XIII

172Johannes træffer Camilla paa Gaden; hun er sammen med sin Moder, sin Fader og ung Richmond; de standser sin Vogn og taler venligt med ham.

Camilla griber hans Arm og siger:

«Du kom ikke til os. Vi havde stor Fest, kan du tro; vi vented paa dig til det sidste, men du kom ikke.»

«Jeg var forhindret,» svared han.

«Undskyld, at jeg ikke har været oppe hos dig siden,» vedblev hun. «Nu kommer jeg en af Dagene, ganske sikkert, naar Richmond er 173rejst. Aa, hvor vi havde en Fest! Victoria blev syg, hun blev kørt hjem, har du hørt det? Nu gaar jeg snart op til hende. Hun er vist meget bedre, kanske aldeles frisk igen. Jeg har foræret Richmond en Medaljon næsten Magen til din. Hør, Johannes, du skal love mig at passe din Ovn; naar du skriver, glemmer du alt, og der blir iskoldt hos dig. Da skal du ringe paa Pigen.»

«Ja, jeg skal ringe paa Pigen,» svared han.

Ogsaa Fru Sejer talte til ham, spurgte om hans Arbejde, om Stykket om Slægten; hvordan gik det? Hun vented med Længsel det næste fra ham.

Johannes gav de nødvendige Svar, hilste meget dybt og saa Vognen køre. Hvor lidet det hele vedkom ham, denne Vogn, disse Mennesker, denne Snak! En tom og kold Stemning drog ind i ham og fulgte ham paa hele Hjemvejen. Ved hans Port gik en Mand og drev frem og tilbage paa Gaden, en gammel Bekendt, den forhenværende Huslærer paa Slottet.

Johannes hilste til ham.

174Han var klædt i en lang, varm Frakke, der var omhyggelig børstet, og han havde en kæk og bestemt Mine.

«De ser her Deres Ven og Kollega,» sagde han. «Ræk mig Deres Haand, unge Mand. Gud har ført mine Veje vidunderligt siden sidst, jeg er gift, jeg har et Hjem, en liden Have, en Hustru. Der sker endnu Mirakler i Livet. Har De noget at bemærke til min sidste Yttring?»

Johannes ser forundret paa ham.

«Altsaa vedtaget. Jo, ser De, jeg læste med hendes Søn. Hun har en Søn, Poden er fra første Ægteskab; hun har naturligvis været gift før, hun var Enke. Jeg gifted mig altsaa med en Enke. De kan indvende, at dette ikke var sunget ved min Vugge; men jeg gifted mig altsaa med en Enke. Poden havde hun fra før. Jeg gaar nemlig der og ser paa Haven og paa Enken og lever en Tidlang med intense Tanker desangaaende. Pludselig har jeg det, og jeg siger til mig selv: vel nok, det er ikke sunget ved din Vugge, og saa videre; men jeg gør det alligevel, jeg slaar til, for det er rimeligvis skrevet i Stjærnerne. Se, saaledes gik det til.»

175«Gratulerer!» sagde Johannes.

«Stop! ikke et Ord mere! Jeg ved, hvad De vil sige. Og hun, den første, vil De nemlig sige, har De glemt Deres Ungdoms evige Kærlighed? Akkurat dette vil De sige. Tør da jeg paa min Side spørge Dem, Højstærede, hvor min første, eneste og evige Kærlighed blev af? Tog hun ikke en Kaptejn i Artilleriet? Forøvrigt gør jeg Dem endnu et lidet Spørgsmaal til: har De nogensinde, nogen-sinde set, at en Mand har faaet den, han skulde have? Der gaar et Sagn om en Mand, som Gud bønhørte i saa Maade, han fik sin første og eneste Kærlighed. Men det blev ikke til nogen videre Herlighed for ham. Hvorfor ikke? vil De atter spørge, og se, jeg svarer Dem: Nej, af den lille Grund, at hun døde straks efter – straks efter, hører De, ha-ha-ha, øjeblikkelig efter. Saaledes er det altid. Naturligvis faar man ikke den Kvinde, man skulde have; men hænder det en eneste Gang af pur forbandet Ret og Rimelighed, saa dør hun altsaa straks efter. Dikkedarer blir der altid. Saa er da Manden henvist til at forhverve sig en anden Kærlighed af bedst mulig 176Art, og han behøver ikke at dø af denne Forandring. Jeg siger Dem, det er saa viselig indrettet af Naturen, at han udmærket holder det ud. Se bare til mig.»

Johannes sagde:

«Jeg ser, De har det godt.»

