84Den store Bog var kommet, et Kongerige, en liden susende Verden af Stemninger, Røster og Syner. Den solgtes, læstes og sattes hen. Nogle Maaneder gaar; da Høsten kom, slynged Johannes ud en ny Bog. Hvad nu? Hans Navn kom med ét paa alles Læber, Heldet fulgte ham, denne nye Bog var skrevet langt borte, fjærnt fra Tildragelserne hjemme, og den var stille og stærk som Vin:
Kære Læser, her er Fortællingen om Didrik og Iselin. Skrevet i den gode Tid, i de smaa Sorgers Dage, da alting var let at bære, skrevet med den allerbedste Vilje om Didrik, som Gud slog med Kærlighed…
85Johannes var i fremmed Land, ingen vidste hvor. Og der gik mere end et Aar, før nogen fik det at vide.
*
«Jeg synes, det banker paa Døren,» siger den gamle Møller en Aften.
Og hans Kone og han lytter og sidder stille.
«Nej, det var ingenting,» siger hun saa; «Klokken er ti, det er snart Nat.»
Der gaar flere Minutter.
Da banker det haardt og bestemt paa Døren, som om nogen havde taget Mod til sig og gjort det. Mølleren aabner. Slotsfrøkenen staar udenfor.
«I maa ikke blive forskrækket, det er bare mig,» siger hun og smiler ganske frygtsomt. Hun træder ind; der stilles Stol frem til hende, men hun sætter sig ikke. Hun har bare et Shawl over Hovedet, og paa Fødderne smaa, lave Sko, skønt det endnu ikke er Vaar og tørt paa Vejene.
«Jeg vil bare varsko om, at Løjtnanten kommer i Vaar,» siger hun. «Løjtnanten, min 86Kæreste. Og han vil kanske skyde Rugde herude. Det var det, jeg vilde varsko om, saa I ikke skulde blive ængstelige.»
Mølleren og hans Kone ser forundret paa Slotsfrøkenen. De var aldrig før bleven varslede, naar Slottets Gæster gik i Skogen og paa Markerne paa Jagt. De takker hende ydmygt.
Victoria træder igen hen til Døren.
«Det var bare det, jeg vilde. Jeg tænkte, I var gamle Folk, det kunde ikke skade, om jeg sagde det.»
Mølleren svarer:
«At Frøkenen vilde det! Og nu er Frøkenen bleven vaad i de smaa Sko.»
«Nej, Vejen er tør,» siger hun kort. «Jeg gik denne Tur alligevel. Godnat.»
«Godnat.»
Hun 1øfter Klinken og træder atter ud. Da vender hun sig om i Døren og spørger:
«Det er sandt, – Johannes, har I hørt fra ham?»
«Nej, ingenting fra ham, Tak, som spørger. Ingenting.»
87«Han kommer vel snart. Jeg tænkte, I havde en Efterretning.»
«Nej, ikke siden ifjor Vaar. Johannes skal være i fremmed Land.»
«Ja, i fremmed Land. Han har det godt. Han skriver selv, at han er i de smaa Sorgers Dage. Saa har han det vel godt.»
«Aaja, aaja, Gud ved det. Vi venter ham; men han skriver ikke til os, ikke til nogen. Vi bare venter ham.»
«Han har det vel bedre, hvor han er, siden hans Sorger er saa smaa. Jaja, han derom. Jeg vilde bare vide, om han kom hjem i Vaar. Godnat igen.»
«Godnat.»
Mølleren og hans Kone gaar efter hende ud. De ser hende vende tilbage til Slottet med oprejst Hoved, stigende med sine smaa Sko henover Sølepytterne paa den opblødte Vej.
*
Et Par Dage efter er der kommet Brev fra Johannes. Han vender hjem om godt og vel en Maaned, naar han har endnu en ny Bog 88færdig. Det har gaaet godt for ham i denne lange Tid, et nyt Arbejde var snart fuldført, Alverdens Liv havde vrimlet gennem hans Hjærne…
Mølleren begiver sig til Slottet. Paa Vejen finder han et Lommetørklæde, det er mærket med Victorias Bogstaver, hun har mistet det i Forgaars Aftes.
Slotsfrøkenen er ovenpaa, men en Pige tilbyder sig at bringe hende Besked, – hvad var det?
Mølleren afslaar det. Han vil heller vente.
Frøkenen kommer endelig.
«Jeg hører, at De vil tale med mig?» spørger hun og slaar Døren op til en Stue.
Mølleren træder ind, leverer Lommetørklædet og siger:
«Og saa har vi faaet Brev fra Johannes.»
En lys Bevægelse farer over hendes Ansigt, et Øjeblik, et hastigt Øjeblik. Hun svarer:
«Tak skal De have. Jo, Tørklædet er mit.»
«Nu kommer han hjem igen,» fortsætter Mølleren næsten hviskende.
89Hun faar en kold Mine.
«Tal højt, Møller; hvem kommer?» svarer hun.
«Johannes.»
«Johannes. Ja, hvad saa?»
«Nej, det var… Vi trodde, at jeg skulde sige det. Vi talte om det, min Kone og jeg, og hun trodde det ogsaa. De spurgte i Forgaars, om han kom hjem i Vaar. Jo, han kommer.»
«Saa er I vel glade da?» siger Slotstfrøkenen.
«Naar kommer han?»
«Om en Maaned.»
«Jasaa. Ja, det var ikke noget ellers?»
«Nej. Vi trodde bare, siden De spurgte… Nej, det var ikke noget ellers. Det var bare dette.»
Mølleren havde igen sænket Stemmen.
Hun følger ham ud. I Gangen møder de hendes Fader, og hun siger til ham i Forbigaaende, højt og ligegyldigt:
«Mølleren fortæller, at Johannes kommer hjem igen. Du husker vel Johannes?”
Og Mølleren gaar ud af Slottets Port og 90lover sig selv, at han aldrig, aldrig skal være en Nar mere og lytte til sin Kone, naar hun vilde forstaa sig paa skjulte Ting. Det vilde han lade hende vide.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns roman Victoria, med undertittel «En Kærligheds Historie», kom ut første gang i 1898, men regnes fremdeles i dag som en av de beste kjærlighetsfortellingene i den norske litteraturhistorien.
«Møllerens Søn», Johannes, og datteren på den nærliggende herregården, Victoria, elsker hverandre, men klasseskille, sosiale forventninger, pengesorger og andre omstendigheter gjør det vanskelig for dem.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no).
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
