VIII

101For første Gang i sit Liv traadte han indad Slottets Port og begav sig opad Trappen til anden Etage. Der summed ham Stemmer imøde indefra, hans Hjærte slog stærkt, han banked paa og steg ind.

Den endnu unge Slotsfrue kom ham imøde og hilste venligt paa ham, trykked hans Haand. Glæded hende at se ham, hun husked ham fra den Tid, han ikke var højere end saa; nu var han en stor Mand… Og det var, som om Slotsfruen vilde have sagt noget mere, hun holdt hans Haand længe og saa forskende paa ham.

102Ogsaa Slotsherren kom tilstede og rakte ham Haanden. Som hans Hustru havde sagt, en stor Mand, i mere end en Betydning en stor Mand. En berømt Mand. Glæded ham meget…

Han blev præsenteret for Herrer og Damer, for Kammerherren, der havde sine Ordener paa, for Fru Kammerherreinden, for en Godsejer fra Nabobygden, for Otto, Løjtnanten. Victoria saa han ikke.

Der gik en rum Tid. Victoria traadte ind, bleg, endog usikker; hun ledte en ung Pige ved Haanden. De gik en Runde gennem Salen, hilste paa alle, talte lidt med hver. De standsed ved Johannes.

Victoria smilte og sagde:

«Se, her er Camilla, er ikke det en Overraskelse? I kender hinanden.»

Hun stod lidt og saa paa dem begge, saa gik hun ud af Salen.

Johannes blev i det første Øjeblik staaende stiv og fortumlet paa Pletten. Her var Overraskelsen; Victoria havde venligst skaffet en anden i sit Sted. Hør her, gaa nu hen og hav 103hinanden, I Mennesker! Vaaren staar i Flor, Solen skinner; slaa Vinduerne op, om I saa vil, for der er Duft i Haven, og der leger ogsaa Stærer i Birketopperne derude. Hvorfor taler I ikke til hinanden? Men saa le dog!

«Ja, vi kender hinanden,» sagde Camilla ligefrem. «Det var her, De trak mig op af Vandet dengang.»

Hun var ung og lys, munter, rosenrødt klædt, i sit syttende Aar. Johannes bed Tænderne sammen og lo og spøgte. Lidt efter lidt begyndte virkelig hendes glade Ord at forfriske ham, de talte sammen længe, hans Hjærtebanken stilned af. Hun havde endnu den yndige Vane fra yngre Aar at lægge Hovedet paaskakke og lytte ventende, naar han sagde noget. Han kendte hende igen, hun overrasked ham ikke.

Victoria kom ind igen, hun tog Løjtnanten under Armen, trak ham med og sagde til Johannes:

«Kender De Otto, – min Forlovede? De husker ham vel.»

Herrerne husked hinanden. De siger de nødvendige Ord, gør de nødvendige Buk og 104spredes. Johannes og Victoria staar alene tilbage. Han siger:

«Var dette Overraskelsen?»

«Ja,» svarer hun pint og utaalmodig, «jeg gjorde det bedste, jeg kunde, jeg vidste ikke noget andet at gøre. Vær nu ikke urimelig, tak mig heller; jeg saa, De blev glad.»

«Jeg takker Dem. Ja, jeg blev glad.»

En ubodelig Fortvivlelse slog ned over ham, hans Ansigt blev ligblegt. Havde hun engang gjort ham noget ondt, saa var det nu saa rigelig rettet paa og trøstet. Han var hende oprigtig taknemmelig.

«Og saa lægger jeg Mærke til, at De har Deres Ring paa idag,» sagde han dump. «Tag den nu ikke af igen.»

Pause.

«Nej, nu tager jeg den nok ikke af mere,» svared hun.

De saa hinanden i Øjnene. Hans Læber bæved, han viste hen til Løjtnanten med Hovedet og sagde hæst og grovt:

«De har Smag, Frøken Victoria. Han er en skøn Mand. Hans Epauletter sætter Skuldre i ham.»

105Hun svared tilbage med megen Ro:

«Nej, han er ikke skøn. Men han er en dannet Mand. Det vejer ogsaa lidt.»

