Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

II.

Veterlide havde slegt paa Romerike, som han agtet at gjeste; desuden vilde han kjøbe hustømmer i Norge. Det var langt ud paa sommeren, da de seilte ind i Folden.

De rodde byrdingen op mellem øerne, der elven Frysja falder i fjorden, ti det var vindstille og havde regnet hele den dag; men nu mod kvælden letnet skodden og drev op under aaserne. Veterlide og Ljot stod i forrummet og saa indover bygden. Der var tyk skog dengang; opmed elven laa der gaarder, men ikke mange, og faa var store.

Udfor elveoset laa nogen smaa fiskerbaader for anker og vippet; mændene saa efter det store skib, som kom sigende i skodden mellem øerne. Veterlide ropte til dem og spurgte, hvor de var fra. Da fiskerne skjønte, det var fredelige farmænd, svarte de, de var leilændinger hos Gunnar paa Vadin, den største gaard her med elven. Veterlide spurgte, om fiskerne vilde vise dem vei did ikvæld, og det lovet de. Siden rodde islændingerne skibet op over elven, saa langt de kunde fare, og en af fiskerne fulgte dem til Vadin.

3Det var mørkt, da de kom frem. De fandt Gunnar i stuen; han sad i høisædet. Gunnar var en stor og vakker mand med langt graat haar og skjeg, som dækket bringen helt. Ved aaren sad to kvinder; den ene spandt ved ildskjæret; hun var ikke saa ung og mørkt klædt, men lys og vakker i ansigtet. Den anden var en ganske ung mø, som sad med hænderne i fanget og gjorde intet.

Veterlide gik frem og hilste bonden, og inden han havde halvtalt sit ærinde, stod Gunnar op og bød ham velkommen, ham og hans folk, og han bad kvinderne bære frem mad og drikke.

De reiste sig da op, og den ældste fik travelt; hun ropte paa tjenestekvinderne og syslet ud og ind, men den yngste stod ved ilden og saa paa de fremmede. Og de saa nu ved lyset, at hun var meget fager, stor og velskabt, smal i midjen, med høit og velsiddende bryst; hun havde store og graa øine, og haaret naadde hende nedenfor knæet; det var gult, blankt og tykt, men ikke meget lyst, og hendes hænder var store, men hvide og ringsmykte. Hun bar en klædning af rustrød uld, rigt udsydd og smykket; hun havde guldbaand om haaret og mange smykker og ringe, mere end kvinder pleier bruge til hverdags.

Den anden kvinde kom nu ind med et stort mjødhorn, som hun gav den unge i hænderne, sigende:

«Dig sømmer det at byde velkommen i gaarden, Vigdis.»

4Hun, som var kaldt Vigdis, tog da hornet og gik langs bænkene og bød, først til Veterlide og siden til alle mændene. Og sidst saa hun Ljot.

Ti Ljot havde først sat sig nederst paa bænken nær døren, men siden var han gaat frem til ilden, for han var vaad. Og han holdt kappen op om sig med den ene haand; men hans sorte haar laa ned over panden, saa Vigdis saa af hans ansigt lidet mere end øinene, som var mørkeblaa og laa dybt i hodet.

Da møen rakte ham hornet, slap han kappen ned, og mens han drak, saa han paa hende over karrets rand; det syntes da, som hun ikke likte hans stirren, ti hun talte ikke til ham, men tog hornet, som han gav hende, vendte sig og gik bort til pallen og satte sig der.

Ljot tog sæde, saa han kunde se Vigdis. Om en stund gløttet hun bort og mødte hans blik; da saa hun tilside og blev rød. Men straks efter saa hun atter paa ham, og nu stirret hun tilbage, til han tog øinene til sig.

Der blev nu baaret frem et maaltid saa rigt, at det tyktes mest lig et gjestebud. Og Gunnar vilde sende sine huskarle til stranden og hente skibsfolkene; han siger, hans mænd kan holde vagt ved skibet denne nat.

Veterlide takker; men inden han har udtalt, siger Ljot til sin frænde:

«Kvælden er alt leden saa langt; vore folk kan vel være ved skibet denne nat, saa vi ikke umager bondens karle.»

5Da ler Vigdis og siger:

«Denne islænding er vist meget ræd for sit gods.»

Gunnar satte hende irette, men uden vrede; han sa:

«Det er vel betænkt af islændingen, at han vil spare vore husfolk; men de gjør ikke veien lang, og de trænger nok husly og ferskmad, de karer, som har rodd idag i ruskeveiret. Men det lader ilde, datter, at svare gjest i stuen slig.»

Ljot lo og svarte:

«Ikke var det vist ilde ment – og saa ung møs tale veies ikke nøie.»

Ogsaa den anden kvinde talte til Vigdis, men ganske sagte, og Vigdis gav ikke agt derpaa, men smilte lidt, som hun sad. – Gunnar sendte nu folk til stranden, og de andre aad og drak.

Talen faldt paa det graa og tunge veir, der havde været den sidste tid og som ogsaa havde været bonden til stort uheld, ti kornet stod færdig til at skjæres. Gunnar sa: «I min ungdom fór jeg selv ude om sommeren, og værst af alt veir likte jeg sligt med regn og skodde og vindstille.»

Ljot svarte da og kvad:

Sandt du sagde,
gjestmilde Gunnar!
Kvælden var graa,
Rans døtre døset,
lidet lystig
med dem at lege.
Vænt er at hvile
hos venlig bonde.

6Guldsmykte diser
duget bordet;
vænere ingen
jeg saa i verden.
Helst hos hende
den fensal-fagre
sad jeg ikvæld
og skjemtord skiftet.

Det sidste sa han sagtere, og Gunnar, som alt var noget drukken, agtet ikke derpaa; men Veterlide merket det vel, og han begyndte straks at tale med Gunnar om hans færder. Snart efter gik Vigdis med kvinderne til sit bur.

Siden, da mændene var gaat til ro, sa Veterlide til Ljot, som laa sammen med ham i en lukket seng:

«Ikke skjønner jeg din adfærd, frænde, det ser ikke vel ud, at Gunnar tar gjestfrit imod os, og saa lager du viser til hans datter den første kvæld.»

Ljot svarte ikke, og Veterlide sa da:

«Aldrig før har jeg merket, du var nogen kvindekjær mand – men jeg saa ikke, du havde dine øine fra Vigdis i aften. Vi har ikke været saa længe paa sjøen, at du skulde bli hodegal af at se en kvinde.»

Ljot svarte endda ikke, men vendte sig fra ham og lod, som han sov.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.