Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

III.

Dagen efter, som de havde faat dugur, red Gunnar og Veterlide til stranden; men Ljot la 7sig i bænken og sa, han var træt. Dog stod han op, saasnart de andre var af gaarden kommet, ti han havde i hu, at han vilde finde Vigdis og tale med hende.

Ljot var da klædt i sine reiseklær, ti hans tøi laa i skibet. Saa han bar en sid, mørk hættekappe, men den var spændt i brystet med en dyrebar, forgyldt hægte. Under kappen havde han en sort kufte, udsydd med sølv og blaat efter alle sømmer, ti Ljot var meget pragtelskende. Derfor havde han gode ringer om armer og hænder, og han kunde vel lade sig se: han var stor paa veksten, hærdebred, smal i midjen som en kvinde, velskabt af lemmer. Hans ansigtstræk var vakre og smale; kun var han mørk af let og med stor og fremstaaende, bleg mund. Han havde blaa øine og langt, sodbrunt haar med et silkebaand omkring.

Det var sol og vakkert veir den dag, og da Ljot kom ud paa tunet, saa han Vigdis gaa i engen nord for husene. Han gik fort efter hende og naadde hende igjen i skogbrynet; da bød han hende velmødt og spurgte, om hun havde ærinde noget sted. Vigdis svarte, hun havde ikke andet ærinde, end hun vilde gaa i bærskogen og spise bær.

«Da skal jeg slaa følge,» sa Ljot, «det er utrygt for dig at gaa alene; jeg har hørt, bjørnen gaar gjerne i bærskogen.»

Jeg kunde jo tat min skosvend med, hvis jeg var ræd,» svarte Vigdis, «–og uvæbnet er jeg 8hellerikke.» Dermed viste hun ham en stor kniv, hun bar i beltet. Der var viklet forgyldt jerntraad om skaftet, men paa bladet stod der skrevet runetegn.

Ljot tog den i haanden, saa paa den og sa:

«Det var en underlig kniv, og den er vist meget gammel; hvor fik du den?»

«Den har været i min slegt altid,» siger Vigdis, «de fortæller, mine frændekoner var gydjer ved horget heroppe i lunden; men det er lang tid siden; ingen ved meget om det. Vore træller slagter haner og sauer der; men min far tror bare paa sin egen magt og styrke, og min farfar havde heller ingen anden tro, har jeg hørt.»

«Det er saa som jeg,» siger Ljot og ler. «Men ellers er jeg da blit kristendøbtkristendøbt] rettet fra: krinstendøbt (trykkfeil) engang.»

«Det er en underlig tro,» svarte Vigdis. «Han kan vel ikke være stort til hjælp, Hvidekrist, for jeg har hørt, han kunde ikke fri sig selv, men blev dræbt af sine uvenner i Blaaland.»

«Jeg ved ikke saa nøie,» sa Ljot, «og meget tror jeg ikke paa han magter. Men det kom slig, at der var en renlevnedsmand syd i Danmark, som hjalp mig og lægte et stygt og raaddent saar, jeg havde faat i læggen; han vilde ingen anden løn ta, og saa lod jeg mig døbe for ikke at være ham imod.»

«Ja du har vel faret vidt omkring,» siger Vigdis, «–men hvordan gaar det til, at du ikke red med din frænde og ser, at de berger iland fra skibet? Noget har du vel ombord, som du 9har vundet, eller hvorfor kalder de dig Viga-Ljot?»

«Aa jeg har da vundet noget, og det er godt nok,» siger han, «men jeg syntes altid, det jeg agtet mig at vinde, var bedre endda.»

«Det er vel trolig,» svarer Vigdis. «De siger, islændingerne er griske paa gods og ødsle paa ord.»

Ljot siger:

«Jeg har aldrig hørt andet, end at hver mand gjerne raader for gods. Men gjerrig har da ingen kaldt mig før du.»

Vigdis lo da og sa:

«Saa ung møs tale veies ikke saa nøie.»

«Jeg tror næsten du har lagt mig for had, Vigdis,» mælte Ljot. «Du gav mig ikke blide øine, nu da vi mødtes.»

«Det er heller ikke skik her i bygden,» svarte hun, «at se for meget paa fremmede folk.»

Da lo Ljot og svarte:

«Du har vist ikke lagt guldbaand om haaret, Vigdis, for at gjemme dig bag dine trælkvinder.»

«Hvorfor skulde jeg ikke bære guld, naar far min gir mig,» sa Vigdis.

Og nu var de kommet til horget. Det var paa en løkke, og skogen stod tæt omkring; rundt om haugen var der reist stene i en ring og midt paa var blotstenen; men mange af stenene var væltet, og udover hele lysningen og op paa horget vokste der smaa eketrær og bjerk og rogn. Mellem røserne stod mange høie røde blomsterdusker, 10og nogen var gaat i frø, saa vinden drev hvidt dun af dem; det fløi i deres klær og satte sig i haaret, og Vigdis rystet sin kjole og sit haar, som de gik der.

Ljot sa til Vigdis, mens de spiste bær:

«Min morbror har tænkt at be Gunnar ta os i kost, mens vi ser os om efter tømmer her. Men du ser kanske gjerne, vi farer saa fort, som vi kom. For jeg tror, du liker os ikke?»

«Min far faar raade selv, hvadfor folk han tar ind paa gaarden,» svarte Vigdis. «Han har aldrig brugt at spørge mig. Men han lar mig raade selv med mit.»

«Jeg kan tænke det,» sa Ljot og lo. «Du er vist en stridig og stivsindet mø.»

«De siger saa,» svarte hun. «Men du synes mig en fri og dristig svend.»

«Ja det har jeg ord for,» sa Ljot. «Men er det nu saa, at vi to er ikke uvenner?»

«Det ser ikke saa ud,» svarte Vigdis. Og nu satte de sig paa en sten og spiste sødbregnerod, som Vigdis havde gravet op. Men da de stod op, glemte Vigdis gydjekniven. Ljot tog den, da hun ikke saa det, og gjemte den i barmen. Derefter gik de hjem, og de talte skjemtsomt sammen og var vel forligte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.