VII

91Det slanke Rognetræ ved Mølledammen vilde han engang have skaaret ned til Fiskestang; nu var der gaaet mange Aar, og Træet var bleven tykkere end hans Arm. Han saa paa det med Forundring og gik videre.

Opad Elven florered endnu det ugennemtrængelige Vildnis af Bregner, en hel Skog, paa hvis Bund Kvæget havde trampet faste Veje, som Bregnebladene lukked sig over. Han stred sig gennem Vildnisset ligesom i Barndomsdagene, svømmende med Hænderne og ledende sig frem med Fødderne. Insekter og Kryb flygted for den vældige Mand.

Oppe ved Granitbruddet fandt han Slaapetorn, Hvidvejs og Violer. Han plukked endel, 92den hjemlige Duft kaldte ham tilbage til forgangne Dage. I det Fjærne blaaned Aaserne til Nabobygden, og paa den anden Side af Vaagen begyndte Gøgen at spille op.

Han satte sig; lidt efter begyndte han at nynne. Da hørte han Skridt nede paa Stien.

Det var Aften, Solen var nede; men Varmen stod og dirred i Luften. Over Skogene, Aaserne og Vaagen laa en endeløs Ro. En Kvinde kom opover mod Bruddet. Det var Victoria. Hun bar en Kurv.

Johannes rejste sig, hilste og vilde fjærne sig.

«Jeg vilde ikke forstyrre Dem,» sagde hun. «Det var nogle Blomster, jeg skulde have.»

Han svared ikke. Og han tænkte ikke over, at hun havde Alverdens Blomster i sin Have.

«Jeg tog en Kurv med til at have Blomsterne i,» fortsatte hun. «Men kanske jeg ikke finder nogen. Vi skal have dem til Selskabet. Vi skal have et Selskab.»

«Her er Hvidvejs og Violer,» sagde han. «Højere op plejer der at være Humle. Men det er kanske for tidlig paa Aaret til den.»

93«De er blegere end sidst,» bemærked hun til ham. «Det er over to Aar siden. De har været borte, har jeg hørt. Jeg har læst Deres Bøger.»

Han svared fremdeles ikke. Det faldt ham ind, at han kanske kunde sige: Ja, Godaften, Frøken! og gaa. Fra det Sted, hvor han stod, var der et Skridt ned til næste Sten, derfra et til hende, og siden kunde han trække sig tilbage, som om det faldt af sig selv. Hun stod midt i hans Vej. Hun havde en gul Kjole og en rød Hat paa, hun var sælsom og skøn; Halsen var nøgen.

«Jeg stænger Vejen for Dem,» mumled han og traadte ned. Han behersked sig for ikke at røbe nogen Sindsbevægelse.

Der var nu ét Skridt imellem dem. Hun gav ham ikke Plads til at komme videre, men blev staaende. De saa hinanden i Ansigtet. Pludselig blev hun meget rød, hun slog Øjnene ned og steg tilside; hendes Ansigt fik et raadvildt Udtryk, men hun smilte.

Han traadte forbi hende og standsed, hendes sørgelige Smil slog ham, hans Hjærte fløj til hende igen, og han sagde paa Maafaa:

94«Ja, De har naturligvis været mange Gange i Byen siden? Siden den Gang?… Nu ved jeg, hvor der plejed at være Blomster i gamle Dage: paa Haugen ved Deres Flagstang.»

Hun vendte sig om mod ham, og han saa med Forundring, at hendes Ansigt var bleven blegt og bevæget.

«Vil De komme til os den Aften?» sagde hun. «Om De vil komme til Selskabet? Vi skal have et Selskab,» vedblev hun, og hendes Ansigt begyndte igen at rødme. «Der kommer nogle fra Byen. Det blir om kort Tid, men jeg skal give Dem nærmere Besked. Hvad svarer De?»

Han svared ikke. Det var intet Selskab for ham, han hørte ikke til paa Slottet.

«De maa ikke sige Nej. Det skal ikke blive kedeligt for Dem, jeg har tænkt paa det, jeg har en Overraskelse til Dem.»

Pause.

«De kan ikke overraske mig mere,» svared han.

Hun bed sig i Læben; det fortvivlede Smil gik igen over hendes Ansigt.

95«Hvad vil De have mig til?» sagde hun tonløst.

«Jeg vil intet have Dem til, Frøken Victoria. Jeg sad her paa en Sten, jeg tilbyder at flytte mig.»

«Ak ja, jeg gik derhjemme, jeg gik der i hele Dag omkring, saa kom jeg hid. Jeg kunde have gaaet op efter Elven, paa en anden Vej, saa var jeg ikke kommet…»

«Kære Frøken, Stedet er Deres og ikke mit.»

«Jeg har gjort ondt imod Dem engang, Johannes, jeg vilde gøre det godt igen, rette paa det. Jeg har virkelig en Overraskelse, som jeg tror… det vil sige, som jeg haaber, De vil blive glad over. Jeg kan ikke sige mere. Men jeg vilde bede Dem denne Gang, at De var tilstede.»

«Dersom det kan være Dem til nogen Fornøjelse, saa skal jeg komme.»

«Vil De det?»

«Ja, jeg takker Dem for Deres Venlighed.»

