XI

149Spørger nogen, hvad Kærligheden er, da er den intet andet end en Vind, som suser i Roserne og derpaa stilner af. Men ofte er den ogsaa som et ubrydeligt Segl, der varer for Livet, varer til Døden. Gud har skabt den af mange Slags og set den vare eller forgaa:

To Mødre gaar paa en Vej og taler sammen. Den ene er klædt i glade, blaa Klæder, fordi hendes Elsker er kommet hjem fra Rejse. Den anden er klædt i Sorg. Hun havde tre Døttre, de to mørke, den tredje lys, og den Lyse døde. Det er ti Aar siden, ti hele Aar, og Moderen bærer dog paa Sorg for hende.

– Det er saa herligt idag! jubler den blaaklædte Moder og slaar Hænderne sammen. 150– Varmen beruser mig, Kærligheden beruser mig, jeg er fuld af Lykke. Jeg kunde klæde mig nøgen her paa Vejen og strække mine Arme mod Solen og kysse imod den.

Men den Sortklædte er stille og smiler ikke og svarer ikke.

– Sørger du endnu over din lille Pige? spørger den Blaa i sin Hjærtens Uskyldighed. – Er det ikke ti Aar, siden hun døde?

Den Sorte svarer:

– Jo. Nu vilde hun have været femten Aar.

Da siger den Blaa forat trøste hende:

– Men du har andre Døttre ilive, du har to tilbage.

Den Sorte hulker:

– Ja. Men der er ingen lys af dem. Hun, som døde, var saa lys.

Og de to Mødre skilles og gaar hver sin Vej, med hver sin Kærlighed…

Men de samme to mørke Døttre havde ogsaa hver sin Kærlighed, og de elsked den samme Mand.

Han kom til den Ældste og sagde:

– Jeg vil bede Dem om et godt Raad, 151fordi jeg elsker Deres Søster. Igaar var jeg hende utro, hun overrasked mig, da jeg kyssed Deres Tjenestepige i Gangen; hun skreg lidt, det var et Klynk, og gik forbi. Hvad skal jeg gøre nu? Jeg elsker Deres Søster, tal med hende for Himlens Skyld og hjælp mig!

Og den Ældste blegned og tog sig til Hjærtet; men hun smilte, som om hun vilde velsigne ham, og svared:

– Jeg skal hjælpe Dem.

Dagen efter gik han til den Yngste og kasted sig paa Knæ for hende og tilstod hende sin Kærlighed.

Hun mønstred ham fra øverst til nederst og svared:

– Jeg kan desværre ikke undvære mere end en Tikrone, hvis det er det, De mener. Men gaa til min Søster, hun har mere.

Dermed forlod hun ham med knejsende Nakke.

Men da hun naaed ind i sit Kammer, kasted hun sig paa Gulvet og vred sine Hænder af Kærlighed.

*

152Det er Vinter og koldt paa Gaden, Taage, Støv og Vind. Johannes er igen i Byen, i det gamle Værelse, hvor han hører Poplernes Knagen mod Trævæggen, og fra hvis Vindu han mere end en Gang har hilst den gryende Dag. Nu er Solen borte.

Hans Arbejde havde hele Tiden adspredt ham, de store Ark, han beskrev, og som der blev flere og flere af, efterhvert som Vinteren led. Det var en Række af Æventyr fra hans Fantasis Land, en endeløs, solrød Nat.

Men Dagene var forskellige, de gode veksled med de onde for ham, og stundom naar han arbejded som bedst, kunde en Tanke, to Øjne, et Ord fra fordum ramme ham og slukke hans Stemning med ét. Saa rejste han sig og begyndte at drive op og ned i sit Rum fra Væg til Væg; han havde gjort det ofte, der var slidt en hvid Fure i hans Gulv, og Furen blev daglig hvidere…