«Den var til mig, Tak.» Han lo højt og sagde med en uforskammet Tilføjelse: «Og der er Penge i hans Lomme, de vejer mere.»

Hun fjærned sig med ét.

Han gled om fra Væg til Væg som en Fredløs. Camilla talte til ham, spurgte om noget, og han hørte det ikke og svared ikke. Hun sagde noget igen, berørte endog hans Arm og spurgte forgæves paany.

«Nej, nu gaar han og tænker,» raabte hun leende. «Han tænker, han tænker!»

Victoria hørte det og svared:

«Han vil være alene. Han sendte ogsaa mig bort.» Men pludselig traadte hun helt hen til ham og sagde højt: «De gaar vist og grunder paa en Undskyldning til mig. Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har tværtimod en Undskyldning at gøre Dem, fordi jeg sendte Dem Indbydelsen saa sent. Det var meget uopmærksomt af mig. Jeg glemte Dem lige til det sidste, jeg havde nær glemt Dem aldeles. 106Men jeg haaber, De tilgiver mig, for jeg havde saa meget at tænke paa.»

Han stirred maalløs paa hende; endog Camilla saa fra den ene til den anden og syntes forbauset. Victoria stod med sit kolde, blege Ansigt lige foran dem og havde en tilfreds Mine. Hun var hævnet.

«Dette er nu vore unge Kavallerer,» sagde hun til Camilla. «Vi maa ikke vente os formeget af dem. Dèr borte sidder min Kæreste og taler om Elgjagt, og her staar Digteren og tænker… Sig noget, Digter!»

Han rykked til; Aarene i hans Tindinger blaaned.

«Javel. De beder mig om at sige noget. Javel.»

«Ak nej, anstræng Dem ikke.»

Hun vilde allerede gaa.

«Forat gaa lige løs paa Sagen,» sagde han langsomt og smilende, men hans Stemme skalv; «forat begynde midt indi: har De nylig været forelsket, Frøken Victoria?»

Der blev i nogle Sekunder aldeles stille; alle tre hørte sine Hjærter slaa. Camilla svared bange:

«Victoria er naturligvis forelsket i sin 107Kæreste. Hun er netop bleven forlovet, ved De ikke det?»

Dørene til Spisesalen sloges op.

*

Johannes fandt sin Plads og blev staaende foran den. Hele Bordet gynged op og ned for hans Øjne, han saa mange Mennesker og hørte en Brusen af Røster.

«Ja, værsaagod, der er Deres Plads,» sagde Slotsfruen venligt. «Bare nu alle vilde sætte sig engang.»

«Undskyld!» sagde pludselig Victoria lige bag ham.

Han traadte tilside.

Hun tog hans Kort og flytted det nogle Pladse ned, syv Pladse ned, ved Siden af en gammel Mand, som engang havde været Huslærer paa Slottet, og som havde Ord for at drikke. Hun bragte et andet Kort tilbage og satte sig ned.

Han stod og saa paa det hele. Slotsfruen gav sig ilde berørt noget at gøre paa den anden Side af Bordet og undlod at se paa ham.

108Han blev end mere fortumlet end før og trak opreven nedover til sin nye Plads; den første blev optagen af en af Ditlefs Venner fra Byen, en ung Mand med Diamantknapper i Brystet. Ved hans venstre Side sad Victoria, ved hans højre Camilla.

Og Middagen begyndte.

Den gamle Huslærer husked Johannes fra Barneaarene, og en Samtale kom istand imellem dem. Han fortalte, at ogsaa han havde dyrket Poesien i sine unge Dage, han havde Manuskripterne liggende, Johannes skulde ved Lejlighed faa læse dem. Nu var han kaldet hit til dette Hus’ Jubeldag, forat han kunde deltage i Familjens Glæde over Victorias Forlovelse. Slotsherren og Slotsfruen havde beredt ham denne Overraskelse af gammelt Venskab.

«Jeg har intet læst af Dem,» sagde han. «Jeg læser mig selv, naar jeg vil læse noget; jeg har Digte og Fortællinger liggende i min Skuffe. De skal udgives efter min Død; jeg ønsker dog, at Publikum skal vide, hvem jeg var. Ak ja, vi lidt ældre i Faget er ikke saa 109snare til at bringe alt i Trykkeriet, som man er nu for Tiden. Skaal.»

