XII

164Den blaaklædte Moder var i den frygteligste Spænding, hun vented hvert Øjeblik et Signal fra Haven, og Vejen derfra var ikke fri, ingen kunde passere den, saalænge hendes Mand ikke vilde gaa hjemmefra. Ak, denne Mand, denne Mand paa firti Aar og med Maane! Hvad var det for en uhyggelig Tanke, som gjorde ham saa bleg iaften, og som lod ham blive siddende der i Stolen, urokkelig, ubønhørlig og stirre i sin Avis?

Hun havde ikke Fred et Minut; nu var Klokken elleve. Børnene havde hun for længe siden faaet til Ro; men Manden gik ikke. Hvad 165om Signalet lød, Døren aabnedes med den lille, kære Nøgle – og to Mænd traf hinanden, stod Ansigt til Ansigt og saa hinanden i Øjnene! Hun voved ikke at tænke denne Tanke tilende.

Hun gik hen til den mørkeste Krog af Stuen, vred sine Hænder og sagde endelig ligefrem:

– Nu er Klokken elleve. Ska1 du i Klubben, saa maa du gaa nu.

Han rejste sig med ét, end blegere end før, og gik ud af Stuen, ud af Huset.

Udenfor Haven standser han og lytter til en Fløjten, et lidet Signal. Skridt høres paa Gruset, en Nøgle stikkes i Gadedørslaasen og vrides rundt; – saa blir der lidt efter to Skygger paa Gardinet i Stuen.

Og han kendte fra før Signalet, Skridtene og de to Skygger paa Gardinet, alt var ham bekendt.

Han gaar til Klubben. Den er aaben, der er Lys i Vinduerne; men han gaar ikke ind. I to Kvarter driver han saa om i Gaderne og foran sin Have, i to uendelige Kvarter. Lad mig vente i endnu et Kvarter! tænker han, og han forlænger det til tre. Saa gaar han ind i 166Haven, stiger op ad Trappen og ringer paa sin egen Dør.

Pigen kommer og lukker op, stikker Hovedet saavidt ud af Døren og siger:

– Fruen er for længe siden…

– Javel, gaaet til Ro, svarer han. – Vil De sige Fruen, at hendes Mand er kommet hjem.

Og Pigen gaar. Hun banker paa hos Fruen og giver sin Besked gennem den lukkede Dør:

– Jeg skulde sige, at Herren er kommet tilbage.

Fruen spørger indenfor:

– Hvad siger du, er Herren kommet tilbage? Hvem skulde du sige det ifra?

– Fra Herren selv. Han staar derude.

Da lyder en raadløs Jammer inde fra Fruens Værelse; der hviskes ivrigt, en Dør gaar op og lukkes igen. Saa blir alt stille.

Og Herren træder ind. Fruen møder ham med Døden i sit Hjærte.

– Klubben var stængt, siger han straks af Barmhjærtighed og Naade. – Jeg sendte Bud ind for ikke at gøre dig angst.

Hun falder ned paa en Stol, trøstet, befriet, 167reddet. I denne lyksalige Stemning strømmer hendes gode Hjærte over, og hun spørger til Mandens Befindende:

– Du er saa bleg. Fejler du noget, Kære?

– Jeg fryser ikke, svarer han.

– Men har noget hændt dig? Dit Ansigt er saa underlig fortrukket.

Manden svarer:

– Nej, jeg smiler. Dette skal være min Maade at smile paa. Jeg vil, at denne Grimase skal være egen for mig.

Hun lytter til disse korte, hæse Ord og begriber dem ikke, fatter dem slet ikke. Hvad kan han mene?

Men pludselig slaar han sine Arme om hende, jærnhaardt, med rædselsfulde Kræfter, og hvisker tæt ind til hendes Ansigt:

– Hvad mener du, om vi satte Horn paa ham… paa ham, som gik… om vi satte Horn paa ham?

Hun opløfter et Skrig og kalder Pigen til. Han slipper hende med en ganske stille, tør Latter, hvorunder han spærrer Munden op som et Gab og slaar sig paa begge Laar.

