gud, hvor De er varm! Jeg er Dem saa taknemmelig. Men det, jeg sagde paa Bryggen, maa De tilgive mig.»

«Ja, det er for længe siden glemt. Vil De, at jeg skal hente et Shawl til Dem?»

«Nej, Tak. Men jeg begriber ikke, at jeg skælver, for mit Hoved er saa varmt. Johannes, jeg skulde bede Dem om Tilgivelse for saa meget…»

«Nej, nej, gør ikke det. Saa, nu blir De roligere. Sid stille.»

«De talte for mig, De holdt en Tale. Jeg vidste ikke af mig selv fra De rejste Dem og til De satte Dem igen; men jeg hørte bare Deres Stemme. Den var som et Orgel, og det gjorde mig fortvivlet, at den bedaared mig saa. Papa 139spurgte mig, hvorfor jeg havde skreget til Dem og afbrudt Dem; han beklaged det meget. Men Mama spurgte mig ikke, hun forstod det. Jeg havde sagt Mama alt, for mange Aar siden sagde jeg hende det, og for to Aar siden gentog jeg det, da jeg kom tilbage fra Byen. Det var dengang, jeg traf Dem.»

«Lad os ikke tale om det.»

«Nej, men tilgiv mig, hører De, vær barmhjærtig! Hvad i Alverden skal jeg gøre? Nu gaar Papa derhjemme, han gaar op og ned inde i Kontoret, det er saa frygteligt for ham. Det er Søndag imorgen; han har bestemt, at alle Folkene skal have fri; det er det eneste, han har bestemt idag. Han er graa i Ansigtet, og han siger ikke noget, slig virker det, at hans Svigersøn er død. Jeg fortalte Mama, at jeg vilde gaa til Dem. Vi maa begge to, baade du og jeg, følge med Kammerherrens til Byen imorgen, svared hun. Jeg gaar til Johannes, gentog jeg. Papa kan ikke skaffe Penge til os alle tre, han vil selv være tilbage her, svared hun og talte stadig om andre Ting. Da gik jeg til Døren. Mama saa paa mig. Nu gaar jeg 140til ham, sagde jeg for sidste Gang. Mama kom efter til Døren og kyssed mig og svared: Jaja, Gud velsigne Jær!»

Johannes slap hendes Hænder og sagde:

«Saa, nu er De varm.»

«Tusind Tak, ja, nu er jeg meget varm… Gud velsigne Jær, sagde hun. Jeg har fortalt Mama alt, hun har vidst det hele Tiden. Men kære, hvem er det da, du elsker, Barn? spurgte hun. Kan du endnu spørge om det? svared jeg; det er Johannes, jeg elsker, det er bare ham, jeg har elsket hele mit Liv, elsket, elsket…»

Han gjorde en Bevægelse.

«Det er sent. Blir man ikke bange for Dem hjemme, tror De?»

«Nej,» svared hun. «De ved, at det er Dem, jeg elsker, Johannes, det har De vel set? Jeg har længtet saa efter Dem i disse Aar, at ingen, ingen fatter det. Jeg har gaaet her paa Vejen og tænkt: nu holder jeg mig heller lidt inde i Skogen ved Siden af Vejen; for der gik ogsaa han helst. Saa det gør jeg. Den Dag, jeg hørte, at De var kommet, klædte jeg mig lyst, 141lysegult, jeg var syg af Spænding og Længsel, og jeg gik ud og ind i alle Døre. Hvor du straaler idag! sagde Mama. Jeg gik og sagde til mig selv hele Tiden: nu er han kommet hjem igen! Han er herlig, og saa er han kommet tilbage, de to Ting er han! Dagen efter holdt jeg det ikke længer ud, men jeg klædte mig lyst igen og gik op i Stenbruddet forat træffe Dem. Husker De det? Jeg traf Dem ogsaa, men jeg plukked ingen Blomster, som jeg sagde, og det var heller ikke derfor, jeg kom. De var ikke mere glad over at se mig igen; men Tak alligevel, fordi jeg traf Dem. Det var paa tredje Aar siden. De holdt en Kvist i Haanden og sad og slog med den, da jeg kom; da De var gaaet, tog jeg Kvisten op og skjulte den og bar den med mig hjem…»

«Ja, men Victoria,» sagde han med skælvende Stemme, «nu maa De ikke sige mig sligt noget mere.»

«Nej,» svared hun angst og greb hans Haand. «Nej, jeg maa ikke det. Nej, De vil det vel ikke.» Hun begyndte nervøst at klappe hans Haand. «Nej, for jeg kan ikke vente, at 142De vil det. Og jeg har desuden gjort Dem saa meget ondt. Kan De ikke tilgive mig det med Tiden, tror De?»

«Jo, jo, altsammen Det er ikke det.»

«Hvad er det da?»

Pause.

«Jeg er forlovet,» svared han.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.