«Udmærket forsaavidt. Lyt, føl og se! Har et Hav af uhenrivende Sorger gaaet henover min Person? Jeg har Klæder, Sko, Hus og Hjem, Ægtefælle, Børn – naa, Poden altsaa. Hvad jeg vilde sagt, og med Hensyn til mine Poesier, da vil jeg paa Stedet besvare det Spørgsmaal. O, min unge Kollega, jeg er ældre end Dem og kanske lidt bedre udrustet af Naturen. Jeg har mine Poesier i Skuffen. De skal udgives efter min Død. Saa har De ingen Fornøjelse af dem, vil De indvende. Der tager De atter fejl, foreløbig glæder jeg nemlig mit Hus med dem. Om Aftenen, naar Lampen er tændt, laaser jeg Skuffen op, udtager mine Digte og læser dem højt for min Hustru og Poden. Den ene er firti Aar, den anden tolv, begge er henrykte. Hvis De kommer til os engang, vil De faa Aftensmad og Toddy. 177Nu er De indbudt. Maatte Gud fri Dem fra Døden.»

Han rakte Johannes sin Haand. Pludselig spurgte han:

«Har De hørt om Victoria?»

«Om Victoria? Nej. Jo, jeg hørte nu, i dette Øjeblik…»

«Har De ikke set hende skrante, blive mere og mere graa under Øjnene?»

«Jeg har ikke set hende siden i Vaar derhjemme. Er hun syg endnu?»

Huslæreren svared komisk haardt og stamped med Foden:

«Ja.»

«Jeg hørte netop nu… Nej, jeg har slet ikke set hende skrante, jeg har ikke truffet hende. Er hun meget syg?»

«Meget. Rimeligvis allerede død, forstaar De.»

Johannes saa fortumlet paa Manden, paa sin Port, om han skulde gaa indad den eller blive staaende, paa Manden igen, paa hans lange Frakke, hans Hat; han smilte forvirret og saart som en Nødlidende.

Den gamle Huslærer fortsatte truende:

178«Atter et Eksempel; kan De fragaa det? Heller ikke hun fik den, hun skulde have, hendes Kæreste lige fra Barneaarene, en ung, herlig Løjtnant. Han gik paa Jagt en Aften, et Skud træffer ham midt i Panden og slaar hans Hoved i to. Der laa han nu, et Offer for den lille Dikkedar, som Gud vilde lave med ham. Victoria, hans Brud, begynder at skrante, en Orm aad hende, hulled hendes Hjærte op som et Sold; vi, hendes Venner, saa det. Saa gik hun for nogle Dage siden i et Selskab hos en Familje Sejer; hun fortalte mig forøvrigt, at ogsaa De skulde have været der, men kom ikke. Noksagt, i dette Selskab bevæger hun sig over Ævne, Minderne om hendes Elskede stormer ind paa hende og gør hende livlig paa Trods, hun danser, danser hele Aftenen, danser som et rasende Menneske. Saa falder hun om, Gulvet blir rødt under hende; man 1øfter hende op, bærer hende ud, kører hende hjem. Hun gjorde det ikke længe.»

Huslæreren gaar tæt ind til Johannes og siger haardt:

«Victoria er død.»

179Ganske som en Blind begyndte Johannes at værge for sig med Hænderne.

«Død? Naar døde hun? Jasaa, er Victoria død?»

«Hun er død,» svarer Huslæreren. «Hun døde imorges, nu i Formiddag.» Han stak Haanden ned i sin Lomme og drog op et tykt Brev. «Og dette Brev betroed hun mig at levere Dem. Her er det. Efter min Død, sagde hun. Hun er død. Jeg leverer Dem Brevet. Min Mission er endt.»

Og uden at hilse, uden at sige mere, vendte Huslæreren sig om og drev langsomt nedad Gaden og forsvandt.

Johannes stod tilbage med Brevet i sin Haand. Victoria var død. Han nævnte Gang paa Gang hendes Navn højt, og han havde en følesløs, næsten forhærdet Stemme. Han saa ned paa Brevet og kendte Skriften; der var store og smaa Bogstaver, Linjerne rette, og hun, som havde skrevet dem, var død!

Saa begiver han sig indad sin Port, opad Trappen, finder den rigtige Nøgle at stikke i Dørlaasen og aabner. Hans Værelse var koldt 180og mørkt. Han sætter sig hen til Vinduet og læser i den sidste Rest af Dagslys Victorias Brev.

