Victoria

av Knut Hamsun

V

71Nu kom Høsten, Vicoria var hjemrejst, og den lille afsides Gade laa som før med sine Huse og sin Stilhed. I Johannes’ Værelse var der Lys om Nætterne. Det tændtes om Aftenen med Stjærnerne og sluktes, naar det gryed af Dag. Han arbejded og stred, han skrev paa sin store Bog.

Der gik Uger og Maaneder; han var alene og søgte ingen, til Sejers kom han ikke mere. Ofte drev hans Fantasi en gal Leg med ham og blanded ind i hans Bog uvedkommende Paafund, som han senere maatte stryge ud og kaste bort. Dette satte ham meget tilbage. En pludselig 72Støj i Nattens Stilhed, en Vogns Rumlen paa Gaden kunde give hans Tanke et Stød og bringe den ud af sin Bane:

Afvejen for denne Vogn paa Gaden, varsko!

Hvorfor? Men hvorfor skulde man egentlig tage sig i Agt for denne Vogn? Den rulled forbi, nu er den kanske ved Hjørnet. Kanske staar der en Mand uden Overfrakke, uden Lue, han staar foroverbøjet og møder Vognen med Hovedet, han vil blive overkørt, ubodelig kvæstet, dræbt. Manden vil dø, det er hans Sag. Han knapper ikke Knapperne i sin Skjorte mere, og han har ophørt med at snøre sine Sko om Morgenen, han gaar med alting aabent, hans Bryst er nøgent og magert; han skal dø… En Mand laa paa sit sidste, han skrev et Brev til en Ven, en Billet, en liden Bøn. Manden døde, og han efterlod dette Brev. Det havde Dato og Underskrift, det var skrevet med store og smaa Bogstaver, skønt han, som skrev det, skulde dø om en Time. Det var saa underligt. Han havde ogsaa slaaet den sedvanlige Sving under sit Navn. Og en Time efter var han død… Der var en anden Mand. Han ligger 73alene i et lidet Værelse, der er panelet med Træ og blaamalet. Hvad saa? Intet. I den hele vide Verden er han den, som nu skal dø. Dette optager ham; han tænker paa det, indtil han er udmattet. Han ser, at det er Aften, at Klokken paa Væggen er otte, og han begriber ikke, at den ikke slaar. Klokken slaar ikke. Den er ovenikøbet nogle Minutter over otte, og den vedbliver at tikke, men den slaar ikke. Stakkars Mand, hans Hjærne har allerede begyndt at sove, Klokken har slaaet, og han har ikke mærket det. Saa stikker han Hul i sin Moders Billede paa Væggen, – hvad skal han med dette Billede mere, og hvorfor skal det være helt efter ham? Hans trætte Øjne falder paa Blomsterpotten paa Bordet, og han strækker Haanden ud og river sagte og eftertænksomt den store Blomsterpotte ned paa Gulvet, saa den gaar istykker. Saa kaster han sit Cigaretmundstykke af Rav ud af Vinduet. Hvad skal han med det mere? Det synes ham saa indlysende, at det ikke behøver at ligge igen efter ham. Og om en Uge var Manden død…

Johannes rejser sig og driver op og ned ad 74Gulvet. Naboen i Værelset ved Siden af vaagner, hans Snorken er standset, og der lyder et Suk, et forpint Støn fra ham. Johannes gaar paa Taa hen til Bordet og sætter sig igen. Vinden suser i Poplerne udenfor hans Vindu og bringer ham til at fryse. De gamle Popler er ribbede for Løv og ligner Sørgelige Vanskabninger; nogle knudrede Grene sliber mod Husets Væg og frembringer en knagende Lyd, som en Træmaskine, et gistent Stampeværk, der gaar og gaar.

Han kaster Øjnene ned paa sine Papirer og læser over. Javel, hans Fantasi har atter ført ham vild. Han har intet at bestille med Døden og en forbikørende Vogn. Han skriver om en Have, om en grøn og frodig Have ved sit Hjem, Slotshaven. Det er den, han skriver om. Den ligger død og nedsneet nu, men det er den, han skriver om alligevel, og der er slet ikke Vinter og Sne, men der er Vaar og Duft og milde Vinde. Og det er Aften. Vandet nedenfor ligger stille og dybt, det er som en Sjø af Bly; Syrinerne dufter, Hæk efter Hæk staar med Knopper og grønne Blade, og Luften er saa 75stille, at Orfuglen høres at spille paa den anden Side af Vaagen. I en af Gangene i Haven staar Victoria, hun er alene, hvidklædt, tyve Sommere gammel. Der staar hun. Hendes Skikkelse er højere end de højeste Rosenbuske, hun ser udover Vandet, ud til Skogene, til de sovende Bjærge i det Fjærne; hun ser ud som en hvid Sjæl midt i den grønne Have. Nede fra Vejen høres Fodtrin, hun tager nogle Skridt frem, ned til det bortgæmte Lysthus, læner sig paa Albuerne mod Muren og ser ned. Manden nede paa Vejen tager sin Hat af, sænker den næsten til Jorden og hilser. Hun nikker tilbage. Manden ser sig om, der er ingen paa Vejen, som udspejder ham, og han gør nogle Skridt op til Muren. Da viger hun tilbage og raaber: Nej, nej! Hun kaver ogsaa mod ham med Haanden. Victoria, siger han, det var evigt sandt det, De engang sagde, jeg skulde ikke have indbildt mig det, for det er umuligt. Ja, svarer hun, men hvad vil De da? Han er kommet hende ganske nær, blot Muren skiller dem ad, og hans Svar lyder: Hvad jeg vil? Ser De, jeg vil bare staa her et Minut. Det er for sidste Gang. Jeg vil 76komme Dem saa nær som muligt; nu staar jeg ikke langt fra Dem! Hun tier. Der gaar et Minut. Godnat, siger han og tager atter Hatten af næsten lige til Jorden. Godnat, svarer hun. Og han gaar, uden at se sig tilbage…

