V.

Samme kvæld søgte Ljot Vigdis i hendes bur, som hun sad i bænken og sydde. Hun var da klædt i en blaa, rigt udsydd dragt, og hendes gule haar hang løst om hende og skinnet i den store ild, som brandt paa aaren. Da hun saa ham, la hun bort sin søm og stod op for at gaa ham tilmøde; men Ljot gik hastig bort og satte sig hos hende paa hyndet. Vigdis sa da:

«Hvad volder det, at du saa djervt søger mig i mit bur nu paa kvælden, som min far ikke er hjemme?»

«Jeg har lidet seet dig i disse dage,» mælte Ljot, «og der er meget, som det kunde lyste mig at skifte ord om med dig.»

«Dog har vi talt sammen hver dag,» svarte Vigdis igjen.

«Jeg har meget usagt endda, Vigdis, og derom vilde jeg helst tale ene med dig. Det sa Veterlide idag, at jeg maatte vel kjende dit sind, om du liker mig. Tit syntes jeg, det lod som du undte mig vel, men ofte var du saa underlig 13i dine ord, og ofte saa snar til at harmes paa mig, at jeg tænkte næsten, du bar lønlig nag til mig.»

«Hvorfor skulde jeg ha nag til dig,» sa Vigdis. Og nu sad hun og tidde en stund og saa ikke paa Ljot. Derefter mælte hun:

«Underlig er det, at du siger mig dette. Ti jeg syntes ofte, naar vi sad sammen, at du var hastig tilsinds, og mangen gang vidste jeg aldrig, hvorfor vi blev uvenner, eller om du spottet mig. Her har jeg siddet alle mine dage i skogen, og faa folk farer der gjennem denne bygd; men du har færdes vidt omkring og seet meget. Usandt er det ikke, at ofte var jeg harm paa dig.»

«Jeg er uvant med at tale til kvinder,» sa Ljot langsomt. «Men ingen har jeg truffet, jeg hellere var sammen med end dig. Og ingen anden jeg gad leve med.»

Nu svarte Vigdis intet, og da fór han fort:

«Er det dig tilpas, da vil jeg fri til dig hos Gunnar og fæste dig til kone.»

Endda sa Vigdis intet, men Ljot la hænderne om hendes hals og kysset hende paa munden. Og siden møen ikke flyttet sig, drog han hende nærmere og tog hende paa fanget. Da brast hun i graat, gik fra ham og bort til aaren; der satte hun sig paa krakken, og alt hendes haar faldt ned om hende som et slør, som ilden skinnet paa; Ljot tænkte, at fagrere syn havde ingen mand seet. Han gik efter hende og stod med haanden om ljorestangen og saa paa; da sa han: 14«Ilde er det, hvis jeg volder dig graat, min fagre. Men svar mig nu paa det, jeg har spurgt om.»

«Und mig lidt tid,» bad Vigdis. «Far til dine frænder op i landet, som din agt var, og naar du kommer tilbage hid, som dit skib ligger, skal jeg svare dig. Det tror jeg næsten, at jeg helst vilde, du skulde faa det, som du ønsker det; men det er saa langt at reise fra far min og la ham være alene. Ogsaa tykkes mig, at dette er kommet meget brat.»

«Ikke saa brat endda,» siger Ljot. «Tre uger har jeg alt været her. Jeg ved ikke, hvadfor vætter der raader menneskenes lod; men vor har nornerne tvundet tæt sammen, det har jeg vidst alt siden hin dag, vi taltes ved paa horget.»

«Nu ser jeg paa dig, at nu er du alt vred,» siger Vigdis. «Ung er jeg, og det er tidlig for mig at tænke paa giftermaal.»

Ljot vendte sig da og vilde gaa. «Vi kan da være gamle nok – men nu ser jeg, at du ved ikke, hvad du vil.»

Vigdis reiste sig op, gik efter ham og sa:

«Vent dog den stund, som jeg ber dig; helst vilde jeg, du skulde ikke be mig forgjæves. Men endda synes jeg, jeg kjender dig lidet, og du vil føre mig langt fra alt, som mit er.»

Og nu la hun armene om hans hals og kysset ham. Men derefter skjøv hun ham ud af døren og bad ham gaa.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.