Maaltidet skrider frem. Slotsherren banker paa sit Glas og rejser sig. Hans fornemme, magre Ansigt spiller af Bevægelse, og han giver Indtryk af at være meget glad. Johannes luder Hovedet dybt ned. Der er intet i hans Glas, og ingen giver ham noget; han fylder det selv til Randen og luder sig atter ned. Nu kom det!

Talen var lang og smuk og modtages med megen glad Støj; Forlovelsen var erklæret. En Mængde gode Ønsker strømmed sammen fra alle Kanter af Bordet til Slotsherrens Datter og Kammerherrens Søn.

Johannes drak sit Glas ud.

Nogle Minutter efter er hans Oprevethed vegen bort, hans Ro vendt tilbage; Champagnen brænder dæmpet gennem hans Aarer. Han hører, at ogsaa Kammerherren taler, og at der atter raabes Bravo og Hurra og klinkes med Glas. En Gang ser han hen til Victorias Plads; hun er bleg og synes forpint, hun ser ikke op. Derimod nikker Camilla til ham og smiler, og han nikker tilbage.

110Huslæreren taler videre ved hans Side:

«Det er skønt, det er skønt, at to faar hinanden. Det faldt ikke i min Lod. Jeg var ung Student, store Udsigter, megen Begavelse; min Fader havde et gammelt Navn, stort Hjem, Rigdom, mange, mange Skibe. Saa jeg tør endog sige meget store Udsigter havde jeg. Hun var ogsaa ung og højt paa Straa. Jeg kommer da til hende og aabner mit Hjærte. Nej, svarer hun. Kan De forstaa hende? Nej, det vilde hun ikke, sagde hun. Jeg gjorde da det, jeg kunde, jeg arbejded videre og tog det som en Mand. Saa kom min Faders Uaar, Forlisene, Endossementsskylden, kort sagt, han gik fallit. Hvad gjorde jeg da? Tog det atter som en Mand. Nu er det, at hun virkelig ikke udebliver længer, den Pige, jeg taler om. Hun kommer igen, opsøger mig i Byen. Hvad vilde hun mig? vil De spørge. Jeg var bleven fattig, jeg havde faaet en liden Lærerpost, alle mine Udsigter var forsvundne og mine Poesier kastet ned i Skuffen, – nu kom hun og vilde det. Vilde det!»

Huslæreren saa paa Johannes og spurgte:

«Kan De forstaa hende?»

111«Men saa var det Dem, som ikke vilde?»

«Kunde jeg det, spørger jeg? Blottet, blottet, nøgen, en Lærerpost, Petum i Piben bare til Søndags, – hvor vil De hen? Jeg kunde ikke gøre hende saa ondt. Men jeg siger bare: kan De forstaa hende?»

«Og hvor blev der af hende siden?»

«Ak, Gud, De svarer ikke paa mit Spørgsmaal. Hun gifted sig med en Kaptejn. Det var Aaret efter. Med en Kaptejn i Artilleriet. Skaal.»

Johannes sagde:

«Man siger om visse Kvinder, at de søger efter Anvendelse for sin Medlidenhed. Gaar det godt med Manden, saa hader de ham og føler sig tilovers; gaar det ham galt, og han faar Nakken bøjet, saa hoverer de og siger: her er jeg.»

«Men hvorfor slog hun ikke til i de gode Dage? Jeg havde Udsigter som en liden Gud.»

«Hun vilde altsaa vente, til De var bøjet til Jorden. Gud ved det.»

«Men jeg blev ikke bøjet til Jorden. Aldrig. Jeg beholdt min Stolthed og gav hende Kurven. Hvad siger De saa?»

112Johannes taug.

«Men De har kanske Ret,» sagde den gamle Huslærer. «De har ved Gud og alle hans Engle Ret i det, De siger,» udbrød han pludselig oplivet og drak paany. «Hun tog en gammel Kaptejn tilsidst; hun plejer ham, deler op Maden til ham og er Herre i Huset. En Kaptejn i Artilleriet.»