«Kære Johannes!» skrev hun. «Naar De læser dette Brev, da er jeg død. Alting er saa underligt for mig nu, jeg skammer mig ikke for Dem mere og skriver til Dem igen, ligesom der ikke var nogen Ting ivejen herfor. Før, mens jeg var fuldstændigt i levende Live, vilde jeg heller have lidt Nat og Dag, end skrevet til Dem igen; men nu er jeg begyndt at afsjæles, og jeg tænker ikke saaledes længer. Fremmede har set mig bløde, Doktoren har undersøgt mig og set, at jeg har blot en Rest af en Lunge tilbage, hvad skal jeg da undse mig for mere?

Jeg har ligget her paa Sengen og tænkt over de sidste Ord, jeg sagde til Dem. Det var i Skogen den Aften. Dengang tænkte jeg ikke, at det skulde være mine sidste Ord, for saa vilde jeg have sagt Farvel til Dem med det samme og takket Dem. Nu faar jeg ikke se Dem mere, saa jeg angrer nu paa, at jeg ikke fik kastet mig ned for Dem og kysset Deres Sko og Jorden, som De gik paa, og fik vist Dem, hvor usigeligt jeg har elsket Dem. Jeg 181har ligget her og ønsket baade igaar og idag, at jeg ikke var sygere, end at jeg kunde komme mig hjem igen og gaa i Skogen og finde den Plads, vi sad paa, da De holdt begge mine Hænder; for saa kunde jeg lægge mig ned der og se, om jeg ikke fandt Sporet efter Dem, og kysse al Lyngen deromkring. Men jeg kan ikke komme hjem nu, hvis jeg ikke muligens blir lidt bedre, som Mama tror.

Kære Johannes! Det er mærkeligt at tænke paa, at jeg ikke har faaet nogen anden Ting gjort, end at komme paa Jorden og elske Dem, og nu sige Farvel til Livet. De kan tro, det er underligt at ligge her og vente paa Dagen og Timen. Jeg fjærner mig Skridt for Skridt fra Livet og Menneskene paa Gaden og Vognrammelen; Vaaren kommer jeg vel heller aldrig til at se mere, og disse Huse og Gaderne og Træerne i Parken vil være tilbage efter mig. Jeg fik sidde i Sengen idag og se lidt ud af Vinduet. Nede paa Hjørnet var der to, som traf hverandre, de hilste og greb hinandens Hænder og lo ad det, de sagde; men da var det saa underligt for mig, at jeg, som laa og 182saa paa dette, skulde dø. Jeg kom til at tænke: de to dernede ved ikke, at jeg ligger her og venter paa min Time; men om de vidste det, saa vilde de vel alligevel hilse paa hinanden og tale med hinanden ligesom nu. Igaar Nat, da det var mørkt, tænkte jeg, at det skulde være min sidste Stund, mit Hjærte begyndte at staa stille, og det var ligesom jeg allerede hørte Evigheden bruse imod mig langt ude. Men i næste Øjeblik vendte jeg tilbage langt borte fra og begyndte at aande igen. Det var en aldeles ubeskrivelig Følelse. Men Mama tror, at det kanske bare var Elven og Fossen derhjemme, som jeg husked.

Du gode Gud, De skulde vide, hvor jeg har elsket Dem, Johannes. Jeg har ikke faaet vise Dem det, der har lagt sig saa meget ivejen for mig, og først og fremst min egen Natur. Papa var ogsaa saa ond mod sig selv, og jeg er hans Datter. Men nu, naar jeg skal dø, og altsammen er forsent, da skriver jeg til Dem endnu engang og siger Dem det. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, da det dog er ligegyldigt for Dem, især naar jeg ikke engang 183skal være ilive mere; men jeg vilde gærne være nær hos Dem til det sidste, saa jeg ikke følte mig mere forladt end før ialfald. Naar De læser dette, da er det ligesom jeg ser Deres Skuldre og Hænder og ser alle Deres Bevægelser med Brevet, naar De holder det foran Dem og læser det. Saa er vi ikke saa langt fra hinanden, tænker jeg. Jeg kan ikke sende Bud efter Dem, dertil har jeg ingen Ret. Mama vilde sende Bud efter Dem allerede for to Dage siden, men jeg vilde heller skrive. Jeg vilde ogsaa helst, at De skulde huske mig saaledes, som jeg engang var, da jeg endnu ikke havde været syg. Jeg husker, at De… (Her er nogle Ord udeglemt)… mine Øjne og Øjenbryn; men heller ikke de er mere som før. Ogsaa af den Grund vilde jeg ikke, at De skulde komme. Og jeg vil ogsaa bede Dem om ikke at se mig i Kisten. Jeg er vistnok omtrent som da jeg leved, blot noget blegere, og jeg ligger i gul Kjole; men alligevel vilde De angre paa det, hvis De kom og saa mig.