168Om Morgenen tager Fruens gode Hjærte igen Overhaand, og hun siger til sin Mand:

– Du havde et besynderligt Anfald igaar Aftes; det er jo over nu; men du er bleg ogsaa idag.

– Ja, svarer han, det er anstrængende at være aandrig i min Alder. Det er jeg aldrig mere.

*

Men efterat have talt om mange Slags Kærlighed, fortæller Munken Vendt om endnu en Slags og siger:

Ti saa berusende er en egen Slags Kærlighed!

Det unge Herskab er just kommet hjem, deres lange Bryllupsrejse er tilende, og de begiver sig til Ro.

Et Stjærneskud brændte af over deres Tag.

Om Sommeren spadsered det unge Herskab sammen og veg ikke fra hinandens Side. De plukked gule, røde og blaa Blomster, som de gav hinanden, de saa Græsset bevæge sig i Vinden og hørte Fuglene synge i Skogene, og 169hvert Ord, de talte, var som Kærtegn. Om Vinteren kørte de med Bjælder paa Hestene, og Himlen var blaa, og højt oppe sused Stjærnerne afsted paa de evige Sletter.

Saaledes gik mange, mange Aar. Det unge Herskab fik tre Børn, og deres Hjærter elsked hinanden som den første Dag under det første Kys.

Da faar den stolte Herre sin Sygdom, denne Sygdom, som lænked ham til Sengen saa længe og satte hans Hustrus Taalmodighed paa saa haard Prøve. Den Dag, han blev frisk og stod op af Sengen, kendte han ikke sig selv igen; Sygdommen havde vansiret ham og taget hans Haar.

Han led og grubled. En Morgen sagde han:

– Nu elsker du mig vel ikke mere?

Men hans Hustru slog rødmende sine Arme om ham og kyssed ham saa lidenskabeligt som i Ungdommens Vaar og svared:

– Jeg elsker, elsker dig bestandig. Jeg glemmer aldrig, at det var mig og ingen anden, som du tog, og som blev saa lykkelig.

Og hun gik ind i sit Kammer og klipped 170alt sit gule Haar af Hovedet forat være lig sin Mand, som hun elsked.

Og der gik atter mange, mange Aar, det unge Herskab blev gammelt, og deres Børn var voksne. Hver Lykke delte de, som før; om Sommeren gik de endnu paa Markerne og saa Græsset bølge, og om Vinteren hylled de sig i sine Pelse og kørte under Stjærnehimlen. Og deres Hjærter vedblev at være varme og glade som af forunderlig Vin.

Da blev Fruen lam. Den gamle Frue kunde ikke gaa paa sine Fødder, hun maatte trækkes i en Stol med Hjul, og Herren selv trak hende. Men Fruen led saa usigeligt ved sin Ulykke, og hendes Ansigt fik dybe Furer af Sorg.

Da sagde hun en Dag:

– Nu vilde jeg gærne dø. Jeg er saa lam og hæslig, og dit Ansigt er saa skønt, du kan ikke kysse mig mere, og du kan ikke elske mig som før.

Men Herren omfavner hende rød af Bevægelse og svarer:

– Jeg elsker dig mere end mit Liv, du Kære, elsker dig som den første Dag, den første 171Stund, da du gav mig Rosen. Husker du det? Du rakte mig Rosen og saa paa mig med dine skønne Øjne; Rosen dufted som du, du rødmed som den, og jeg blev beruset i alle mine Sandser. Men endnu mere elsker jeg dig nu, du er skønnere end i din Ungdom, og mit Hjærte takker og velsigner dig for hver Dag, du har været min.

Herren gaar ind i sit Kammer, slaar Syre i sit Ansigt forat vanskabe det og siger til sin Hustru:

– Jeg havde det Uheld at faa Syre i mit Ansigt, mine Kinder er fulde af Brandsaar, og du elsker mig vel ikke mere?

– O, du min Brudgom, min Elskede! stammer den gamle Kvinde og kysser hans Hænder. – Du er skønnere end nogen Mand paa Jorden, din Stemme gør mig endnu den Dag idag hed i Hjærtet, og jeg elsker dig til Døden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.