Hvad havde han at bestille med Døden? Han krøller det beskrevne Papir sammen og kaster det hen til Ovnen. Der ligger ogsaa andre beskrevne Papirer, som skal brændes, lutter flygtigt Spild fra en Fantasi, som gik over sine Bredder. Og han skriver igen om Manden nede paa Vejen, en vandrende Herre, som hilste og sagde Farvel, da hans Minut var ude. Og tilbage i Haven stod den unge Pige, hun var hvidklædt og tyve Sommere. Hun vilde ikke have ham; nejvel. Men han havde staaet ved den Mur, bagom hvilken hun leved. Saa nær var han hende engang.

*

Der gaar Uger og Maaneder igen, og Vaaren kom. Sneen var allerede borte, det brused langt borte i Rummet som af løste Vande fra Solen til Maanen. Svalerne var komne, og i Skogen 77udenfor Byen vaagned et spillende Liv af alle Slags hoppende Dyr og Fugle med fremmede Tungemaal. En fersk og sødlig Lugt svæved op fra Jorden.

Hans Arbejde har varet den ganske Vinter. Som en Opsang havde Poplernes tørre Grene knirket mod Husvæggen Nat og Dag; nu var Vaaren kommet, Stormene var forbi, og Stampeværket havde knaget istaa.

Han aabner Vinduet og ser ud, Gaden er allerede rolig, skønt det ikke er Midnat, Stjærnerne blinker paa en Himmel uden Skyer, det tegner til en varm og lys Dag den Dag imorgen. Han hører Bulderet fra Byen, der blander sig med det evige Brus i det Fjærne. Pludselig skingrer en Jærnbanepibe, det er Nattogets Signal; det lyder som et enkelt Hanegal i den stille Nat. Nu er Tiden til Arbejde inde, denne Togfløjte har været som et Bud til ham i hele Vinter.

Og han lukker Vinduet og sætter sig ved Bordet igen. Han kaster de Bøger, han har læst i, tilside og finder Papirerne frem. Han griber Pennen.

78Nu er hans store Arbejde næsten færdigt, der mangler blot et Slutningskapitel, en Hilsen som fra et bortsejlende Skib, og han har det allerede i Hovedet:

Der sidder en Herre i et Gæstgiversted ved Vejen, han er paa Gennemrejse og skal langt, langt ud i Verden. Han er graa i Haar og Skæg, og der er gaaet mange Aar hen over ham; men han er stor og stærk endnu, og han er næppe saa gammel, som han ser ud. Udenfor staar hans Vogn, Hestene hviler, Kusken er glad og fornøjet; ti han har faaet Vin og Mad af den Fremmede. Da Herren har indskrevet sit Navn, kender Værten ham og bøjer sig for ham og viser ham megen Ære. Hvem lever paa Slottet nu? spørger Herren. Værten svarer: Kaptejnen; han er meget rig; Fruen er god mod alle. Mod alle? spørger Herren sig selv og smiler sælsomt, ogsaa mod mig? Og Herren sætter sig til at skrive paa et Papir, og da det er udskrevet, læser han det over, det er et Digt, tungt og roligt, men med mange bittre Ord. Men bagefter river han Papiret istykker, og han vedbliver at sidde der og rive Papiret endnu mere 79istykker. Da banker det paa hans Dør, og en gulklædt Kvinde træder ind. Hun slaar Sløret op, det er Slotsfruen, Fru Victoria. Hun er skøn som en Majestæt. Herren rejser sig brat, hans mørke Sjæl blir som beskinnet af en Lystreild i samme Nu. De er saa god mod alle, siger han bittert, De kommer ogsaa til mig. Hun svarer ikke, hun staar blot og ser paa ham, og hendes Ansigt blir dunkelt rødt. Hvad vil De? spørger han lige saa bittert som før; er De kommet forat minde mig om det Forgangne? for saa er det sidste Gang, naadige Frue, nu rejser jeg for altid. Og fremdeles svarer ikke den unge Slotsfrue, men hendes Mund bæver. Han siger: Er det Dem ikke nok, at jeg har erkendt min Daarskab én Gang, saa hør, jeg gør det igen: min Hu stod til Dem, jeg var Dem ikke værdig, – er De nu tilfreds? Han fortsætter med stigende Hæftighed: De svared mig Nej, De tog en anden; jeg var en Bonde, en Bjørn, en Barbar, som i min Ungdom var tumlet ind paa en kongelig Vildtbane. Men da kaster Herren sig paa en Stol og hulker og beder: Aa, gaa! tilgiv mig, gaa Deres Vej! Nu 80er al Rødme vegen fra Slotsfruens Ansigt. Saa siger hun, og hun udtaler Ordene saa langsomt og vel: Jeg elsker Dem; misforstaa mig ikke mere, det er Dem, jeg elsker; Farvel! Og det var sig den unge Slotsfrue, hun lagde Hænderne for Ansigtet og gik hurtigt ud af Døren…