Idag, da jeg ikke kan arbejde, ikke kan tænke, ikke kan komme i Ro for Minder, sætter jeg mig til at nedskrive, hvad jeg opleved en Nat. Kære Læser, jeg har idag en saadan 153frygtelig ond Dag. Det sner ude, der færdes næsten ingen Mennesker paa Gaden, alt er trist, og min Sjæl er saa forfærdelig øde. Jeg har spadseret paa Gaden og nu sidst her i mit Værelse i Timer og forsøgt at samle mig lidt; men nu er det bleven Eftermiddag, og det er ikke bleven bedre med mig. Jeg, som skulde være varm, er kold og bleg som en afflammet Dag. Kære Læser, i denne Tilstand skal jeg prøve at skrive om en lys og spændende Nat. Ti Arbejdet tvinger mig til Ro, og naar nogle flere Timer er gaaet, er jeg kanske glad igen…

Det banker paa Døren, og Camilla Sejer, hans unge, hemmelige Forlovede, træder ind til ham. Han lægger Pennen ned og rejser sig. De smiler begge og hilser.

«Du spørger mig ikke om Ballet,» siger hun straks og kaster sig i en Stol. «Jeg dansed hver eneste Dans. Det vared til Klokken tre. Jeg dansed med Richmond.»

Han svared:

«Tusind Tak, fordi du kom, Camilla. Jeg er saa elendig trist, og du er saa glad; det vil hjælpe mig. Tænk, og hvordan var du klædt paa Ballet?»

154«I rødt, naturligvis. Aa, Gud, jeg husker ikke, men jeg maa vist have snakket meget, leet meget. Det var saa henrivende. Jo, jeg var i rødt, ingen Ærmer, ikke Antydning. Richmond er ved Legationen i London.»

«Jasaa.»

«Hans Forældre er engelske, men han er født her. Hvad er det, du har gjort med dine Øjne? De er saa røde. Har du grædt?»

«Nej,» svarer han og ler; «men jeg har stirret ind i mine Æventyr, og der er saa megen Sol. Camilla, hvis du vil være rigtig snil Pige, saa river du ikke det Papir mere istykker, end du har gjort.»

«Aa, Gud, hvor jeg sidder i Tanker. Undskyld, Johannes.»

«Det gjorde ikke noget; det er bare nogle Notiser. Men hør nu her: og saa havde du vel en Rose i Haaret?»

«Ja da. En rød Rose; den var næsten sort. Ved du hvad, Johannes, vi kunde rejse til London paa vor Bryllupsrejse. Der er slet ikke saa frygteligt, som man siger, og det er bare Opspind, at der er saa taaget.»

155«Hvem har sagt det?»

«Richmond. Han sagde det inat, og han ved det. Ja, du kender Richmond?»

«Nej, jeg kender ham ikke. Han har holdt en Tale for mig engang; han havde Diamantknapper i Skjorten. Det er alt, jeg husker af ham.»

«Han er aldeles nydelig. Nej, da han kom til mig og bukked og sagde: Frøkenen kender mig kanske ikke mere… Du, jeg gav ham Rosen.»

«Gjorde du det? Hvilken Rose?»

«Den, jeg havde i Haaret. Jeg gav ham den.»

«Du var nok meget indtaget i Richmond.»

Hun blir rød og forsvarer sig ivrigt:

«Langtifra, aldeles ikke. Man kan godt like én, synes godt om én, uden at… Fy, Johannes, er du gal! Jeg skal aldrig nævne hans Navn mere.»

«Gud velsigne dig, Camilla, jeg mente ikke… du skal virkelig ikke tro… Tværtimod, jeg vil takke ham, fordi han har underholdt dig.»

«Ja, det skulde du endelig gøre – vove at 156gøre! Jeg for min Del vil ikke tale et Ord mere med ham her i Livet.»

Pause.

«Jaja, lad nu det være godt,» siger han. «Vil du allerede gaa?»

«Ja, jeg kan ikke være længer. Hvorlangt er du kommet med dit Arbejde nu? Mama spurgte om det. Tænk, jeg har ikke set Victoria paa mange Uger, og nu traf jeg hende.»

«Nu?»

«Da jeg gik hid. Hun smilte. Nej, du Verden, hvor hun har tabt sig! Hør, kommer du ikke snart hjem?»

