143Dagen efter – Søndag – kom Slotsherren i egen Person til Mølleren og bad ham møde op ved Middagstider og køre Løjtnant Otto’s Lig ned til Dampskibet. Mølleren forstod ham ikke og stirred paa ham; men Slotsherren forklared kort, at alle hans Folk havde faaet fri, de var gaaet til Kirke, der var ingen af Tjenerne hjemme.
Slotsherren havde vist ikke sovet om Natten, han saa ud som en Død og var desuden ubarberet. Han svinged dog med Spadserstokken paa sin sædvanlige Maade og holdt sig rank.
Mølleren tog sin bedste Trøje paa og gik afsted. Da han havde spændt Hestene for, var 144Slotsherren ham selv behjælpelig med at bære Liget ud paa Vognen. Alt gik stille, næsten hemmelighedsfuldt for sig, ingen var tilstede og saa paa.
Mølleren kørte afsted til Bryggen. Bagefter kom Kammerherren og Fru Kammerherreinden, desuden Slotsfruen og Victoria. De var alle som en tilfods. Slotsherren saaes at staa alene tilbage paa Trappen og hilse gentagne Gange; Vinden rusked i hans graa Haar.
Da Liget var bragt ombord, steg Følget efter. Fra Rælingen raabte Slotsfruen iland til Mølleren, at han maatte hilse Slotsherren, og Victoria bad ham derpaa om det samme.
Saa damped Skibet bort. Mølleren stod længe og saa efter det. Der blæste dygtigt, og Vaagen var oprørt; først efter et Kvarters Tid forsvandt Skibet om Øerne. Mølleren kørte hjemad.
Han satte Hestene i Stalden, gav dem Foder og vilde gaa ind og overbringe Slotsherren de Hilsener, han havde med. Køkkendøren viste sig imidlertid at være stængt. Han gik rundt Huset og vilde komme ind Hovedvejen; ogsaa 145Hoveddøren var stængt. Det er Middagstid, og Slotsherren sover, tænkte han. Men da han var en nøjagtig Mand, som vilde udrette, hvad han havde paataget sig, gik han ned i Borgstuen forat træffe nogen, som han kunde levere sine Hilsener til. I Borgstuen var der ikke et Menneske. Han gik atter ud, søgte rundt omkring og kom endog ind i Pigernes Stue. Heller ikke der var nogen. Hele Gaarden var uddøet.
Han vilde just gaa ud igen, da han fik se Skinnet af et Lys i Slottets Kælder. Han blev staaende. Gennem de smaa, tilgittrede Vinduer kunde han tydelig se en Mand, som kom ind i Kælderen med et Lys i den ene Haand og en rød, silkestoppet Stol i den anden. Det var Slotsherren. Han var barberet og gik i sort Kjole, som til Fest. Jeg kunde kanske banke paa Vinduet til ham og hilse fra Fruen, tænkte Mølleren, men blev staaende.
Slotsherren saa sig om, lyste omkring sig og saa sig om. Han trak frem en Sæk, hvori der syntes at være Hø eller Straa, og lagde den henne ved Indgangsdøren. Derpaa hældte han 146noget flydende over Sækken fra en Kande. Han bragte dernæst Kasser, Halm og en henslængt Blomstertrappe hen til Døren og overhældte ogsaa dette af Kanden; Mølleren lagde Mærke til, at han herunder var omhyggelig for ikke at søle sine Fingre eller sine Klæder til. Han tog den lille Stump Lys og plasered den ovenpaa Sækken, derpaa omgav han den forsigtig med Halm. Saa satte Slotsherren sig i Stolen.
Mølleren stirred mere og mere himmelfalden paa disse Anstalter, hans Øjne stod som naglede paa Kældervinduet, og der faldt en mørk Anelse ned i hans Sjæl. Slotsherren sad ganske stille i Stolen og saa paa Lyset, hvorledes det brændte længer og længer ned; han holdt Hænderne foldede. Mølleren ser, at han knipser et Støvgran af sit sorte Kjoleærme og folder atter Hænderne.
Da udstøder den gamle, forfærdede Møller et Skrig.
Slotsherren drejer Hovedet og ser ud af Vinduet. Pludselig springer han op og kommer helt hen til Vinduet, hvor han blir staaende 147og stirre ud. Det var et Blik, hvori Alverdens Lidelse stod malet. Hans Mund er sært forvreden, han strækker begge sine knyttede Hænder hen mod Vinduet, truende, stumt; tilsidst truer han blot med den ene Haand og gaar baglænds indad Kældergulvet. Da han stødte til Stolen, vælted Lyset. I samme Øjeblik slog en vældig Lue op.
Mølleren skriger og springer ud. Han farer et Øjeblik rundt paa Gaarden ganske sandseløs af Rædsel og kan ingen Raad finde. Han løber til Kældervinduet, sparker Ruderne itu og raaber; saa bøjer han sig ned, griber med sine Næver om Jærnsprinklerne og rykker i dem, bøjer dem, river dem ud.
Da hører han en Røst fra Kælderen, en Røst uden Ord, et Støn, som af en Død i Jorden, det lyder to Gange, og Mølleren flygter skrækslagen bort fra Vinduet, henover Gaarden, ned paa Vejen og hjem. Han turde ikke se sig tilbage.
Da han nogle Minutter senere sammen med Johannes kom til Stedet, stod hele Slottet, det gamle, store Træhus, i lys Lue. Et Par 148Mand fra Bryggen var ogsaa kommet til; men heller ikke de kunde gøre noget. Alt var fortabt.
Men Møllerens Mund var taus som Graven.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns roman Victoria, med undertittel «En Kærligheds Historie», kom ut første gang i 1898, men regnes fremdeles i dag som en av de beste kjærlighetsfortellingene i den norske litteraturhistorien.
«Møllerens Søn», Johannes, og datteren på den nærliggende herregården, Victoria, elsker hverandre, men klasseskille, sosiale forventninger, pengesorger og andre omstendigheter gjør det vanskelig for dem.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no).
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.