Johannes saa op. Victoria sad med sit Glas i Haanden og stirred henover til ham. Hun holdt Glasset højt ivejret. Han følte et Stød gennem sig, og ogsaa han greb sit Glas. Hans Haand rysted.

Da kaldte hun højt paa hans Sidemand og lo; det var Huslærerens Navn hun raabte.

Johannes satte ydmyget sit Glas ned og smilte endog raadløst hen i Luften. Alle havde set paa ham.

Den gamle Huslærer blev rørt til Taarer over denne venlige Opmærksomhed fra hans Elev. Han skyndte sig og drak ud.

«Og her gaar nu jeg, gamle Mand,» vedblev han, «gaar her og træder Jorden, alene og ukendt. Det blev min Lod. Ingen ved, hvad 113der bor i mig; men ingen har hørt mig knurre. Hvordan er det, kender De Turtelduen? Er det ikke Turtelduen, denne store Sørgmodige, som først muddrer det klare, glade Kildevand, før den drikker det?»

«Det ved jeg ikke.»

«Nejvel. Men det er den. Og det samme gør jeg. Jeg fik ikke hende, som jeg skulde have i Livet; men jeg er aldeles ikke saa fattig paa Glæder alligevel. Men jeg muddrer dem op. Bestandig saa muddrer jeg dem op. Saa kan ikke Skuffelsen faa Overhaand med mig bagefter. Der ser De Victoria. Hun drak med mig nu. Jeg har været hendes Lærer; nu skal hun gifte sig, og det glæder mig, jeg føler en rent personlig Lykke ved det, som om hun var min egen Datter. Nu blir jeg kanske Lærer for hendes Børn. Jo, der er virkelig adskillige Glæder i Livet alligevel. Men det, De sagde om Medlidenheden og Kvinden og den bøjede Nakke, – jo mere jeg tænker paa det, desto mere Ret har De. Det ved Gud, De har… Undskyld et Øjeblik.»

Han rejste sig, greb sit Glas og gik hen til 114Victoria. Han vakled allerede lidt paa Benene og gik meget foroverbøjet.

Der holdtes flere Taler, Løjtnanten talte, Godsejeren fra Nabobygden hæved sit Glas for Kvinden, for Fruen i Huset. Pludselig steg Herren med Diamantknapperne op og nævnte Johannes’ Navn. Han havde faaet Tilladelse til, hvad han gjorde, han vilde bringe den unge Digter en Hilsen fra de Unge. Det var lutter venlige Ord, en velment Tak fra Jævnaldrende, fuld af Anerkendelse og Beundring.

Johannes trodde næsten ikke sine egne Øren. Han hvisked til Huslæreren:

«Er det mig, han taler for?»

Huslæreren svared:

«Ja. Han kom mig i Forkøbet. Jeg vilde selv have gjort det, Victoria bad mig om det allerede i Eftermiddag.»

«Hvem bad Dem om det, siger De?»

Huslæreren stirred paa ham.

«Ingen,» svared han.

Under Talen rettedes alles Øjne paa Johannes, endog Slotsherren nikked til ham, og Fru Kammerherreinden satte sin Lorgnet for 115Øjnene og saa paa ham. Da Talen var endt, drak alle.

«Giv ham det nu igen,» sagde Huslæreren. «Han stod der og holdt den Tale for Dem. Det burde have tilkommet en ældre i Faget. Jeg var desuden aldeles ikke enig med ham. Aldeles ikke.»

Johannes saa henefter Bordet til Victoria. Det var hun, som havde faaet Herren med Diamantknapperne til at tale; hvorfor havde hun det? Først havde hun henvendt sig til en anden derom, allerede tidlig paa Dagen havde hun det i Tankerne; hvorfor havde hun det? Nu sad hun og saa ned, og ingen Mine forraadte hende.

Pludselig dugger en dyb og hæftig Bevægelse hans Øjne, han kunde have kastet sig for hendes Fødder og takket hende, takket hende. Han vilde gøre det senere, efter Maaltidet.

Camilla sad og talte tilhøjre og venstre og smilte med hele Ansigtet. Hun var tilfreds, hendes sytten Aar havde bragt hende intet uden idel Glæde. Hun nikked gentagne Gange til Johannes og gjorde Miner til ham, at han skulde rejse sig.