«Jo, snart,» svarer han og springer op. En Rødme har udbredt sig over hans Ansigt. «Kanske i de nærmeste Dage. Jeg skal skrive noget først, jeg kom til at tænke paa det, en Slutning paa mine Æventyr. Aa, jeg skal skrive noget, skrive noget! Tænk dig Jorden set ovenifra, som en dejlig og sælsom Pavekaabe. I dens Folder gaar Mennesker omkring, de gaar Par for Par, det er Aften og stille, det er Kærlighedens Time. Det skal hedde: Slægten. Jeg tror, det skal blive vældigt; jeg har havt dette Syn saa ofte, og hver 157Gang er det, som om mit Bryst vil sprænges, og jeg kunde omfavne Jorden. Der gaar Mennesker og Dyr og Fugle, og allesammen saa har de sin Kærligheds Time, Camilla. En Bølge af Henrykkelse er ivente, Øjnene blir ildfuldere, Barmene aander. Saa stiger en fin Rødme op fra Jorden; det er Undselighedens Rødme fra alle de nøgne Hjærter, og Natten farves rosenrød. Men langt ude i Baggrunden ligger de store, sovende Bjærge; de har intet set og intet hørt. Og om Morgenen kaster Gud sin varme Sol over alt. Slægten, skal det hedde.»

«Jasaa.»

«Ja. Og da skal jeg komme, naar jeg er færdig med det. Tusind Tak, fordi du var her, Camilla. Og du skal ikke mere huske det, jeg sagde. Jeg mente ikke noget galt med det.»

«Jeg husker det aldeles ikke. Men jeg nævner aldrig hans Navn mere. Det skal jeg da aldrig gøre.»

*

Næste Formiddag kommer Camilla igen. Hun er bleg og i en usædvanlig Uro.

158«Hvad fejler dig?» spørger han.

«Mig? Ingenting,» svarer hun ilsomt. «Det er dig, jeg er glad i. Du skal virkelig ikke tro, at der fejler mig noget, og at jeg ikke er glad i dig. Nej, nu skal du høre, hvad jeg har tænkt: vi rejser ikke til London. Hvad skal vi der? Han vidste nok ikke, hvad han talte om, den Mand, der er mere Taage, end han tror. Du ser paa mig, hvorfor gør du det? Jeg nævnte slet ikke hans Navn. En saadan Løgnhals, han løj mig fuld; vi rejser ikke til London.»

Han ser paa hende, han blir opmærksom.

«Nej, vi rejser ikke til London,» siger han eftertænksomt.

«Ikke sandt! Saa det gør vi altsaa ikke. Har du skrevet det Stykke om Slægten? Gud, hvor jeg interesserer mig for det. Nu skal du faa det færdigt rigtig snart og komme til os, Johannes. Kærlighedens Time, var det ikke saa? Og en henrivende Pavekaabe med Folder, en rosenrød Nat, Gud, hvor jeg endnu husker, at du fortalte mig om det. Jeg har ikke været her saa ofte i det sidste; men herefter vil jeg komme hver Dag og høre, om du er færdig.»

159«Jeg skal snart blive færdig,» siger han og vedbliver at se paa hende.

«Idag tog jeg dine Bøger og lagde ind i mit eget Værelse. Jeg vil læse dem op igen; det vil ikke trætte mig det ringeste, jeg glæder mig til det. Hør, Johannes, du kunde være saa snil at følge mig hjem igen; for jeg ved ikke, om det er aldeles trygt for mig helt hjem. Det ved jeg ikke. Der er kanske nogen, som venter paa mig her udenfor; som gaar og venter kanske. Jeg tror det næsten…» Pludselig brister hun i Graad og stammer: «Jeg kaldte ham en Løgnhals, det vilde jeg ikke have gjort. Det gør mig ondt, at jeg gjorde det. Han har ikke løjet for mig, tværtimod, han var hele Tiden… Vi skal have nogle Fremmede hos os Tirsdag, men han skal ikke komme, men du skal komme, hører du. Lover du det? Men alligevel vilde jeg ikke have talt ondt om ham. Jeg ved ikke, hvad du synes om mig…»

Han svared:

«Jeg begynder at forstaa dig.»