*

Han lægger Pennen ned og læner sig tilbage. Javel, Punktum, Ende. Der laa Bogen, alle de beskrevne Blade, ni Maaneders Arbejde. En varm Tilfredshed risler gennem ham, fordi hans Værk er ført tilende. Og mens han sidder der og ser mod Vinduet, hvorigennem Dagen gryr, summer og banker det i hans Hoved, og hans Aand arbejder videre. Han er fuld at Stemning, hans Hjærne ligger som en uhøstet, vild Have, hvor det damper af Jorden:

Han er paa en hemmelighedsfuld Maade kommet ind i en dyb, uddøet Dal, hvor intet levende findes. Langt borte, alene og efterglemt staar et Orgel og spiller. Han gaar det nærmere, han undersøger det, Orgelet bløder, der rinder Blod ud af dets ene Side, mens det spiller. 81Længer fremme kommer han til et Torv. Der er alt øde, intet Træ sees og ingen Lyd høres, det er blot et øde Torv. Men paa Sandet er der Mærker efter Folks Sko, og i Luften staar ligesom endnu de sidste Ord, som var udtalt paa Stedet, saa nylig var det forladt. En sælsom Fornemmelse opfylder ham, disse Ord, der staar igen i Luften over Torvet, ængster ham, kommer ham nærmere, trykker ham. Han slaar dem bort fra sig, og de kommer igen, det er ikke Ord, det er Oldinge, en Gruppe Oldinge, der danser; han ser dem nu. Hvorfor danser de, og hvorfor er de ikke i det mindste glade, naar de danser? Der staar et koldt Pust ud fra dette Selskab af Gamle, de ser ham ikke, de er blinde, og da han raaber til dem, hører de ham ikke, for de er døde. Han vandrer mod Østen, mod Solen, han kommer til et Bjærg. En Røst raaber: Er du ved et Bjærg? Ja, svarer han, jeg staar ved et Bjærg. Da siger Røsten: Det Bjærg, du staar ved, er min Fod; jeg ligger bunden i det yderste Land, kom og løs mig! Saa begiver han sig afsted til det yderste Land. Ved en Bro staar en Mand og passer ham op, 82han samler Skygger ind; Manden er af Moskus. En isnende Rædsel griber ham ved Synet af denne Mand, som vil tage hans Skygge. Han spytter imod ham og truer ham med knyttede Hænder; men Manden staar urørlig og venter paa ham. Vend om! raaber en Stemme bag ham. Han vender sig og ser et Hoved, som triller afsted paa Vejen og viser ham frem. Hovedet er et Menneskes Hoved, og nu og da ler det stille og tyst. Han følger det. Det triller i Dage og Nætter, og han følger det; ved Havbredden smutter det ned i Jorden og gæmmer sig. Han vader ud i Havet og dukker. Han staar ved en vældig Port, og han møder en stor, gøende Fisk. Den har Faks paa Halsen, og den gør imod ham som en Hund. Bag Fisken staar Victoria. Han strækker Hænderne ud mod hende, hun har ingen Klæder paa, hun ler imod ham, og der blæser en Storm gennem hendes Haar. Da raaber han til hende, han hører selv sit Skrig – og vaagner.

Johannes rejser sig og gaar til Vinduet. Det er bleven næsten lyst, og i det lille Spejl paa Vindusposten ser han, at hans Tindinger er 83røde. Han slukker Lampen og læser endnu engang i det graa Lys af Dagen den sidste Side i sin Bog. Saa lægger han sig.

*

Ud paa Eftermiddagen den samme Dag havde Johannes betalt sit Værelse, leveret sit Manuskript og forladt Byen. Han var rejst udenlands, ingen vidste hvorhen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Victoria

Knut Hamsuns roman Victoria, med undertittel «En Kærligheds Historie», kom ut første gang i 1898, men regnes fremdeles i dag som en av de beste kjærlighetsfortellingene i den norske litteraturhistorien.

«Møllerens Søn», Johannes, og datteren på den nærliggende herregården, Victoria, elsker hverandre, men klasseskille, sosiale forventninger, pengesorger og andre omstendigheter gjør det vanskelig for dem.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no).

Les mer..

Om Knut Hamsun

Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.