Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XII.

Nu sad hun hele den dag i sit bur og var stedt i stor angst og uraad, hun vidste ikke, om hun skulde gaa og møde Ljot eller ikke. Men da det led mod soleglad, tog hun en mørk kaabe om sig og gik ud paa tunet.

Det havde frosset paa om natten, og taagen laa hvid over fjorden; solen stod ret i syd over aaserne og skinnet skarpt. Der var ingen folk i tunet; Vigdis stod en stund og tænkte sig om; men derefter gik hun hastig ud af gaarden og nordover mod skogen; ingen saa, at hun gik.

Da hun kom til horget, var Ljot der. Han 33var reiseklædt, men kappe og vaaben havde han lagt fra sig, og hesten havde han bundet til et træ. Han sprang mod Vigdis og skygget med haanden over øinene, mens han sa:

«Nu under nok ikke solen mig at se din fagerhed – vel være du kommen hid, Vigdis.»

Han la hænderne paa hendes hofter og snudde hende fra lyset; da sled hun sig fra ham og la armene paa ryggen; hun sa:

«Hid er jeg kommet; men jeg har underlige sager at spørge dig om – sig mig nu du, om det er saa, at der har gaat snak i bygden om Kaare og mig?»

Ljot svarte, – og han blev meget rød i det samme:

«Det spurgte jeg dig om igaar – om det var saa, at han skulde ha dig?»

«Nu vilde jeg hellere, at jeg ikke var kommet,» sa Vigdis. «Ti da frygter jeg, at de har sagt sandt, som jeg trodde løi.»

«Jeg ved ikke, hvad du mener,» sa Ljot.

Da mælte Vigdis:

«Enten har du snakket om det, som er hændt mellem os – og aldrig havde jeg tænkt, du vilde rørt om det til nogen mors søn – eller saa er det du, som har laget de viserne, som farer over bygden.»

Ljot tidde stille. Da vendte Vigdis sig og vilde gaa fra ham. Han fulgte efter hende og sa:

«Det er saa, at jeg ønsker, de viserne var aldrig laget. Men det ved ikke du, hvor hugsaar jeg var i al den tid, jeg trodde, jeg havde 34mistet dig. Da siger mangen mand det, han siden angrer.»

«Ja nu angrer jeg det meste, jeg nogentid har sagt dig», svarte Vigdis.

«Tal nu ikke slig,» bad Ljot. «Du skal ikke tiere faa skjel til at klage over mig for noget.»

«Jeg ved det,» svarte Vigdis, «ti dette blir sidste gang, vi to taler sammen.»

Ljot tog om hende; hun satte hænderne for hans bryst; men da greb han hende om begge haandled og han sa:

«Saa ilde er det vel ikke, at jeg har laget en vise eller to – vil du nu gaa fra mig for den sags skyld, da har du elsket mig lidet.»

«Du har vel ikke elsket mig saa meget du heller,» sa Vigdis i stor harme, «–det første der blev talt ilde om mig, saa trodde du det og bar det videre.»

«Ingen snak har jeg baaret videre,» svarer han, «og aldrig har jeg trodd det.»

«Det kan jo bli sandt endda,» siger hun og vil vri sig ud af hans tag.

«Sligt skal du ikke si,» roper Ljot, og han kysser hende. «Nu har du nok glemt, hvad du lovet, da du sad paa fanget mit igaar.»

Da bed hun ham i halsen, saa hun fik sit ansigt fra hans et øieblik.

«Nu er min vilje anderledes,» sa hun.

«Aldrig skal Kaare faa viljen din,» siger Ljot mellem tænderne. «Jeg gidder ikke leve, hvis jeg skal miste dig.» Og nu tar han og løfter 35hende op, endda hun strider imod. Han bar hende ind i lunden, og da fik han sin vilje med hende, endda hun værget sig længe. Siden sa Vigdis intet, og hun graat ikke heller; da kjendte Ljot paa hendes haand og hendes kind. Hun var meget kold.

Ljot stod op, tog sin kappe og dækket over hende; han kysset hende. Nu var det saa koldt, at aanden stod hvid for hans mund; solen var nede, men himmelen var rød som blod syd bag skogen.

«Nu er det tid, at vi kommer herfra,» sa Ljot og vilde løfte hende op. «Vi naar ikke længer end op til Storvandet inat; vi finder vel der et sted, vi kan være.»

Da sa Vigdis:

«Det var altfor god død for dig, nidding, at far min skulde komme efter dig og fælde dig.»

Hun reiste sig op og gik nedover; Ljot fulgte efter hende og sa:

«Det var nu bedst for os begge, at du fulgte mig – jeg ved, jeg har gjort dig meget imod; men det var den største ulykke, skulde vi ikke faa hinanden.»

Vigdis vendte sig ikke en gang, og det tyktes Ljot det værste, at hun hverken talte eller graat. Han gik efter hende lige til Vadin.

Da de var kommet til gjærdet, bøiet Vigdis sig; hun tog en sten og kastet paa Ljot.

«Pak dig nu, hund,» sa hun.

36Stenen traf ham i munden, ikke haardt, men han blødde da paa læben. Da sa han:

«En gang til skal jeg beile til dig, min legefælle, men nu skal jeg unde dig tid til at raade dig om – ved sommerleite skal jeg spørge dig igjen, om du vil ha mig.»

«Det skal du faa se, Viga-Ljot,» svarer Vigdis, «at min vilje er lige saa haard som din.»

Derefter gik hun ind. Hun gik lige til sit bur og la sig; Æsa merket vel, at hun sov lidet den nat og gav sig ilde i søvne; men hun sa intet om, hvad der var hændt hende.

Ljot gik tilbage til horget, løste sin hest og red bort. Han fór hele natten og kom frem til Hakedal; derfra drog han over til Romerike og fór saa lige til Trondhjem uden at agte paa stygveiret, som satte ind i de samme dage; han sled meget vondt over fjeldene, saa hans fosterbrødre, Torbjørnssønnerne, syntes, det var et under, at han var kommet levende frem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.