Hun kaster sig om hans Hals, gæmmer sig ved hans Bryst, skælvende og forstyrret.

160«Ja, men jeg er glad i dig ogsaa,» udbryder hun. «Du skal ikke tro andet. Jeg elsker ikke bare ham, for saa galt er det ikke. Da du spurgte mig ifjor, blev jeg saa glad; men nu kom han. Jeg forstaar det ikke. Er det saa forfærdeligt af mig, Johannes? Jeg elsker kanske ham bitte lidt mere end dig; jeg kan ikke hjælpe for det, det er kommet over mig. Aa, Gud, jeg har ikke sovet i mange Nætter, siden jeg saa ham, og jeg elsker ham mere og mere. Hvad skal jeg gøre? Du er saa meget ældre, du skal sige det. Nu fulgte han mig hid, han staar her udenfor og venter paa mig forat følge mig hjem igen, og nu fryser han kanske. Foragter du mig, Johannes? Jeg har ikke kysset ham, nej, jeg har ikke, du skal tro mig; jeg har bare givet ham min Rose. Hvorfor svarer du ikke, Johannes? Du skal sige, hvad jeg skal gøre, for jeg holder det ikke ud længer.»

Johannes sad ganske stille og hørte paa hende. Han sagde:

«Jeg har ikke noget at svare til det.»

«Tak, Tak, kære Johannes, det er saa snilt af dig, at du ikke er rasende paa mig,» sagde 161hun og tørred sine Taarer af. «Men du skal ikke tro, at jeg ikke er glad i dig ogsaa. Du gode Gud, jeg skal komme til dig meget mere end før og gøre alt, hvad du vil. Men det er bare det, at det er ham, jeg er mere glad i. Jeg har ikke villet det. Det er ikke min Skyld.»

Han rejste sig taus og sagde, da han havde sat Hatten paa:

«Skal vi gaa?»

De gik nedad Trapperne.

Udenfor stod Richmond. Han var en mørkhaaret, ung Mand med brune Øine, der spilled af Ungdom og Liv. Frosten havde farvet hans Kinder røde.

«Fryser De?» sagde Camilla og fløj hen til ham.

Hendes Stemme bæved af Bevægelse. Pludselig iled hun tilbage til Johannes, stak sin Arm ind under hans og sagde:

«Undskyld, at jeg ikke ogsaa spurgte dig, om du frøs. Du tog ikke din Frakke paa; skal jeg gaa op efter den? Ikke? Ja, men knap din Trøje ialfald.»

162Hun knapped hans Trøje.

Johannes rakte Richmond Haanden. Han var i en underlig, fraværende Tilstand, som om det, der nu skete, ikke egentlig angik ham. Han smilte usikkert, halvvejs, og mumled:

«Glæder mig at træffe Dem igen.»

Hos Richmond var der ingen Skyld at se og ingen Forstillelse. Da han hilste, fløj der en Genkendelsens Glæde over hans Ansigt, og han tog Hatten dybt af.

«Jeg saa nylig en af Deres Bøger i et Boghandlervindu i London,» sagde han. «Den var oversat. Det var saa morsomt at se den der, en Hilsen hjemmefra.»

Camilla gik i Midten og saa afvekslende op paa dem begge. Hun sagde tilsidst:

«Saa kommer du paa Tirsdag, Johannes. Ja, undskyld, at jeg tænker bare paa mit,» lagde hun til og lo. Men straks efter henvendte hun sig angrende til Richmond og bad ogsaa ham om at komme. Der var bare Bekendte, Victoria og hendes Moder var ogsaa buden, ellers kom kun et halvt Snes Mennesker.

Pludselig standsed Johannes og sagde:

163«Jeg kan jo i Grunden gerne vende om igen.»

«Paa Gensyn Tirsdag,» svared Camilla.

Richmond greb hans Haand og trykked den oprigtigt.

Saa gik de to Unge alene og lykkelige deres Vej.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.