Nu har jeg skrevet mange Gange paa dette Brev idag, og alligevel har jeg ikke faaet sagt 184Dem en Tusindedel af, hvad jeg vilde sige. Det er saa forfærdeligt for mig at dø, jeg vil det ikke, jeg haaber endnu saa inderlig til Gud, at jeg kanske kunde blive lidt bedre, om ikke længer end til Vaaren. Da er Dagene lyse, og der er Løv paa Træerne. Hvis jeg blev frisk igen nu, saa skulde jeg nok aldrig være ond mod Dem mere, Johannes. Hvor jeg har grædt og tænkt paa det! Aa, jeg vilde gaa ud og klappe alle Gadestenene og standse og takke hvert Trin i Trapperne, som jeg kom forbi, og være god mod alle. Det var det samme, hvor ondt jeg fik det, hvis jeg bare fik leve. Jeg skulde aldrig klage mere over nogen Ting, nej, jeg skulde smile til den, som overfaldt og slog mig, og takke og love Gud, hvis jeg fik leve. Mit Liv er saa ulevet, intet har jeg faaet gjort for nogen, og dette fejlslagne Liv skal ende nu. Hvis De vidste, hvor nødig jeg vilde dø, saa kanske De vilde gøre noget, gøre alt, som stod i Deres Magt. De kan vistnok ikke gøre noget; men jeg tænkte, at hvis De og hele Verden bad for mig og ikke vilde slippe mig, saa vilde Gud skænke mig Livet. Aa, hvor jeg vilde være 185taknemmelig da og aldrig gøre ondt mod nogen mere, men smile til alt, som blev mig beskikket, bare jeg fik Lov til at leve.

Mama sidder her og græder. Hun sad ogsaa her i hele Nat og græd for mig. Dette gør mig lidt godt, det mildner min Afskeds Bitterhed. Idag tænkte jeg ogsaa: hvordan mon De vilde synes om, at jeg kom lige til Dem paa Gaden en Dag, naar jeg var pent klædt og ikke sagde noget saarende mere, men gav Dem en Rose, som jeg kunde have købt paa Forhaand. Saa tænkte jeg straks efter, at jeg kan aldrig mere gøre det, jeg vil; for jeg kan vel aldrig blive frisk igen, før jeg dør. Jeg græder saa ofte, jeg ligger stille og græder ustandseligt og trøstesløst; det gør ikke ondt i mit Bryst, naar jeg ikke hulker. Johannes, kære, kære Ven, min eneste Elskede paa Jorden, kom til mig nu og vær her lidt, naar det begynder at mørkne. Jeg skal ikke græde da, men smile saa godt, som jeg formaar, bare af Glæde over, at De kom.

Nej, hvor er min Stolthed og mit Mod! Jeg er ikke min Faders Datter nu; men det kommer af, at Kræfterne har forladt mig. Jeg 186har lidt i lang Tid, Johannes, længe før disse sidste Dage. Da De var i Udlandet, led jeg, og siden, efterat jeg kom hid til Byen i Vaar, har jeg bare lidt hver Dag. Jeg har aldrig før vidst, hvor uendelig lang Natten kunde være. Jeg har set Dem to Gange paa Gaden i denne Tid; den ene Gang nynned De, da De gik forbi mig, men De saa mig ikke. Jeg havde et Haab om at faa se Dem hos Sejers; men De kom ikke. Jeg skulde ikke have talt til Dem eller gaaet lige foran Dem, men været taknemmelig for at faa se Dem langt borte fra. Men De kom ikke. Jeg tænkte da, at det kanske var for min Skyld. Klokken elleve begyndte jeg at danse, fordi jeg ikke holdt ud at vente længer. Ja, Johannes, jeg har elsket Dem, elsket bare Dem i hele mit Liv. Det er Victoria, som skriver dette, og Gud læser det over min Skulder.

Og nu maa jeg sige Dem Farvel, det er nu bleven næsten mørkt, og jeg ser ikke længer. Farvel, Johannes, Tak for hver Dag. Naar jeg flyver ud fra Jorden, skal jeg takke Dem endnu til det sidste og nævne Deres Navn hele Vejen for mig selv. Lev da vel for hele Deres Liv, 187og tilgiv mig det, jeg har gjort Dem imod, og at jeg ikke kunde faa kaste mig ned for Dem og bede Dem om Forladelse derfor. Jeg gør det nu i mit Hjærte. Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere.

Deres
VICTORIA.

*

Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det var ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men nu har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel, min Elskede…»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.