Da han var kommet ned i Skogen, vendte han sig om og saa sig tilbage. Hun havde sat sig; Kurven stod ved Siden af hende. Han gik 96ikke hjem, men fortsatte at drive hen efter Vejen og tilbage igen. Tusind Tanker stred i ham. En Overraskelse? Hun sagde det nu, aldeles nylig, hendes Stemme skalv. En hed og nervøs Glæde opstaar i ham, faar hans Hjærte til at støde voldsomt, og han føler sig løftet op fra Vejen, han gaar paa. Og var det blot et Tilfælde, at hun var gulklædt ogsaa idag? Han havde set paa hendes Haand, hvor Ringen engang sad, – hun havde ingen Ring.

Der gaar en Time. Dunsterne af Skogen og Marken omsvæved ham, trak ind i hans Aande, ind i hans Hjærte. Han satte sig, lagde sig bagover med Hænderne foldede under Nakken og lytted en Tidlang til Gøgens Fløjten paa den anden Side af Vaagen. En lidenskabelig Fuglesang sittred i Luften omkring ham.

Saa havde han igen oplevet det! Da hun steg op til ham i Bruddet i sin gule Kjole og med sin blodrøde Hat, saa hun ud som en vandrende Sommerfugl, der traadte fra Sten til Sten og standsed foran ham. «Jeg vilde ikke forstyrre Dem,» sagde hun og smilte; hendes Smil var rødt, hele Ansigtet blev oplyst, hun 97strøed Stjærner ud. Der var kommet nogle fine, blaa Aarer paa hendes Hals, og de Par Fregner under Øjnene gav hende en varm Farve. Hun gik i sin tyvende Sommer.

En Overraskelse? Hvad var hendes Agt? Vilde hun kanske vise ham hans Bøger, lægge frem disse to, tre Bind og glæde ham med, at hun havde købt dem allesammen og skaaret dem op? Værsaagod, et bitte lidet Stykke Opmærksomhed og Blidentrøst! Forsmaa ikke mit ringe Bidrag!

Han rejste sig hæftigt og blev staaende. Victoria kom tilbage, hendes Kurv var tom.

«De fandt ingen Blomster?» spurgte han fraværende.

«Nej, jeg opgav det. Jeg søgte ikke heller, jeg bare sad der.»

Han sagde:

«Med det samme jeg husker det: De skal aldeles ikke gaa og mene, at De har gjort noget ondt imod mig. De har intet at gøre godt igen med nogen Slags Blidentrøst.»

«Ikke det,» svared hun overrumplet. Hun tænkte videre over det, saa paa ham og grunded. 98«Ikke det. Jeg trodde, at den Gang… Jeg vilde ikke, at De hele Tiden skulde gaa og bære Nag til mig for det, som hændte.»

«Nej, jeg bærer ikke Nag til Dem.»

Hun tænker endnu en Stund. Pludselig knejser hun.

«Saa er det godt,» siger hun. «Nej, det burde jeg jo have vidst. Saa meget Indtryk efterlod det ikke. Jaja, saa taler vi ikke mere om det.»

«Nej, lad os ikke det. Mine Indtryk er Dem ligegyldige nu som før.»

«Adjø,» sagde hun. «Adjø saalænge.»

«Adjø,» svared han.

De gik hver sin Vej. Han standsed og vendte sig. Der gik hun nu. Han strakte Hænderne ud og hvisked, sagde ømme Ord for sig selv: Jeg bærer ikke Nag til Dem, nej, nej, det gør jeg ikke; jeg elsker Dem endnu, elsker Dem…

«Victoria!» raabte han.

Hun hørte det, hun rykked til og vendte sig om, men vedblev at gaa.

*

99Der forløb nogle Dage. Johannes gik i den højeste Uro og arbejded ikke, sov ikke; han tilbragte næsten hele Dagen i Skogen. Han traadte op paa den svære Furuhaug, hvor Slottets Flagstang stod; der var Flag paa Stangen. Der var ogsaa hejst Flag paa Slottets runde Taarn.

En besynderlig Spænding greb ham. Der skulde komme Fremmede til Slottet, der skulde være Fest.

Eftermiddagen var stille og varm; Elven løb som en Puls gennem det hede Landskab. Et Dampskib gled ind mod Land og efterlod en Vifte af hvide Striber udover Vaagen. Nu kørte fire Vogne ud fra Slottets Gaardsplads og tog Vejen ned til Bryggen.

Skibet lagde til, Herrer og Damer steg iland og tog Plads i Vognene. Da begyndte en Række Skud at knalde fra Slottet; to Mand stod oppe i det runde Taarn og laded og skød, laded og skød med Jagtgeværer. Da de havde løst af en og tyve Skud, rulled Vognene indad Slotsporten, og Skydningen ophørte.

Javel, der skulde være Fest paa Slottet; de Fremmede blev modtagne med Flagning og 100Salut. I Vognene sad nogle Militære; kanske Otto var med, Løjtnanten.

Johannes steg ned fra Haugen og begav sig hjemover. Han blev indhentet af en Mand fra Slottet, som standsed ham. Manden bar et Brev i Luen, han var sendt af Frøken Victoria og skulde have Svar.

Johannes læste Brevet med bankende Hjærte. Victoria indbød ham alligevel, tilskrev ham i hjærtelige Ord og bad ham komme. Det var nu denne Gang, hun vilde bede ham. Svar med Budet.

En underlig og uventet Glæde var vederfaret ham, Blodet steg ham til Hovedet, og han svared Manden, at han vilde komme, ja, Tak, han vilde komme straks. Værsaagod!

Han rakte et latterlig stort Pengestykke til Budet og iled hjem forat klæde sig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.