116Han rejste sig.

Han talte kort, hans Stemme lød dyb og bevæget: I den Fest, hvormed Huset fejred en glædelig Begivenhed, var ogsaa han – en helt Udenforstaaende – dragen frem af sin Ubemærkethed. Han vilde takke den, hos hvem dette elskværdige Paafund først var opstaaet, og den, som havde sagt ham saa mange behagelige Ord. Men han kunde heller ikke glemme at paaskønne den Velvilje, hvormed det hele Selskab havde paahørt hans – den Udenforstaaendes – Ros. Den eneste Adkomst, han i det hele taget havde til at faa være tilstede ved denne Anledning, var den, at han var Søn af Slottets Nabo i Skogen…

«Ja!» raabte pludselig Victoria med flammende Øjne.

Alle saa paa hende, hendes Kinder var røde, og hendes Bryst bølged op og ned. Johannes holdt inde. En pinlig Taushed indtraadte.

«Victoria?» sagde Slotsherren forundret.

«Fortsæt!» raabte hun igen. «Det er Deres eneste Adkomst; men tal videre!» Saa sluktes brat hendes Øjne, hun begyndte at smile hjælpeløst 117og ryste paa Hovedet. Derpaa henvendte hun sig til sin Fader og sagde: «Jeg mente bare at overdrive. Han staar jo og overdriver selv. Nej, jeg vilde ikke forstyrre…»

Johannes hørte paa denne Forklaring og fandt en Udvej; hans Hjærte slog hørligt. Han lagde Mærke til, at Slotsfruen betragted Victoria med Taarer i Øjnene og med uendelig Overbærenhed.

Ja, han havde overdrevet, sagde han; Frøken Victoria havde Ret. Hun havde været saa elskværdig at minde ham om, at han ikke alene var Naboens Søn, men ogsaa Slotsbørnenes Legekammerat fra Barndommen, og det var denne sidste Omstændighed, han skyldte sin Nærværelse her nu. Han takked hende; saaledes var det. Han hørte hjemme her paa Stedet, Slottets Skoge var engang hans hele Verden, bagenfor dem blaaned det ukendte Land, Æventyret. Men i de Aar kunde han ofte faa Bud fra Ditlef og Victoria om, at de vilde have ham med paa en Udflugt eller en Leg, – dette var hans Barndoms store Oplevelser. Senere, naar han havde tænkt det over, maatte han erkende, at disse 118Stunder havde havt en Betydning for hans Liv, som ingen kendte, og var det saa – som det netop var bleven udtalt – at det, han skrev, kunde blusse iblandt, saa kom det af, at Minderne fra den Tid tændte ham; det var Genskinnet af den Lykke, hans to Kammerater havde beredt ham i Barndommen. Derfor havde ogsaa de sin store Del i det, han frembragte. Til de almindelige gode Ønsker i Anledning af Forlovelsen vilde han da føje en personlig Tak til begge Slotsbørnene for de gode Aar i Barndommen, dengang da hverken Tid eller Ting var kommet dem imellem, den glade, korte Sommerdag…

Talen var endt, Selskabet drak, spiste videre og begyndte paany Passiaren. Ditlef bemærked tørt til sin Moder:

«Jeg har aldrig vidst, at det egentlig var mig, som har skrevet hans Bøger. Hvad?»

Men Slotsfruen lo ikke. Hun drak med sine Børn og sagde:

«Tak ham, tak ham. Det var meget forstaaeligt; saa alene, som han var som Barn… Hvad gør du, Victoria?»

119«Jeg vil sende Pigen bort til ham med denne Syringren til Tak. Kan jeg ikke det?»

«Nej,» svarer Løjtnanten.

*

Efter Middagen spredte Selskabet sig i Stuerne, paa den store Altan og endog nede i Haven. Johannes søgte ned i første Etage og kom ind i Havestuen. Der var flere tilstede, et Par røgende Herrer, Godsejeren og en til, der talte halvhøjt om Slotsherrens Finanser. Hans Gaard var vanskøttet, gengroet, Gærderne nede, Skogene udhuggede; det skulde efter Sigende endog falde ham vanskeligt at betale den forbausende høje Assurance paa Huset.

«Hvormeget er det assureret for?»

Godsejeren nævnte Summen, en paafaldende Sum.

Forresten var der aldrig sparet paa Pengene paa Slottet, Summerne var altid store der. Hvad kosted for Eksempel ikke en slig Middag! Men nu skulde der se tomt ud allevegne, endog i Slotsfruens bekendte Juvelskrin, og derfor skulde Svigersønnens Penge genrejse Herligheden.

120«Hvormeget har han, mon?»

«Aa, fy, han har saa uransageligt med Penger, at.»

Johannes rejste sig igen og gik ned i Haven. Syrinerne blomstred, Strømme af Duft af Aurikler og Pinseliljer, Jasminer og Liljekonvaller slog ham imøde. Han søgte sig en Krog nede ved Muren og satte sig paa en Sten; et Buskads skjulte ham for Alverden. Han var udmattet af Sindsbevægelser, slavetræt, hans Forstand formørket; han tænkte paa at rejse sig og gaa hjem, men blev siddende, dump og sløv. Da hører han en Mumlen fremme paa Grusgangen, nogen kommer, han genkender Victorias Stemme. Han holder Aanden og venter lidt, da blinker det ogsaa i Løjtnantens Uniform gennem Løvet. De Forlovede spadserer sammen.

«Jeg synes ikke,» siger han, «at dette hænger rigtigt sammen. Du hører paa, hvad han siger, du sidder og bryder dig om hans Tale og skriger op. Hvad betydde egentlig det?»

Hun standser og staar høj foran ham.

«Vil du vide det?» siger hun.

«Ja.»

121Hun tier.

«Det kan være mig det samme, hvis det intet betydde,» vedbliver han. «Da behøver du ikke at sige det.»

Hun synker igen sammen.

«Nej, det betydde ikke noget,» svarer hun.

De begynder igen at gaa. Løjtnanten aksler nervøst sine Epauletter og udtaler højt:

«Han skulde agte sig lidt. En Officers Haand kunde ellers stryge ham om Ørene.»

De tog Vejen til Lysthuset.

Johannes blev en Tidlang siddende paa Stenen, dump og forpint som før. Alt begyndte at blive ham ligegyldigt. Løjtnanten havde fattet Mistanke til ham, og hans Forlovede gjorde paa Stand Rede for sig. Hun sagde det, som skulde siges, stilled Officerens Hjærte tilfreds og gik videre med ham. Og Stærene pludred i Grenene over deres Hoveder. Javel. Maatte Gud beskære dem et langt Liv… Han havde talt for hende ved Middagen og revet sit Hjærte ud; det havde kostet ham meget at rette paa og dække over hendes uforskammede Afbrydelse, og hun havde ikke takket ham derfor. Hun havde grebet sit 122Glas og drukket. Skaal, se paa mig, hvor pent jeg drikker… Se forøvrigt paa en Kvinde fra Siden, naar hun drikker. Lad hende drikke af en Kop, af et Glas, af hvadsomhelst, men se paa hende fra Siden. Hun skaber sig, saa det er en Gru. Hun spidser Munden og dypper den yderste Rand af den ned i Drikken, og hun er fortvivlet, hvis man herunder lægger Mærke til hendes Haand. Se i det hele taget ikke en Kvinde paa Haanden. Hun udstaar det ikke, hun kapitulerer. Hun begynder straks at rykke sin Haand til sig, at lægge den i en skønnere og skønnere Stilling, altsammen forat skjule en Rynke eller en mindre velformet Negl. Tilsidst holder hun det ikke længer ud, men spørger ude af sig selv: hvad ser De paa?… Hun havde engang kysset ham, engang, en Sommer. Det var saa længe siden, Gud ved, om det endog var sandt. Hvordan var det, sad de ikke paa en Bænk? De talte længe sammen, og da de gik, kom han hende saa aldeles nær, at han berørte hendes Arm. Udenfor en Entré kyssed hun ham. Jeg elsker Dem! sagde hun… Nu gik de forbi, de sad kanske endnu i Lysthuset. Løjtnanten 123vilde give ham et Slag paa Øret, sagde han. Han hørte det saa godt, han sov ikke, men han rejste sig heller ikke og traadte frem. En Officers Haand, sagde han. Javel, det var ham ligegyldigt…

Han stod op fra Stenen og gik efter til Lysthuset. Det var tomt. Oppe ved Hovedbygningens Veranda stod Camilla og raabte paa ham; værsaagod, der var Kaffe i Havestuen. Han fulgte hende. De Forlovede sad i Havestuen; der var ogsaa flere andre tilstede. Han fik sin Kaffe, traadte tilbage og fandt sig en Plads.

Camilla begyndte at tale med ham. Hun var saa lys af Ansigt og saa paa ham med aabne Øjne, han kunde ikke modstaa hende, han talte med, svared paa hendes Spørgsmaal og lo. Hvor havde han været henne? I Haven? Det var slet ikke sandt, hun havde ledt i Haven og ikke fundet ham. Langtifra, i Haven havde han ikke været.

«Var han vel i Haven, Victoria?» spørger hun.

Victoria svarer:

«Nej, jeg saa ham ikke.»

124Løjtnanten tilkaster hende et forbittret Blik, og forat give sin Forlovede et Varsko siger han unødig højt over Gulvet til Godsejeren:

«Var det saa, at De vilde tage mig med paa Rugdejagt hos Dem?»

«Javel,» svarer Godsejeren. «Velkommen.»

Løjtnanten ser hen paa Victoria. Hun siger intet og sidder som før, afholder ham aldeles ikke fra denne Rugdejagt hos Godsejeren. Det trækker mere og mere op i hans Ansigt, han stryger sit Overskæg med nervøse Bevægelser.

Camilla retter atter et Spørgsmaal til Victoria.

Da rejser Løjtnanten sig med en snar Bevægelse og siger til Godsejeren:

«Godt, saa tager jeg med Dem iaften, straks.»

Dermed forlader han Stuen.

Godsejeren og nogle andre følger efter.

Der blev en kort Pause.

Pludselig gaar Døren op, og Løjtnanten træder atter ind. Han er i den største Ophidselse.

«Har du glemt noget?» spørger Victoria og rejser sig.

Han gør nogle hoppende Skridt ved Døren, 125som om han ikke kunde staa stille, og gaar lige hen til Johannes, hvem han ligesom i Forbigaaende støder til med Haanden. Derpaa løber han tilbage til Døren og vedbliver at hoppe.

«Tag Dem dog i Agt, Mand, De stødte mig i Øjet,» sagde Johannes og lo hult.

«De tager fejl,» svared Løjtnanten, «jeg gav Dem en Ørefig. Forstaar De? forstaar De?»

Johannes greb til Lommetørklædet, tørred sig i Øjet og sagde:

«Det mener De ikke. De ved jo, at jeg kan lægge Dem dobbelt og stikke Dem i Lommen.»

I det samme rejste han sig.

Da aabned Løjtnanten ilsomt Døren og traadte udenfor.

«Jeg mener det!» skreg han tilbage. «Jeg mener det, Øg!»

Saa slog han Døren i med et Skrald.

Johannes satte sig igen.

Victoria stod endnu omtrent midt paa Gulvet. Hun saa paa ham og var bleg som et Lig.

«Stødte han Dem?» spurgte Camilla i højeste Forundring.

«Af Vanvare. Han traf mig i Øjet. Vil De se.»

126«Gud, det er jo rødt, der er Blod. Nej, gnid det ikke, lad mig hælde Vand paa. Deres Lommetørklæde er saa grovt, se her, tag det igen; jeg bruger mit eget. Har man set Magen, lige i Øjet!»

Victoria rakte ogsaa sit Lommetørklæde ud. Hun sagde intet, kun hendes Læber dirred. Derpaa gik hun ganske langsomt hen til Glasdøren, hvor hun blev staaende med Ryggen til Stuen og se ud. Hun rev sit Lommetørklæde op i smaa Strimler. Nogle Minutter efter aabned hun Døren og forlod Havestuen stille og stum.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.